Den militante pro-psykiatri

Jeg husker en bemærkning i et nummer af Outsideren om at "fronterne" mellem "hippierne" og mainstreamen var noget mere skarpt optrukne i USA end hvad de er i Danmark. Selv tror jeg ikke, at "fronterne" er skarpere optrukne. Jeg tror derimod, at det faktum, at der findes en decideret psykiatrikritik i, bl.a., USA, mens en sådan glimrer med et stort set totalt fravær i Danmark, nemt kan give indtryk af "skarpt optrukne fronter". Uden tvivl er der en del mere offentlig debat omkring psykiatrien at finde i USA (og mange andre lande iøvrigt) end i Danmark. Derfor er debatdeltagerne dog ikke nødvendigvis "militante".

Imidlertid er der ingen tvivl, at der findes hvad der må kaldes for "militante" individer på begge sider af "fronten". Også på den pro-psykiatriske.

Fornyligt gav en interaktiv featureartikel i New York Times f.eks. anledning til en sådan debat, og jeg finder det ganske interessant, at se lidt nærmere på, hvad der egentligt skete. Især mht. "fronterne" altså.

New York Times artiklen "Patient Voices - Bipolar Disorder", der blev bragt den 16. juli 2008, bestod af ni som "bipolar" stemplede menneskers beretning om, hvordan deres liv med stemplet så ud. De ni beretninger kan lyttes til som audioklips.

I tilknytning til artiklen, respektive de ni beretninger, blev der indrettet en kommentarsektion på Tara Parker-Pope's "Well"-blog.

Ud af de ni beretninger var der én (!), der på sin vis satte spørgsmålstegn både ved mainstreamens opfattelse af hvad denne mainstream kalder for "bipolar lidelse" som en biologisk hjernesygdom, og ved mainstreamens "behandling" af denne såkaldte "sygdom". Det var Steven Morgans beretning.

Steven er medlem af The Icarus Project og Vermont Recovery, og han er forfatter til en række artikler, bl.a. "Rethinking the Potential of the Brain in Major Psychiatric Disorders" om neuroplasticitet, og "The other side of mental health science" om hvordan en alt for forenklet interpretation af videnskabelige studier skaber det skæve billede at det skulle være et videnskabeligt bevist faktum, at ekstreme sindstilstande er kroniske, biologisk betingede sygdomme, der nødvendigvis skal behandles medicinsk.

Nu skriver jeg, at Steven på sin vis sætter spørgsmålstegn ved mainstreamens meninger og holdninger. Det gør jeg, fordi Steven på intet tidspunkt direkte angriber. Han hverken dømmer eller fordømmer nogen. Han fortæller bare om sin egen, personlige erfaring med ekstreme sindstilstande, om hans oplevelser med mainstreamens behandlingstilgang til disse (Steven har taget "medicin" i tre år), som han ikke har haft større gavn af, og om hvad der, i stedet for, har hjulpet ham til at få styr på livet igen: selvterapi, meditation, sund livsstil). I modsætning til de andre otte personer, New York Times artiklen lader komme til orde, klarer Steven sig altså i dag fint uden nogen form for hjælp fra systemets side, og har gjort det i to år nu.

New York Times artiklen gav en ganske pæn resonans hos læserne/lytterne. I dag ligger der 145 kommentarer i kommentarsektionen. Størsteparten omhandler lytternes egne oplevelser med "bipolar lidelse", deres mere eller mindre langvarige eksperimenteren med forskellige "medikamenter" til de nåede frem til det rigtige for dem, men også deres negative oplevelser med "sygdommen" som sådan (ødelagde ægteskaber, venskaber og familier, selvmord, etc. etc.). Kort sagt: deres egen historie.

Men så bliver det interessant. "Steven Morgan, den unge mand som ikke tager noget medicin, tager en stor chance. (...) Mr. Morgan risikerer en grim overraskelse om nogle få år", hedder det i kommentar nr. 73.

Som det er Stevens stil, svarer han stille og roligt og meget sagligt på tiltalen, bl.a. ved at tydeliggøre det destruktive i kommentaren:

"Jeg vil gerne udfordre fordommene om mennesker med psykiatriske stempler, fordi de ofte holder os fast og begrænser vores potentiale. Vi får så meget at høre om vores skæbne af læger og familiemedlemmer, at vores identitetsoplevelse ofte bliver gennemsyret af en dyb usikkerhed. Ofte bliver vi endda bange for os selv.

