Vincent Van Gogh's "sindssyge"

Som Jane ovre på Bipolar Recovery helt korrekt skriver i et af sine indlæg, så led Vincent Van Gogh ikke af forgiftning af hans sind, hans sjæl, via traumatiske erfaringer, men af forgiftning af hans hjerne via bly (han spiste af sine blyholdige farver, når han ikke havde andet at spise, og han var fattig...) og absinth. Men om det nu er bly og absinth, der forgifter sindet via hjernen, eller om det er traumatiske oplevelser, der direkte forgifter sindet, sjælen - ingen af delene er andet end forgiftning, og afhjælpes bedst ved at fjerne giftstofferne. I tilfælde af at disse er traumatiske oplevelser ved at bevidstgøre og bearbejde dem, og ved at undgå dem. I tilfælde af at de er af stoflig natur simpelthen ved at undgå stoffet.

Årsagerne til "psykisk sygdom" er mangfoldige. De har dog ét tilfælles: de er allesammen at finde i det "psykisk syge" individs omgivelser.

Dark night of the soul

Nogen sendte mig denne video i dag:



Jeg vil svare med en anden video:



...og et citat fra det Nye Testamente, som man bestemt ikke behøves at være kristen til at forstå: "You are the light of the world."

Teksten som Loreena McKennitt har brugt til "The dark night of the soul" er skrevet af den spanske Carmelitermunk, reformator og mystiker San Juan de la Cruz (Johannes af Korset, 1542 - 1591). San Juan de la Cruz sad i 9 måneder fængslet i et lille aflukke som han kun kom ud af en gang om dagen - for at blive gennemtævet med pisk. Da han efter 9 måneder fornemmede, at han var døden nær, tog han chancen og flygtede i nattens mulm og mørke.

Teksten, digtet, er skrevet i forbindelse med denne oplevelse, som for San Juan indebar, at han fandt sin frihed, både ordret forstået, og i overført betydning, hvor "frihed" bliver til "det sande selv" (San Juan vælger metaforen "Beloved"). Der er altid en vej ud af lidelsen.

Her nogle interessante betragtninger om digtet ved Matthew Fox.

For alle aktivister

Her kan du lytte til "Burning Bright", en tankevækkende udsendelse om aktivisme og det at brænde ud. Med bl.a. Angela Bischoff og Tooker Gomberg. Engelsk tale, 31 minutter.

Gaderummet - et update

Se Pia Qu's blogindlæg - eller mit engelske indlæg - for nyt om Gaderummets situation.

Er du da helt sindssyg, mand! - Sproglig diskriminering i medierne

Jeg gad godt vide, hvad Politikens Anders Legarth Schmidt ville sige til at blive kaldt for "sindssyg"... Nu er det nok illusorisk at forvente et "mennesker i (eksistentielle/psykiske) krisetilstande" af establishmentets journalistiske fodfolk, men måske var det værd at overveje en anelse mindre "ladede" begreber som "psykisk syg" eller "sindslidende" en anden gang??
_______________

Update: En mere indholdsmæssig kritik af artiklen findes i kommentarsektionen.

En problematisk definition af recovery

"Recovery fra psykisk sygdom er en healings- og forvandlings-rejse, der sætter en person med et psykisk problem i stand til at leve et meningsfuldt liv i et samfund af eget valg, mens hans eller hendes fulde potentiale efterstræbes at blive opnået."

Sådan definerer den statslige, U.S.-amerikanske organisation SAMHSA recovery.

Ron Unger har gjort sig nogle tanker om denne definition, og jeg har bedt ham om lov til at oversætte hans blogindlæg, da emnet ikke bare er aktuelt i USA, men i mindst lige så stor udstrækning her i Danmark. Her er Ron's blogindlæg:

Problemer med SAMHSA's definition af recovery
af Ron Unger, LCSW

SAMHSA's National Mental Health Information Center har en ret grundig "national konsensusbekendtgørelse angående recovery fra psykisk sygdom", der forsøger at definere hvad recovery er for det psykiatriske system i vores land.

