Fra afdelingen No shit Sherlock!: Den biologiske forklaringsmodel på "psykisk sygdom" mere diskriminerende end traumamodellen

I dagens netudgave af New York Times kan man læse Ethan Watters meget tankevækkende essay "The Americanization of Mental Illness". Essayet beskæftiger sig med følgerne af USA's respektive den vestlige verdens, som Watters skriver, aggressive måde, at udbrede den egne, biomedicinske forklaringsmodel på "psykisk sygdom" til resten af verdenen.

Interessant er især essayets omtale af en af psykologiprofessor Sheila Mehta fra Auburn University Montgomery, Alabama, USA, i 1997 gennemført studie, der skulle finde ud af, om den biologiske model virkeligt var mindre diskriminerende end traumamodellen, som det jo påstås.

" 'Resultaterne af den aktuelle studie antyder, at vi faktisk er tilbøjelige til at behandle folk mere skånselsløst, når deres problem beskrives i medicinske termer [den biologiske model, "Psykisk sygdom er som diabetes"],' skrev Mehta. 'Vi siger, at vi er venlige, men vores handlinger fortæller noget andet.' Problemet ser ud til at være, at den biologiske model, anvendt på en sygdom som skizofreni bringer den diskrete antagelse med sig, at en hjerne, der er syg på grund af biomedicinske eller genetiske anomalier, er mere gennemgående ødelagt og vedvarende unormal, end én, der er blevet gjort syg af begivenheder i personens liv. 'At betragte mennesker med psykiske problemer som syge, udgrænser dem og kan føre til, at vi opfatter dem som fysisk anderledes. Biokemiske forskelle gør dem nærmest til en anden species.' "

Og lidt længere nede i essayet hedder det: "Uheldigvis er vi, samtdigt med at vestlige psykiatrieksperter har overbevist verdenen om, at psykisk sygdom bør betragtes og tales om i biomedicinske termer, i gang med at tabe krigen mod stigmatiseringen herhjemme og i udlandet. Holdningsundersøgelser i USA mellem 1950 og 1996 har vist, at opfattelsen af mennesker med skizofreni som farlige har været støt tiltagende i denne periode. Tilsvarende kom en studie i Tyskland frem til, at offentlighedens ønske om at holde afstand til personer med en skizofrenidiagnose har tiltaget fra 1990 til 2001.

Forskere på jagt efter årsagen til den tiltagende stigmatisering fandt den samme overraskende forbindelse, som Mehta havde opdaget i laboratoriet. Det viser sig, at de personer, der har overtaget biomedicinske/genetiske anskuelser angående psykiske problemer, var de samme, der ønskede mindre kontakt med psykisk syge, og der anså dem for at være mere farlige og uforudsigelige. Dette uheldige forhold er dukket op i talrige undersøgelser verdenen over. I en tyrkisk studie for eksempel havde folk, der betegnede skizofren adfærd som akil hastaligi (sygdom af hjernen respektive af tankevirksomheden), en større tilbøjelighed til at antage, at skizofrene er aggressive og ikke skulle leve frit i samfundet, end folk, der betragtede forstyrrelsen som ruhsal hastagi (en forstyrrelse af det spirituelle eller indre selv). En anden studie, der beskæftigede sig med befolkningsgrupper i Tyskland, Rusland og i Mongoliet, nåede frem til, at 'uanset hvor i verdenen... at godkende biologiske faktorer som årsag for skizofreni var forbundet med et større ønske om social afstand.' "

Hvad der kan overraske mig, er at det betegnes som "overraskende", at den biologiske forklaringsmodel viser sig at være mere diskriminerende, end traumamodellen. Traumatiske oplevelser kan alle forholde sig til. Alle oplever på et eller andet tidspunkt noget for dem rystende, om det så betegnes som "traumatiserende", eller bare "rystende", er underordnet. Det er den samme genkendelse, der finder sted, som når der tales om "vrede", "angst", "nedtrykthed" eller "forvirring". I stedet for om "skizofreni", "bipolar lidelse", "depression", eller hvad det ellers måtte være af mere ("skizofreni", "bipolar lidelse", etc.) eller mindre ("depression", "angstlidelse", etc.) fremmedgørende fagbegreber fra DSM'en.

At skulle forholde sig til defekte gener og en hjernekemi i ubalance, er, siden det ikke giver nogen mening ud fra egne erfaringer, ikke overraskende, en noget mere skræmmende og frastødende affære. Ikke bare for omverdenen, men også for mennesket i krise selv. Det er at fremmedgøre mennesker, der allerede er i stor udstrækning fremmedgjort fra dem selv, deres sande selv, yderligere fra dem selv. Et trauma oveni et trauma.

"Hvis vores stigende behov for psykiatriske tjenester faktisk stammer fra et sammenbrud af mening, kan vores krav til resten af verdenen om at tænke som vi gør, være desto mere problematisk. At tilbyde de seneste vestlige teorier, behandlinger og kategorier indenfor psykiatrien i et forsøg på, at lindre den psykologiske stress, forårsaget af moderniseringen og globaliseringen, er ikke en løsning; det kan være del af problemet. Når vi underminerer lokale opfattelser af selvet og helbredelsesmåder, risikerer vi, at fremskynde de forvirrende forandringer, der ligger til bunds for meget af verdenens psykologiske lidelse," afslutter Ethan Watters sit essay, og jeg kan kun give ham ret.
_______________

Ethan Watters er forfatter til bogen Crazy Like Us: The Globalization of the American Psyche, der udkommer i denne måned.