Gaderummet - et update

Se Pia Qu's blogindlæg - eller mit engelske indlæg - for nyt om Gaderummets situation.

Den institutionaliserede vold II - Artikel og video om behandlingshjem for børn og unge

Den nedenstående artikel af Jane Alexander, indehaveren af bloggen "Bipolar Recovery", er offentliggjort på journalisten Philip Dawdy's blog "Furious Seasons" den 19. februar 2008, fire dage efter Steven Kazmierczak skød mindst 17 og dræbte fem mennesker inden han begik selvmord under en forelæsning ved Northern Illinois University, USA, den 14. februar 2008 - Steven var på gerningstidspunktet iøvrigt på Xanax og Ambien (Stilnoct), og havde tre uger forinden holdt op med at tage Prozac. De nyere antidepressiva er kendte for at forårsage mord- og selvmordstanker, såvel under "behandlingen" (akatesi) som op til flere uger efter endt udtrapning (abstinenssymptom). Næsten alle school-shooters har på gerningstidspunktet været i "behandling" med antidepressiva, eller havde afsluttet "behandlingen" kort forinden.

Jane's artikel er en reaktion på Philip Dawdy's opfordring til sine læsere til at skrive et indlæg til hans blog. Jane, der selv har tilbragt flere år på behandlingshjem, bl.a. hér og hér, tog udgangspunkt i Illinois-tragedien for at give et indblik i hvordan behandlingshjem for børn og unge (ikke!) fungerer.

Jeg har bedt Jane om tilladelse til at oversætte hendes artikel, tildels fordi jeg finder den en udmærket illustration af hvad myndighederne mener er adækvat hjælp til unge mennesker med problemer, og hvad desamme myndigheder gerne vil erstatte Gaderummet med, tildels fordi jeg har set resultatet af institutionalisering af børn og unge, og tildels fordi jeg selv har levet med truslen om institutionalisering fra jeg var 8, 9 år gammel frem til jeg var 17, og altså kun havde et enkelt år tilbage at overleve før "den store frihed", samtidigt med at det på denne tid for alvor gik op for mig, at truslerne faktisk var af ret så tom natur. Men det er stof til et andet indlæg.

I tillæg til artiklen har Jane lavet en video, der kan ses på hendes blog, på YouTube, eller nedenunder artiklen hér i indlægget.

Artiklen kan læses i originalen under overskriften "Former Group Home Resident Explains Group Homes" ("Forhenværende institutionsindsat beskriver behandlingshjem") på Philip Dawdy's blog.


Om behandlingshjem
af Jane Alexander

Psykiatriske ungdomsinstitutioner - det er ikke hyggelige selskabsklubber på landet eller feriekolonier. Hvis du kan forestille dig et børnehjem kombineret med efterskoleomgivelser, kombineret med et anstrøg af psykiatrisk sygehus og lidt ungdomsfængsel, så har du en psykiatrisk ungdomsinstitution, et behandlingshjem.

Jeg har tilbragt fire år i sådanne institutioner. De statslige institutioner er de værste. Knapt nok bedre end hvad der må kaldes for et psykiatrisk ungdomsfængsel. De private har faktisk råd til at have et par mennesker ansat imellem fangevogterne. Maden er bedre, kokken gør sig en lille smule mere umage, og du kan smage forskellen. Ikke desto mindre er institutionerne et mareridt.

De eksisterer i en kunstig struktur som ungerne er nødt til at tilpasse sig, eller også. Trusler og tvang er normen. Det var forfærdeligt, at skulle leve i disse institutioner. Du får ikke "omsorg", du får "behandling". Hvilket næsten altid betyder "medicin" [Jane anvender hér begrebet "drugs", der ordret oversat bliver til "stoffer", men på engelsk også omfatter medikamenter; "drugs" i stedet for "medicine" anvendes på engelsk når man vil give begrebet en kritisk/negativ konnotation], en gennemorganiseret hverdag og terapi. Det er det. Altings målestok er føjelighed eller ikke-føjelighed. Udageren ender altid med bæltefiksering. Jeg kom ind i disse institutioner med ekstrem PTSD [Post Traumatic Stress Syndrome] som 14-årig, og jeg forblev i alarmberedskab indtil jeg forlod dem som 18-årig. Du kan ikke slappe af. Du er ikke i sikkerhed.