Langt hen ad vejen kan jeg godt lide definitionen, men der er også enkelte ting ved den, der giver mig ubehag.
(http://mentalhealth.samhsa.gov/publications/allpubs/sma05-4129/ og http://download.ncadi.samhsa.gov/ken/pdf/SMA05-4129/trifold.pdf) For eksempel finder man udtalelsen at "Recovery fra psykisk sygdom er en healings- og forvandlings-rejse, der sætter en person med et psykisk problem i stand til at leve et meningsfuldt liv i et samfund af eget valg, mens hans eller hendes fulde potentiale efterstræbes at blive opnået." Der opremses en masse fine ting, som "personen med et psykisk problem" kommer til at lave, men én ting, der ikke nævnes er at personen har nogen som helst chance for at ende op faktisk recoveret i ordets almindelige betydning, som er, ikke længere havende et psykisk problem. Så, det "fulde potentiale", personen stræber efter at opnå, er det fulde potentiale af en "person med et psykisk problem", ikke det fulde potentiale af en person, der ikke har eller har overvundet et sådant problem.

I en erklæring, der følger de ti pricipier i SAMHSA's pdf version, bliver der udtalt at "recovery fra psykisk sygdom ikke bare er til gavn for individuer med psykiske handicaps ved at fokussere på deres evner til at leve, arbejde, lære og fuldt deltage i vores samfund, men også beriger strukturen i amerikanske lokalsamfund." Det lyder godt, men bemærk at der er tale om, at disse ting udføres af mennesker med psykiske handicaps - ikke af mennesker, der er kommet sig af deres handicap og ikke længere er handicappede! Igen bliver recoverybegrebet udvandet til at mene ikke virkeligt recoveret, men at klare sig rimeligt godt og være integreret i samfundet.

Men hvad vi faktisk ved om recovery, er at mange mennesker klarer at komme sig så langt, at de ikke længere har "psykiske problemer", der er af større omfang end de gennemsnitlige, hverdagsproblemer alle mennesker har, at de ikke længere har "psykiske handicaps". Disse mennesker har heller ikke brug for psykiatrisk behandling, de er ikke længere "brugere". Hvorfor sigter vi ikke mod dette mål? (Det vil gøre indtryk på mig, når jeg ser SAMHSA sigte mod det.)

Når mennesker har et fysisk handicap, der ikke kan afhjælpes, så gør det mening simpelthen at acceptere handicappet og arbejde på, at skabe et liv alligevel, arbejde på, at omgå forhindringerne. Men hvis en person har et handicap, der kan afhjælpes, så gør det mening at forsøge og yde enhver hjælp, terapi, etc. der er nødvendigt for at give den størst mulige chance til at overkomme handicappet. Forestil dig, hvordan du ville have det hvis din søn eller datter kom ud for en ulykke, fik en fysisk skade, der førte til at han/hun ikke kunne gå, mens skaden var mulig at behandle og hele, og alligevel bad alle din søn eller datter bare om at acceptere, at han/hun har et fysisk handicap, og om at komme videre med hans/hendes liv på trods af det, og så blev det kaldt for recovery. Uden tvivl ville der være noget galt i det.

De fleste gængse psykiatriske behandlingstiltag indeholder ingen visioner om, hvordan brugere faktisk kunne overvinde deres psykiske problem, så at det faktisk ville gå væk, og mange behandlingstiltag er faktisk baseret på teorier, der har intet koncept om hvordan problemet nogensinde kunne forsvinde. Det er detsamme som at sende nogen med en fysisk skade direkte til kørestolsfabrikanten, uden at tage højde for den mulighed, at personen faktisk kunne komme til at gå uden kørestolen. (I det psykiatriske system spiller medikamenterne kørestolens rolle.) Det psykiatriske system anser det som værende "for farligt" at lade alle prøve at komme ud af kørestolen, så "recovery" omdefineres til at have et godt liv mens man sidder i kørestol. (Ikke for at gøre kørestole ned for dem, der har brug for dem, men folk har ret til en behandling, der får dem til at gå igen, hvis det er en mulighed.)

