Fra en mail til en ven, der arbejder som psykoterapeut:
"Jeg har tænkt lidt over det, efter jeg havde læst Gianna's indlæg om sagen [Gianna's indlæg indeholder hendes mail til hendes terapeut, hvori hun skriver, hvorfor hun stopper terapien]. Det forekommer mig som bare endnu et "symptom" på vor kulturs sygdom, dens gennemgående fremmedgørende dynamik, at vi skal betale for hjælpsomme menneskelige relationer, for forståelse og empati fra et andet menneske, og at der er en hel industri, der lever af at tilbyde noget, alle og enhver til enhver tid burde have omkostningsfri adgang til. Var det ikke Freud, der kom med kravet om at folk skal betale for den service, fordi det tvinger dem til at arbejde? Første skridt til "recovery". Ok, men så betyder "recovery" altså også tilpasning til det kapitalistiske system... Så, på en måde kunne man sige, at det får terapien til at gentage den dysfunktionelle, fremmedgørende dynamik, der har forårsaget krisen: "Det er ikke nok, at du er den, du er. Jeg lytter kun, hvis du betaler mig penge for det." - Hold da op, det må lyde forfærdeligt i en terapeuts ører! Jeg vil bestemt ikke få dig til at føle dig elendigt tilpas eller noget! Det er som det er. Desværre har vi hård brug for den terapeutiske industri. En hel del ville være nødt til at ændre sig, før vi kunne undvære den. Og jeg tror, de "gode" folk i business'en kan faktisk bidrage til at tingene ændrer sig, igennem deres arbejde - som de er nødt til at få betalt for, for at kunne overleve."
I mine øjne er det ikke så meget bestemte, gennem flere års studium lærte, teknikker, der virker helende, men simpelthen ægtheden i den mellemmenneskelige relation som sådan. Hvorvidt kan mellemmenneskelige relationer være ægte, når de baserer på, at der betales penge for dem? Er ikke også det en form for "toxic mimicry", en giftig efterligning, af hvad der ville være naturligt?
_______________
Kognitiv terapi - Glem overgrebene og opfør dig ordentligt!
Alison Hymes rammer atter en gang sømmet på hovedet når hun beskriver kognitiv adfærdsterapi: "...der deler brochurer ud og anvender CBT, også kendt som organiser din adfærd og lad være med at tænke på din fortid, blandt overgrebsofrene..."
mandag den 29. juni 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
2 kommentarer:
Ening i at dybt ægte mellemmenneskelige relationer er så healende, at det skulle være irrelevant at tænke på terapi. Problemet er jo så blot sjældenheden af disse, jeg vil endda påstå at særdeles mange mennesker ikke oplever det så tit. Altså kan det så blive til at en aflønnet terapeut kan levere noget som falder på et tørt sted. Især fordi problemerne nærmest typisk involverer dem som er tæt på, og som derfor er ekstra svære at tage den 100% "ægte" dialog med. Der er jo et stykke vej mellem mennesker som ganske afslappet kan takle en vrede som er rettet mod dem, især når den er berettiget!
At det så ikke er sjældent at teraputer selv har vanskeligheder med rummeligheden, er jo så en anden sag.....
tosommerfugle: Jan Olaf postede en kommentar fra Sigrun's blog som et selvstændigt indlæg her.
Hvorfor vælger man, at blive "hjælper"/terapeut? Ofte desværre, fordi man ubevidst vejrer en mulighed i erhvervet for at udagere den egne sårethed, og på den måde holde den på afstand. Det udelukker så selvfølgeligt både rummelighed og evne til at bygge en ægte, uforudindtagede relation til et andet menneske op på forhånd.
Send en kommentar