Experimentarium: Uafhængig videnskab, eller endnu et af farmaindustriens talerør?

Åbent brev til Charlotte Koldbye, videnskabsjournalist ved Experimentarium:

Kære Charlotte Koldbye,

det er bestemt ikke noget nyt for mig, at læse respektive høre en del ukorrekt information om "skizofreni". Imidlertid overrasker det mig, at finde i din artikel om emnet på Experimentarium.dk ( http://www.experimentarium.dk/forsiden/artikler/artikelvisning/article/227/ ) vel nok en af de mest komplette ansamlinger af decideret forkert information - måske skulle jeg sige: af fordomme - angående emnet, jeg nogensinde har set på en dansk hjemmeside.

Det overrasker mig af to grunde: 1. fordi jeg egentligt troede, Experimentarium var et uafhængigt foretagende, og 2. fordi jeg kan se, at du er videnskabsjournalist. Dvs. det må antages, at Experimentarium ikke bliver sponsoreret af farmaindustrien - korrigér mig, hvis dette er forkert! - og det må ligeledes antages, at du har adgang også til internationale kilder, når det kommer til din egen research. Havde du travlt, da du skrev artiklen? Eller er andre videnskabelige fagområder end biologi/biokemi ikke af interesse?

Her et par ting, jeg gerne vil gøre dig opmærksom på:

- John Nash lærte ikke at leve med sine "hallucinationer". Han kom sig. Hvilket er en graverende forskel.

- Procenttallene, Merete Nordentoft citeres for i din artikel, kan meget vel være korrekte mht. de mennesker, der forbliver livet ud i behandlingssytemet. Selv om jeg vil tro, at 20% er en anelse for højt anslået. Mig bekendt har det danske behandlingssytem en recoveryrate på ca. 10%, dvs. 90% ender som kronisk syge på førtidspension.

Løfter man blikket og ser på recoverytal i andre end det danske behandingssystems sammenhænge, ser billedet imidlertid en del anderledes ud: Loren Mosher's Soteria-projekt havde, ligesom mange andre psykiatrialternativer, en recoveryrate på 85%. - Jeg nævner Soteria, fordi denne er en af de bedst dokumenterede alternative tilgange til kriser, da Loren Mosher i sin tid designede og gennemførte projektet som et NIMH-forsøgsprojekt. (Jeg går ud fra, at du som videnskabsjournalist ved, hvad NIMH står for, eller er i stand til at finde ud af det.)

Endvidere gennemførte WHO to stort anlagte studier, der begge ufejlbarligt viste, at recoverytallene er betydeligt højere i ikke-industrialiserede lande, end hvad de er i lande som f.eks. USA og Danmark. WHO-studierne konkluderede, at det at leve i et industrialiseret samfund er en stærk indikator for at man ikke vil komme sig.

Soteria havde i øvrigt ikke nogen beboere, som der var "tale om livstid på anstalt" for. Men ca. 14% valgte - frivilligt! - at tage neuroleptika over længere tid, grundet uudholdelig symptomatik.

- Genomet er ikke blevet kortlagt. At påstå dette, er simpelthen forkert. Lige så forkert er det således, at fremstille som et bevist faktum, at "skizofreni" skulle være genetisk arveligt. Tvillingestudierne, som du indirekte kommer ind på i din artikel, er noget af det mest fejlbehæftede og uvidenskabelige, der findes på området. MEN: Der findes noget, der hedder "ikke-genetisk, familiær arvelighed". Det er dog sociologi, ikke biologi.

- Når Merete Nordentoft nævner toxoplasmose som en mulig årsag, gentager hun den amerikanske psykiater Edwin Fuller Torrey's teori, der den dag i dag mangler enhver bekræftelse for sin korrekthed i videnskabelige fakta. Fuller Torrey er i øvrigt meget omstridt, også blandt hans kollegaer, som "ekspert" på sit område.

- Afvigelser i hjernestrukturen og et vedvarende dårligere kognitive funktionsniveau kan imidlertid entydigt tilskrives virkningen af neuroleptika (se f.eks.: http://www.nytimes.com/2008/09/16/health/research/16conv.html?_r=2&ei=5070&emc=eta1&oref=slogin). At det kognitive funktionsniveau midlertidigt er nedsat under den akutte krise, er et stressrelateret fænomen. Stress reducerer det stressede individs kognitive evner.

- Dopaminteorien blev allerede i 1992 forkastet af en af dens oprindelige fortalere, Arvid Carlsson. Flere internationalt anerkendte forskere er sidenhen fulgt efter, og har betegnet teorien som ikke længere holdbar. At dette indtil videre ikke er nået frem i offentligheden, skyldes ene og alene det faktum, at alle neuroleptika virker på dopaminstofskiftet. Dvs. at forkaste dopaminteorien offentligt, ville betyde enden på behandlingsmuligheden med neuroleptika, især da disse stoffer har alvorlige, tildels livstruende, bivirkninger. Det vil ikke længere være moralsk forsvarligt, at anvende stofferne - især når vi taler anvendelse under tvang -, når grundlaget for deres anvendelse bortfalder.

