Minutviserens tyranni - Hvordan man normaliserer naturen

Jeg så i går et ganske interessant pogram på DR1. Af og til falder jeg for fristelsen og udsætter mig for propagandaboksens sansebombardement, mens det jo er dejligt, at man ikke behøves at de facto have en stor boks alene til formålet stående og forurene miljøet visuelt, men kan se f.eks. DR online :) "Kærlighed og kaos" hedder serien, der egentligt er norsk, på dansk, og her på NRKs site kan man læse om programmet, jeg så i går. Programmet ledte mine tanker, atter en gang, hen til Madness Radio-interviewet med Derrick Jensen.

Will Hall be'r Derrick Jensen i interviewet om at fortælle lidt om hans syn på skolens rolle, mht. at vi, af vores kultur, bliver "indoktrineret ind i en falsk realitet" - Will Hall.

"Det er noget, der er sandt for de fleste mennesker jeg kender: jeg har altid elsket at lære noget, og det er også noget, der er sandt for de fleste mennesker jeg kender: jeg har altid hadet skolen. Hvorfor er det sådan? Skolen klarer at fuldføre denne overordentlige bedrift, der er (...) at den får os til at ikke kunne lide at lære noget, til at ikke værdsætte denne proces."

Derrick Jensen fortæller så, at han altid har undret sig meget, hvorfor skolegangen tager så lang tid, mens den faktiske viden, der formidles igennem al den tid sagtens kunne formidles på meget, meget kortere tid. Til at starte med troede han, det var fordi man også, ved siden af at formidle viden, måtte slås med elevernes uvane at dagdrømme. En uvane, han selv dyrkede rigtigt meget, og han er bestemt ikke alene om det! Hvilket jeg ved af egen erfaring...

"Til sidst forstod jeg, at grunden til at skolegangen tager så lang tid er, at børn ikke opgiver deres vilje så nemt. Det tager så lang tid, at knække deres vilje i tilstrækkeligt omfang, så de er klare til at gå ind i et liv præget af beskæftigelser, der er meget lidt fornøjelige.

Og hvad er den vigtigste mekaniske ting i et klasseværelse? Det er minutviseren på uret. Fordi formålet er, at lære alle elever densamme bøn: 'Kære Gud, lad denne tingest bevæge sig hurtigere!' "

"Let's get to the future. Fast." (ved 04.00 i videoen) -Eckhart Tolle. Vor kulturs credo: "Lad os komme til fremtiden. Hurtigt."

Hér kommer så programmet, jeg så i går, ind i billedet. Programmet havde et indslag, der viste en samisk familie. En af sønnerne i familien fortalte, at han havde fået en opdragelse, han havde oplevet som meget fri. Familien havde f.eks. ingen faste spisetider. Når man var sulten, gik man og tog noget mad i køleskabet. Samerne er oprindeligt nomader, og jægere og samlere. Så: "Sulten? Gå og fang/find noget spiseligt." I køleskabet. Siden civilisationen som bekendt efterhånden også har indhentet samerne. Vi er jo allesammen oprindeligt nomader, og jægere og samlere. Samerne har bare klaret, at bibeholde denne livsform, den eneste i menneskets historie, der nogensinde har vist sig, at være bæredygtig, som Derrick Jensen for resten påpeger, i noget længere tid, end de fleste af os.

Nu hører man jo konstant, hvor vigtigt det angiveligt er, at ens hverdag har struktur. Faste spisetider, faste sengetider - som den samiske familie i programmet heller ikke dyrkede - faste ditten-tider, faste datten-tider. Især når det kommer til børn, men også til folk med emotionelle problemer, lader det til, at det at skulle undvære et ur, ville grænse til intet mindre end en katastrofe. Roden til alt ondt: at mennesker i krise f.eks. ofte mangler enhver struktur i deres hverdag. De spiser, når det falder dem ind, og de sover, når de er trætte. I stedet for på klokkeslættet.

Og så må man jo "hjælpe dem med at strukturere deres hverdag". Så må man hjælpe dem, med at finde sig i, at blive tyranniseret af klokkeslæt - og datoer. Siden klokkeslæt er hellige i vores civilisation. Og det at rebellere mod dem dermed er blasfemi. - I øvrigt en tanke, der gav mig både myrekryb og mareridt, den gang, jeg følte, en (ufrivillig) indlæggelse var en mulighed, der ikke helt kunne udelukkes. At jeg i givet fald - også - havde været underlagt denne form for tyranni igen.

