Flere danske Google-søgninger på Alice Miller, både i går og i dag, har indtil videre ikke frembragt så meget som ét eneste resultat mht. hendes død. Det ser ud til, at Alice Miller er en "persona non grata" som det er bedst, ikke at nævne med et ord, i danske jounalisters øjne. Man gør sig her til lands ikke engang den umage, at misfortolke og diskreditere hende, som den udenlandske presse mener, det er på sin plads at gøre.
Umiddelbart kan det jo overraske, med al den opblæste sensationsjournalistik omkring mishandling og seksuelt misbrug af børn, vi har set på det seneste. Ved nærmere eftertanke bekræfter det dog bare, hvad jeg skrev i mit indlæg fra i tirsdags. Alice Miller havde ikke så meget fokus på "monstrene", som hun havde det på følgerne af "monstrenes" handlinger for "monstrenes" ofre. Og det er selvsagt ikke specielt populært i en tid, hvor disse følger allerhelst allesammen bortforklares som ofrenes medfødte, iboende fejl og mangler, i en tid, hvor Thomas Werges eugeniske forskning gør overskrifter i landets førende aviser, hvor bagatelliseringen af overgreb belønnes med Den Gyldne Skalpel, og hvor ingen midler skys for at få lukket munden på overgrebsofrene, som Alice Miller var talskvinde for.
I en kommentar på Tara Parker-Popes NYTimes-blog Well skriver "Kelli":
"I was deeply saddened to learn of Miller’s death, and then disappointed in the lack of response to honoring her life and work. I thought certainly there would be some fantastic obituary coverage for a woman who so profoundly affected many people with her simple, yet groundbreaking ideas."
Og "diana" skriver:
"Miller’s obituaries are not honouring her life’s work. But people are doing it here. Professionals, common people. Which is something she deserved."
Jeg må indrømme, at jeg var skuffet, faktisk også rystet, ja, da jeg læste nekrologerne i den udenlandske (amerikanske) presse. Måske er det så alligevel bedre med slet ingen omtale overhovedet, end en, der må betegnes som villet misforstående, og nærmest nedværdigende og fornærmende, ja.
Selv kan jeg kun tilslutte mig k, og sige Thank you Alice Miller!
torsdag den 29. april 2010
tirsdag den 27. april 2010
Alice Miller, 1923 - 2010
Alice Miller døde den 14. april i sit hjem i Provence. Hun var nok den personlighed, der havde mest fokus på opvækstens, og især opdragelsens, rolle for børns udvikling, og på hvordan vold i opdragelsen traumatiserer børn, med kriminalitet, stofmisbrug og "psykisk sygdom" til følge. Alice Miller gjorde en stor indsats for at få al fysisk afstraffelse af børn forbudt ved lov, og heldigvis er der i dag en række lande, hvor revselsretten er ophævet, såsom i Danmark, og senest også i Norge.
Imidlertid tror jeg ikke, at hverken afskaffelsen af revselsretten, eller det tiltagende fokus i medierne på overgreb mod og omsorgssvigt af børn kan bremse den generelt tiltagende vold i samfundet. Både overgreb, omsorgssvigt, fysisk vold i opdragelsens navn selv, men også f.eks. det, at enkeltpersoner af medierne jævnligt gøres til syndebukke, at, samtidigt med at enkeltmennesker således fremstilles som nærmest monstre, volden, traumatiseringen stadigt ikke anerkendes som årsag til f.eks. "psykisk sygdom", dvs. at voldens destruktive potentiale stadigt ikke anerkendes fuldt ud, og at det stort set kun er vold i fysisk, respektive seksuel form, der anerkendes som værende vold, er altsammen symptomer på at traumerne generelt stadigt ikke anerkendes som traumer, at de stadigt ikke er bevidstgjort og bearbejdet. Og så længe traumerne ikke anerkendes, bevidstgøres og bearbejdes, vil volden fortsætte og også tiltage.
"The danger does not lie with individuals, however criminal they may be. Far more, it lies in the ignorance of our entire society, which confirms these people in the lies that they were obliged to believe in childhood. Teachers, attorneys, doctors, social workers, priests, and other respected representatives of society protect parents from the mistreated child's every accusation and see to it that the truth about child abuse remains concealed. Even the child protection agencies insist that this crime, and this crime alone, should go unpunished."
