"Psykisk syge oplever massiv diskrimination"

Sådan lyder overskriften af en artikel på politiken.dk fra i går. Ja, det er vist så sandt som det er sagt, at der diskrimineres massivt mod mennesker, der oplever eksistentielle kriser. Og én af de første til at diskriminere mod dem, der oplever disse kriser i form af ekstreme sindstilstande, er Poul Nyrup Rasmussen, når han mener, at alle med diagnoser som "depression", "angst", osv. bør tilbydes psykologhjælp, mens folk med "tunge psykiatriske lidelser" bør langtids-frihedsberøves. Uden at nævne, at disse mennesker bør tilbydes psykologhjælp på lige linie med resten. Næh nej. De her ikke-helt-mennesker kan få lidt psykoedukation, og ellers kan de værsgo' æde deres piller og holde kæft. Så vi ikke risikerer, at skulle høre på de uhyrligheder, de har været udsatte for i form af overgreb fra deres kære pårørendes side, som Poul Nyrup jo er én af selv.

Anatomy of an Epidemic - ny bog af Robert Whitaker

Hér et foredrag med Robert Whitaker om hans nye bog Anatomy of an Epidemic: Magic Bullets, Psychiatric Drugs, and the Astonishing Rise of Mental Illness in America, der ser på, hvordan langtids-, vedligeholdelsesbrug af psykofarmaka ændrede prognosen for diagnoser som "depression", "bipolar lidelse" og "skizofreni", der alle, også "skizofreni", før indførelsen af psykofarmaka i behandlingen, var forbigående, og altså ikke kroniske problemer, til i dag at være per definition kroniske sygdomme.

Whitaker's bog er den første, der systematisk ser på langtidsstudierne*), der sammenligner udfaldet for mennesker, der behandles med psykofarmaka som vedvarende, angiveligt forebyggende, behandling, med udfaldet for mennesker, der, uanset diagnose, ikke tager psykofarmaka andet, end kortvarigt og krisespecifikt. Alle langtidsstudier viser, at krisespecifik korttidsbrug af psykofarmaka kan have en kriseforkortende effekt (om end det ikke vides, hvor meget af denne egentligt er en placeboeffekt), men at "forebyggende" langtidsbrug fører til flere og mere alvorlige tilbagefald, respektive til kronificering af kriser, og dermed til markant nedsatte recoverychancer, og desuden til en forkortet livsforventning, og til nedsatte kognitive evner. Det sidste også for problemer som "bipolar lidelse", hvor kognitive problemer førhen var ukendte.

Epidemien er således iatrogen, skabt af "behandlingen" selv.

Interessant for resten at høre, at "skizofreni" næsten ikke forekommer i Vestlapland mere. Fordi et "skizofreni"stempel forudsætter tilstedeværendet af "symptomer" i mindst 6 måneder, mens Åben Dialog-tilgangen som oftest resulterer i, at "symptomerne" fortager sig, inden der er gået 6 måneder. Uden, respektive med et minimum af "medicin". Og interessant også, at folk i Vestlapland ikke bare bliver "symptom"fri uden, respektive med et minimum af "medicin", men faktisk virkeligt ser ud til, at have haft gavn af deres erfaring med "psykosen", med det ekstremt menneskelige. I hvert fald er f.eks. arbejdsløshedsraten blandt disse folk lavere, end i resten af befolkningen.

Og hvad gør vi hér i Danmark? Vi sender politiet hjem til folk, der vælger, at lytte til deres meget sunde intuition og dropper den angiveligt forebyggende langtidsbehandling, for at hente dem til "behandlingen". Med depotmedikamenter. Så vi er sikre på, at ingen slipper for at blive offer for den iatrogene epidemi. Og som om det ikke var nok, så overvejer vi, om vi ikke skal prøve, at befrie samfundet helt fra disse belastende eksistenser (som vores, respektive psykiatriens egen "behandling" først har gjort til en - økonomisk - belastning; mens det samme "unwerte Leben" i Vestlapland bidrager i større omfang til bruttonationalproduktet, end f.eks. herr Werge, eller borgmester Andersen... ). Smukt.

Ligesom Mad in America er Anatomy of an Epidemic et must-read for alle, der gerne vil være virkeligt informeret. Og så lad os få ordet ud, ja!

*) Den såkaldt "evidensbaserede" behandling, der prakticeres i de fleste vestlige lande, også i Danmark, i dag, er alene baseret på korttidsstudier, dvs. på studier, der varer fra få uger til, allerhøjst, nogle måneder. Evidensen fra langtidsstudierne er således ikke taget med i bedømmelsen af behandlingseffekten. Langtidsstudierne bliver som regel fejet ind under gulvtæppet, hvis de overhovedet finder spalteplads i fagbladene. Martin Harrow og Thomas H. Jobe blev endda advaret af deres kollegaer mod at offentliggøre deres forskningsresultater fra 2007, der viste, at med "skizofreni" stemplede mennesker, der ikke tager neuroleptika som langtidsbehandling, har otte gange større chance for recovery, end dem, der gør.