Mit personlige forhold til klokkeslæt er, og har altid været, yderst ambivalent, for at sige det mildt. Bortset fra de indbyggede ure, der automatisk følger med en computer eller en mobiltelefon, ejer jeg f.eks. ikke noget ur. Jeg spiser, når jeg er sulten, og jeg går i seng, når jeg er træt. Og i øvrigt orienterer jeg mig ved dagslyset, der giver mig en god fornemmelse af, hvad "klokken" virkeligt er. Dvs. hvad jeg f.eks. stadigt kan nå at få gjort udenfor, før det bliver mørkt. Et ur har jeg kun brug for om morgenen, og primært i den periode af året, hvor det stadigt er mørkt udenfor, når jeg skal stå op for at komme på arbejde.

I modsætning af hvad der ellers påstås mht. struktur, oplever jeg klokkeslæt, vores kulturs hellige tidsstruktur, som stressende. Meget stressende. Og fremmedgørende. Og jeg kan egentligt også kun undre mig, at man på den ene side forguder klokkeslæt som uundværlige, i form af struktur i hverdagen, mens man på den anden side ikke møder andet, end mennesker, der konstant føler, at tiden løber fra dem, mens de halser efter, respektive at den går alt for langsomt. Klokkeslættets, minutviserens tyranni. "Let's get to the future. Fast."

Og siden denne diskussion på fyldepennen.dk, eller måske skulle jeg sige: denne limpind, som jeg hoppede på..., tog en drejning fra at handle om akutte kriser til at handle om "ADHD": Måden at reagere på skolens indoktrination er individuelt forskelligt, alt efter, hvad ens forebilleder tidligere har lært én, og hvad der har vist sig, at være effektiv for én. Nogle vælger at dagdrømme, som Derrick Jensen gjorde, og som jeg selv gjorde. Andre vælger at protestere mere åbenlyst. Ved at udvise adfærd, der så kan diagnosticeres som "ADHD".

Nu vil nogle nok indvende, at vores civilisation jo ikke kan fungere uden klokkeslæt. Ja, netop.
_______________

Hvor ikke andet er angivet, stammer citaterne fra Madness Radio-interviewet.

Quite ordinary

Dette lille videoklip med Eckhart Tolle er til Lars - og til alle andre, hvis eksistentielle lidelse driver dem ud i selvmordstanker, gang på gang.

Personlig er jeg nået frem til at selvmordstanker slet ikke er så forkerte, som de fleste mener. Spøgsmålet er bare, hvem eller hvad dette "mig selv" egentligt er, der skal dræbes. Min oprindelige tanke var, at jeg ville være nødt til at skille mig af med denne krop, som jeg er fanget i, og der ikke er min, der ikke er mig, hvis jeg ville være fri - af lidelsen. Og den eneste måde, at skille mig af med denne krop, så ud til at være selvmord, i bogstaveligste forstand. Det var dog ikke det, der var ment. Det var bare mig, der havde forstået et symbolsk budskab ordret. Det jeg virkeligt skulle skille mig af med for at blive fri, var identifikationen med denne krop, manifestationen af mit ego.

I dag er jeg umådeligt taknemmeligt for, at jeg, igen og igen, fik tilråbt budskabet. Uden det ville jeg stadigt være fange af mit ego. Og af lidelsen.

Forandring, forvandling og udvikling

På et af Patricia Lefave's nye sites, CounterPsych, fandt jeg et link til videoen forneden. I videoen taler den amerikanske psykolog John Breeding om det at hjælpe mennesker med psykiske problemer, om Loren Mosher og hans Soteria-projekt, om hvordan "alt ændres og forvandles til sidst" ("Også dette vil gå over.") hvis bare det får tid og et sikkert rum "til at være og udtrykke sig" i, om hvor vigtigt det er "at forblive i hér og nu, at ikke lade vores angst og reaktivitet styre os", om hvor vigtigt det er, "at bringe dig selv ind i dette rum af ro og afslappet tillid", specielt for dem, der vil hjælpe mennesker i krise.

Han taler også om den ødelæggende effekt af koncepter som "kroniske tilstande", "kroniske psykiske sygdomme og den slags, som en tilstand, du har og vil have", der "gør det umuligt at ændre, og forvandle, og udvikle dig, fordi de [koncepterne] er en fornægtelse af virkeligheden, og tilføjer en frygt..., og tilføjer en falsk forudsætning, en stor løgn, til det, om at dér er denne hjernesygdom, når det ikke forholder sig sådan."

