Godt og vel et år efter Bosnienveteran Torben Martin Bødker blev skudt og dræbt af politiet her en video, der fortæller lidt om, hvor meget det skyldes en "psykisk brist", som den enkelte har med sig, når soldater kommer hjem fra udstationeringer i krigszoner med PTSD.
Via Beyond Meds.
_______________
V.A.: U.S. Department of Veteran Affairs
_______________
Læs også: TV2 Øst, "Hundredevis af soldater har forsøgt selvmord"
Viser opslag med etiketten selvmord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten selvmord. Vis alle opslag
søndag den 14. marts 2010
søndag den 20. december 2009
PsykiskSårbar.dk - Hvad er meningen?
Nedenstående debatindlæg har jeg i dag postet på PsykiskSårbar.dk, ja, netop, denne fine nye hjemmeside, og påtænker også, at lade sidens administratorer/Poul Nyrup tilkomme en kopi per mail, i fald, de ikke følger med i debatterne på siden. Og helt efter Ron Unger's forebillede, der gjorde dette på sin arbejdsplads, med en opfordring om, at rette de påtalte ukorrektheder. (Og selv om det nok vidner om, at det i det her tilfælde er mig, der må være "mere end almindeligt naiv", hvis jeg tror, det kommer til at have den mindste effekt på socialdarwinisterne, suk). Her er mit debatindlæg:
"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig. Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________
P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...
"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig. Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________
P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...
torsdag den 26. november 2009
Mere strøm til hjernen - Uppdrag gransknings andet program om elektrochok
I denne uge har det svenske TV-program Uppdrag granskning fulgt op på sidste uges ECT-tema. I den anden udsendelse om emnet møder vi bl.a. Solveig Wiberg, der blev udsat for flere end 100 ECT-"behandlinger" under tvang i løbet af en 18-måneders indlæggelse, og der som følge har mistet mindet om store dele af sit liv, og norske Mette Ellingsdalen, leder af We Shall Overcome og psykiatri/ECT-overlever.
Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".
For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.
Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.
Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.
Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.
Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.
Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...
Læs mere om Solveig her.
Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.
I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.
Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".
Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.
Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.
Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D
Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.
Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".
For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.
Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.
Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.
Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.
Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.
Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...
Læs mere om Solveig her.
Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.
I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.
Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".
Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.
Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.
Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D
Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.
tirsdag den 20. oktober 2009
Jeanette Winterson, "In Praise of The Crack-Up"
Via Ron Unger's blog kom jeg i går over den britiske forfatter Jeanette Winterson's artikel "In Praise of The Crack-Up".
Nogle citater fra artiklen:
"My creativity pulled me out of a hopeless childhood, and gave my life meaning and shape. But I have always had various forms of manic depression, (just can't bring myself to call it "bipolar"— whoever invented that dismal term must have been uni-polar—a condition I define as being permanently tethered to the banal)."
"...I'd rather have my own suffering than someone else's solution."
"Wounding—real or symbolic—is both mark and marker. It is an opening in the self, painful but transformative."
"We know from 100 years of psychoanalytic investigation that an early trauma, often buried or unavailable to consciousness, is the motif that plays through our lives. We meet it again and again in different disguises. We are wounded again in the same place. This doesn't turn us into victims. Rather, we are people in search of a transformation of the real."
Jeg kunne blive ved... Læs artiklen - på, og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, Wall Street Journal's hjemmeside.
Nogle citater fra artiklen:
"My creativity pulled me out of a hopeless childhood, and gave my life meaning and shape. But I have always had various forms of manic depression, (just can't bring myself to call it "bipolar"— whoever invented that dismal term must have been uni-polar—a condition I define as being permanently tethered to the banal)."
"...I'd rather have my own suffering than someone else's solution."
"Wounding—real or symbolic—is both mark and marker. It is an opening in the self, painful but transformative."
"We know from 100 years of psychoanalytic investigation that an early trauma, often buried or unavailable to consciousness, is the motif that plays through our lives. We meet it again and again in different disguises. We are wounded again in the same place. This doesn't turn us into victims. Rather, we are people in search of a transformation of the real."
Jeg kunne blive ved... Læs artiklen - på, og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, Wall Street Journal's hjemmeside.
mandag den 21. september 2009
Et professionelt psykologisk Nej! til livet
Brevkassesvar fra psykolog Susan Schlüter til en spørger, der gerne vil vide, hvad vedkommende kan gøre for en veninde, der går med selvmordstanker:
"Intet - bortset fra, at gøre din veninde opmærksom på, at det er hendes valg, og det har du ingen indflydelse på, eller kan påtage dig ansvar herfor! Du havde måske overvejet at overvåge hende 24 timer i døgnet?