Der er ikke noget, der hedder at stole på de ansatte og åbne op overfor nogen. Du har intet privatliv, få rettigheder, og intet du skulle have sagt. Hvis du spærrer en flok individer som 40 piger og drenge ind på den måde, bliver hver dag til galskabens time, hele dagen lang. Det viser sig, at hvis du tvinger unger med alvorlige psykiske og emotionelle problemer til at leve sammen i sådanne langt mere virkelighedsfjerne omgivelser, end nogen af dem, de er opvokset i, så bliver ungerne stressede!

Det hører ikke til sjældenhederne i disse institutioner, at ungerne kommer op at slås indbyrdes eller med de ansatte. De ansatte slår tilbage. De kalder det fiksering, men det er vold og mishandling. Hvis du er opvokset med mishandling, bare for at ansatte så holder dig med magt ned på det hårde gulv, udløser det alle dine forsvarsreaktioner. Yderligere krænkelse tilføjes til uretfærdigheden. Dine værelseskammerater er cuttere, har ODD [Oppositional Defiant Disorder]/ADD [Attention Deficit Disorder], er stofmisbrugere, kriminelle. Nogle ville aldrig skade andre end sig selv. Andre angriber dig fysisk på et splitsekund, fordi de synes, du har kigget forkert på dem. Du slipper ikke fra de andre unger eller fra de ansatte.

Hvis du får for meget af det og stikker af, bliver du indfanget igen og straffet. Du ryger i isolation i flere dage. En af ungerne kommer med en forsvindende mængde af noget smuglergods, som en enkel cigaret, og hele institutionen bliver lukket ned mens de ansatte ransager alles ting. Selv midt om natten bliver du vækket, fordi nogen bliver fikseret igen, eller det er tid til endnu en tilfældig ransagning.

Du oplever unger rykke, gå i kramper, eller tale sløvt på grund af de psykofarmaka, de er på. Seksuelle overgreb, specielt mellem mænd/drenge, grasserer. Så er der favoriseringen fra de ansattes side, der kan betyde knald eller fald for hele dit ophold i institutionen. Eller i det mindste for en del af det. Det er ganske enkelt virkelig forfærdeligt.

Du får ingen træning i hvordan man klarer voksenlivet. Du lærer intet. De institutionsegne skoler er under middel mht. undervisningens kvalitet, og orienterer sig ved dem, der har indlæringsproblemer og en lav IQ, snarere end ved dem med en højere IQ. Det er som en mishandlingspræget, ikke fungerende, drama elskende familie gange 100, og, hvad værre er, alle er fremmede for hinanden.

Den dag i dag kan jeg tydeligt huske de ting, jeg så folk blive udsat for, og det jeg selv blev udsat for under mit ophold. Det tog mig år, at komme over de mareridt, der afspillede sig i mit hoved efter fire år i psykiatriske ungdomsinstitutioner. For ikke at nævne vreden, angsten og forsvarsreaktionerne. Jeg var et vrag, da jeg kom ud af institutionerne som 18-årig.

Robert Hawkins (Omaha indkøbscenter-gerningsmand, sidste efterår) [Robert Hawkins skød og dræbte otte mennesker i et indkøbscenter i Omaha, USA, den 05. december 2007, inden han begik selvmord. På gerningstidspunktet var han på Effexor og Zoloft.] har også været institutionaliseret. Der blev sagt at "alt var blevet gjort for at behandle denne dreng mens han var der". Lederne af disse institutioner er fulde af løgn. Du får ingen hjælp dér. Alt hvad du kan gøre, er at overleve dem med din personlighed intakt. Mange gør ikke.

Ved et tilfælde mødte jeg to forhenværende institutions-"elever" år senere. Pigen var blevet gravid og endt på bistand, ligeså hun var blevet 18. Hun havde mange problemer, mens hun boede på institutionen. Manden var hjemløs. Han var afhængig af heroin og solgte meth og pot for at kunne financiere sit misbrug. Han var eftersøgt i et halvt dussin delstater og havde bylder over hele kroppen af at bruge stof af dårlig kvalitet.

Jeg kan forsikre jer at hverken ham hér Steven [Kazmierczak] eller Robert [Hawkins] var blevet "draget omsorg for" i institutionerne. Sikke noget pladder.



