Mail til Sophie Løhde

Kære Sophie Løhde,

i artiklen "Psykisk syge skal tvinges i behandling", http://politiken.dk/indland/article731522.ece, citeres du: "Det handler om at hjælpe nogle meget syge mennesker, som ikke ønsker hjælp, men har et dybt behov for, at vi hjælper dem. Vi gør samfundet og patienterne en bjørnetjeneste, hvis vi stikker hovedet i busken og siger, at alt bare skal være status quo".

Lad mig først og fremst slå fast, at en sådan ambulant tvang klart ville være i strid med menneskerettighederne, som Danmark via at signere Menneskerettighedskonventionen for mennesker med handicap, CRPD (http://www.un.org/disabilities/convention/conventionfull.shtml) den 30. marts 2007, har valgt at anerkende også for mennesker med "psyko-sociale hadicaps", dvs. "psykisk syge" mennesker.

FN-Special Rapporteur Manfred Nowak skriver derudover i "Report of the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment on “Protecting Persons with Disabilities from Torture”." (http://www2.ohchr.org/english/issues/disability/torture.htm), at "Personer med handicap bliver udsat for medicinske eksperimenter og indgribende og irreversibel medicinsk behandling uden deres samtykke (f.eks. sterilisation, abort og indgreb, der sigter mod at korrigere eller lindre et handicap, såsom elektrochok behandling og psykoaktive stoffer inklusive neuroleptika)" (punkt 40 i rapporten), og at "Specialobservatøren er bekymret, at sådanne praktiker bliver uopdaget eller retfærdiggjort, hvis de forøves mod personer med handicap, og ikke anerkendes som tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf." (punkt 41 i rapporten) (min oversættelse og fremhævelse)

Manfred Nowak har god grund til at være bekymret! Ligesom mennesker i emotionelle kriser har al grund til at afvise medicinsk "behandling".

For det første baserer medicinsk "behandling" af emotionelle problemer på en årsagsmodel, den biologisk-genetiske, der er en ren teori, der den dag i dag mangler ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed, der af internationalt førende forskere på området forlængst er erklæret for ikke længere holdbart (Arvid Carlsson, 1992), og der desuden igennem den seneste tid, grundet forskningsresultater, der tydeligt viser, at psykosociale miljøpåvirkninger spiller en afgørende rolle ved udviklingen af "psykisk sygdom", yderligere har mistet troværdighed.

For det andet mangler der til stadighed videnskabeligt holdbare beviser for, at medicinsk "behandling" af emotionelle kriser skulle være effektiv. Faktum er, at stort set alle langtidsstudier, der sammenligner medicinsk med ikke-medicinsk behandling, viser, tildels langt, bedre resultater for ikke-medicinske behandlingstiltag som Soteria (http://www.moshersoteria.com), eller Vestlaplandsmodellen.

Og for det tredje har forskning påvist en lang række skadelige, tildels livstruende, bivirkninger af neuroleptika. Deribland på kort sigt nedsat hjernefunktion, på længere sigt svind af hjernematerie og celledød i pandelapregionen, dvs. den hjerneregion, der gør mennesket til menneske, den hjerneregion, hvor kompleks kognitiv adfærd, såsom at kontrollere social adfærd og træffe beslutninger, lokaliseres. Det er denne hjerneregion, der er afgørende for, om årsagerne til emotionelle kriser kan bevidstgøres og bearbejdes, så det kriseramte menneske kan komme sig. Det må således konkluderes, at neuroleptika forhindrer recovery, hvilket underbygges af resultaterne af de ovennævnte langtidsstudier.

Det er mig en gåde, hvordan man, taget alle disse fakta i betragtning, overhovedet så meget som kan overveje, at udsætte mennesker for tvangs"behandling" med stoffer, der med ca. 90% sikkerhed vil gøre disse mennesker til hjerneskadede førtidspensionister, mod deres udtalte ønske.

Det er mig en endnu større gåde, hvordan man kan overveje en sådan grov krænkelse af menneskerettighederne overfor mennesker, der ikke viser tegn på "psykose", der altså meget vel kan være i en recoveryproces, respektive faktisk recoveret, og derved udsætte disse mennesker for nærmest sikker tilbagefald.

Sidst men ikke mindst er det mig en gåde, hvordan det kan være, at man har råd til at iværksætte denne grove krænkelse af menneskerettighederne, mens man ikke har en halvtredsøre til at etablere af mange "psykisk syge" ønskede, frivillige og "medicin"frie psykiatrialternativer.

For mig at se, er budskabet, at man i Danmark fra politikernes side åbenbart vægter social kontrol noget højere, end den enkeltes menneskerettigheder, respektive det, at tilbyde mennesker i emotionelle kriser virkelig hjælp. Om det så koster nok så mange menneskeliv. Specielt usmageligt bliver det for mig set i lyset af den tyske regerings beslutning om at erklære psykiatriske forhåndserklæringer for juridisk bindende (jf.: http://silentspheres.blogspot.com/2009/06/tyskland-erklrer-psykiatriske.html). Korrigér mig, hvis jeg skulle tage fejl mht. danske politikeres motiver.
_______________

En lignende mail gik til regionsformand Bent Hansen, angående hans udtalelser citeret i artiklen "Sygehusenes chef er klar til at medicinere med tvang", http://politiken.dk/indland/article731838.ece.

Det vil sige, den går til Bent Hansen. Såfremt det lykkes "postmaster'en" at aflevere min mail på Bent Hansen adresse, der i øvrigt lå gemt i en afkrog af Danske Regioners hjemmeside, hverken, som det er - og som jeg mener, det bør være - tilfælde med emailadresser til personer i hans position, dukkede op i de første tre eller i det mindste tredive målrettede Google-søgeresultater, og altså var eminent svært, at finde frem til. En politiker, en regionsformand, der ikke har en nemt tilgængelig og velfungerende emailadresse?... Hm. Så må det jo blive snail mail.