(...) Vær venlig at(...) tænke over, at din prognose for mig absolut ikke er baseret på, at vi nogensinde har talt sammen eller har mødtes. Jeg håber, du vil beholde i tankerne, at jeg er et fuldværdigt menneske, ligesom du, og at jeg ikke kan indsorteres i en hvilken som helst rimelig kategori, der forudsiger min fremtid." (Kommentar nr. 75)

Sådan. Vi hører ikke mere fra J.G. Wentworth, forfatteren af kommentar nr. 73.

Der følger yderligere en række beretninger om ødelagde ægteskaber og den formentligt nødvendige "medicins" bivirkninger, før Larry kommer på banen. Larry taler i store bogstaver. De kan slet ikke blive store nok.

Han lægger ud med at lange ud mod "de venstreorienterede" og Scientologerne, Tom Cruise, selvfølgeligt, men også mod dem, han bare mistænker for at være Scientologer, pga. deres tilgang til "psykisk sygdom". Larry er nemlig 100% biologisk, konservativ - og kristen (hvilket jeg synes er værd at nævne, fordi jeg under sagens udvikling savner én ting mere og mere hos Larry: den medfølelse (compassion) og acceptance, den næstekærlighed, som vel egentligt primært udmærker en sand kristen, hvis jeg ikke har misforstået noget). Mens alle dem, der ikke er det, pr. definition er Scientologer i hans verden. Hos Larry får man rene ord for pengene:

"To ting, som jeg mener, ikke har været fremhævet nok i diskussionen (...) er at det [bipolar lidelse] er en ARVELIG sygdom og at det er en meget DØDELIG sygdom."

Der følger en opremsning af Larrys mange "psykisk syge" familiemedlemmer, før vi kommer til pudlens kerne:

"Og stadigt, med den genetiske historie, er der folk, der tør at sige denne sygdom skulle være MIN FEJL? Jeg kunne godt tænke mig et hiv af den pibe i ryger, fordi det må være noget godt, der er i den.

(ANSVAR er en anden sag. (...) )

Bipolar lidelse, (...) er en meget DØDELIG sygdom. 10 til 20 procent af menneskerne begår selvmord. (...) TÆNK OVER DET."

Larry giver i det følgende udtryk for, at han er "foruroliget over Steven Morgan og andre, der fordømmer psykofarmaka", siden Lamictal kom som "sendt fra himlen" for ham, og spørger, om man ville vælge insulin fra, hvis man havde diabetes. Vi kender sammenligningen... Men, ja, i Larrys verden er der ingen tvivl: "Psykisk sygdom" er som diabetes. Iøvrigt har Steven aldrig fordømt "medicinen". Han har kun tilladt sig at bemærke, at den ikke hjalp ham.

Larry afslutter sin kommentar: "For Morgan og andre håber jeg sandeligt, at jeg tager fejl, men (...) jeg er bekymret, jeg er bekymret..."

Jeg begår den fejl, at lade mig provokere. Jeg er godt klar over, at det er en fejl, men vælger alligevel at tage provokationen op og svare på Larrys kommentar, fordi jeg ikke vil lade denne ansamling af delvis teorier, præsenteret som videnskabeligt beviste fakta, og delvis direkte usandheder stå på et så offentligt forum, som en New York Times blog er det.

Så, ja, jeg gør Larry opmærksom på eksistensen af ikke-genetisk (altså tillærd) familiær arvelighed. Jeg gør ham opmærksom på, at ingen såkaldt "psykisk sygdom" i sig selv er dødelig. Jeg gør ham opmærksom på, at ingen har sagt, eller siger, det skulle være hans FEJL, men altså dog hans såvel som samfundets ANSVAR. Og det er jo en helt anden sag, selv ifølge Larry. Jeg gør ham opmærksom på, at der den dag i dag ikke findes et eneste videnskabeligt bevis på, at "psykisk sygdom" skulle være genetisk betinget, biologisk hjernesygdom. Jeg beder ham om at respektere andre menneskers opfattelse af deres lidelse, selv om den måtte afvige fra hans opfattelse af hans lidelse. Og jeg gør ham opmærksom på, at mange desværre tager deres liv, netop fordi de får at vide, at de lider af en uhelbredelig hjernesygdom og vil være nødt til at tage "medicin" med en hulens masse grimme bivirkninger for resten af deres liv.