"If one day the secret of childhood were to become no longer a secret, the state would be able to save immense sums that it spends on hospitals, psychiatric clinics, and prisons maintaining our blindness. That this might deliberately happen is almost too incredible a thought." -Alice Miller, Breaking Down the Wall of Silence: To Join the Waiting Child
_______________
New York Times' nekrolog: "Alice Miller, Psychoanalyst, Dies at 87; Laid Human Problems to Parental Acts"
torsdag den 8. april 2010
Rehabiliteret eller recoveret? Dresseret eller frigjort?
Her en beskrivelse af, hvordan "full recovery" ser ud ifølge systemet: Godt nok kan man måske lægge "medicinen" på hylden - og hvad jeg mener om artiklens overskrift, kan man læse noget om i denne diskussionstråd - men altså kun, hvis man har hørt godt efter i CBT-timen, og altså har lært, at leve med sin kroniske sygdom - og jeg var lige ved at skrive, at leve som slave af sin kroniske sygdom. Og af systemet.
Hvis det er "full recovery", så er jeg i hvert fald ikke fuldt recoveret.
Så meget for resten også for de 19%, der ifølge Merete Nordentoft skulle have opnået "full recovery", og som Mai Pedersen (læg i øvrigt mærke til, hvilken stemning artikelillustrationen formidler: Der er vitterligt ikke meget sjovt ved et liv som "skizofren", nej! Alle de hensyn, man må tage, alt det, man må undvære pga. sin sygdom, mens man hele tiden skal frygte for nye indlæggelser. Tragisk, dybt tragisk.) indgår i.
Jeg kan kun sige, hvad jeg har sagt før, at det hér ikke er "full recovery". Ganske enkelt også, fordi det hér aldeles ikke er det ultimative, man kan opnå. Med eller uden "medicin", det hér er rehabilitering, social recovery. Ikke fuld recovery. Så, i realiteten er det nok nærmere de 0%, der i Merete Nordentofts undersøgelse har opnået virkeligt fuld recovery. Men hvad havde jeg egentligt regnet med? Deltagere til den slags forskning rekruteres som regel blandt "brugere", blandt folk altså, der er tilknyttet systemet. Ikke blandt dem, der har valgt systemet fra. Eller, for at sige det på en anden måde, der har valgt "skizofrenien" fra. "Skizofren" er man i sidste ende jo kun i det omfang, som man selv vælger, at være det. Men hvorfor skulle man egentligt vælge det, når man kan vælge, ikke at være det??...
Ja ja, så beholdt kommentarskriveren alligevel ret. Det er CBT'en, der gør forskellen, der kan gøre én til en så dygtig slave af ens kroniske sygdom, at man måske endda kan undvære pillerne. Hvis man er lidt lærenem. Og i hvert fald til næste gang, traumerne, de ikke-bevidstgjorte, ubearbejdede, banker på.
_______________
Relateret: "'Skizofrene' klarer sig bedre uden 'medicin'"
Hvis det er "full recovery", så er jeg i hvert fald ikke fuldt recoveret.
Så meget for resten også for de 19%, der ifølge Merete Nordentoft skulle have opnået "full recovery", og som Mai Pedersen (læg i øvrigt mærke til, hvilken stemning artikelillustrationen formidler: Der er vitterligt ikke meget sjovt ved et liv som "skizofren", nej! Alle de hensyn, man må tage, alt det, man må undvære pga. sin sygdom, mens man hele tiden skal frygte for nye indlæggelser. Tragisk, dybt tragisk.) indgår i.
Jeg kan kun sige, hvad jeg har sagt før, at det hér ikke er "full recovery". Ganske enkelt også, fordi det hér aldeles ikke er det ultimative, man kan opnå. Med eller uden "medicin", det hér er rehabilitering, social recovery. Ikke fuld recovery. Så, i realiteten er det nok nærmere de 0%, der i Merete Nordentofts undersøgelse har opnået virkeligt fuld recovery. Men hvad havde jeg egentligt regnet med? Deltagere til den slags forskning rekruteres som regel blandt "brugere", blandt folk altså, der er tilknyttet systemet. Ikke blandt dem, der har valgt systemet fra. Eller, for at sige det på en anden måde, der har valgt "skizofrenien" fra. "Skizofren" er man i sidste ende jo kun i det omfang, som man selv vælger, at være det. Men hvorfor skulle man egentligt vælge det, når man kan vælge, ikke at være det??...