Juvi psych group home documentary
af Jane Alexander

Nyliberalisme à la Enhedslisten

Jaja, knapt nok havde jeg i går nået at skrive, at jeg nyder at være undervejs, og altså et levende menneske, i fuld gang med at lære at leve livet, og klikke på "publish post", så drattede der den månedlige opdateringsmail fra Gaderummet ind ad min inbox. Bl.a. med link til to læserbreve, publiceret hhv. den 24.04. og den 03.05.2008 i Dagbladet Arbejderen. Det ene, "Når Enhedslisten sparker nedad" (pdf) skrevet af nogle af Gaderummets brugere, det andre, "Gaderummet som fortsat fristed" (pdf) Rikke Lauritzens og Mikkel Warmings svar på det førstnævnte.

"Det, der giver mig problemer, er ikke så meget længere, hvad der har været. Det er, hvad der er, hvad jeg ser foregå i denne verden, her og nu." "Over"følsom? "Symptomer"?? Tja, hvis det er en sygdom, at være et levende menneske med den tilhørende evne til at mærke, føle og tænke selvstændigt, så må jeg vist hellere skynde mig hen, og få noget mere behandling! Og denne gang skulle jeg måske vælge den slags, som der virkeligt er "evidens" for, at den "virker", og lade både mine selvstændige tanker, sanser og følelser blive dopet godt og grundigt i sænk. Så jeg ikke risikerer, at nogensinde kunne reagere igen, på noget som helst.

Hvad var det, der fik sindet i kog, denne gang? Det var sætninger som disse hér: "Vi synes til hver en tid, at det er meget vigtigt, at kommunens sociale tilbud er så brede og mangfoldige som overhovedet muligt. Kun derved kan vi sikre, at flest muligt får den rigtige individuelle hjælp, de har behov for."

Eller disse: "Og vi ønsker, at Gadeummet skal fortsætte, som det oprindeligt var tænkt: Som et sted, hvor der er højt til loftet og selvtilrettelæggelse. Et sted, hvor der ikke er stærke ledere, og hvor sårbare unge kan komme og være sig selv, samtidigt med at de får den behandling, som en del af dem har brug for."

Hvor "brede og mangfoldige" kommunens tilbud er, kan tydeligt ses på et sted som "Nødrummet". Man kan vælge helt frit mellem at holde kæft og makke ret enligt de herskende, umyndiggørende regler på stedet, og gider man ikke det, ja så er det a) enten ud på gaden i en vis fart igen, i givet fald assisteret af politiet, eller b) med ca. samme, visse fart afsted til den nærmeste lukkede, hvor man kan se frem til, at få netop den "rigtige individuelle hjælp", systemet (apropos "stærke ledere") mener, man har så hårdt brug for: en eller anden umyndiggørende diagnose, afhængigt af, hvilket humør den ansvarlige psykiater lige er i, og de tilhørende velkomst-piller, respektive, hvis man skulle vise sig at være så utaknemmeligt at afvise "hjælpen", den tilhørende velkomst-sprøjte, der doper én ufejlbarligt ind i et kemisk tågedis og fra enhver sans og mening (= fra enhver "over"følsomhed og ethvert "symptom"). Det må virkeligt kaldes for et "bredt og mangfoldigt tilbud"!

Jeg spørger mig, under disse omstændigheder, hvad "højt til loftet" i Rikke Lauritzens og Mikkel Warmings verden betyder. Jeg formoder, at hvis jeg ser et loft ca. i krybehøjde foran mig hér, så skal jeg måske bare prøve, at se på det ud fra alle de menneskers perspektiv, der allerede er tromlet godt og grundigt ned af nyliberalismens vejtromler, for at få øje på noget, der kunne betegnes som "højde".

"Den noget hæretiske tanke kom mig, at hvad nytter det at anstrenge sig og knokle sig igennem en krise uden den mildnende virkning af kemiske stoffer, og opnå derigennem selvforståelse og derigennem igen en større forståelse af verdenen, hvis det man så forstår er, at verdenen faktisk er et ret så umenneskeligt sted at være i??? Er det måske, i sidste ende, alligevel den bedre løsning, at vegetere derudad, i et neuroleptisk tågedis, der holder en på ubegrænset tid, eller i hvert fald så længe som man er 'compliant' i lykkelig uvidenhed?" Tja, både Rikke Lauritzen og Mikkel Warming ser, i skønneste harmoni med den herskende, nyliberalistiske kæft-trit-og-retning-ideologi, ud til at mene, det er den bedre løsning.