Et enormt stort problem er, at mange eller de fleste mennesker på medicin, såsom neuroleptika, ikke er i stand til at leve deres potentiale bare tilnærmelsesvis fuldt ud: de sindet sløvende bivirkninger, svind af hjernematerie, og metabolske effekter er altoverskyggende. Men indtil vi anerkender åbent at psykiske problemer og handicaps kan være tidsbegrænsede, vil behovet for medikamenter blive betragtet som værende vedvarende, og al den smukt polerede SAMHSA recoverysnak vil ikke være andet end formålsløs drømmeri, undergravet af medikamenternes mørke side.

Jeg mener, det er gavnligt for mennesker at sigte mod at leve et fuldt liv, ligemeget hvad slags psykisk problem de måtte have: faktisk hjælper alene forsøget på det ofte til at formindske psykiske problemer. Og at fokussere alt for snæversynet på "symptomfrihed", kan faktisk i mange tilfælde gøre symptomer værre. Jeg tror, det er en af grundene til at selv brugerdefinitioner af recovery ofte understreger, at en recoveryindsats ikke er ensbetydende med et fokus på "symptomfrihed". (Der er også det faktum, at nogle ting, der kaldes for "symptomer", såsom stemmehøring, kan være bare en personlig variant af hvordan folk oplever ting, og behøves slet ikke at være et psykisk problem, hvis de adresseres på den rette måde.)

Men jeg mener ikke det er gavnligt for os at have definitioner af "recovery", der går ud fra at folk vil blive ved med at være handicappede - jeg vil hellere se definitioner af recovery, der anerkender at folk, som de kommer videre med at leve deres liv, og specielt hvis de arbejder med at blive uafhængig af psykiatrisk "behandling" og med at finde passende alternative måder at klare sig på, kan nå frem til et punkt hvor deres psykiske problemer er aftaget til ikke mere end almindelig hverdagsproblemstørrelse, og hvor de er "recoveret" i ordets sande betydning, altså ikke længere syg, ikke længere handicappet.

Mange blandt jer har sandsynligvis hørt om Soteria, der sigtede mod at behandle unge mennesker med en skizofrenidiagnose uden medikamenter. Tidligt på denne sommer talte jeg med den forhenværende kliniske leder af programmet, der ønskede, han havde ressourcerne til at gennemføre en opfølgningsstudie om dem, der gik igennem programmet. Han fortalte, at han stadigt havde kontakt til nogle af dem, selv om de ikke nødvendigvis var nemme, at holde trit med: én af dem, for eksempel, er i dag direktør i et større internationalt foretagende, og jetter ofte verden rundt på forretningsrejse. Det er en lidt anderledes idé om, hvordan recovery ser ud: ikke en "bruger", ikke handicappet overhovedet; et resultat, der sikkert kun vil blive generel, hvis vi går bort fra medikamenterne som grundlag for behandlingen.
_______________

Om Soteria kan der læses her og her, og på engelsk her.

Ok -

...men ikke uden denne lørdag-aften-hilsen herfra (selv om jeg ikke aner, om kejserpingviner kan lide Sting):

Sting - Brand New Day



(Og selv om denne her version ikke er nær så jazz-jam-fedt, som den Lucian postede i dag, men der desværre ikke er tilgængeligt i Danmark mere. Hvis du befinder dig i Langtbortistan en dag, så prøv om du kan se den!)

Quite ordinary

Dette lille videoklip med Eckhart Tolle er til Lars - og til alle andre, hvis eksistentielle lidelse driver dem ud i selvmordstanker, gang på gang.