Ja ja, så beholdt kommentarskriveren alligevel ret. Det er CBT'en, der gør forskellen, der kan gøre én til en så dygtig slave af ens kroniske sygdom, at man måske endda kan undvære pillerne. Hvis man er lidt lærenem. Og i hvert fald til næste gang, traumerne, de ikke-bevidstgjorte, ubearbejdede, banker på.
_______________
Relateret: "'Skizofrene' klarer sig bedre uden 'medicin'"
tirsdag den 6. april 2010
Bo Bedre for psykiatriske patienter
Denne seng er, ifølge producenten, ikke bare vedligeholdelsesfri, men også en sand fryd for øjet, "visually appealing". Oh boy!
Via Liz Spikol.
Via Liz Spikol.
mandag den 5. april 2010
Merete Nordentoft bagatelliserer overgreb
Merete Nordentoft, citeret i Lise Juls artikel "Man bliver ikke syg af ingenting" fra 2007:
"Udsættes man for et seksuelt overgreb, tyder nye, engelske undersøgelser på at flere får en psykose senere. Men vil man bevise en sammenhæng, skal man være helt sikker på at det er på grund af dette eller hint at en given hændelse er indtruffet. Ud over et seksuelt overgreb kan der være mange andre problemer i familien".
De der udvikler en psykose, kommer i tre ud af fire tilfælde fra ganske almindelige familier, siger hun.
"Ingen går gennem livet uden prøvelser. Størstedelen af patienterne har ikke været udsat for andet end hvad alle mulige andre oplever. Der er hverken tale om seksuelle eller fysiske overgreb. Hverken forældre der ikke kom hjem, eller hjem præget af et voldsomt alkoholmisbrug. Gik man under deres skolegang ind i de flestes klasser, ville man ikke kunne få øje på noget bemærkelsesværdigt, hverken i deres familier eller hos dem selv."
Ahhh, åhhh, det vil dels sige, at overgreb er "prøvelser", som man ligesom må tage i stiv arm, og kan man ikke det, ja, så må man sgu finde sig i at få en "skizofreni"-diagnose smidt i hovedet, og blive erklæret for genetisk defekt. Og dels vil det sige, at, hvis der ikke er tale om, at man er blevet gennemtævet, respektive seksuelt misbrugt tre gange dagligt, og hvis ens forældre ikke har drukket mindst tre flasker billig sprut dagligt, hver, ja, så kan der umuligt være tale om overgreb eller svigt. For alt andet, såsom verbale og emotionelle overgreb og svigt, er jo bare normalt, "ganske almindeligt", ikke? Ja, desværre er det vist ganske almindeligt og normalt i vores overgribersamfund. Mens Merete Nordentoft med et sådant udsagn klart tilkendegiver sin egen overgribermentalitet. Tillykke Merete!
Iøvrigt synes jeg, det er ret interessant, at en sammenhæng mellem traumer og "psykisk sygdom" ikke kan anerkendes, før denne er entydigt bevist, mens det åbenbart ikke kræver andet, end nogle pengegriske farmakoncerners og nogle magtsyge behandleres hjernespind som legitimation for en "behandling", der ødelægger liv på stribevis.
"Udsættes man for et seksuelt overgreb, tyder nye, engelske undersøgelser på at flere får en psykose senere. Men vil man bevise en sammenhæng, skal man være helt sikker på at det er på grund af dette eller hint at en given hændelse er indtruffet. Ud over et seksuelt overgreb kan der være mange andre problemer i familien".
De der udvikler en psykose, kommer i tre ud af fire tilfælde fra ganske almindelige familier, siger hun.
"Ingen går gennem livet uden prøvelser. Størstedelen af patienterne har ikke været udsat for andet end hvad alle mulige andre oplever. Der er hverken tale om seksuelle eller fysiske overgreb. Hverken forældre der ikke kom hjem, eller hjem præget af et voldsomt alkoholmisbrug. Gik man under deres skolegang ind i de flestes klasser, ville man ikke kunne få øje på noget bemærkelsesværdigt, hverken i deres familier eller hos dem selv."
