"Give me liberty or give me death" Felice Eliscu
Tre gange dagligt fik Felice Eliscu ventede gæster. Morgen, middag og aften. De kom, så og gik igen. De var ventet, men ikke ønsket. Til sidst var de så lidt ønsket, at Felice tog en overdosis. Ikke dødeligt, bare som et råb til gæsterne om at holde sig væk, og lade hende være i fred. Desperat. "Det var ikke ment som et selvmordsforsøg. Det var ment som et radikalt stillingtagen."
Det blev tolket som et selvmordsforsøg, og Felice blev indlagt. Hun er fri for at få gæster, men hun er ikke fri for det, der drev hende ud i ekstremerne: tvangsmedicinering, per domsafsigelse. Med seks forskellige psykofarmaka, bl.a. Abilify, der til sidst gav hende tics i ansigtet: tardiv dyskinesi. Felice stoppede med Abilify. Hendes psykiater var indforstået. Myndighederne ikke. Så de ansatte nogle studerende, der kunne sikre, at Felice ikke slap for Abilify's vansirende "bivirkning". Jo flere kendetegn, jo bedre!
"Tvangsmedicinering har før drevet mennesker i selvmordet...", hedder det på MindFreedoms hjemmeside. Tvang er per se et dysfunktionelt, destruktivt kommunikationsmønster, og kan således ikke skabe andet end dysfunktionalitet, destruktivitet, dvs. yderligere traumatisering og krise.
"...jeg forstod langsomt (...) at jeg, igen og igen, bliver drevet og manipuleret ud i bizar og syg adfærd. (...) ...jeg bliver drevet ud i kriserne - af mennesker, der holder af mig, og der er dybt overbevist om, at jeg ville have det bedre, hvis jeg var medicineret. Jeg bliver behandlet på denne forfærdelige måde ud af kærlighed", skrev en ven til mig for noget tid siden.
Ja. Ud af et dysfunktionelt samfunds dysfunktionelle kærlighed. Betinget kærlighed. "Vi ved hvad der er bedst for dig." Vi ved det også i Danmark. Omklamrende, opslugende, kvælende, tilintetgørende. "Kærlighed"??
Felice vil gerne have hjælp. Hun vil bare ikke længere udsættes for den nedværdigende og handicappende behandling, vores moderne, vestlige samfund betragter som "hjælp". Hun har lidt held med sig i sit uheld. Hun er medlem af MindFreedom International og har mulighed, for at bede om støtte via MindFreedom's "Shield". Og det har hun gjort. Utallige mennesker verdenen over er ikke så heldige. De er uden den mindste form for beskyttelse udleverede til, hvad andre mener, er bedst for dem.
Det tog mig tre dage, at finde ord til en mail til guvernøren af Wisconsin. Et tilbagevendende problem: målløs ansigt til ansigt med dysfunktionaliteten.
_______________
P.S.: Ja ja, jeg ved, det er kontroversielt at nævne "Bedre Psykiatri" i samme åndedræt med USA's største, landsdækkende og vel nok mest fascistiske og korrupte pårørendeorganisation "NAMI". Heeelt så fascistisk og korrupt er vi ikke (endnu) hér i Danmark. Faktisk synes jeg, det er yderst rosværdigt, at man, i samarbejde med LAP, f.eks.udarbejder pjecen "En bedre hjælp", der giver plads til andet end den biologiske model og endda understreger, at fuld recovery er en mulighed. Noget, "NAMI" ikke gør.
Alligevel får jeg myrekryb, når jeg finder gode råd og vejledning om hvordan man som pårørende får lirket ellers tavshedspligtbelagte oplysninger ud af personalet på "Bedre Psykiatri"s hjemmeside. Yuck!
tirsdag den 19. august 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
2 kommentarer:
Hej Marian
Jeg har en kommentar til diskussionen om kærlighed, som du har i nærværende indlæg.
Jeg ved, at mange psykisk syge holder fast i overbevisningen om, at overgreb begåes ud fra kærlighed og velvilje. Det er en måde at holde fast i sin egen menneskelighed, hvis man ikke evner at adskille sit eget følelsesliv fra mennesker omkring sig og se ligegyldigheden etc. for, hvad den er. Min erfaring med psykisk syge er, at de grundlæggende er mere kærlige/sympatiske/humane end gennemsnittet. Derfor bliver de desværre syge - de kan ende som syndebukke. Visen om de kærligt mente overgreb er desværre blot en videreudvikling ind i selvundertrykkelse.
Jeg føler med alle de kære skæbner derude. Jeg er selv én af dem. Jeg ved, det er en umulig kamp. Smil herfra alligevel!
- :-)
Hej Anonym, jeg er helt enig med dig, og er selv lidt træt af, at høre folk igen og igen sige, at intentionerne jo bare er gode, at det bare sker ud af kærlighed. Selv tænker jeg, at hvis man virkeligt ved, hvad kærlighed er, så kan man simpelthen ikke gøre mod en anden, som de fleste ansatte i psykiatrien og også en del pårørende gør mod mennesker i krise. For mig at se er det ikke kærlighed, der driver værket, men egne, narcissistiske behov. Dem har vi alle nogle af, men hvis man ikke har fået kærlighed, og derfor ikke har kunnet udvikle selv-kærlighed som modvægt, ja så styrer de narcissistiske behov.
Vil også give dig helt ret i, at det er en forsvarsmekanisme, at tro, at alting sker ud af kærlighed. Det ville være for smertefuldt, nærmest tilintetgørende, at skulle se i øjnene, at de mennesker, man er på liv og død afhængig af, om det nu er forældrene når det drejer sig om små børn, eller omsorgspersoner i psykiatrien, hvor man jo bliver gjort til et lille barn igen, ikke elsker én, men faktisk (mis-)bruger én for at tilfredsstille egne behov. Så man foregøgler sig selv, at deres mishandling er udtryk for kærlighed. Det gør det hele lidt mere "spiseligt". Men man er så også fanget i offerrollen.
Men jeg ved nu også, at det ikke er helt umuligt, at komme ud af offerrollen, at frigøre sig. Selv om det er en lang og sej kamp. Smil også herfra!
Send en kommentar