Flere anmeldelser, interviews, etc.:

Beyond Meds, "Anatomy of an Epidemic: Magic Bullets, Psychiatric Drugs, and the Astonishing Rise of Mental Illness in America — a note from Robert Whitaker"

Beyond Meds, "New Scientist gives Robert Whitaker's new book a great review"

Beyond Meds (if it's interesting, you'll find it there, yup), "Anatomy of an Epidemic: video-taped interview with author Robert Whitaker"

The Page 99 Test, "Robert Whitaker's 'Anatomy of an Epidemic' "

Recovery from 'schizophrenia' and other 'psychotic disorders', "Anatomy of a delusion"

Bogen på Amazon.co.uk

Tilbud til Anders Legarth Schmidt

Politikens Anders Legarth Schmidt, der jo så gerne skriver om "de sindssyge" (hvad mon denne fascination skyldes?... ) - ja, ikke måske "de psykisk syge", nej, "de sindssyge" lyder jo så meget mere respektfuldt, ikke? Ikke! - byder i dag på noget rigtigt guf for alle dem derude, der ynder, at godte sig på historier om de dersens ikke-helt-mennesker, og under hvilke omstændigheder de mis-, øh, behandles. Bemærk illustrationerne. Et virkeligt godt og billigt grin på bekostning af "de sindssyge" kan man få sig under mellemrubriken "Gøgereden spøger".

Jeg tilbyder herved Anders Legarth Schmidt et lynkursus i "psykotisk - dansk for dummies", og i tillæg et i "respekt for andre mennesker, også for dummies". Hvis det da ikke er for sent mht. det sidste...

Genetik eller eugenik?

I sin artikel om Thomas Werges foredrag skriver Inger-Liss Christoffersen:

"Grundlaget for at få Werge ind over var affødt af den artikel, JyllandsPosten lancerede om Thomas Werges studium i genetik inden for skizofreni sidste efterår. Desværre gav artiklen anledning til en del misforståelser - også hos LAP-medlemmer - da avisen beskrev Werges videnskabelige undersøgelse nærmest som Aldous Huxley-romanen ”Fagre nye verden”. Det endte op i avisens påstand om, at man i fosterstadiet ville blive frasorteret, hvis der kunne ses den mindste mulighed for, at der måtte være arveanlæg for skizofreni. I begyndelsen af september sidste år blev et af vore medlemmer refereret i JyllandsPosten for påstande om at Werges forskning handlede om racehygiejne, genpleje, populærvidenskab af værste skuffe – og at man på dette grundlag måtte afvise den forskning fuldstændig. Det skabte efterfølgende en del uenighed i LAP-regi. Derfor var det en rigtig god ide at få Thomas Werges version og forklaring om denne nye viden."

Hvad jeg hertil lige umiddelbart kan finde på nettet, er denne artikel i JyllandsPosten, indeholdende nogle kritiske udtalelser fra Birgit Petersson, psykiater og medlem af abortankenævnet, og denne artikel i Kristeligt Dagblad, der bl.a. citerer Knud Kristensen, næstformand i Sind. Hvor den i Inger-Liss Christoffersens artikel omtalte JyllandsPosten-artikel gemmer sig - who knows.

Anyhow. Det interessante er, at Inger-Liss Christoffersen taler om misforståelser, og at jeg desuden også har hørt en fugl synge, at Thomas Werge selv mener, han blev misforstået, ja endda forkert citeret. Jeg går ud fra, at det ved det angiveligt forkerte citat drejer sig hovedsagligt om følgende udtalelse:

"Det [muligheden for at screene fostre for de angiveligt for "skizofreni" ansvarlige kromosomforandringer, og for abort i tilfælde af at forandringerne er tilstede] kan blive begyndelsen på, at vi kan begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme."

Denne udtalelse af Thomas Werge bliver stort set gennemgående citeret af alle danske medier sidste efterår. Selv har jeg svært ved at se, hvordan udtalelsen kan misforstås. Den fremstår meget klart og tydeligt for mig mht. sin betydning. Hvordan ellers end ved "frasortering i fosterstadiet" skulle man kunne "begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme"? Og hvad en eventuel fejlcitering angår, så virker det mildest talt utroværdigt på mig, at man ikke omgående forlanger et dementi af pressen, især når den angivelige fejlcitering er så omfangsrig, som i det hér tilfælde, og altså omfatter næsten alle de store danske medier. Og siden der ikke nogen steder bliver dementeret, må man vist gå ud fra, at der hverken er blevet misforstået eller fejlciteret noget som helst hér.

Så, ja, Thomas Werge mener vist, hvad han siger. Mens han, vanen tro, ikke fejler i at pakke hele sin eugeniske tankegang ind, så den fremstår som den rene medmenneskelighed: alt hvad han ønsker, er jo bare at spare mennesker, at skulle opleve "skizofreni", denne rædselsfulde sygdom, der er ansvarligt for så frygtelig lidelse. Det er hér, vi finder double bind'en, den obligatoriske når det kommer til Thomas Werge. Rædselsfuld og frygtelig er "skizofreni" først og fremst for omgivelserne. I hvert fald for omgivelser, der ikke ønsker, at blive konfronteret med deres egen rædselsfulde og frygtelige dysfunktionalitet.