Hvorfor ødelægge et velfungerende alternativ som Gaderummet

Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge verdenen! -Arkimedes

Nogle tanker om den politiske motivation til at ødelægge et velfungerende alternativ som Gaderummet. Samtidigt også om, hvorfor statens sociale tilbud generelt ofte er mere til hinder end til hjælp for mennesker med problemer, om hvorfor mennesker med problemer ofte ikke bliver hørt (psykiatrien!), og om hvorfor beviseligt effektive alternativer ikke tages i brug (psykiatrien, igen).

Hele balladen omkring Gaderummet drejer sig grundlæggende ikke om rygning af hash, eller om hvor på stedet folk opholder sig respektive sover. Den drejer sig ikke om, at unge under 18 må opholde sig i Gaderummet, eller om at nogle ønsker, at holde op med at tage psykofarmaka, og bliver støttet i deres ønske.

Det, det hele drejer sig om er at ødelægge et projekt, der kunne tjene som eksempel og forebillede for andre, lignende sociale tiltag. Ødelægge, ja.

Gaderummet har en successrate på omkring 80%, dvs. at ca. 80% af de unge, der finder hjælp i Gaderummet, bliver i stand til at leve et uafhængigt, selvbestemt og konstruktivt liv. Uden stofmisbrug og/eller kriminalitet. Uden at blive førtidspensionister og/eller svingdørspatienter i psykiatrien.

Gaderummet praktiserer, og videregiver derved, social ansvarlighed: alle for én, én for alle. I et land (en verden faktisk), hvor en højreorienteret neo-liberalisme er ved magten, er et sted som Gaderummet, der frembringer (selv-)bevidste, kritisk og uafhængigt tænkende individer, og giver dem en stemme, et ståsted og plads til at være dem selv, en trussel mod autoriteterne, mod de magthavende.

Nogle tanker om velfærdsstaten (fra en mail, jeg skrev for noget tid siden):

"Forleden dag kiggede jeg på city-repair-videoen, David havde sent et link til, og det slog mig, at den danske model af en velfærdsstat i meget stor udstrækning passer ind i "The Grid": alt er forudbestemt og forudsigeligt, fra børnehaven til plejehjemmet. Ingen tilfældigheder, ingen overraskelser. Og ikke meget ansvar til den enkelte. Staten og dens institutioner styrer folks liv. Ved hjælp af standardiserede, firkantede skabeloner.

For noget tid siden bad DR nogle udenlandske journalister om at tegne hver sit lille portrait af Danmark. Den egyptiske journalist Yousef Alsharif (Al Jazeera) sagde, at han var overrasket over at se så stort et fravær af mangfoldighed og valgmuligheder, mens det aldeles ikke overraskede ham at høre, at et tiltagende antal danskere gik ned med "depression", siden folk jo måtte kede sig enormt, i et liv, der var så i den grad forudsigeligt, forudbestemt og kontrolleret af myndighederne/staten.

Grundlæggende mener jeg, at det er helt i orden, at tilbyde de mennesker hjælp, der, af hvilken årsag det måtte være, selv har problemer med at holde styr over deres liv. Meget problematisk, ja farligt, bliver det dog, når hjælpen bliver gjort helt og holdent afhængig af betingelser, som det oftest er tilfældet i dette land. Eksempel: En hjemløs person bliver tilbudt bolig og økonomisk støtte, under den betingelse, at han går på afvænning, hvilket han afviser, siden har det udmærket med at ryge hash, og ikke ønsker at stoppe. Han bor fortsat på gaden. Et andet, måske endnu mere grotesk eksempel: en familie med et handicappet barn ønsker en bestemt form for hjælp, hvilken, som det viser sig, familien kun kan få, hvis den også accepterer en anden form for hjælp, som den ikke har brug for og heller ikke ønsker (siden familien ville føle denne hjælp som en unødvendig indblanding i deres privatliv). Og, selvfølgeligt, mht. psykiatriens område: ingen chance at få terapi, uden at man også tager psykofarmaka, ligesom man risikerer, at miste sin økonomiske støtte, hvis man nægter at tage psykofarmaka, mens en "ekspert" har afgjort, at det er det, man bør gøre. Mange eksempler som disse, hvor velfærdsstaten bliver til en kontrolstat, Big Brother, der fjerner en hel del af hvert enkelt menneskes personlige frihed, og prøver at tvinge mennesket ind i et raster, ved ikke at lade nogle andre valgmuligheder end alt eller intet. Afpresning. Totalitært snarere end demokratisk.