Der findes et hav af mennesker, der af systemet har fået et "skizofreni"-stempel, der er kommet sig. Helt. Disse mennesker har dog ét tilfælles: de er kommet sig, fordi de forlod systemet, fordi de stoppede med at tage den såkaldte "medicin", og tog deres liv i egen hånd (jf. Courtney Harding, The Vermont Longitudinal Study of People With Severe Mental Illness, og Martin Harrow og Thomas H. Jobe, Factors Involved in Outcome and Recovery in Schizophrenia Patients Not on Antipsychotic Medications: A 15-Year Multifollow-Up Study, tilgængeligt på nettet her: http://psychrights.org/research/Digest/NLPs/OutcomeFactors.pdf ). Og siden de forlod systemet, figurer disse mennesker selvsagt ikke i systemets statistikker. De eksisterer så at sige ikke officielt.

John Nash er ét af disse mennesker. Spiseligt for systemet bliver han kun ved at det påstås, han stadigt skulle lide af "sygdommen". Hvilket han ikke gør. Andre eksempler er Joanne Greenberg, verdenskendt forfatter (bl.a. I Never Promised You A Rose Garden) og litteraturprofessor, Rufus May, psykolog, Ronald Bassman, forfatter (A FIght To Be) og psykolog, David Oaks, direktør af MindFreedom International, Judi Chamberlin, bl.a. projektleder ved Boston University og forfatter (On Our Own), Daniel Fisher, psykiater (!), Ron Unger, psykolog og blogger (Recovery from "schizophrenia" and other "psychotic disorders": http://recoveryfromschizophrenia.org/rons-blog/ ), Peter Lehmann, forlagsejer, Catherine Penney, psykiatrisk sygeplejerske, Dorothea Buck, forfatter (Auf der Spur des Morgensterns) og skulptør, Kerstin Kempker, forfatter (bl.a. MitGift - Notizen vom Verschwinden) og socialpædagog, Arnhild Lauveng, forfatter (bl.a. I morgen var jeg alltid en løve) og psykolog, og f.eks. også de ca. 85% af Soteria's beboere, der kom sig helt, aldrig havde behov for nogen form for psykiatrisk "behandling" mere, og i dag lever et helt almindeligt liv med job, familie og venner.

Mere eller mindre alle disse mennesker har oplevet systemet som "endnu et overgreb mod" sig selv. Og mere eller mindre alle disse mennesker kan fortælle om traumatiske barndomsoplevelser, der har ført til krisen. I øvrigt er der igennem de seneste år kommet en del studier, deriblandt Paul Hammersley og John Read's metastudie ( http://www.scienceagogo.com/news/20060514024158data_trunc_sys.shtml ), der har vist, at trauma i form af misbrug og mishandling igennem barndommen må betragtes som mindst lige så sandsynlig som årsag, som biologiske faktorer. Det er således dybt uvidenskabeligt, at udelukke psykologiske stressfaktorer på forhånd, som Merete Nordentoft gør dette.

At stress forårsager både psykiske og fysiske reaktioner, er et kendt faktum. Sært nok, ser det ud til, at denne selvfølgelige visdom træder ud af kraft, lige så et menneske reagerer mere ekstremt, end vores kulturs normer tillader, på stress. Hvorfor? Fordi en ekstrem reaktion, som den, der af systemet stemples som "skizofren", indikerer ekstrem stress fra omverdenen, fra samfundet. "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar," skriver Loren Mosher i hans Letter of Resignation from the American Psychiatric Association ( http://www.moshersoteria.com/resig.htm ).

Du har en kollega i USA ved navn Robert Whitaker. Videnskabsjournalisten Robert Whitaker har sat sig noget mere grundigt ind i emnet, end hvad du åbenbart har gjort. Resultatet er bogen Mad In America ( http://www.madinamerica.com/Mad%20In%20America/Home.html ) . Jeg anbefaler dig, at læse denne bog - som en begyndelse - og jeg ville ønske, du fremover satte dig noget grundigere ind i et emne, før du skriver om det. Så du undgår, at formidle en "viden", der er ekstremt diskriminerende og disempowering - og derudover stort set gennemgående inkorrekt - som den i din artikel formidlede "viden" om "skizofreni" desværre er det for alle, der er stemplet med "skizofreni". Jeg ville derudover ønske, at du tog din artikel, der i sin nuværende form gør mere skade end gavn, op til revision under anvendelse af et bredere end biopsykiatriens ekstremt snævre perspektiv på sagen. - Eller er Experimentarium sponsoreret af Eli Lilly, AstraZeneca, Johnson&Johnson...?

Sidst men ikke mindst vil jeg gerne gøre dig opmærksom på, at antipsykiatrien aldeles ikke er historie, som man kunne komme til at tro, når man læser din artikel. Den eksisterer i dag, mere og mere som en integreret del af psykiatrikritiken, i bedste - og faktisk tiltagende - velgående. Om end primært i udlandet.

Jeg står gerne til rådighed med flere relevante kildeangivelser og informationer, såvel som med mine egne erfaringer.