For den, der oplever "skizofreni", er denne oplevelse som udgangspunkt ikke en "alvorlig sygdom", der skal bekæmpes med alle midler - om det så er, at man altså er nødt til at dræbe personen, der oplever den, selv (hvilket den nuværende "behandling" jo gør, før eller siden, og hvilket vi i fremtiden måske kan gøre allerede i fosterstadiet) - men derimod ofte det "største", det mest betydningsfulde, der nogensinde er sket for vedkommende. Overvældende og skræmmende stort og betydningsfuldt, ja, og forvirrende ud over alle grænser, men stadigt stort og betydningsfuldt. Og for den, der får hjælp til at forstå betydningen af sin "skizofreni", bliver det, der i starten var intuition til vished.

Det er jo ikke bare sådan, som Knud Kristensen siger, at nogle "er i stand til at leve et fornuftigt liv" med "skizofreni", altså forstået som sygdom. Men der findes jo faktisk en del mennesker med et "skizofreni"-stempel, der enten aldrig har set sig selv som værende syg, lidende af en biologisk hjernesygdom, eller der har fået hjælp til at frigøre sig fra psykiatriens definitioner af deres oplevelse og dem selv, og således til at finde tilbage til sig selv, og der derfor har kunnet bruge deres krise konstruktivt til at opnå større bevidsthed. Både om sig selv og verdenen.

Så, når også Morten Kvist fra Det Etiske Råd taler om "alvorlig sygdom", så er spørgsmålet, om det egentligt er etisk forsvarligt, at bruge denne, psykiatriens, definition, når den nu står i så grel kontrast til hvordan mennesker, der ikke blev indoktrineret af psykiatrien til at tro på genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, respektive mennesker, der har fået hjælp til at frigøre sig fra denne indoktrination, definerer deres oplevelse. Hvad giver både Thomas Werge, Knud Kristensen og, især, Morten Kvist ret til at definere andre menneskers oplevelser for dem? Hvad giver disse personer ret til at definere andre mennesker? Det kan ikke være videnskaben, for videnskaben har indtil videre, og uanset hvad der måtte påstås, ikke formået, at bevise, at "skizofreni" er en genetisk betinget, biologisk hjernesygdom. Så, det eneste, der kunne give de nævnte personer (såvel som psykiatrien og samfundet i sin helhed) ret til at postulere deres definitioner som de eneste sande, er tro. Er det etisk forsvarligt, at dræbe, enten, som det gøres i dag, langsomt og nærmest umærkeligt, igennem det, der kaldes for "behandling", eller i fremtiden måske endda før mennesker overhovedet har fået den mindste chance for at frigøre sig, definere sig selv, og finde frem til den enorme kreative og konstruktive kraft, der ligger i det, der kaldes for "skizofreni", på grundlag af, hvad der ikke er andet, end ren og skær tro?

Nu prøver Thomas Werge ikke bare at sælge os sine eugeniske idéer ved at sige, at muligheden for screening og eventuel abort ville spare mennesker, at skulle gå igennem en krise, som han mangler ethvert bevis for, at den faktisk repræsenterer en alvorlig sygdom, og altså ikke en helt naturlig, menneskelig reaktion på traumatisering, og dertil en enestående mulighed for personlig vækst og udvikling. Nej, han synes også, at det jo er så synd for alle de "skizofrene", der måske ønsker sig et barn, men ikke tør, at få børn, fordi de er bange for, at barnet arver "skizofrenien". Jaha.

Som sagt i et tidligere indlæg, synes jeg egentligt, at man måske gør bedst i, at holde sig fra at få børn, hvis man har købt den biologiske model, og altså næppe har bevidstgjort og bearbejdet sine traumer. For, dem giver man i så fald med nærmest 100% sikkerhed videre til sine børn, og om disse nu er født med kromosomforandringer, eller ej, så vil de nok reagere. Med den ene eller anden form for "psykisk sygdom". Også på det genetiske plan.

Den anden side af sagen er, at også det, at indbilde folk, deres eksistentielle lidelse er absolut meningsløs hjernesygdom, uden at man har beviser for påstandens korrekthed, og så foregive, at man jo bare vil være til hjælp, er en gedigen double bind.

Vil man virkeligt være til hjælp, lægger man, taget både forskningens stand og ikke mindst også personlige erfaringer (Kerstin Kempker er mor til to; ingen af dem er "psykisk syg") i betragtning, slet ikke ud med, at indbilde folk historier om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, men respekterer deres egen oplevelse af dem selv. Ubetinget. Men det er selvfølgeligt netop det, psykiatrien aldrig har gjort, og sandsynligvis aldrig vil gøre, siden den blev etableret alene for at kunne ugyldigerklære folks egen oplevelse af dem selv. Hver og én psykiatrisk diagnose er således en ugyldigerklæring (patologisering) af folks egen oplevelse af dem selv. Og ikke andet.