Personlig er jeg nået frem til at selvmordstanker slet ikke er så forkerte, som de fleste mener. Spøgsmålet er bare, hvem eller hvad dette "mig selv" egentligt er, der skal dræbes. Min oprindelige tanke var, at jeg ville være nødt til at skille mig af med denne krop, som jeg er fanget i, og der ikke er min, der ikke er mig, hvis jeg ville være fri - af lidelsen. Og den eneste måde, at skille mig af med denne krop, så ud til at være selvmord, i bogstaveligste forstand. Det var dog ikke det, der var ment. Det var bare mig, der havde forstået et symbolsk budskab ordret. Det jeg virkeligt skulle skille mig af med for at blive fri, var identifikationen med denne krop, manifestationen af mit ego.

I dag er jeg umådeligt taknemmeligt for, at jeg, igen og igen, fik tilråbt budskabet. Uden det ville jeg stadigt være fange af mit ego. Og af lidelsen.

Er det diskriminering at "psykisk syge" skal have armbånd på?

Nu kommer jeg selvfølgeligt til at gøre mig helt umuligt igen, jeg ved det godt, men hér alligevel nogle tanker om "psykisk syge", der skal gå med armbånd, når de er indlagt på sygehus i Region Nordjylland:

Brugerne er, forståeligt nok, ikke begejstrede. "Diskriminering", "afstempling" er nogle af de ord, man rundtomkring kan høre. Og, ja, det er det. MEN...

Hvis man identificerer sig selv som værende "psykisk syg" i den betydning, at man mener, man lider af en biologisk hjernesygdom, og hvis man derfor mener, at man absolut skal have en sengeplads på en sygehusafdeling, at man skal være patient, ja, så må man vel finde sig i at blive behandlet som alle andre sygehuspatienter?? Og de har altså armbånd på.

Nu vil nogle nok sige: "Hvis vi så bare kunne blive behandlet som alle andre sygehuspatienter! Hvis generelle sygehusregler også skal gælde for patienter på psykafdelinger, hvorfor bliver vi så tvangsbehandlet, bæltefikseret osv.? Det bliver de andre da ikke!" Dertil kan jeg oplyse at, jo, det bliver de faktisk. "Psykisk syge" ligestilles nemlig med patienter, der ikke er ved bevidsthed, og altså ikke kan give et frit og informeret samtykke. I siger jo selv, at jeres hjerner er syge, og med en syg hjerne er selvfølgeligt også ens bedømmelsesevne - bl.a. af den egne helbredstilstand inklusive behovet for behandling - mindst nedsat, om ikke sat ude af spil: "anosognosia", manglende sygdomsindsigt er et symptom på hjernesygdom, remember? Så, hvor er problemet???

I mine øjne er det, igen, ikke et spørgsmål om armbånd eller ej. Det er et spørgsmål om psykiatri eller ej. Armbåndene er bare et symptom. En synlig manifestation af den årsag, der hedder "biopsykiatri". Selvfølgeligt er det diskriminering og afstempling, hvis mennesker i eksistentielle kriser skal have armbånd på. Men diskrimineringen og afstemplingen starter og ender altså ikke med armbåndene. Den er gennemgående i psykiatrien. Hvilket gør kritik udelukkende af armbåndene - mens psykiatrien som sådan godkendes - utroværdig.

Det eneste, der er at sige til de "psykisk syges" forsvar i denne sag, er at de som regel er kommet til deres selvforståelse som værende hjernesyge via massiv indoktrination med vildledende information fra "eksperternes" side. Tja.

