Når overgreb ikke er overgreb. Hvordan forældre kan få børnepsykiatrien til at gøre det beskidte arbejde færdigt for dem.

Anno 2010 i Danmark overlader man afgørelsen, om ofrene for overgreb og omsorgssvigt skal udsættes for flere overgreb og svigt - denne gang helt professionelt gennemført - til de personer, der er hovedansvarlige for de overgreb og den omsorgssvigt, der i første omgang har ført til, at de professionelle blev indblandet: "Tvang i børnepsykiatrien mørkelagt".

Ubetinget registreringspligt vil sandsynligvis resultere i en mangedobling af de 237 tilfælde af registreret tvang i børnepsykiatrien i 2007. Men at registreringspligten vil nedbringe antallet af tilfældene, hvor i forvejen traumatiserede børn på nyt udsættes for overgreb, er usandsynligt, så længe overgribersamfundet uanfægtet - og endda bakket op af en avis som Kristeligt Dagblad - kan blive ved med at stemple tiårige børn, der protesterer i afmægtig desperation mod overgrebene respektive omsorgssvigtet som "psykotisk", syge i hovedet, hvorved retraumatiseringen igennem psykiatrisk tvang nemt kan undskyldes som værende nødvendig, eventuel livreddende, hvis man vil drive kynismen på spidsen, behandling mod meningsløs hjernesygdom. Det er jo en utænkelighed, at forældre, der køber f.eks. dyre trommesæt til deres tiårige søn, kunne finde på, at svigte ham på nogen måde, ikk'? Det er åbenbart en meget vigtig detailje, at trommesættet var dyrt. Det kaldes også for at købe sig til en god samvittighed, når man ellers er godt klar over, at man har svigtet som forælder.

Der er næppe noget, der er mere dobbeltmoralsk, end at en statslig institution, psykiatrien, alene på grundlag af forældrenes samtykke har ret til at begå voldelige overgreb mod børn på stribevis, og uden at det så meget som skal registreres, i et land, hvor forældre angiveligt ikke må krumme så meget som et hår på deres børns hoveder, uden at risikere retsforfølgelse.