Et par andre eksempler på netop denne form for double bind finder man iøvrigt i Karin Gardes bog Køn, psykisk sygdom og behandling, der jo bl.a. udmærker sig ved en total ignorance overfor alternative tilgange som Lilla Sachses "Biotop Mosbach", og, helt aktuelt, i både Bertel Haarders og Nordfyns Kommunes borgmester Morten Andersens udtalelser om hvor angiveligt "etisk og moralsk forkert" det er, at behandle psykiatrisk stemplede mennesker ligeværdigt - mens det er netop den invalidiserende "behandling", politikerne, inklusive Bertel Haarder og Morten Andersen, mener, må være den alene rigtige for psykiatrisk stemplede mennesker, der er årsag til, hvis forældreparret "aldrig bliver i stand til at tage vare på" deres barn. - Og ja, selvfølgeligt må også de i kølvandet på denne sag varslede lovændringer betegnes som eugeniske tiltag, sneget ind ad bagdøren, og forklædt som den rene næstekærlighed. Ifølge psykiatriens definition er "skizofreni" jo en kronisk sygdom, og alle dem, der er kommet igennem og ud af deres eksistentielle krise, har vel bare været fejldiagnosticeret, eller også så skal de bare vente og se, "sygdommen" er kun i "remission". Den skal nok vende frygteligt tilbage en skøn dag!... Og siden ingen kan vide, om stemplet var forkert, eller om "sygdommen" bare er i "remission", så må vi vist hellere lade være med, at give nogen med "skizofreni" stemplede mennesker overhovedet lov til kunstig befrugtning, ikke? Ligegyldigt, hvor "symptom"frie, selvforsørgende, og uafhængige af systemet de måtte være.

Hm. Jeg foreslår at droppe de rørstrømske floskler om hvor synd det er for forældrene (og barnet). Troværdig er de alligevel ikke, så længe man samtidigt med at flittigt gøre brug af dem, nægter psykiatrisk stemplede mennesker virkelig hjælp. Det eneste, der virker nogenlunde troværdigt hér, er Morten Andersens suk over, at sagen kommer til at "belaste os [Nordfyns Kommune] hårdt" økonomisk. Men også denne hårde, økonomiske belastning kunne man jo være foruden, hvis man tilbød virkelig hjælp. Dog kunne man så selvfølgeligt ikke længere misbruge "de psykisk syge" som syndebukke, og projicere de egne traumer i denne befolkningsgruppe.

Thomas Werge og Inger-Liss Christoffersen: Overgrebsofre er selv skyld i overgrebene

Hvis man nu skulle være i tvivl: det er selvfølgeligt specielt det tredje kriterium på listen, Inger-Liss Christoffersen ikke mener er overholdt af mig i min, også mht. sproglige finurligheder, kritiske analyse af hendes artikel, når hun - og Thomas Werge himself; afslaget er overskrevet: "I-L [som i Inger-Liss] og T. [som i Thomas] Werge svar til Goldstein" - åbenbart føler sig hårdt ramt (sic) af min analyse af hendes, respektive Thomas Werges, retoriske krumspring, der tydeligvis er ment til at kunne give udtryk for holdningen, at overgreb kan undskyldes, hvis ofrene er stemplede med en "psykisk sygdom", uden at man behøves at tage ansvar for dette udsagn (man er sig jo absolut bevidst om, at udsagnet i sig selv er et overgreb), og altså til enhver tid kan påstå, at man jo aldrig har sagt noget sådant.

At det netop er det, Inger-Liss Christoffersen, respektive Thomas Werge, påstår som forklaring på afslaget, at man jo angiveligt aldrig skulle have sagt noget sådant (mens det står sort på hvidt i medlemsbladet, for alle at læse) - i stedet for at tage stilling i en åben debat i LAPs medlemsblad - gør afslaget i sig selv i mine øjne til en klar tilståelse, at det er netop, hvad man ønskede, at give udtryk for: at overgrebsofre selv er skyld i overgrebene mod dem, og at man altså ikke kan bebrejde overgriberne. En holdning, der, taget udsagnets kvalitet som et overgreb i sig selv i betragtning, på sin vis bliver ret så forståeligt som en forsvarsmekanisme. Vi kender den jo alle som overgribernes undskyldning par excellence, og en double bind af de samme dimensioner, som dem, biopsykiatrien selv er så eminent dygtig til at gøre brug af. Dysfunktionalitet pur.

At gennemskue disse double binds, og ikke længere lade sig forblænde af dem, er erfaringsmæssigt et afgørende skridt på vejen til recovery fra "psykisk sygdom", på vejen til frihed fra disse dysfunktionelle kommunikationsmønstres destruktivitet, på vejen til et liv som andet, end offer for overgreb. Og når man har gennemskuet spillet, og frigjort sig fra spillernes kvælertag, så er det en god idé, at overveje, om man egentligt fortsat ønsker, at agere boksebold for overgriberne, eller om man ikke gør bedre i, at overlade dem til sig selv. Jeg anbefaler det sidste, hvor end det er muligt. Forurenede omgivelser er ikke specielt helende at opholde sig i.

LAP giver overgrebsofre mundkurv på

Nedenstående artikel skrev jeg som en reaktion på Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge". I dag fik jeg følgende medelelse fra Inger-Liss Christoffersen, der er medlem af LAPs bladgruppe (som om jeg ikke havde anet problemer... ):

                                    10. maj 2010 
 
Til Marian B. Goldstein. 
 
