E. Fuller Torrey og Treatment Advocacy Center - en parodi

I min update til gårsdagens indlæg om Esmin Elizabeth Green (og i min sidebar) linker jeg til bloggen Fascism Advocacy Center. For at forebygge eventuelle misforståelser, vil jeg understrege, at det i denne blog drejer sig om en, om end dybt alvorlig, parodi, en satire, på Treatment Advocacy Center (TAC).

For nogle måneder siden skrev jeg, hvad jeg vil kalde for "ikke en bogrecension" til Outsiderens blog om Edwin Fuller Torrey og Judy Millers bog "The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present". Denne "ikke en recension", der både indeholder information om Edwin Fuller Torrey og Treatment Advocacy Center, og derved nærmere belyser, hvad bloggen Fascism Advocacy Center parodierer, var mit svar på, at et af Outsiderens redaktionsmedlemmer havde taget bogen med til et møde, hvor hun fremstillede bogen som meget interessant læsning, og både bogens argumentation og konklusioner som troværdige og korrekte. Adspurgt om hun vidste, hvem Edwin Fuller Torrey er, og hvad han står for indenfor psykiatrien generelt, var svaret nej. Hvilket altså foranledigede mig til at se nærmere på bogens troværdighed og korrektheden i argumentationen, såvel som på Edwin Fuller Torreys personlige troværdighed som forsker og "ekspert".

Hér er "ikke en recension":


Er epidemien biologisk eller kulturel?

Advarsel: Jeg har ikke læst netop denne bog. Men jeg har læst en hel række artikler fra Edwin Fuller Torreys pen, jeg besøger både Treatment Advocacy Center's og Fuller Torreys fanklub schizophrenia.com's websites med jævne mellemrum (kend din fjende!), og jeg har både læst en del om ham og hans idéer, og diskuteret både personen og idéerne med mange mennesker. Jeg er altså udmærket bekendt med Fuller Torreys tankegang.

Jeg har set lidt på, hvad Edwin Fuller Torrey og Judy Miller påstår i deres bog “The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present” . Bogen har adskillige, fra en videnskabeligt synsvinkel set, meget svage punkter: Bl.a. ignoreres det faktum, at “vanvid” før 1750 gik under mange forskellige betegnelser, alt efter hvordan “sindssyge” mennesker blev opfattet af omverdenen: heks, besat, synsk, medium, shaman, orakel, landsbytosse, helgen, etc.  Det som bogen ikke tager højde for, er adskillige sociale faktorer, som at den medicinske profession begynder at interessere sig for fænomenet “anderledeshed” netop omkring 1750, og at det generelt i samfundet fra netop denne tid af og med alt hurtigere fart, bliver mere og mere trangt (industrialiseringen). Der bliver mindre og mindre plads til “anderledeshed” i samfundet, mennesker, der reagerer “anderledes” bliver i tiltagende grad til forstyrrende elementer i industrialiseringens maskineri, hvilket fører til etableringen af institutioner, der kan rumme disse mennesker, respektive befrie samfundet fra den byrde, de i tiltagende grad (!) opfattes som værende for det.

At slutte ud fra at “sindssyge” før 1750 blev betegnet,  opfattet og håndteret af samfundet på en anden måde end ved at løslade læger på disse “sindssyge”, at “skizofreni” og “bipolar lidelse” ikke fandtes, er uvidenskabelig spekulation. I et interview med forfatterne, siger disse, at der ikke findes konkrete data om det faktiske antal af “anderledes” tænkende, handlende mennesker op igennem tiderne. At samtidigt tale om en “epidemi”, er, igen, uvidenskabelig spekulation. Iøvrigt findes der data, tal. Og de viser, at netop mht. “skizofreni” og “bipolar lidelse”, tallene ikke har ændret sig op igennem tiderne. De områder, hvor tallene har ændret sig, er “depression”, “ADHD”, “bipolar lidelse” hos børn (i USA), og det, der førhen gik under fællesbetegnelsen “neuroser”. - Også et interessant samfundsfænomen iøvrigt: den tiltagende psykiatriske diagnosticering og “behandling” af børns adfærd.
 