Nyt om FN-konventionen for mennesker med handicaps' rettigheder og psykiatrisk tortur og mishandling

De nedenstående citater er oversat efter dokumentet "Report of the Special Rapporteur of the Human Rights Council on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment, Manfred Nowak". (Rapport af specialobservatøren ved menneskerettighedsrådet for tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, Manfred Nowak), der kan downloades på Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights website

"38. Personer med handicap er ofte adskildt fra samfundet i institutioner, deriblandt fængsler, sociale plejecentre, børnehjem og psykiatriske institutioner. De er berøvet deres frihed i lange tidsrum, somme tider op til hele deres liv, enten mod deres vilje eller uden deres frie og informerede samtykke.

40. Personer med handicap bliver udsat for medicinske eksperimenter og indgribende og irreversibel medicinsk behandling uden deres samtykke (f.eks. sterilisation, abort og indgreb, der sigter mod at korrigere eller lindre et handicap, såsom elektrochok behandling og psykoaktive stoffer inklusive neuroleptika).

41. Specialobservatøren er bekymret, at sådanne praktiker bliver uopdaget eller retfærdiggjort, hvis de forøves mod personer med handicap, og ikke anerkendes som tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

44. Specialobservatøren bemærker at menneskerettighedskonventionen af personer med handicaps rettigheder i relation til personer med handicap supplerer andre menneskerettighedsinstrumenter til forhindring af tortur og mishandling ved yderligere at give officiel vejledning. For eksempel erklærer konventionens artikel 3 respektsprincippet i forhold til den individuelle autonomi af personer med handicap og friheden til at træffe deres egne valg. Endvidere anerkender artikel 12 deres lige ret til myndighed på alle livets områder, såsom at vælge bopæl og at vælge medicinsk behandling til eller fra. I tillæg anerkender artikel 25 at medicinsk behandling af personer med handicap skal være baseret på deres frie og informerede samtykke. Således (...) bemærker specialobservatøren at acceptancen af tvungen behandling og tvungen indespærring går imod bestemmelserne i konventionen af personer med handicaps rettigheder.

61. I sin modificerede form [administreret i forbindelse med anæstesi og muskelafslappende midler] er det af afgørende betydning, at ECT kun administreres med den vedkommende persons frie og informerede samtykke, inkluderet på basis af information om den sekundære effekt og relaterede risici såsom hjertekomplikationer, forvirring, hukommelsestab og sågar død.

63. Administrationen af medikamenter, deribland neuroleptika der forårsager rysten, sitren og kramper og gør den medicinerede apatisk og sløver hans eller hendes intelligens, i tilbageholdelses- eller psykiatriske institutioner er blevet erkendt som en form for tortur. (...) Specialobservatøren bemærker at tvungen og ikke-samtykt administration af psykiatriske medikamenter, og specielt neuroleptika, i forbindelse med behandlingen af en psykisk lidelse bør nøje undersøges. Afhængig af omstændighederne i hvert enkelt fald, kan den påførte lidelse og effekten på individets helbred udgøre en form for tortur eller mishandling.

64. Mange stater tillader, med eller uden legal basis, tilbageholdelsen af personer med psykiske handicap i institutioner uden deres frie og informerede samtykke, på basis af tilstedeværendet af et diagnosticeret psykisk handicap, ofte sammen med yderligere kriteria såsom at være "til fare for sig selv og andre" eller "behøve behandling". Specialobservatøren minder om at CRPDs [Convention on the Rights of Persons with Disabilities] artikel 14 forbyder ulovlig eller vilkårlig frihedsberøvelse og at tilstedeværendet af et handicap bruges som retfærdiggørelse for frihedsberøvelse." (Alle fremhævelser er mine)

På dansk betyder det, at enhver form for tvangsbehandling såvel som tvangsindlæggelse og tilbageholdelse på en lukket afdeling er i strid med konventionen og må betragtes som tortur respektive mishandling. Ligeledes i strid med konventionen er ikke at oplyse om alle virkninger og bivirkninger af behandling.

Og hvordan kan det så være, at psykiatrisk tortur og mishandling til stadighed florerer i Danmark i dag? Fordi Danmark til stadighed ikke har ratificeret konventionen.