Tak for dit indlæg vedr. min personlige beretning fra foredrag med T. Werge. 
Desværre må vi afvise at bringe det bl.a. på grund af nedenstående: 
LAP har simple minimums retningslinjer for, hvordan et acceptabelt indlæg skal være.
Indlæg skal klart gøre tidsskriftet og debatten heri god og oplysende.  
Kommenterende indlæg skal: 
• Forholde sig konkret til det oprindelige indlæg som debatteres.
 
• Være faktuelt korrekte i deres gengivelse af det oprindelige indlæg.
 
• Være person-neutrale og ikke at tillægge andre forfattere motiver, som ikke er alment kendt.
 
Ønsker du at forsøge igen, er du velkommen til at indsende et nyt manuskript, som overholder ovenstående tre standard krav. 
 
 
 
Venlige hilsner 
Inger-Liss Christoffersen
LAP- Redaktionsgruppe
Landsforeningen Af nuværende og tidl. Psykiatribrugere

De første to punkter tænker jeg, at min artikel opfylder til punkt og prikke. Selvfølgeligt forholder mit svar til Inger-Liss Christoffersen (og Thomas Werge) sig konkret til de talrige ukorrektheder, Inger-Liss Christoffersens artikel indeholder. Det var vitsen med overhovedet at skrive et svar, at rette disse himmelskrigende ukorrektheder. Og således gengiver mit svar også faktuelt korrekt de himmelskrigende ukorrektheder, Inger-Liss Christoffersen formulerer i sin artikel.

Med hensyn til punkt nr. 3, så ja, så indeholder min artikel i første og sidste 
afsnit nogle, tilstået, hårde og kontante "svar på tiltale". Mens "tiltalen" vist ikke er det mindste mindre hård og kontant i sit slag mod overgrebsofre (jf. iøvrigt også mit indlæg fra den 1. maj 2010):

"Det er ikke til at afvise, når videnskaben bringer dokumenterede undersøgelser som denne, så de holdninger folk måtte have imod den viden, skyldes nok at man ikke kan forholde sig til at vi lever i år 2010 og ikke i 70-erne. Man kan læse nok så meget om modsatte meninger om den forskning som nutiden kan, men det tillader ikke at afvise en viden, som kan bevises. Selvfølgelig har man lov til at have sin egen mening om alt, men tvivlerne, der ikke vil forholde sig til faktuel dokumenteret viden, skal nok ikke reklamere så meget for det udokumenterede – tro og viden er stadig ikke det samme. Det forklarede Thomas også, da et par tilhørere proklamerede, at de havde læst masser af bøger og mente at vide bedre. Men det retfærdiggør ikke, at man benægter videnskab – for alle kan skrive bøger, men kun få kan dokumentere faktuel viden - og det er en væsentlig forskel. Det er bl.a. det forskerne forsøger at få os til at forstå." (Inger-Liss Christoffersen, "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge")

Ah, åh, så det er helt i orden, at fordreje, og faktisk, ved at fortie halvdelen af sandheden, forfalske forskningsresultater, når bare man hedder Thomas Werge, og det er lige så i orden, at insinuere, at personer, der har en fra éns egen afvigende mening, ikke er i stand til at se realiteten i øjnene, med andre ord, at disse personer er en smule dum, når de ikke kan se, at det er én selv, der har forpagtet sandheden, den eneste ene, og iøvrigt at frakende disse personer retten til at definere sig selv (for eksempel som traumatiserede overgrebsofre), når bare man hedder Inger-Liss Christoffersen og er medlem af LAPs bladgruppe. Og så er det fuldt ud i orden, at feje for eksempel Robert Whitaker, R.D. Laing, Paul Hammersley og John Read, Jim Van Os, Peter Stastny, Mary Boyle, etc. etc. med en enkel håndbevægelse af bordet, mens man er komplet ligeglad med det faktum, at de nævnte er (mindst) lige så meget eksperter på området, som man mener, man selv er. Mens det altså aldeles ikke er i orden, at rette, hvad der er faktuelle fejl, og be' om en smule mere respekt for traumatiserede overgrebsofre, når det ikke passer nævnte Inger-Liss Christoffersen i hendes kram, respektive vores alles lille nye eugeniker Thomas Werge i hans. Ja, sådan er det vist. I LAP. Hvorfor jeg svarede på hendes mail:

"Tak for svar. Jeg ønsker ikke, at "forsøge" igen. Jeg ønsker til gengæld at opsige mit medlemskab i LAP med øjeblikkelig virkning, da LAP åbenbart, på trods af sit principprogram, ikke er en demokratisk forening.

Mvh,
Marian B. Goldstein"

Og som jeg efterfølgende skrev i en personlig mail til et andet LAP-medlem:

"Hej ...

så har jeg meldt mig ud af LAP. Måske en lidt forhastet beslutning, men jeg må også sige, at det ikke var første gang, jeg overvejede, at tage skridtet. Har ikke altid følt mig så voldsomt godt repræsenteret af LAP. (Dermed dog ikke sagt, at LAP, overordnet set, ikke har gjort et godt stykke arbejde, og stadigt gør det.)