Nu vil nogle nok undre sig: "Jamen, gør det ikke? Forholder det sig ikke sådan? Jeg har altid fået at vide, at det er en hjernesygdom." Forestillingerne om biologisk, genetisk betingede og kroniske hjernesygdomme er allesammen tro-det-eller-lad-være forestillinger. Der findes ingen videnskabelige beviser for disse teorier, som bl.a. også denne artikel af Steven Morgan understreger. Ganske tværtimod, som artiklen siger, alle indicier peger på, at traumatiske (barndoms-)oplevelser er årsag til eksistentielle kriser.

Videoen kan i mange henseender stå som et svar til Sean's video om kriser, idet at den underbygger Sean's betragtninger. Ligesom den på samme tid står i tydelig kontrast til Torben Schjødt's syn på psykoser (diskussionen om dette syn m.m. mellem mig og Outsideren kan ses hér), faktisk påpeger de store løgne, fornægtelsen af realiteten, i dette syn, der, skabt af frygt og reaktivitet, gør forandring, forvandling og udvikling umuligt. ("En stor del af de patienter, Torben Schjødt har mødt, overvinder aldrig deres lidelse fuldstændig.")



Hér er citatet fra videoen i sin helhed:

"Alt ændres og forvandles til sidst. Så, tanken er, at du slapper af, og har tillid, og tillader noget at være og komme til udtryk. Og så vil det gennemløbe, hvad det end må gennemløbe. Det er livets og udviklingens og forandringens natur. Og det indbefatter definitivt ekstreme sindstilstande. "Også dette vil gå over." Ting bliver ikke ved over tid. Ekstreme sindstilstande er ikke vedvarende lidelser. Lidelse er ikke en permanent tilstand. Forestillinger om vedvarende lidelser, kronisk psykisk sygdom og den slags som værende en lidelse, en tilstand som du har, og vil have, gør det umuligt at ændre og forvandle og udvikle dig, fordi de er en fornægtelse af virkeligheden, og tilføjer en frygt..., og tilføjer en falsk forudsætning, en stor løgn, til det, om at der er denne hjernesygdom, når det ikke forholder sig sådan.

(...) Angsttilstande går forbi, depressioner går forbi, såkaldte psykoser går forbi, med tiden. Selv om du ikke gør noget som helst. Og med hensyn til rum..., hvad med rum? Hvad med et sikkert rum? Hvad med et sikkert fristed? Hvad med et rum, der tillader? (...) Dette er nøglerne. Du bringer dig selv ind i denne indstilling. Det er ikke nemt. Nogle kriser tager tid. Men du skaber et sikkert rum, og du giver det lidt tid, og tingene ændrer sig.

Det virker næsten latterlig enkelt, men det er svært at forblive i hér og nu, at ikke lade vores angst og reaktivitet styre os. Hvis du vil hjælpe nogen, er det første du skal gøre, at bringe dig selv ind i dette rum af ro og afslappet tillid, forstår du?"

Bemærk hvor meget John Breeding hér stemmer overens med Eckhart Tolle.
_______________

Update, 01.03.09.: Outsideren har ommøbleret på sin blog, og desværre er derved såvel interviewartiklen "Psykoser er et forsvar" og min reaktion på samme forsvundet fra bloggen. Såfremt jeg en gang i fremtiden skulle støde på det pågældende nummer af Outsideren, der indeholder artiklen, her i mit kreative kaos, vil jeg citere direkte. Efter meningen udtaler Torben Schjødt i artiklen, at det, Ann-Louise Silver i videoklippet her siger om psykoser, er noget værre sludder og vrøvl, og at det bedste, man kan gøre er, at slå psykosen ned hurtigst muligt - med den kemiske kølle, selvsagt - siden den altså ikke er at betragte som et forsøg på heling, men som kun og udelukkende destruktiv biologisk sygdom.

Update, 15.05.09: Outsideren er back on track. Linket virker igen.

Hvordan man skaber sin egen lidelse

Ja, så klarede jeg det atter en gang: at skabe en god gang lidelse for mig selv. Det er ellers også længe siden sidst, og var altså på tide. Hvis jeg ikke skulle ende med at få storhedsvanvid.