Ahhh, åhhh, det vil dels sige, at overgreb er "prøvelser", som man ligesom må tage i stiv arm, og kan man ikke det, ja, så må man sgu finde sig i at få en "skizofreni"-diagnose smidt i hovedet, og blive erklæret for genetisk defekt. Og dels vil det sige, at, hvis der ikke er tale om, at man er blevet gennemtævet, respektive seksuelt misbrugt tre gange dagligt, og hvis ens forældre ikke har drukket mindst tre flasker billig sprut dagligt, hver, ja, så kan der umuligt være tale om overgreb eller svigt. For alt andet, såsom verbale og emotionelle overgreb og svigt, er jo bare normalt, "ganske almindeligt", ikke? Ja, desværre er det vist ganske almindeligt og normalt i vores overgribersamfund. Mens Merete Nordentoft med et sådant udsagn klart tilkendegiver sin egen overgribermentalitet. Tillykke Merete!
Iøvrigt synes jeg, det er ret interessant, at en sammenhæng mellem traumer og "psykisk sygdom" ikke kan anerkendes, før denne er entydigt bevist, mens det åbenbart ikke kræver andet, end nogle pengegriske farmakoncerners og nogle magtsyge behandleres hjernespind som legitimation for en "behandling", der ødelægger liv på stribevis.
fredag den 2. april 2010
I Norge gør de grin med overgrebsofre
Den norske organisation Mental Helse's regionale afdeling Mental Helse Akershus planlægger at afholde et offentligt arrangement til støtte af den norske psykiatri på den 8. maj 2010. Den 8. maj 1945 ophævede de tyske tropper deres besættelse af Norge efter Tysklands betingelsesløse kapitulation, og dagen, "Frigjøringsdagen", fejres som en officiel helligdag i Norge.
I anbetragt af, at det ikke længere er en hemmelighed, at utallige mennesker oplever psykiatrisk "hjælp" som en dyb krænkelse af deres fundamentale rettigheder og friheder som mennesker, i anbetragt af, at psykiatrisk "hjælp" ofte nok kommer i form af frihedsberøvelse, ydmygelse og undertrykkelse, er et arrangement til støtte for dette system, der systematisk begår disse overgreb mod folk, der, i overført betydning, systematisk okkuperer sine ofres kroppe, sind og sjæle, på denne dag et slag i ansigtet på ofrene, og en klar tilkendegivelse af disrespekt ikke bare for den norske, men den internationale overleverbevægelse.
Send en e-mail til Mental Helse Norge, post@mentalhelse.no , og/eller til Mental Helse Akershus, akershus@mentalhelse.no og elinor.flo@mentalhelse.no, og be', høfligt men bestemt, om at arrangementet afholdes på en anden dato.
Via Jan Olaf.
I anbetragt af, at det ikke længere er en hemmelighed, at utallige mennesker oplever psykiatrisk "hjælp" som en dyb krænkelse af deres fundamentale rettigheder og friheder som mennesker, i anbetragt af, at psykiatrisk "hjælp" ofte nok kommer i form af frihedsberøvelse, ydmygelse og undertrykkelse, er et arrangement til støtte for dette system, der systematisk begår disse overgreb mod folk, der, i overført betydning, systematisk okkuperer sine ofres kroppe, sind og sjæle, på denne dag et slag i ansigtet på ofrene, og en klar tilkendegivelse af disrespekt ikke bare for den norske, men den internationale overleverbevægelse.
Send en e-mail til Mental Helse Norge, post@mentalhelse.no , og/eller til Mental Helse Akershus, akershus@mentalhelse.no og elinor.flo@mentalhelse.no, og be', høfligt men bestemt, om at arrangementet afholdes på en anden dato.
Via Jan Olaf.
torsdag den 1. april 2010
Psykiatriens historie i 10 alt for korte punkter - Og noget om revolutionerende fremskridt
For et par uger siden kom jeg via Sigruns blog over artiklen "Psykiatriens historie i 10 korte punkter" i Kristeligt Dagbladets netudgave.
Strengt taget handler artiklens første tre punkter, der prøver, at beskrive definitionen og håndteringen af "psykisk sygdom" i det antikke Grækenland, respektive igennem middelalderen, ikke om psykiatriens historie, men altså om galskabens historie. Psykiatrien, som et lægefagligt speciale, kom først på banen i anden halvdel af det 18. århundrede. Ikke desto mindre må man jo konstatere, at der ikke er ret lang vej fra de gamle grækeres forestillinger om, at emotionel lidelse forårsages af kropsvæsker i ubalance, til nutidens forestillinger om, at selvsamme lidelse bunder i et transmitterstofskifte i ubalance. Lige så lidt, som der egentligt er grundlæggende forskel mellem middelalderens tro på besættelse ved onde ånder, og nutidens tro på "besættelse" ved defekte gener. Vel, vel.