Jeg bliver faktisk lidt vred, netop ved tanken på dette sidste faktum, og tilføjer, en anelse patetisk måske, at "alene tanken på at have en kronisk hjernesygdom, var nok til at gøre mig suicidal. Mens erkendelsen af at det ikke drejede sig om et ubestrideligt faktum, men om ikke andet end én teori blandt mange forskellige, reddede mit liv. TÆNK OVER DET." Et par store bogstaver, også fra min side, ja. Som jeg skriver på min engelske blog, så har jeg desværre ikke Stevens afklarethed og sindsro (endnu).

Og så er vi i gang... Larry vælger at kontrastere min argumentation som "filosofisk/religiøs" mod videnskaben, og mener, at selv om der "findes en gruppe læger, andre professionelle og sågar brugere, der argumenterer ud fra et filosofisk (religiøst?) perspektiv, [dette] ikke ændrer de overvældende, videnskabelige beviser, at depression er en biologisk forårsaget sygdom."

Han afslutter i den før sete manér: "Iøvrigt sagde jeg, at jeg ikke ønsker, at andre ikke skulle tro på deres egen sandhed. Jeg sagde, jeg var (og er) bekymret, at de vil komme til at betale en frygtelig pris med deres helbred for at klamre sig til abstraktioner." (Kommentar nr. 137)

'Tag den! Jeg har sandheden. I har abstraktionerne'...

Denne gang er det Steven, der tager over. Med et langt og igen meget sagligt og informativt indlæg. Han gør Larry bl.a. opmærksom på, at "vi kan finde nærmest enhver oplevelse i vores biologi", at vi f.eks. kan finde "symptomer på glæde" og "symptomer på kærlighed", men at derfor "ingen ville påstå, at glæde og kærlighed er resultater af biologien. Vi kan nok allesammen blive enige om, at glæde og kærlighed er resultat af et kompliceret samspil mellem miljøfaktorer, psykologiske, historiske og spirituelle faktorer. Så, hvorfor anvender vi ikke denne logik på depression? Tja, magtfulde mennesker har besluttet at fænomenet af at være depressiv, er en sygdom. Det er en subjektiv beslutning, truffet på grundlag af kulturelle normer. Og når først depression er dømt til at være en sygdom i teorien, så er de biologiske tegn på den også dømt til at blive sygeliggjort.

(...) Jeg kender mennesker, der har meget gavn af medicin, og jeg synes, det er herligt! Men jeg kender også mange mennesker med en alvorlig diagnose, der lever godt uden medicin. Der findes en del studier, der beviser, at også disse mennesker findes (...). Du behøves ikke at være bekymret på vores vegne, og du behøves bestemt ikke at være bekymret på mine vegne. Jeg er lige så menneskelig som alle andre, og har detsamme potentiale til at have det godt. Faktisk har min lidelse lært mig meget om hvordan man kan have det godt. Så, måske har jeg endda en fordel..." (Kommentar nr. 138)

Det sidste skulle han aldrig have sagt. Men for at gøre en meget lang historie lidt kortere: Den ret ensidige "krigsføring" fortsatte, både på New York Times' blog, hvor heller ikke Janes kommentar (nr. 144) fik lov til at stå uden at blive misforstået af Larry, men også i blogland. På min engelske blog, på Giannas blog (hvor Larry dog opfører sig relativt civiliseret, hvorfor han dog ikke skåner Gianna på hans egen blog), og sidst, men ikke mindst!, på Larrys egen blog altså, som man kan finde ved at gå til denne adresse, klikke hans navn i kommentarerne, og finde "The Doxieman Blog" under "doxieman 122's Journal". Indlægget om New York Times artiklen hedder "Patient Voices". Derudover kan man finde lidt "spændende" læsning om bl.a. The Icarus Project og MindFreedom i indlæggene "The Icarus Project" og "George Orwell Always Rings Twice". Nej, sorry, ingen direkte links...

Jeg kender tonen et eller andet sted fra, og har gjort mig nogle tanker om, hvad der mon driver værket. På engelsk kan de læses hér. Til dansk vil de blive oversat senere.

"Militante" individer findes altså ikke kun i "hippiernes", i psykiatrikritikens, i anti-psykiatriens rækker. De findes så afgjort også i pro-psykiatrien. Larry er bare ét af mange eksempler, jeg efterhånden har set og oplevet.
_______________

Direkte links til de forskellige indlæg - der efterhånden omfatter fire: "The dangers of visibility". Wow! Et helt indlæg kun om mig. Hvilken ære! - kan fås ved henvendelse til mig via e-mail.