War Games

Det følgende er skrevet som et budskab til Larry (se lørdagens indlæg "Den militante pro-psykiatri"), men gælder alle, der måtte være på udkig efter en "legekammerat". Som jeg skrev i en mail i går: Jeg har lært noget af hele New York Times-cirkusset. Jeg vil stadigt gøre opmærksom på mulige, alternative indfaldsvinkler på en sag, når jeg finder den ensidigt omtalt. Men jeg leger altså ikke mere. Under stregen var det en meget ubehagelig og trættende affære. Og mens jeg heldigvis har styrke nok til at stå distancen, var den for én af mine amerikanske blognaboer desværre såpas ubehagelig og trættende, at hun besluttede, at tage ferie fra bloggingen.
_______________

Der findes mennesker, der er så dybt forelsket i deres eksistentielle lidelse, at de ikke under nogen omstændigheder kan forestille sig, at skulle undvære den. Disse mennesker gør ikke bare alt i deres magt stående for at opretholde lidelsen, de opsøger endda enhver lejlighed til at forøge den: de er på en narcissistisk, altså identificerende sig, måde forelsket i deres rolle som offer.

Indlader man sig på en diskussion med disse mennesker, vil de tage alt hvad man siger, og vende op og ned på det. De vil interpretere hvert ord man siger som en personlig fornærmelse, et personligt angreb på dem. Det værst tænkelige af alle angreb, på disse mennesker, på deres ego: man forstår dem ikke.

Faktisk så nyder disse mennesker at blive angrebet. Hvorfor? Tja, hvis man er identificeret med sin lidelse, så er enhver forstørrelse af lidelsen også en forstørrelse af ens personlighed, ens ego: man bliver til mere, og endnu mere, jo mere man lider.

Så, hvad disse mennesker uundgåeligt vil gøre, er at bønfalde andre om at angribe dem. At blive angrebet, nærer deres lidelse, og dér igennem deres egoidentifikation. Siden egoet nu er et meget skrøbeligt konstrukt, har det behov for konstant anerkendelse, konstant næring, ellers dør det af sult.

Jeg må vide det. Jeg har selv været dér. Og falder stadigt med jævne mellemrum for fristelsen: "Åh, vær så venlig, lad der blive en misforståelse, f.eks. omkring nogle friweekender, så at jeg kan være offeret!" Nu behøves jeg ikke konstant at stifte ufred mellem mig og andre. Jeg kan nøjes med, en gang imellem, at invitere dem til at overskride mine grænser. Jeg har stemmerne til at tage sig af resten, til at fortælle mig, hvor lidt jeg er værd, så at jeg kan føle mig elendig. Mens der foregår et sandt drama i mit hoved, lider jeg stille udenpå. Jeg er det selvopofrende offer, martyren. Perfekt.

Jeg har lært det af min mor. Med den forskel mellem hende og mig, at den "lille stemme i hovedet" altså ikke var nok for hende. I modsætning til mig, identificerede hun sig fuldt ud med sin tænkning, hvorfor hun ikke oplevede den som udefrakommende "stemmer". Så, hun var henvist til at opsøge mere drama i forholdet til min far og mig, ved at skabe ufred: "Det har jeg aldrig sagt", "Du misforstår", "Du vil jo ikke forstå", "Det ligger du helt ved siden af med", etc. etc. Min far trak sig. Det kunne jeg ikke.

Jeg kender spillet. Til bevidstløsheden. Det er ekstremt destruktivt. Det skaber intet andet end lidelse for alle deltagerne. Det var, hvad i sidste ende fik mig til at "gå bananas". Det er hvad jeg ser det psykiatriske system udsætte sit klientel for. Med hvad der foregår i systemet værende en nøjagtig genspejling af hvad der foregår i samfundet som sådan.

Så, hvis du er dérude, dybt forelsket i din lidelse, og søger efter en legekammerat til at "angribe" dig: det er ikke mig, du skal be' om at være den. Siden jeg har taget ansvar for min lidelse, og valgt at gøre hvad jeg kan, for at ende den.

I øvrigt: Ja, jeg anser dette spil, denne form for destruktiv kommunikation som årsag til krig. Al krig. Også den der, på diverse niveauer, føres mod naturen, f.eks.