De følgende fem punkter, punkt 4 til 8, på listen nævner begivenheder, der alment betragtes som "milesten" i den danske (og delvis internationale; Kraepelin) psykiatris historie. Her lader der sig allerede ane et syn på psykiatriens historie, der efterfølgende i de sidste to punkter på listen, nr.9 og nr.10, eksplicit kommer til udtryk:
"9) 1950’erne: Der skete store fremskridt inden for psykofarmaka (medicin, der bruges i fysisk/biologisk behandling af psykisk syge). Fire store opfindelser revolutionerede psykiatrien. 1) Lithium 2) Antipsykotika 3) Antidepressiva 4) Benzodiazepiner.
10) 1. januar 2010: Der indførtes en behandlingsgaranti på to måneder inden for voksenpsykiatrien. Dette sidestiller psykiatriske patienter med patienter, der har en somatisk lidelse."
Synet er det, at psykiatrien har gjort fremskridt, til i dag at være noget nær perfekt: psykiatriske patienter er i dagens Danmark sidestillet med somatiske patienter. Og så kan det vist ikke blive meget bedre, eller?
For det første er en behandlingsgaranti indenfor psykiatrien langt fra ensbetydende med, at psykiatriserede mennesker er sidestillet med patienter i den somatiske medicin. Stadigt har psykiatriserede mennesker i Danmark anno 2010 for eksempel ikke ret til frit at fravælge "behandling". En ret, som vi ved, at patienter i den somatiske medicin har, og stort set altid har haft. En væsentlig forskel mellem de to grupper mht. deres respektive retsstilling, netop overfor lægerne (jf. punkt 7 i listen).
For det andet mente allerede Sokrates, at "psykisk sygdom" ikke nødvendigvis og altid er det onde, den biologiske psykiatri i dag i faktisk tiltagende grad definerer og ser den som. Sokrates taler om det "guddommelige vanvid", som han definerer som en gave, fremfor et onde. Spørgsmålet er her, om det ikke snarere må betegnes som tilbageskridt, i forhold til de gamle grækere, når vi i dag ikke længere er i stand til at se vanvid som andet, end noget udelukkende negativt, en defekt. Et syn, der jo ikke uvæsentligt bidrager til det, der kaldes "stigmatisering", dvs. der gør det nærmest til en selvfølge, at psykiatrisk stemplede mennesker i sig selv behandles som et onde, og diskrimineres imod.
For det tredje har den revolution, der omtales under punkt 9, vist kun været en formel sådan. I hvert fald for de psykiatriserede menneskers vedkommende. Fra at blive opmagasineret på de store anstalter, bliver disse mennesker i dag opmagasineret i udkanten af samfundet, på førtidspension, på bo- og væresteder, eller, og allerhøjst, i fleksjobs, gerne i systemet, f.eks. som "brugerlærer", der, for billige penge, udfører den del af fagpersonalets arbejde, der hedder, at oplære andre i at være "gode" patienter, respektive holder oplæg for fagpersonale om, hvordan man mest effektivt sælger psykiatrisk "behandling" som hjælp.
Dvs. revolutionen består hovedsagligt i, at samfundet i dag kan klappe sig selv anerkendende på skulderen for sin tilsyneladende rummelighed, der, tilsyneladende, er af så stor omfang, at man endda kan rumme "de psykisk syge" i selve samfundet, om end i udkanten, og ikke længere behøves, at gemme og glemme dem i de store anstalter. Mens man i dag gerne glemmer, at de samme kemiske stoffer, der har gjort denne, tilsyneladende, rummelighed, denne revolution, med Kristeligt Dagbladets ordvalg, mulig, kun har kunnet gøre det, fordi de, meget mere effektivt, end nok så tykke mure og tremmer foran vinduerne, fratager "de psykisk syge" deres stemme, og dermed muligheden for en virkeligt ligeværdig eksistens i samfundet. Som jeg også, om end i lidt andre ord, skriver i min kommentar til artiklen på Kristeligt Dagbladets onlinedebat.