(...) Jeg støtter jo stadigt sagen. Jeg kan bare ikke rigtigt få mig til at støtte hvad jeg oplever som censur.

Hilsen,
Marian"

Og her er så mit svar til Inger-Liss Christoffersens artikel:

At være - et traumatiseret - menneske giver risiko for "skizofreni". Et svar til Inger-Liss Christoffersen.

Af Marian B. Goldstein

Thomas Werge må have haft en sand fest ud af lejligheden, at kunne slå sig så i den grad løs, som han åbenbart gjorde det til foredraget, Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge" i LAPs medlemsblad nr. 1, 2010, s. 16/17, refererer til. Ud fra både det, der refereres til i denne artikel, som ud fra alt, jeg andetsteds har læst af Thomas Werges offentlige udtalelser, at dømme, mangler manden netop den egenskab, der udgør den væsentligste forskel mellem en god og en mindre god forsker: ydmyghed - ikke mindst også overfor forskningsobjektet. Og her mener jeg både mennesker, der er stemplet som "skizofren", og menneskets natur, naturen som sådan.

Men lad os se lidt nærmere på Thomas Werges angiveligt så banebrydende forskning, der, skal man tro medierne, bringer os så meget tættere på en løsning af "skizofreniens" gåde. - Ja, faktisk postulerede Thomas Werge selv jo overfor de danske mainstream medier, at gåden stort set var løst, og at det var "slut med myten om det syge samfund", som jeg husker Thomas Werge citeret i en nyhedsnotits sidste år. Apropos mangel på ydmyghed.

Rejsen

Man skal gå lidt længere, end til de første ti danske resultater af en Google-søgning på hans forskning, for at begynde at spørge sig, hvad al den skråsikkerhed egentligt bygger på: Faktum er, at de kromosomforandringer, der menes at være grundlag for udviklingen af "skizofreni", findes i arvemassen hos mellem 60 og 90% af den samlede befolkning.

Dermed kunne man godt være fristet til at sige, at det, at være menneske, er ensbetydende med, at man har en risiko for at udvikle "skizofreni". Og det er vist ikke helt ved siden af. Tankerne går til et interview med Doris Lessing, jeg læste fornyligt, og hvori hun konkluderer: "Så, vanviddet er ikke helt så langt væk, som vi gerne vil tro." Doris Lessing har erfaret vanviddet. Efter tre dage i ensomhed, uden søvn og fastende, så hun syner, hørte stemmer, havde "vrangforestillinger", var "psykotisk". Men hun havde selv opsøgt erfaringen, "rejsen, der fortælles om i forskellige kulturer verdenen over", som hun siger. Af nysgerrighed. "Der er altid en rejse. Og jeg havde min rejse."

Den havde jeg også, min rejse, der både var en rejse ind i mit inderste indre og ud i det yderste ydre af universet. Dog, til forskel fra Doris Lessing, uden selv, bevidst, at have opsøgt oplevelsen. Den blev simpelthen en nødvendighed, hvis jeg nogensinde skulle kunne blive til og være. Være andet end offer. For hvis jeg var offer for noget, så bestemt ikke for nogen "alvorlig sygdom" ved navn "skizofreni", men for vor moderne, vestlige civilisations kollektive massepsykose, der bl.a. kendetegnes af den vrangforestilling, at alt kan reduceres til det målbare og objektivt definerbare, at alt kan reduceres til hvad vi kalder noget misvisende "videnskab". Denne reducering af liv, af naturen, til at være ikke andet, ikke mere, end summen af sine enkelte bestanddele, er i sig selv et overgreb mod livet, mod naturen, og dermed mod mennesket. Den er et trauma i sig selv. - Ja, faktisk. Traumer er andet og meget, meget mere, end åbenlys mishandling og svigt. - Og et forsigtigt skøn kan være, at mellem 60 og 90% af den samlede befolkning, som på en eller anden måde værende offer for den moderne, vestlige civilisation, således er traumatiseret. Hér, ikke i generne som sådan, har vi grundlaget for udviklingen af "skizofreni", den enkeltes rebellion mod overgrebene. En rejse - hen imod helingen fra den fremmedgørelse fra naturen og dermed os selv, overgrebene har forårsaget. En rejse hen imod helheden.

Illusionen om den absolutte sandhed

Ligesom al forskning, så går også Thomas Werges ud fra bestemte præmisser, på forhånd som absolut sandt vedtagede observationer, som f.eks. den, at "skizofreni" skulle være en hjernesygdom, uden at se på, om præmisserne virkeligt har absolut sandhedsværdi. Ingen videnskab uden observationer. Det er således inkorrekt, at kontrastere de to begreber, som det gøres i artiklen, mens observationernes rolle i den videnskabelige forskning relativiserer forskningens sandhedsværdi. Viden, forstået som absolut sandhed, er en illusion.

