"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

mandag den 4. august 2008

Skytsengle og onde ånder

Efter jeg i lørdags havde givet Larry at forstå, at samtalen fra min side var afsluttet, følte jeg et stort behov for at rense ud, for at ryste den negativitet, der, på trods af at jeg var meget bevidst om dens tilstedeværen, og havde prøvet at holde den på afstand, alligevel havde ansamlet sig inde i mig, af, og genoplade batteriet med positiv energi.

En del af processen var at analysere det skete. Skriftligt. Men en meget vigtigere del var at rette min opmærksomhed mod noget, der kunne være en kilde af positiv energi.

Tidligere på dagen havde jeg set, at Jane havde lagt en ny video på YouTube. Den varer en hel time, og jeg havde ikke følt, at jeg havde ro nok til at koncentrere mig så længe, før jeg havde gennemanalyseret kommunikationen med Larry, og også min reaktion på ham, fra ende til anden. Så det nåede at blive sent, lørdag aften, før jeg endeligt så videoen. Og hvor var det godt, at jeg, selv om jeg var meget træt, gav mig til at kigge og lytte! Jeg blev glad og let og blød igen af at se videoen. Det er måske den bedste af alle hendes videoer, jeg har set indtil nu.

Videoen "meditation experience and spiritual possession" handler om en meget speciel meditationsoplevelse, Jane har haft tilbage i år 2000.

Jane har brugt meditation, tai chi, chi gung, etc. mere eller mindre hele sit liv, og arbejder i dag som lærer på området. Jane har dog også en meget, meget mørk fortid præget af overgreb, først indenfor rammen af en, mildt sagt, dysfunktionel familie, senere indenfor rammerne af psykiatrien og diverse anbringelser. Hvis man vil vide, hvad "utilpassede" unge og voldelighed er lavet af, så skal man bare gå til Jane's hjemmeside og finde de autobiografiske indlæg, f.eks. dette hér. Det er dog ikke for sarte sjæle...

Efter mange år i systemet, der ikke havde bragt hende så meget som ét skridt videre mht. at få styr over sine problemer, der, tværtimod, ofte var et trauma oveni et trauma, besluttede hun, at prøve alternative tilgange til at komme ud af den onde cirkel af voldelighed, hun var havnet i. Og efter nogen tid med daglig meditation, tog hun i slutningen af 2000 fri fra sit job for at, i en periode, kunne bruge al sin tid på at "udforske sig selv", via meditation.

Hvis du er god til at forstå engelsk, så læs ikke videre hér! Gå til videoen og se den. Nu.

Hun havde spekuleret lidt på, om hun måske var besat, siden hun følte, at der både var den benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykotiske Jane, men også, ganske vagt i det fjerne, men alligevel, et minde om en blød, varm, sårbar Jane. Hun havde også spekuleret i besættelsens baner, fordi den benhårde, voldelige og af og til psykotiske Jane blev ved med at dominere billedet, selv om hun var flyttet langt fra de benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykose-fremkaldende omgivelser. Ja, og nu ville hun vide det. Hvis hun var besat, ville hun opspore og tilintetgøre ånden, hun var besat af. Hvis ikke...

Hun gav sig altså til at meditere, hele dagen, non-stop, dag efter dag. Hun helgarderede sig med 100% bevidsthed, så en eventuel ånd ikke kunne undslippe hendes opmærksomhed. Hun tog kun små, korte lur, indimellem, fordi faren for at en eventuel ånd ville benytte sig af søvnens ubevidsthed, uopmærksomhed, og undslippe hende, var for stor. Og så finkæmmede hun sig selv.

Hun fandt ingen ånd. Hun fandt sig selv. Med ét forstod hun, at hun havde selv skabt den benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykotiske Jane for at beskytte den bløde, varme og sårbare Jane, så denne ikke skulle dø i de benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykose-fremkaldende omgivelser, den havde været udsat for. Den benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykotiske Jane var ikke en ond ånd. Den var ikke engang ond. Den havde bare været en meget nødvendig beskyttelsesmekanisme, ja, nærmest en "skytsengel". Den bløde, varme og sårbare Jane's skytsengel.

Jane havde en "enlightenment", den største i al den tid, hun har prakticeret meditation, som hun siger. Samtidigt med, at hun forstod, at alt det, der fandtes inde i hende, var hende selv, kunne hun også fra forståelsens øjeblik af acceptere og elske hele sig selv. Det var enden på lidelsen for hende. Og det lyser ud af denne vidunderlige video.

6 kommentarer:

tosommerfugle sagde ...

Jeg har lige set videoen. Genkender faktisk meget fra mig selv, dog med helt andre "rammer", uden hendes brug af meditationsteknikker og spiritualitet. Så jeg kender den med at opbryde en hård ydre skal ved at nå den beskyttede personlighed, og lade den vokse indefra. Skallen var ikke længere mig. Det foregik på en lang rejse (på to måder), og da jeg kom hjem spurgte en kollega om jeg havde mødt en guru. "Ja, mig selv". :-)

Marian sagde ...

De virkeligt brugbare guruer siger jo også, at de ikke kan andet, end at vise én vejen til at finde frem til det, man allerede har i sig. Den vej, som man så selv må gå.

