Here's to my therapist II - Hvorfor gener hverken prædisponerer for eller forårsager "psykisk sygdom"

Ok, ja, jeg har altså noget imod de "kære" pårørende. Især dem, der klamrer sig desperat til biopsykiatriens forklaringsmodeller og dermed fraskriver sig selv ethvert ansvar, som NAMI-pårørende f.eks. gør det så mønstergyldigt. Det fremgik vist tydeligt nok af mit sidste indlæg. Jeg synes faktisk, det er ret utroligt, at man går så langt som at udsætte et angiveligt elsket familiemedlem for denne biopsykiatris drabelige "behandlings"tiltag, bare for at redde den egne "ære". At man ofrer det angiveligt ak så elskede familiemedlem for sin egen sjælefred: "Det er ikke mit ansvar. Det er hans/hendes gener!". Lovely!

Nu er det sådan, at jeg har rigtig, rigtig dårlige nyheder til jer, alle NAMI- (og lignende) pårørende. Og også til alle biopsykiatere, -psykologer, og alle af biobiobiopsykiatrien kolonialiserede brugere. Til alle faktisk, der tror, de kan skyde skylden for (deres) "psykisk(e) sygdom" på (deres) gener, på biologien.

Jeg faldt over videoen hér nedenunder i arkiverne på Gianna's blog i går. Det er den første af syv dele, der tilsammens udgør en forelæsning holdt af cellebiologen Bruce Lipton.



Det Bruce Lipton forklarer i forelæsningen er faktisk et videnskabeligt, biologisk bevis på, at det er traumamodellen, der holder, mens genteorierne er, ja, sludder og vrøvl.

Mens den moderne genforskning tager sit udgangspunkt i antagelsen (det er aldrig blevet bevist), at gener producerer proteiner, der så aktiverer adfærd, har Bruce Lipton længe undret sig over, hvordan det i så fald kan være muligt for levende organismer at fortsat udvise adfærd, selv om generne bliver fjernet fra dem. Det burde jo ikke være muligt, hvis generne var al adfærdens alfa og omega, al adfærdens kilde.

Bruce Lipton fandt ud af, at den moderne genforskning havde smidt den afgørende del af hele den adfærdsskabende proces ud til højre: gener producerer ikke proteiner (de producerer faktisk ikke noget som helst). Til gengæld aktiverer signalstoffer, transmitterstoffer, generne som en byggeplan for nye proteiner. Signalstofferne er blevet sendt ud af en "effector", en udløser, der, på sin side, er blevet aktiveret af en receptor, en modtager, en antenne, der, på sin side, er blevet aktiveret af et signal. Det oprindelige, hele reaktionskæden igangsættende, signal. Og dette oprindelige signal kom fra - og nu er det på højeste tide for alle, der har noget mod traumamodellen, at stoppe med at læse, og lade som ingenting! De tre aber, i ved - den levende organismes omverden.

Al adfærd, alt liv, der finder udtryk i adfærd, er altid, og ligemeget om vi taler en enkel celle eller en kompliceret organisme som mennesket, en reaktion på omverdenen.

Men hvad så med forskningsresultater, der f.eks. viser, at "skizofrene" somme tider har fra "normalen" afvigende gener, eller kromosomer? Sagen er, at når et sekundært signal, altså det, udløseren har sendt afsted for at lede efter et passende protein i organismen, der kunne skabe den til situationen passende adfærd, ikke finder et passende protein, så går det til generne, til DNA'en, frigør den fra dets beskyttende lag af proteiner, og får en kopi af planen, af DNA'en, efter hvilken det passende protein kan bygges. Hvis nu situationen er så indviklet (som f.eks. en double bind er det...), at DNA'en ikke lige kan levere en passende plan, ja, så kan de eksisterende planer ændres. Mutationer er mulige. Men i modsætning til hvad den moderne genforskning mener, er mutationer ikke tilfældige. De er tilpassede situationen. Og de er heller ikke medfødte, medmindre altså, organismen allerede inden sin fødsel var udsat for usædvanlige situationer, en usædvanlig omverden.

På denne måde former omverdenen generne af de i den levende organismer. Og, selvfølgeligt, kan den ændrede plan, mutationen, laves om igen til "normalen", hvis omverdenen skulle ændre sig og gøre mutationen overflødigt.