Hvordan gør man? Jo, man tager f.eks. en lille misforståelse omkring nogle friweekender, der gør, at man, i stedet for at få den friweekend, man egentligt havde tilgode, får en ekstra arbejdsweekend, og så ekspederer man sig selv ekspres - og selvfølgeligt inden man har gjort noget som helst for at opklare misforståelsen! - ind i offerrollen: "Dér kan du bare se, du er ikke værd, at blive taget det mindste hensyn til!" siger den lille stemme i hovedet. Og så kan man lige så godt give den hele armen, hvorfor nøjes med "halve løsninger", når man nu er kommet så godt fra start: "Du kan lige så godt forsvinde helt. Der er alligevel ikke nogen, der ser dig og altså vil komme til at savne dig." Så skal man bare gå helhjertet ind i identifikationen med offerrollen. Den offerrolle, man måske nok befandt sig i en gang i tidernes morgen, da man faktisk, og mere eller mindre konsekvent, blev overset, men som man altså hér og nu kun behøves at befinde sig i i det omfang som man selv vælger at ignorere øjeblikket, og i stedet for vælger at identificere sig med tidernes morgen. Man skal bare vælge at identificere sig med sin egen fortid, sin historie - som offer. Så er den hjemme.

Den side af egoet, som Eckhart Tolle kalder for "Pain Body" ææælsker den slags. Hvis ingen ser mig, hvis jeg er så usynlig, ubetydelig, at ingen bemærker mig, tager hensyn til mig, hvis jeg, i andres øjne, ikke er nogen/noget, så kan jeg vel altid gribe til lidelsen som et sidste halmstrå og blive (gøre mig selv) til "offeret", ikke? En hel lørdag aften tilbragt i skønneste ego-identifikation ("Jeg er min historie - som offer, ja!"), og altså i dyb lidelse, og den halve søndag med. Hurra for det! Jeg klarede det næsten til den helt store guldmedalje. "Stemmer", momentane "tankeforstyrrelser", glimt af "vrangforestillinger", og lejlighedsvise fulde stop. (Mens alt dette, og især det, jeg kalder for "fuld stop", afholdt mig fra at få opklaret misforståelsen, siden det afholder mig fra stort set enhver aktivitet, og således effektivt sørger for, at jeg uforstyrret kan fortsætte med at lide.) Lidt af hvert. Jeg var ikke ude at dykke. Jeg var ved at drukne. Mig selv i min selvskabte lidelse.

Jeg gik alligevel glip af guldmedaljen, druknede ikke, fordi jeg, inderst inde, godt var klar over, at jeg selv havde lagt møllestenen, der trak mig ned i lidelsen, det hér kæmpestore NEJ! til hér og nu, om halsen på mig. Så, jeg kunne vel bare tage den af igen. Siden jeg er sååå færdig med at drukne - mig selv, i min selvskabte lidelse. Og det gjorde jeg så, langt om længe, og ikke uden at også have prøvet at sætte et endnu større NEJ! ovenpå det første. Noget, der er velegnet til at give lidelsen en yderligt intensiverende dimension.

Jeg fortæller det hér, fordi jeg tit møder mennesker, der siger, at alt det, psykiatrien betegner som "symptomer" på "sygdom", "bare sker" for dem, pga. en størrelse udenfor dem selv, en "sygdom". At det befinder sig helt og aldeles udenfor deres kontrol, om det sker eller i hvilket omfang. Og, og dette er det springende punkt, at kontrol ikke kan opnås. I hvert fald ikke inde fra dem selv af. Allerhøjest udefra, ved hjælp af kemi, eller, i givet fald, elektricitet.

Emotionel lidelse ("psykisk sygdom"), ligemeget i hvilken form, og om end som oftest udløst af verdenen, skabes altid inde i én selv og af én selv, eller: i og af éns reaktive (på verdenen reagerende) ego. Enden på denne lidelse kan altså kun komme indefra. Med erkendelsen: "Din fortid har ingen magt over det nuværende øjeblik."

Det nuværende øjeblik

A New Earth

Jeg fik i dag tilsendt et link til en web-begivenhed på Oprah Winfrey's - uhm, ja, den Oprah! Jeg havde heller aldrig troet, at jeg nogensinde... Men, som jeg skrev til en ven forleden: Livet er fuldt af overraskelser - site, som jeg meget gerne vil give videre hér igennem min blog.

Det drejer sig om en slags web-bogklub, omhandlende Eckhart Tolle's bog A New Earth, med Eckhart Tolle og altså Oprah Winfrey som værter. Jeg har set 1.del, og vil helt klart hænge på til den bitre ende. Check it out!