"Jeg lider, derfor er jeg"???

Et sært fænomen, som man kan observere overalt der, hvor "psykisk sygdom" diskuteres, om det er på blogs, her for eksempel, i kommentartråde til artikler, i diskussionsfora, eller hvor det måtte være hen, er at der med sikkerhed før eller siden dukker brugere op, der reagerer med et fornærmet ramaskrig på enhver ytring, der vover at antyde, at måske, bare måske, hele situationen ikke er helt så dyster, at måske, bare måske, recovery er mulig, og at måske, bare måske, al den lidelse ikke kun er helt forfærdelig, men altså måske, bare måske, har en mening, en funktion, en værdi mht. denne recovery.

Jeg prøver, at forestille mig en person, der lider af en somatisk sygdom, og der får at vide, at vedkommende har gode chancer for at komme sig, udbryde: "Nej nej nej! Det er ikke sandt! Jeg kan ikke komme mig! Det må ikke være sandt! Jeg kommer til at lide forfærdeligt resten af mit liv, og du skal ikke komme her, og fortælle mig noget andet!" Hvad ville man kalde det for? En slags hypokondri?

Hvad er det, der er så tiltrækkende ved lidelse, at det gør det til en utænkelighed, at give slip på den, og der gør enhver udtalelse, der bare antyder, at recovery er en mulighed, respektive at lidelsen ikke udelukkende behøves at være forfærdelig, til en trussel? At den tilbyder en identitet? "Jeg er psykisk syg"? "Jeg lider, derfor er jeg"? Besynderligt.