(...)

Alt i alt, velfærdsstaten indeholder faren af at blive til en total institution, hvor borgerne er til for systemets skyld (som det desværre er tilfældet i Danmark), snarere end omvendt."

Mens kombinationen neo-liberalisme - velfærdsstat ved første øjekast kan virke lidt paradoksalt, giver den faktisk de magthavende en uovertruffen kontrolmulighed i hænderne.

Statens sociale tjenester er således udformet til at holde mennesker, der får den ene eller anden slags problemer (om det nu er kriminalitet, stofmisbrug, "psykisk sygdom", eller en hvilken som helst form for "utilpassethed"), fordi de ikke kan og vil tilpasse sig den tiltagende fremmedgørelse i samfundet, uvidende om årsagerne til deres problemer, afhængigt af myndighedernes "hjælp", isoleret, tavs, og alt i alt under kontrol. De er ikke udformet til at virkeligt kunne hjælpe mennesker med problemer til at komme ud af dem. Mens Gaderummet, som det fungerer i dag, gør det modsatte af hvad der forventes af et sådant sted.

Alle har et liv

Hér er et stærkt indslag fra DR's undomsmagasin Skum, som fortæller noget om systemets svigt og fallit - og Gaderummet som et effektivt alternativ. "Alle har et liv, hvis de bare gider at tage det", ja, indtil myndighederne tager det fra dem i hvert fald.

Støt Gaderummet med din underskrift!

Henrik Rindom og det legaliserede stofmisbrug

"Hvilke stoffer de unge tager, afhænger i høj grad af det miljø, de befinder sig i", hedder det i en "Baggrund"sartikel på TV2 nyhederne, baseret på et interview med Henrik Rindom, psykiater med speciale i misbrugsbehandling. Der følger et overblik over de forskellige stoffer, deres virkning og over i hvilke miljøer der primært anvendes hvilke stoffer.

Overblikket er dog ikke fuldstændigt. Et meget væsentligt stofmisbrugsmiljø mangler at blive nævnt: psykiatrien. Jeg vil kort rette op på artiklens mangel, der sikkert bare skyldes en forglemmelse fra Henrik Rindoms side - eller skulle hans ekspertise være ufuldstændig??: I det psykiatriske misbrugsmiljø anvendes såvel sløvende stoffer (såsom Seroquel, Zyprexa, Risperdal m.v.) som opkvikkende (Ritalin etc.).

Fælles for alle i det psykiatriske miljø gængse stoffer er, at de, i modsætning til marihuana, heroin, kokain etc., er "dirty drugs". Ligesom ved Fantasy og Ecstasy, handler det sig om sammensatte stoffer, af kemisk oprindelse. Naturligt forekommende stoffer som marihuana kan nemlig ikke patenteres, hvorfor der ikke er penge i deres markedsføring for farmaindustrien.

Fælles for alle "dirty drugs", om de nu hedder Abilify, Effexor, Cipramil, Concerta, Alopam, whatever, eller Fantasy respektive Ecstasy, er, at de ved længervarende, jævnligt indtagelse skader hjernen.

Risikovillig er i det psykiatriske misbrugsmiljø ikke så ofte misbrugeren selv, men som oftest sælgeren af stofferne, pusheren: psykiateren. Misbrugeren bliver som regel, og i modsætning til når det drejer sig om ulovlige stoffer, ikke eller kun mangelfuldt oplyst om risici og bivirkninger. Mens der ingen midler, ikke engang lodrette løgne ("Neuroleptika'erne er rusmidlernes modsætning", gengives der således på Benzoinfos hjemmeside, her, fra et foredrag ved, netop!, Henrik Rindom. Fulgt af en mere end let som søgt gennemskuelig begrundelse. Aha. Hvordan kan det i så fald være, at også neuroleptika, ligesom alle andre psykoaktive stoffer, har deres værdi som "street drugs"??), skys for at overbevise misbrugeren såvel om stoffernes fortrinligheder som om hans/hendes livslange og ubestridelige behov for daglig indtagelse af samme.