Kan det således være en absolut sandhed, at genetik er "startpunktet", som vi kan læse i Inger-Liss Christoffersens artikel, at Thomas Werge åbenbart tror? Netop epigenetiken, som artiklen, udover i overskriften, ikke kommer ind på - og hvorfor så nævne denne videnskab overhovedet? - er nået frem til, at vores geners udformning er afhængig af miljøet. Forandringer i arvemassen er altid en reaktion på organismens omgivelser. De er organismens forsøg, at tilpasse sig omgivelserne bedst muligt. Således har nyere forskning (McGill University, 2009) påvist at barndomstraumer forårsager forandringer i arvemassen, og iøvrigt også sætter deres spor i hjernens struktur. "Slut med myten om det syge samfund"? Bestemt ikke! Lige så lidt, som videnskaben via Thomas Werges forskning er kommet så meget som ét eneste skridt nærmere en løsning af "skizofreniens" gåde. Og har vi ikke også set det så mange gange før, dette "næsten - sandsynligvis - det ser ud til - vi er lige ved - mere forskning er nødvendigt" - fænomen, uden at det nogensinde har givet entydige, holdbare resultater?

Artiklens faktaboks - nogle rettelser

Adskillige studier har entydigt vist, at diskrimineringen mod ("stigmatiseringen" af) og afstandtagen fra "psykisk syge" mennesker selv, ikke overraskende, er en del mere udbredt blandt personer, der tror på genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, end blandt dem, der mener, psykiske problemer har deres årsag i livshistorien, i traumer. De eneste, for hvem den biologiske forklaringsmodel har betydet en meget velkommen lejlighed til at fraskrive sig ethvert ansvar for de egne handlinger og deres handlingers følger for andre, er de pårørende og samfundet som sådan. Så påstanden, at traumamodellen skulle betyde "kollosal skyld og stigmatisering" for som "psykisk syg" stemplede mennesker selv, er ganske enkelt forkert. Det er den biologiske model, der medfører markant mere diskriminering og marginalisering.

Tvillingestudierne, som der siges burde have afgjort debatten om arv eller miljø allerede for længst, er ekstremt mangelbehæftede, og stort set ikke det papir værd, de er skrevet på. Adskillige, for studiernes udfald afgørende faktorer er der ikke taget højde for i studiernes udformning. Studierne blev i sin tid gennemført med det mål for øje, at påvise arveligheden af "psykisk sygdom". Ikke for at finde svar på spørgsmålet, om psykiske problemer overhovedet er arvelige, eller ej (jf. Robert Whitaker, Mad in America: Bad Science, Bad Medicine, and the Enduring Mistreatment of the Mentally Ill).

At "sygdommen" - og at det, der kaldes for "skizofreni", skulle være en sygdom, er til dags dato ikke videnskabeligt bevist, det er en antagelse, en tro, ikke viden - skulle forårsage skader i hjernen, er en sandhed med modifikationer. Det er videnskabeligt bevist, at "medicinen", den såkaldte, forårsager svind af hjernematerie, især i frontallapregionen. Den kemiske lobotomi, ja. Derudover må forandringer i hjernestrukturen ifølge den nyeste forskning tilskrives barndomstraumer. Hjernen afspejler på det fysiske plan, hvilke erfaringer et menneske har gjort, og hvilke reaktionsmønstre dette menneske har lært at gøre brug af. Når nervebanerne i hjernen er dannet på en bestemt måde, kan det være svært, at ændre sine reaktionsmønstrene til nye, der kræver dannelsen af nye nervebaner. Umuligt er det imidlertid aldeles ikke (jf. neuroplasticitet). "Skizofreni" er alt andet, end en kronisk sygdom. Alt, der kræves, er bevidstgørelse. Den "akutte psykose" er det første skridt mod denne bevidstgørelse. Forhindres man imidlertid, ved hjælp af "medicin", der jo ikke på nogen måde virker specifikt symptomdæmpende, men alene generelt bevidsthedsnedsættende, sløvende, i at tage dette skridt, ja, så kan man nemt ende i kronicitet (jf. langtidsstudierne, der alle viser langt større sandsynlighed for fuld recovery uden brug af "medicin"). Konklusionen er, at "medicinen" ved langtidsbrug beviseligt skader hjernen, mens "sygdommen" skaber bestemte, af normen afvigende former for nervebanedannelser, som fagfolk, alene på grundlag af deres antagelse, at "skizofreni" skulle være sygdom, betegner som patologiske. At afvigelserne skulle være skader, er altså et subjektivt skøn, ikke et bevist faktum.

"Du fik mig til at gøre det mod dig"

Til sidst vil jeg spørge, hvordan man kan synke så dybt, som til at så meget som overveje, at overgreb skulle være offerets egen skyld, som det gøres i artiklen, respektive af Thomas Werge. For, selv om der udføres en sand retorisk slingrevals her - 'overgreb kunne være offerets skyld - nej, selvfølgeligt ikke - og dog, vi kan jo ikke vide' - med det ene mål for øje, at drive med offerklandring uden at kunne blive gjort ansvarligt for selvsamme, står læseren tilbage med indtrykket, at muligheden foreligger. Overgriberens klassiske "undskyldning": "Du fik mig til at gøre det mod dig." Mange vil genkende beskeden, både fra deres opvækst, og efterfølgende fra psykiatrien. Et slag i ansigtet på enhver, der har været udsat for overgreb. Intet, absolut intet, kan undskylde overgreb. Og da til allersidst overgrebsofferets desperate "NEJ!" til overgrebene, til at skulle være offer, altså netop det, der så af overgriberne stemples som "skizofreni". At så meget som antyde andet, er et overgreb i sig selv.