Jeg er ked af det (nej, det er jeg faktisk ikke), "kære" pårørende, men, ja, vi er tilbage ved "den skizofrenogene mor" & Co. Faktisk er vi dér, hvor skylden for ingen form for "utilpasset", "syg", ikke fungerende adfærd længere kan skydes på et individs gener, på et individs medfødte karakteristika. På et biologisk niveau er livet proteiner, ikke gener. Gener er intet andet end en byggeplan. Huset bygges af signaler, der bruger proteiner som byggemateriale. Og hvordan huset kommer til at se ud, afgøres af det omkringliggende terræn, ikke af en bestemt, fastlagt plan. Enhver organisme har nemlig planer til alle tænkelige huse latent i sig, inklusive muligheden, for at lave lidt om på dem, hist og hér, alt efter behov. Alt er således muligt. Men hvad der i sidste ende manifesterer sig, er afhængig af omverdenen - og individets forståelse af den, som, igen, er afhængig af den omverden, der i begyndelsen har præget individets forståelse af sin omverdenen.

Mht. menneskelig adfærd er det altså sansningen og forståelsen (af vores omverden), der kontrollerer adfærden, ikke biologien. Mens den måde, vi sanser og forstår vores omverden på (hvad Bruce Lipton kalder vores "tro"), er tillærd i sig selv, som en reaktion på omverdenens signaler. Hér kommer behandlingstiltag som terapi, meditation, etc. ind i billedet. En tro kan man ændre. Man kan tro om. Alt bliver muligt. Forudsat, man er sig bevidst om den eksisterende tro.

Bruce Lipton's forskningsresultater passer perfekt til det, mange af os, der ikke har købt den biologiske forklaringsmodel - og hér både dem, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande men også professionelle som Laing og Loren Mosher - har oplevet: lav om på omverdenen (f.eks. på kost- og motionsvanerne, eller ved at flytte, laaangt, hjemmefra*...), og adfærden ændres. Og de passer lige så perfekt til neurovidenskabens forskningsresultater på neuroplasticitetens område.

Desværre har dette også en politisk dimension (diskriminering, eugenik), så jeg frygter, at uanset hvor mange videnskabelige beviser, vil alt blive gjort for at holde forskningsresultater som Bruce Lipton's fjern fra offentligheden. Bruce Lipton har skrevet en bog om sin forskning, The Biology of Belief, som jeg antager, er noget mere opløftende og interessant læsning end, bare som et par eksempler, Jill Bolte Taylor's My Stroke of Insight, Kay Redfield Jamison's An Unquiet Mind (find selv lovprisningerne på nettet, det er nemt nok), eller én af de mange af Psykiatrifonden udgivne mesterværker, som for eksempel Om og med psykose, som jeg faktisk har læst: du godeste! The Biology of Belief udkom i 2005, YouTube videoerne blev uploaded i november 2007, og i går var første gang, jeg har hørt om det. Hvilket så sandeligt ikke skyldes mangel på recherche fra min side.

Tak til Gianna for at lægge videoen på sin blog!!!

I øvrigt har NAMI fornylig reageret på forskningsresultaterne mht. de muterede kromosomer, som jeg har kommenteret hér og hér. NAMI's nyhedsnotits er, overraskende men med rette, knapt så entusiastisk som Thomas Werge's euforiske udbrud i den danske presse.

Til alle Jill Bolte Taylors og Thomas Werges derude: i leder så afgjort de forkerte steder (selv om de måtte være nok så politisk korrekte, de steder i leder...). Til alle terapeuter, der går ind for den biologiske, genetiske version af stress-sårbarheds-modellen: hold op med at umyndiggøre og handlingslamme mennesker med jeres ammestuefortællinger om gener, der ikke er andet end junk-videnskab! Og til alle jer derude, der sidder behageligt tilbagelænet på jeres førtidspension, og foran jeres fjerner og/eller computer, hele dagen, mens i skyder skylden for jeres påstået uforanderlige og ukontrollerbare lidelse på jeres gener (jeg ved, nu er jeg kontroversiel igen, ja ja!): Tro, ikke biologi, kontrollerer adfærd. Tag ansvar! Om ikke for jer selv, så i det mindste for andre. Ved at holde op med at udbrede junk-videnskabens usandheder om gener og biologi, og ved at holde op med at ville gøre biobiobiopsykiatriens (junk-videnskabens) kritikere tavse.
_______________

* Nu skal man ikke tro, det er nok, bare at rykke teltpælene op og flytte til Langtbortistan. Det er noget, jeg har prøvet adskillige gange, og på længere sigt altid uden held: nissen flytter med. Kun at rykke de udvendige teltpæle op er aldrig nok. Det er også de indvendige, "troen", der skal rykkes op.