Nu er det psykiatrisk ordinerede stofmisbrug internationalt fuldt lovligt - man kan spørge sig: hvorfor??? - så, psykiatriens pushere risikerer ikke juridisk forfølgelse. De risikerer kun eventuelle skyldfølelser grundet et utal af ødelagte liv, og de risikerer lejlighedsvise konfrontationer med det ene eller andre af deres ofre, som, på trods af stoffernes hjerneskadende virkning, stadigt har været i stand til at opsøge uforudindtaget information, og som ikke lader sig skræmme af de også blandt psykiatriske pushere og deres tæskehold udbredte trusler om "magtanvendelse", vold.

TV2's Baggrundsartikel slutter med Henrik Rindoms beretning om hans samtale med en pige på et diskotek. Pigen, der selv er på fire forskellige stoffer, gør ham opmærksom på, at der jo ikke er nogen til stede, der har det skidt pga. de indtagede stoffer. Henrik Rindom svarer: ""Hvis du tager med mig på arbejde, så skal du se alle dem, som er blevet vrag på grund af det her". Hm, ja, tag med på arbejde med en hvilken som helst psykiater, tag på et hvilket som helst være- eller bosted for "psykisk syge", og se alle dem, der er blevet vrag pga. "det her" - pga. et lægeligt, psykiatrisk ordineret misbrug.

Henrik Rindom er iøvrigt den (medie-)travle "ekspert", der, til at starte med, misligholdt sin samarbejdsaftale med Gaderummet på det groveste, for så senere at klage over stedet til Københavns Kommune.

Den institutionaliserede vold

Sagen omkring Gaderummet har igen fået mig til at tænke på en "oplevelse", som jeg havde i 2001. Oplevelsen har aldrig rigtigt ville slippe mig igennem årene. Den blev meget aktuel for mig første gang igen, da jeg selv, få år efter, kom i en krisesituation, og i forlængelsen af denne, begyndte at se nærmere på, hvordan både det psykiatriske system, men også andre samfundssystemer, ja samfundet som sådant egentligt fungerer. Min beskæftigelse med sagen om Gaderummet har siden givet den en yderligere dimension. I forbindelse med en mail, jeg forleden fik, angående Gaderummet, ville den fortælles. Og nu vil den også gerne fortælles her, på bloggen.

Fra 1997 -2001, arbejdede jeg som ridelærer på en rideskole på Stevns. Vi havde nogle gange om ugen hold, der kom fra institutioner. Bl.a. fra Magnoliegården, Sivkær og Stevnsfortet. Med et par kortere afbrydelser, var der igennem alle årene en dreng med, der først boede på Sivkær og senere på Stevnsfortet: N.

Ja, han kom jo kun en gang om ugen, til ridetimen, men alligevel "tøede" han noget op overfor mig, lagde den seje facade lidt på hylden, når han var dér, især igennem det sidste år, hvor han var den eneste, der kom fra Stevnsfortet. Interssant var, at den straks var der igen, den seje facade, ligeså den, iøvrigt skiftende, pædagog kom, for at afhente ham. Det gik så fint, han red, og bagefter sad vi bare og snakkede, om alt mellem himmel og jord. Og, ja, vi røg da også et par smøger sammen, selv om jeg godt vidste, at N. ikke måtte ryge for pædagogerne. Han røg jo alligevel, og for mig at se var det den klart bedre løsning, at han gjorde det sammen med mig, end at han måske gemte sig et eller andet sted, for at kunne komme til det. Jeg er ikke meget for den slags gemmelege.

Så en dag kom én af pædagogerne for at fortælle, at nu kom N., som på den tid var 16, altså ikke mere. Han havde, ikke overraskende, som pædagogen udtrykte det, været én af "de værste" ved nogle voldsomme ødelæggelser, de unge havde foretaget på Stevnsfortet. Så nu kunne de altså ikke gøre mere for ham på Stevnsfortet. Jeg må have kigget lidt spørgende, i hvert fald erklærede pædagogen, med et træk på skuldrene, at N. jo var "sindssyg" og decideret farlig, så, nu var han sendt videre i systemet. Da havde jeg altså i godt og vel et år tilbragt ca. 1 1/2 time en gang om ugen i selskab med en "sindssyg", farlig (og iøvrigt efterhånden godt et hoved højere end mig selv) dreng. Og jeg havde ikke en eneste gang haft anledning til at frygte ham. Det grænsede til det umulige, at forestille mig, at N. skulle have været medansvalig for så voldsomme ødelæggelser. Han kunne da godt være ret livlig, nærmest falde af hesten af grin, når denne lavede et par krumspring, og fortælle lidt med arme og ben. Men voldelig?? Det skal måske nævnes, at jeg dengang ikke vidste ret meget om Stevnsfortet, andet end at det var en institution for "adfærdsvanskelige" børn og unge.