Bemærkelsesværdigt er, at tilvæksten i antallet stillede diagnoser på disse områder korrelerer med tempoet, med hvilket samfundet som helhed bliver mere og mere trangt og fremmedgjort - og fremmedgørende, eller, sagt på dansk: mere og mere umenneskeligt at leve i. Og, ja, hér har forfatterne fat i noget: OGSÅ på et biologisk, biokemisk level, mht. giftstoffer i miljøet, ikke mindst også i føden.
 
Alt i alt glimrer bogens forfattere med en total ignorance når det kommer til historiske fakta og simpel sociologi. Fuller Torrey at his best: Ingen midler, heller ikke himmelskrigende uvidenskabelighed, skys, for at fremme idéen om biologisk defekte andenrangs-mennesker, der, til deres eget bedste, skal proppes med hjerneskadende kemi (apropos miljøgifte…) til bristepunktet, læs: til de ikke er i stand til at tænke en eneste “anderledes” tanke længere, om nødvendigt per domsafsagt tvang.

Edwin Fuller Torrey er USAs vel nok fremste, berømt-berygtede pro-psykiatri-ekstremist. Han er grundlægger af Treatment Advocacy Center, der sætter sig ind for, at alle mennesker med psykiatriske diagnoser vedvarende, “forebyggende”, skal behandles med psykofarmaka, og at dette sikres ved hjælp af love, der gør tvangsmedicinering, også i hjemmet, nemt og enkelt muligt for systemet.

Om privatpersonen Fuller Torrey skal det nævnes, at han har en søster, der er diagnosticeret med “skizofreni”, og der ikke ønsker medicinering. Efter eget udsagn var det svært for Fuller Torrey at acceptere, at de vidunderlige forældre, der havde givet ham selv den mest optimal tænkelige opvækst (enligt hans eget udsagn altså), skulle have begået fejl mht. søsterens opvækst. Hvorfor han afviser enhver indblanding af psykologiske eller sociale faktorer i opståelsen af “psykisk sygdom” konsekvent.

Det skal også nævnes, at Fuller Torrey i begyndelsen af sin professionelle karriere var 100% enig med Thomas Szasz i, at “psykisk sygdom” ikke eksisterer andet end som en metafor, og at årsagerne er af rent psykologisk og psykosocial karaktér. Fuller Torrey ytrede dengang ved flere lejligheder sin store beundring for Szasz og dennes indsigt. Kovendingen skete i det øjeblik, Fuller Torreys søster blev diagnosticeret…

Må JEG diagnosticere? Massive skyldfølelser, udpræget narcissistisk personlighedsstruktur, forældrekompleks og - manglende “sygdoms”indsigt - just kidding, eller?...

Ønsker man, at få sat det hele i perspektiv (og nyde virkelig videnskabelighed), kan jeg anbefale Robert Whitakers “Mad In America” og Mary Boyles “Schizophrenia. A Scientific Delusion?”
_______________


En rettelse til ovenstående, taget fra et opfølgende af mine indlæg på Outsiderens blog: ja, også antallet af voksne, der er stemplet “bipolar” er steget igennem de seneste ca. 15 år - i USA. Måske er den U.S.-amerikanske form for “bipolar lidelse” mere smitsom end den, der befalder mennesker i resten af verdenen?? (...) Den U.S.-amerikanske “bipolar”-eksplosion ligger i en størrelsesorden på ca. 100%. Antallet af “bipolar”-diagnoser er altså fordoblet igennem de seneste 15 år. En nyere undersøgelse viser nu, at ca. 50% af de “bipolar”-diagnosticerede højest sandsynligvis er fejldiagnosticeret. Den faktiske “stigning” i antallet tilfælde af “bipolaritet” er dermed - regne regne - 0%.