Og, Inger-Liss, for min skyld må du gerne tro, hvad du vil. Men så længe der ikke er noget, der er bevist, synes du så ikke, en smule ydmyghed ville pynte, og at enhver holdning burde respekteres lige så meget, som jeg går ud fra, du ønsker din respekteret? Og er det så ikke lidt overflødigt og malplaceret, at sparke til mennesker, der allerede ligger ned, respektive prøve, at latterliggøre dem, du åbenbart opfatter som modstandere? Hvorfor er det for resten så vigtigt, at mennesker, der er stemplet med "skizofreni" er ofre af en alvorlig sygdom? Hvorfor må disse mennesker ikke se sig selv og deres oplevelse med "skizofrenien" i et positivt lys?
_______________

Læs også: "Thomas Werge og Inger-Liss Christoffersen: Overgrebsofre er selv skyld i overgrebene"

noma go home!

And now, for en gangs skyld, to something completely different: en opskrift. På mad, ja.

Safranpasta med tomat og peberfrugt

Ingredienser til 2 -3 portioner:

250g (1 pakke) Safranpasta fra Pastariget
2 store økologiske tomater
1 rød økologisk peberfrugt
1 stk. økologisk hovedsalat
ca. 25g øko-smør (alternativt øko-solsikkeolie)
1 bæger Thise Jersey crème fraîche 30%
Himalayasalt

Tilberedning:

Skær salaten og tomaternes og peberfrugtens frugtkød i smalle strimler. Start med at skære tomaterne og peberfrugten i større stykker, så du kan fjerne al indmaden. Kun frugtkødet skal bruges. Del tomat- og peberfrugtstrimlerne i to portioner. Bland den ene portion med salatstrimlerne og tilsæt dressing af let saltet crème fraîche.

Bring rigeligt med saltvand i kog, mindst 1 liter pr. 100g pasta (du kan sætte vandet over til kog inden du går i gang med at skære grøntsagerne ud; det sparer tid). Tilsæt pastaen når vandet koger og lad den koge som angivet på pakken (ca. to - tre minutter). Hæld pastaen op i en sigte når den er al dente, og lad den dryppe af. Vend den bagefter i den smeltede smør (eller olien) og drys med den anden portion tomat- og peberfrugtstrimler. Mmmmmums!



Kan man bruge andet end safranpasta? Kan man bruge andet end 30% crème fraîche og smør, altså, hvis man f.eks. er fanatisk kalorietæller? Og hvorfor kun salt, hvorfor ikke flere, spændende krydderier?

Hvis man ikke kan få fat i safranpasta, kan anden frisk pasta godt gøre det. Hvad ikke kan gøre det, er en eller anden melklister med paparoma. Pastaen i denne ret fungerer ikke som transportmiddel for en eller anden mere eller mindre raffineret sauce, og/eller som rent fyld. Retten står og falder med pastaens egen smag. Og jeg skal love for, at Pastarigets safranpasta er en smagsoplevelse af karat! Jo mindre den forstyrres af alskens tilbehør og krydderier, jo større er oplevelsen. Og, hvad crème fraîche og smør angår, når man nu endeligt har givet 30 kroner for en pakke pasta, hvorfor så ruinere denne kulinariske nydelse med 0,niks % fedt-produkter?? Almindeligt, 38% crème fraîche kan bruges, eventuelt rørt op med en skvat fløde, piskefløde!, for at få den lidt blødere smag og konsistens, som Jersey-varianten har i sig selv. Lätta i stedet for smør ville være intet mindre end kriminelt.

Der er bare én ting, jeg som øko-fanatiker ikke helt forstår: hvorfor i al verden Pastariget ikke bruger økologiske råvarer i deres produkter. Suk.

Og ja, for resten, man kan faktisk dyrke salat i potter i vindueskarmen. Som man kan se på det øverste billede. :)

Måske er det din "psykiske sygdom", der har inviteret til, at du blev misbrugt som barn

Fra Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge", LAP medlemsblad nr. 1, 2010:

"Thomas forklarede forskellen på en observation (f.eks. at mange mennesker med psykisk sygdom har været udsat for overgreb tidligt i livet) og videnskab (arbejdet med at forstå baggrunden for denne observation). Skyldes den psykiske sygdom dette overgreb? Eller er det den psykiske sygdom, der allerede tidligt i livet, inviterer til overgreb (det er selvsagt ikke tilfældet, men vi kan jo principielt ikke vide det)? Eller skyldes sammenhængen mellem sygdom og overgreb samme årsag, som ikke er helt let at få øje på. Spørgsmålene er nemme at stille, men de kan kun besvares ved store og omhyggelige undersøgelser, der udelukker alle de mange faldgruber, der altid findes i sådanne tilfælde." (min fremhævelse)

(Og, ja, et svar fra mit tastatur på denne "artikel" er under udarbejdelse, you bet!)