Før psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, skete det med jævne mellemrum, at mennesker kunne forlade de store anstalter, og vende tilbage til et fuldt og værdigt liv i samfundet. I dag sker det stadigt, af og til, at mennesker kommer sig helt, og ikke længere på nogen måde er afhængige af systemets "hjælp". Det sker imidlertid sjældnere og sjældnere. Siden psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, har recoveryraterne været støt faldende, og det samme har gennemsnitslevealderen for "de psykisk syge".
Spørgsmålet er, om man i den somatiske medicin ville betegne en behandlingsmetode for en revolution og et fremskridt på området, hvis effekten af metoden var, at færre patienter kom sig, end før metoden blev taget i brug, og metoden desuden reducerede patienternes gennemsnitlige livsforventning betydeligt. Eller om man måske snarere vlle kalde det for et tilbageskridt.
Hvad jeg også kan spørge mig, hver gang jeg hører om revolutionerende fremskridt, ligemeget i hvilken sammenhæng, er om vi ikke egentligt tror på hokuspokus, når vi tror på alle disse revolutionerende fremskridt. Er vi virkeligt kommet så meget videre siden i går, siden 1950'erne, siden den angiveligt så mørke middelalder? Eller er vi måske stadigt lige overtroiske, og har bare skiftet de "magical powers", der skal frelse os, ud til i dag at være højteknologien, videnskaben?
_______________
Og jeg er iøvrigt ganske enig med Stephen Diamond. Jeg ser, desværre, heller ikke noget "revolutionerende fremskridt", den store, kollektive opvågning på det spirituelle niveau ske. Lakmusprøven, så at sige, for mig, er at høre hvad angiveligt opvågnede mennesker har at sige om "psykisk sygdom". Hvis ikke på andre områder, så viser det sig som regel senest mht. dette emne, om opvågningen er reel nok, eller om der er tale om en pseudo - "spiritual awakening".
Strengt taget handler artiklens første tre punkter, der prøver, at beskrive definitionen og håndteringen af "psykisk sygdom" i det antikke Grækenland, respektive igennem middelalderen, ikke om psykiatriens historie, men altså om galskabens historie. Psykiatrien, som et lægefagligt speciale, kom først på banen i anden halvdel af det 18. århundrede. Ikke desto mindre må man jo konstatere, at der ikke er ret lang vej fra de gamle grækeres forestillinger om, at emotionel lidelse forårsages af kropsvæsker i ubalance, til nutidens forestillinger om, at selvsamme lidelse bunder i et transmitterstofskifte i ubalance. Lige så lidt, som der egentligt er grundlæggende forskel mellem middelalderens tro på besættelse ved onde ånder, og nutidens tro på "besættelse" ved defekte gener. Vel, vel.
De følgende fem punkter, punkt 4 til 8, på listen nævner begivenheder, der alment betragtes som "milesten" i den danske (og delvis internationale; Kraepelin) psykiatris historie. Her lader der sig allerede ane et syn på psykiatriens historie, der efterfølgende i de sidste to punkter på listen, nr.9 og nr.10, eksplicit kommer til udtryk:
"9) 1950’erne: Der skete store fremskridt inden for psykofarmaka (medicin, der bruges i fysisk/biologisk behandling af psykisk syge). Fire store opfindelser revolutionerede psykiatrien. 1) Lithium 2) Antipsykotika 3) Antidepressiva 4) Benzodiazepiner.
10) 1. januar 2010: Der indførtes en behandlingsgaranti på to måneder inden for voksenpsykiatrien. Dette sidestiller psykiatriske patienter med patienter, der har en somatisk lidelse."
Synet er det, at psykiatrien har gjort fremskridt, til i dag at være noget nær perfekt: psykiatriske patienter er i dagens Danmark sidestillet med somatiske patienter. Og så kan det vist ikke blive meget bedre, eller?
For det første er en behandlingsgaranti indenfor psykiatrien langt fra ensbetydende med, at psykiatriserede mennesker er sidestillet med patienter i den somatiske medicin. Stadigt har psykiatriserede mennesker i Danmark anno 2010 for eksempel ikke ret til frit at fravælge "behandling". En ret, som vi ved, at patienter i den somatiske medicin har, og stort set altid har haft. En væsentlig forskel mellem de to grupper mht. deres respektive retsstilling, netop overfor lægerne (jf. punkt 7 i listen).