Selv Bent Branderup, "guru" indenfor ridningens verden, plejer at sige: "Jeg kan ikke lære jer at ride. Det må i selv gøre. Jeg kan kun vise jer vejen."

Jeg kender en del, der er blevet fortørnet over det. Der forventer instrukser som til at bruge et eller andet computerprogram: "Gør sådan og sådan, og så sker der det og det." Ligesom jeg kender mange, der forventer selvindsigt serveret på et sølvfad af psykoterapi. Og så, dybt skuffet, mener, det må være terapien, det er noget galt med, hvis selvindsigten ikke omgående serveres. Mens den "terapi", der prøver på at gøre det, mindst lige så meget skuffer, sjovt nok (?).

I sidste ende er det vist én selv, der er éns egen bedste guru, terapeut, rideinstruktør, etc. etc. Man skal bare have mod på, at gå vejen.

Anja ligenu sagde ...

Igennem de sidste 8 måneder har jeg fået lov at komme til samme konklusion. Først så dårlig at jeg selv bad om medicinen, men hentede den aldrig på apoteket. I stedet en masse meditation, yoga og intuitivt opbyggende kroppen via enkle olier, vitaminer og mineraler. Ingen tests eller videnskabelige undersøgelser men en ubevidst fornemmelse af hvilke behov der skulle dækkes. I takt med min læsning af Tolle, lange og nærværende mailudvekslinger med Jeannette Mariae (en medblogger) og en total accept af min tilstand, så opdagede jeg at jeg var alt og at jeg selv måtte sige farvel til det jeg ikke ville være - og goddag til det som jeg VIL være.

Et vigtigt led, for mig, og som kan være et redskab man kan videregive som kan skubbe/starte processen for andre, var at gøre op med egoet. Alle disse 'sager' vi hele tiden går ind i for at bygge os selv op er i virkeligheden filter for vores sande indre. Alle disse sager vi gemmer - papirer, fotos, ord, relationer...pludselig så jeg hvor meget gammel og dårlig energi der var i det.

Hvorfor gemte jeg på det? Jeg turde ikke sige farvel til dele af mig selv. Jeg turde ikke dø en lille smule. Men vi MÅ dø lidt hver dag - for ellers kan vi ikke lukke noget nyt ind. Og det er jo det vi vil - vi vil lukke lyset ind og det kan vi ikke med filter af nogen slags...

Jeg føler at jeg har fattet noget essentielt og at det gør noget uendeligt godt for mig. Nogen vil sige at de har set lyset - jeg tror bare jeg har set alt. Så er jeg fri for at lede mere. Nu kan jeg bare være det og den jeg er.

Marian sagde ...

Ja, jeg følger jo med (mere end du tror!), på bloggens niveau. Det er helt vildt, og helt vildt inspirerende, så meget der er sket, bare af hvad jeg kan se dér.

Det med at "have set lyset" kan også godt gå hen og blive lidt af en ego-fælde igen. Kan godt lide, at Jane i et af sine indlæg skriver, hun ikke vil kalde sig selv for "enlightened", for så vil folk straks forvente ufejlbarlighed af hende, mens hun bare vil have lov til at være sig selv. Ligesom du skriver.

Anja ligenu sagde ...

Ja.
En af de ting som er umådeligt vigtigt at huske på er at egoet altid godt vil have smørelse. Du må godt se lyset, og du må godt sige at du har set det, men hvis du udelukkende gør det fordi du synes du kan høste lidt anerkendelse på det, så er du allerede vildfaren igen.

Jeg synes at Tolle beskriver de her ting rigtig godt i 'En ny jord' og er man parat er det lige til at æde råt. Det gør en mærkbar forskel nærmest i de sekunder du læser.

Men det er gammel gammel lære som du kan finde mange andre steder også.

Marian sagde ...

Nogle vil nok sige, det bare er noget, jeg indbilder mig. Fordi jeg er lidt forvirret oven i hovedet. Leder efter "meningen med livet", og derfor klamrer mig til halmstrå. Eller noget. Dem om det. Jeg ved bare, at der skete noget, en mærkbar forskel, ja, allerede for to år siden.

Der skete meget mere af det, da jeg så Oprah's webcast med ham. Og, ja, det sker også, når jeg læser hans tekster. - Lidt ad gangen. Skal ofte lægge bogen ned og lade det læste virke. Bliver helt fyldt, nogle gange bare af en enkel sætning.

Og ja, hans egne kilder er jo, bortset fra egen erfaring, en tildels flere årtusinder gammel visdom. Tao'en, f.eks., mystikerne, kristne og andre. Er helt fascineret af dem, lige p.t. Bliver nok til et indlæg eller to, med tiden.

I dag undrer jeg mig, hvordan jeg kunne ignorere alt dette til fordel for vor tids rent materialistiske religion: scientism. - Fint begreb, synes jeg. Fandt det på en eller anden website forleden. - Men vi er vel alle såpas indoktrineret med denne religion, at vi som udgangspunkt, og uden at stille spørgsmål, godtager den som den eneste mulige sandhed og realitet. Spørgsmål stiller vi først, når denne sandhed og realitet af en eller anden årsag en dag svigter os såpas, at vi ikke kan ignorere det længere.