Jeg har ikke ord for at sige, hvor meget vrede og afmagt jeg følte (og stadigt føler, når jeg tænker på det), ikke bare over selve budskabet, men ikke mindst også over den attitude, det blev overbragt med, den ligegyldighed, det hér "bare ærgerligt for N., han kunne jo have opført sig ordentligt". Men det er jo sådan, institutionerne, systemet, hele vores samfund "fungerer". Og man kan vist ikke engang klandre systemets ansatte. Uden et vist, og faktisk ret så stort, mål af ligegyldighed (jeg er fristet til at skrive: afstumpethed), er det nok ikke til at holde ud, at arbejde i dette system. Alligevel spørger jeg mig, hvem er det egentligt, der er "sindssyg", ja farlig, hér?? Og jeg er sikker på, at havde Stevnsfortet (og alle systemets andre institutioner, for den sags skyld) været et "Gaderum" (i stedet for at være nærmest det diametralt modsatte), var det aldrig gået så galt, hverken for N. eller alle de mange andre, som det går på samme eller lignende måde for.

På Stevnsfortets hjemmeside læser jeg: "Stevnsfortet opererer på baggrund af lov om social service § 51, § 108 samt socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse (bekendtgørelse nr. 1309 af 14. december 2004)." (Min fremhævelse) Og jeg tænker også hér: vold ("magtanvendelse") avler vold.

Bemærk iøvrigt ordvalget i citatet: "Stevnsfortet opererer...". Militærets angrebsstyrker plejer at operere. For eksempel.

Pia's initiativ

Underskriftsindsamlingen for Gaderummet er Pia Qu's initiativ. Pia har ikke noget med Gaderummet at gøre, andet end at hun kender stedet og dets beboere igennem noget tid. Hun er hverken ansat eller bruger i Gaderummet, og har det heller ikke været på noget tidspunkt. Lige så lidt som jeg.

Jeg synes, det er ganske vigtigt, fordi det viser, at det altså ikke bare er folk, der har en beboer-baggrund, der engagerer sig for stedet og støtter op om det.

Gaderummet står for valgfrihed, for personlig frihed, for retten til forskellighed og selvbestemmelse, langt ud over psykiatriske/pædagogiske grænser. Det er et emne, der angår os alle. I morgen kan det være dig, der bliver udsat for systemets overgreb på din selvbestemmelsesret.

Selv har jeg altid troet mig i sikkerhed for den slags overgreb. Jeg lever jo i et demokratisk land, der respekterer menneskerettighederne fuld ud, ikke i en eller anden totalitært styret stat, ikke? Jeg blev imidlertid klogere...

"Hvis du har et forstand, kan du miste det", siger analytikeren Edward Podvoll mht. psykiske kriser. Det gælder på alle områder: hvad du har, kan du miste. Også din personlige frihed. Også i Danmark. Et lille "fejltrin", der bryder med samfundets uskrevne regler for hvad der bliver betragtet som værende acceptabelt, kan være nok. Der er ikke meget rum i de danske gader. Og der bliver mindre og mindre af det.

Åbent brev til Københavns Socialborgmester Mikkel Warming

Det nedenstående brev er i dag sendt til Københavns socialborgmester Mikkel Warming. Kopier er sendt per mail til Socialudvalget, Socialforvaltningen i Københavns Kommune og Velfærdsministeriet.


Ang.: Lukningen af "Gaderummet". Åbent brev til Mikkel Warming, Socialborgmester København (EL)


Kære Socialborgmester Mikkel Warming,

det er med stor skuffelse og bekymring, at jeg ser, at du åbenbart ikke skyr nogen midler til at gennemtvinge lukningen af "Gaderummet".

"Gaderummet" er for mange unge mennesker et sidste refugium, uden hvilket disse unge uvægerligt vil ende op i en psykiatri, der har vist sig ikke at være til hjælp for dem, eller på gaden, og ekstremt udsat for stofmisbrug og kriminalitet.

