De "kære" pårørende

Hvad er det så med mig og de pårørende? Tja, sagen er den, at jeg er gået i lidt for lang tid og har haft lov til at gøre mig mine helt egne tanker. Jeg kom simpelthen alt for sent i nærmere kontakt med systemet. Og jeg kom slet ikke tæt nok på.

Ræset var kørt. Jeg havde nået at gøre mig tilstrækkeligt med egne tanker til at kunne konkludere, at, ligemeget hvilke problemer jeg måtte have, så havde de helt klart alt at gøre med min livshistorie, og stort set intet med mine gener eller mit transmitterstofskifte. Ja, altså, i hvert fald ikke andet end at mine gener og mit transmitterstofskifte sikkert nok på et biologisk niveau afspejler, hvad der foregår i min sjæl mht. tanker og emotioner.

At jeg havde nået at gøre mig mine egne tanker forhindrede nu ikke helt, at jeg i en kortere periode blev plaget af alvorlige tvivl. Ikke mindst siden man fra mainstreamens side ikke hører andet end historier om genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme. Og selvfølgeligt er det mainstreamen, man render ind i som det første, når man begynder at efterforske sagen lidt nærmere. At min terapeut på et tidspunkt havde spurgt mig, meget forsigtigt og taktfuldt, men ikke desto mindre også meget umisforståeligt, om min mor måske havde været "syg", gjorde sagen ikke ligefrem bedre.

Og, nej, for resten. Min mor har ikke været "syg". Hun har bare været en meget bange og usikker lille pige med en masse skeletter i sit skab, der var dygtig til at gemme sig bag facaden af en omklamrende, opslugende, kvælende, tilintetgørende kontrolfreak og perfektionist.

Nu gik der heldigvis ikke så frygtelig lang tid, før jeg fandt frem til ikke-mainstream information, utrætteligt som jeg er når det gælder om at gå til bunds i en sag, og mere og mere i stand igen til at bruge energi på min recherche, takket være krisens aftagen og fraværet af neuroleptisk omtågethed.

Hvad jeg fandt mht. de "kære" pårørende, kan det følgende citat fra Adam Curtis' The Trap nok meget godt sammenfattende illustrere:

"Hvis du vil gå hjem til dine pårørende, skal dine pårørende kunne være rimelig sikker på, at du vil kunne tilpasse dig rimeligt til deres hverdag, så at de kan fortsætte med at leve deres normale liv." (Udtalt af en psykiater)

Ja, det er altså den slags pårørende, jeg har noget imod. Den slags, der ville gøre alt, inklusive at ofre et familiemedlem, for at kunne "fortsætte med at leve deres normale liv", læs: for at forhindre skeletterne i skabet i at blive trukket frem i lyset. Noget, der kan løse en krise spontant, hvis det, på trods af de "kære" pårørendes modstand, lykkes, som bl.a. Laing og Bateson har observeret.

Det fordelagtige med psykoser er jo, at det er ubevidstheden, der kommer til udtryk igennem den, at det ubevidstes sprog er et symbolsprog, og at meningen og hensigten med den psykotiske tale derfor som oftest hverken lige umiddelbart bliver forståeligt for omgivelserne eller for det kriseramte menneske selv. Tegnene skal kunne tydes. Og for at kunne tyde dem, skal man kende lidt til skeletterne i skabet. Det gør det kriseramte menneske kun ubevidst, igennem sin intuition, og det gør behandlerne som regel slet ikke. Det er, især ved psykoser, nemt nok for alle involverede, at påstå, at "symptomerne" aldeles ikke taler et meningsfuldt sprog, men altså ikke er andet, end tegn på meningsløs galskab, forårsaget af en defekt hjernefunktion.

Så, hurra for den biologiske forklaringsmodel, der ikke bare holder skabsdørene tæt lukkede, men, ved hjælp af neuroleptika og/eller elektrochok, også drejer nøglen om - og ofte også smider den langt væk. "En vigtig grund til at denne mening og hensigt [med ekstreme sindstilstande, som bl.a. R.D. Laing og John W. Perry og mange af de mennesker, der har oplevet disse sindstilstande og der har formået at undgå kolonialisering af deres sind, er nået frem til at disse sindstilstande indeholder] forbliver gemt, er at, som jeg har antydet i denne artikel, observatørernes [psykiatriens, samfundets] fordomme udelukker et virkeligt søgen efter meningen. Først erklæret som værende en hjernesygdom, er dette søgen forbi", skriver John Breeding i artiklen "To see Or Not To See. 'Schizophrenia' And The Possibility Of Full 'Recovery'.".

Andetsteds skriver han mht. det ikke bare forbigående, men desværre ofte vedvarende hukommelsestab, som elektrochok har som "bi"virkning: "Når jeg hører om en person for hvem elektrochok bliver overvejet, spørger jeg altid: 'Hvad er så vigtigt, som han eller hun ikke skal kunne huske og tale om?' Eller: 'Hvad er det alle andre ikke vil høre eller se?' "

Ja ja, det er nu nok også nærmest for meget krævet, at de "kære" pårørende skal udsættes for, at skulle tage ansvar for deres handlinger og ord, og se deres egen sandhed i øjnene. Så hellere skyde skylden på en uforklarlig, meningsløs hjernesygdom, og sørge for, at det sygdomsramte familiemedlem får tilstrækkeligt med invalidiserende "behandling" til at det i hvert fald ikke på noget tidspunkt bliver i stand til at søge efter meningen i og hensigten med sine ekstreme sindstilstande. De tre aber, igen.