For det andet mente allerede Sokrates, at "psykisk sygdom" ikke nødvendigvis og altid er det onde, den biologiske psykiatri i dag i faktisk tiltagende grad definerer og ser den som. Sokrates taler om det "guddommelige vanvid", som han definerer som en gave, fremfor et onde. Spørgsmålet er her, om det ikke snarere må betegnes som tilbageskridt, i forhold til de gamle grækere, når vi i dag ikke længere er i stand til at se vanvid som andet, end noget udelukkende negativt, en defekt. Et syn, der jo ikke uvæsentligt bidrager til det, der kaldes "stigmatisering", dvs. der gør det nærmest til en selvfølge, at psykiatrisk stemplede mennesker i sig selv behandles som et onde, og diskrimineres imod.
For det tredje har den revolution, der omtales under punkt 9, vist kun været en formel sådan. I hvert fald for de psykiatriserede menneskers vedkommende. Fra at blive opmagasineret på de store anstalter, bliver disse mennesker i dag opmagasineret i udkanten af samfundet, på førtidspension, på bo- og væresteder, eller, og allerhøjst, i fleksjobs, gerne i systemet, f.eks. som "brugerlærer", der, for billige penge, udfører den del af fagpersonalets arbejde, der hedder, at oplære andre i at være "gode" patienter, respektive holder oplæg for fagpersonale om, hvordan man mest effektivt sælger psykiatrisk "behandling" som hjælp.
Dvs. revolutionen består hovedsagligt i, at samfundet i dag kan klappe sig selv anerkendende på skulderen for sin tilsyneladende rummelighed, der, tilsyneladende, er af så stor omfang, at man endda kan rumme "de psykisk syge" i selve samfundet, om end i udkanten, og ikke længere behøves, at gemme og glemme dem i de store anstalter. Mens man i dag gerne glemmer, at de samme kemiske stoffer, der har gjort denne, tilsyneladende, rummelighed, denne revolution, med Kristeligt Dagbladets ordvalg, mulig, kun har kunnet gøre det, fordi de, meget mere effektivt, end nok så tykke mure og tremmer foran vinduerne, fratager "de psykisk syge" deres stemme, og dermed muligheden for en virkeligt ligeværdig eksistens i samfundet. Som jeg også, om end i lidt andre ord, skriver i min kommentar til artiklen på Kristeligt Dagbladets onlinedebat.
Før psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, skete det med jævne mellemrum, at mennesker kunne forlade de store anstalter, og vende tilbage til et fuldt og værdigt liv i samfundet. I dag sker det stadigt, af og til, at mennesker kommer sig helt, og ikke længere på nogen måde er afhængige af systemets "hjælp". Det sker imidlertid sjældnere og sjældnere. Siden psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, har recoveryraterne været støt faldende, og det samme har gennemsnitslevealderen for "de psykisk syge".
Spørgsmålet er, om man i den somatiske medicin ville betegne en behandlingsmetode for en revolution og et fremskridt på området, hvis effekten af metoden var, at færre patienter kom sig, end før metoden blev taget i brug, og metoden desuden reducerede patienternes gennemsnitlige livsforventning betydeligt. Eller om man måske snarere vlle kalde det for et tilbageskridt.
Hvad jeg også kan spørge mig, hver gang jeg hører om revolutionerende fremskridt, ligemeget i hvilken sammenhæng, er om vi ikke egentligt tror på hokuspokus, når vi tror på alle disse revolutionerende fremskridt. Er vi virkeligt kommet så meget videre siden i går, siden 1950'erne, siden den angiveligt så mørke middelalder? Eller er vi måske stadigt lige overtroiske, og har bare skiftet de "magical powers", der skal frelse os, ud til i dag at være højteknologien, videnskaben?
_______________
Og jeg er iøvrigt ganske enig med Stephen Diamond. Jeg ser, desværre, heller ikke noget "revolutionerende fremskridt", den store, kollektive opvågning på det spirituelle niveau ske. Lakmusprøven, så at sige, for mig, er at høre hvad angiveligt opvågnede mennesker har at sige om "psykisk sygdom". Hvis ikke på andre områder, så viser det sig som regel senest mht. dette emne, om opvågningen er reel nok, eller om der er tale om en pseudo - "spiritual awakening".
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