Må jeg minde dig om, at "Gaderummet" er et prisbelønnet projekt, netop fordi det har formået at yde behov-tilpasset hjælp til mennesker, der ellers ville stå uden hjælp overhovedet. Jeg taler af egen erfaring når jeg siger, at langt fra enhver er hjulpet af et system, der kun kender til én slags hjælp: den medicinske. Så længe der ikke eksisterer videnskabelige beviser for at et hvilket som helst psykologisk eller socialt problem er af medicinsk art, er det simpelthen udemokratisk, at ville påtvinge mennesker medicinske løsninger for disse problemer.

Endvidere, og som værende et faktum, har psykiatrien, i grel kontrast til alternativer som "Gaderummet", indtil i dag ikke formået at virkeligt løse nogle af disse problemer. Med dette sagt: at etablere en ny facilitet, under tæt opsyn af psykiatrien og i lige så tæt samarbejde med denne, er ikke noget alternativ. En sådan facilitet kan umuligt erstatte "Gaderummet".

Jeg er overbevist om, at de unge mennesker, der er tilknyttet "Gaderummet", absolut er i stand til at træffe deres egne valg. Ligesom alle os andre, har disse unge ret til selv at bestemme over deres liv, også til selv at bestemme, hvilken form for hjælp de ønsker.

Lukningen af "Gaderummet" lader dem uden et demokratisk valg. Den vil udsætte et yderligere antal unge mennesker for et liv på gaden, for stofmisbrug og kriminalitet. Jeg kan ikke tro, at det er, hvad du vil.

Jeg vil gøre, hvad der står i min magt, for at gøre et større, internationalt publikum opmærksom på denne sag.

Med venlig hilsen

Marian B. Goldstein
Medlem af MindFreedom International

Bevar Gaderummet

Her kan du se, hvad du kan gøre, for at hjælpe med at bevare Gaderummet.

Og her kan du tilføje din underskrift til Gaderummets egen underskriftsindsamling.

Gaderummet - ikke meget rum i de danske gader

Så var Gaderummet i nyhederne igen, her til aften. Og igen blev jeg vred. Noget så vred. Siden man ikke kan få bugt med de "skæve eksistenser", for hvem Gaderummet er holdepunktet i livet, ved at lukke for pengekassen, må man jo overveje at stævne.

Grunden til al balladen er, ifølge Gaderummets hjemmeside at Gaderummet ikke kan "indordne sig under psykiatrien". Indordne sig UNDER? Er det det, man i Danmark forstår under demokrati? At påtvinge mennesker med eksistentielle problemer, at deres problemer SKAL "løses" (hvis bare psykiatrien kunne LØSE nogen problemer!) på den eneste af øvrigheden godkendte måde: Ved hjælp af psykiatrisk "behandling", ved hjælp af bevidsthedsforandrende stoffer (i en psykiatrisk sammenhæng kaldt "psykofarmaka", ellers kaldt "narkotika", bemærk hykleriet!)?? Personligt er jeg af den opfattelse, at det intet har med demokrati at gøre.

Fra politikernes side forlyder det i aftenens nyhedsudsendelse, at man ønsker at etablere et nyt sted til de unge. Et sted, hvor behandlerne (de psykiatriske selvsagt) bedre kan komme til, for, der er jo unge, der har behov for medicinsk "behandling". Mon ikke, de unge, der ØNSKER medicinsk "behandling" af deres problemer, selv opsøger den? Selv kender jeg i hvert fald en del unge, der er hoppet på neurotransmitter-limpinden og glædeligt lader psykiatrien om at ødelægge deres hjerne og liv! Men klart, vi skal have fat i ALLE. Det går jo ikke an, at der er nogen derude, der lever et selvbestemt liv, der træffer deres egne valg, udenom systemets dogmer og indoktrinationer. Det går ikke an, at der findes nogen derude, der tænker deres egne, uafhængige tanker. Fagre nye verden eller Big Brother?? Først ungdomshuset, og så Gaderummet. Åbenbart stopper man ikke, før vi alle fungerer som "lonely robots"!

Støt Gaderummet: Arbejdernes Landsbank reg.5361,kontonr.0415718, eller Danske Bank reg.0274, kontonr.0766399.