...at man også her i Danmark vægter farmaindustriens creative writing, aka forskning, højere end fakta, når det kommer til f.eks. Zyprexa.
"På trods af megen forskning på området findes der ikke tilstrækkeligt belæg for, at der findes nogen kausal sammenhæng mellem Zyprexa og diabetes", svarede Eli Lilly på Politikens henvendelse per mail. What?! Måske skulle Politiken have foretaget en Google-search, søgeordene: "antipsychotics metabolic syndrome", inden man kontaktede Eli Lilly og lod sig affærdige med en gang udenomssnak.
En anden side af sagen er, at der vist ikke findes mere - snarere mindre - belæg for a) at "skizofreni" og andre "psykoser" skyldes en organisk sygdomstilstand, der nødvendig-/retfærdiggør medicinsk behandling, og b) at Zyprexa og andre neuroleptika er så tilpas effektive, at deres effektivitet opvejer alvorlige og tildels dødelige bivirkninger som diabetes. Det sidste på trods af Eli Lilly's og andre farmagiganters diverse kreative anstrengelser på forskningsområdet.
Jeg kan også godt lide, at "ekspert" Anders Fink-Jensen åbenbart ikke ved, at andre præparater - af samme type - såsom Seroquel, også har forstyrrende virkning på stofskiftet, og at han mener, folk, der er på denne slags stoffer - major tranquilizers = bedøvelse - har ork til at bekymre sig stort om sunde madvaner og det at dyrke motion. Jeg kender nogle stykker, og de har altså ikke meget ork til hverken det ene eller det andet, zombificeret som de er af stofferne. Mens det for de få der har, ikke har betydet den store forskel. Man tager nemlig på, uanset om man render en maraton hver dag og lever af råkost, når man er på Zyprexa & Co.
For noget tid siden faldt jeg over en beskrivelse af en neuroleptika-tagende person på nettet (og lige så jeg finder ud af hvor, skal jeg nok linke): ekstremt overvægtig, sjusket påklædt, gerne udstyret med mp3-afspiller, lyden skruet op på maks. En karikeret stereotyp, jeg ved. Og diskriminerende dertil. Men desværre ikke sååå langt fra virkeligheden igen. Og det, der er mest diskriminerende i det, er måske ikke engang beskrivelsen, karikaturen, selv, men det, der overhovedet gør den tænkeligt: psykiatrisk "behandling" med zombificerende og stofskiftet forstyrrende stoffer som Zyprexa.
søndag den 7. juni 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
2 kommentarer:
Delvis relateret - har du set denne?
Videnskab.dk: Kronisk træthed kan skyldes en dårlig barndom.
Også CFS er jo en tilstand hvor der kæmpes for at finde en biologisk basis, men hvor en undersøgelse viser at "alvorlig stress i barndommen" kan være en stor faktor. Især psykologiske overgreb og fysisk forsømmelse.
Jeg går ud fra at du kan se parallellerne ;-)
Nej, havde ikke set den. Tak for linket! Kommer nu ikke bag på mig, siden der igennem de seneste år er en del forskning mht. alle mulige "psykiske sygdomme", der har vist lignende. Senest har man således endegyldigt skrottet idéen om, at der skulle findes et "depressions"gen, hvilket man mente, at have opdaget tilbage i 2003 - man var dog ikke helt sikker - men hvilket nu altså har vist sig, at ikke være tilfældet alligevel. Mens der også mht. "depression" er kommet flere og flere forskningsresultater, der påviser, at psykologiske/sociale faktorer spiller en afgørende rolle.
Samtidigt vinder epigenetiken jo dog langsomt men sikkert frem. Altså teorien om, at miljøpåvirkninger (både fysiologiske og psykologiske/sociale) har afgørende betydning for, hvilke gener der aktiveres og hvordan. I grund og bund er det jo erkendelsen, at det oprindeligt er miljøet, der præger alle livsformer, og både kroppen og psyken. Intet sker tilfældigt, ude af den blå luft.
Jeg har før skrevet om Bruce Lipton, en af forskerne på området, og hans opdagelser: http://silentspheres.blogspot.com/2008/08/heres-to-my-therapist-hvorfor-gener.html, og Sigrun havde forleden et indlæg om en relateret artikel i den norske Psykologforeningens tidsskrift: http://stomm-blog.blogspot.com/2009/06/ikke-genetisk-sarbarhet.html.
Men der vil nu nok gå en del tid, før den holdningsændring (og ændring i hjælpen til folk i krise), som Roar Fosse ganske rigtigt mener, er på sin plads, vil blive en realitet. Den forudsætter nogle radikale ændringer i samfundet generelt: mindre magt - og dermed indflydelse - for farmaindustrien og biopsykiatrien, og en vilje fra samfundets side, til at indrømme fejl og tage ansvar. I stedet for at udpege sorte får.
Send en kommentar