Glem det, og afvis hendes 'overvejelser'! Bed hende i stedet om at søge hjælp - for der er hjælp at hente hos professionelle - bl. a. psykologer!
Du kan også fortælle hende, at hvis hun virkelig vil straffe, de mennesker, der må være for og omkring hende, og som holder af hende og elsker hende - ja, så er det ganske effektivt!"
På ganske få sætninger ganske professionelt psykologisk gennemført kriminalisering og tabuisering af menneskelig lidelse. Et professionelt psykologisk DON'T!, et professionelt psykologisk NEJ!!! som svar på et eksistentielt lidende NEJ!
Jeg er glad for, at både mine venner og min terapeut ikke var mere angste, end at de kunne få sig til at sige, omend ikke nødvendigvis: JAAA!!!, så dog: hmjahhh.
"Mot det förgångna: tack, till det kommande: ja!" Også når det er selvmord.
_______________
Jeg må indrømme, at brevkassesvaret lige umiddelbart ramte hårdt, lige i mellemgulvet. Mere "enlightened" er jeg ikke. Men, selvfølgeligt, ja, eksistentiel angst er et faktum. Også, og måske specielt, blandt professionelle. Sådan er det. Ja.
"Intet - bortset fra, at gøre din veninde opmærksom på, at det er hendes valg, og det har du ingen indflydelse på, eller kan påtage dig ansvar herfor! Du havde måske overvejet at overvåge hende 24 timer i døgnet?
Glem det, og afvis hendes 'overvejelser'! Bed hende i stedet om at søge hjælp - for der er hjælp at hente hos professionelle - bl. a. psykologer!
Du kan også fortælle hende, at hvis hun virkelig vil straffe, de mennesker, der må være for og omkring hende, og som holder af hende og elsker hende - ja, så er det ganske effektivt!"
På ganske få sætninger ganske professionelt psykologisk gennemført kriminalisering og tabuisering af menneskelig lidelse. Et professionelt psykologisk DON'T!, et professionelt psykologisk NEJ!!! som svar på et eksistentielt lidende NEJ!
Jeg er glad for, at både mine venner og min terapeut ikke var mere angste, end at de kunne få sig til at sige, omend ikke nødvendigvis: JAAA!!!, så dog: hmjahhh.
"Mot det förgångna: tack, till det kommande: ja!" Også når det er selvmord.
_______________
Jeg må indrømme, at brevkassesvaret lige umiddelbart ramte hårdt, lige i mellemgulvet. Mere "enlightened" er jeg ikke. Men, selvfølgeligt, ja, eksistentiel angst er et faktum. Også, og måske specielt, blandt professionelle. Sådan er det. Ja.
torsdag den 17. september 2009
Kampen fortsætter
Jeg hørte forleden om/fra en person, der planlagde at sulte sig selv ihjel. I protest bl.a. mod de overgreb, vedkommende blev udsat for i psykiatrien. Det er ikke altid, at reaktionen kommer så bevidst, så den nærmest må betegnes som en formel protestaktion. Som regel kommer den ganske spontant og ubevidst, som en "forværring af sygdommen", som "symptomer". Hvilket så gør det svært for den protesterende at erkende sin egen protest som protest, og nemt for systemet, at indbilde den protesterende (og alle andre involverede), at vedkommendes protest ikke er en protest, men altså "sygdom". Resultatet er "kronisk sygdom", og psykiatribrugere, pårørende og politikere, der mener, psykiatrien redder liv. Resultatet er, at psykiatrien overlever. Kampen mod de protesterende og deres protest. Og så længe der kæmpes, koster det liv. De protesterendes. På den ene eller anden måde.
Her er, lettere redigeret for at sikre anonymitet, hvad jeg skrev til ovennævnte person (originalversionen, jeg gider stadigt ikke oversætte):
Suicide is the ultimate, strongest, most reactive and violent, "NO!" to abuse. I guess, I'm far from alone in that I've considered this "NO!" many times in my life, since I felt, I'd tried to say "NO!" in every other to me available way without having been heard. I considered it sometimes consciously, in the shape of planning an action like yours would be, sometimes more unconsciously, in the shape of "voices", telling me to off myself.
What finally made me reject suicide as a manifestation of my "NO!" to abuse was the insight that there was no chance to have it understood as my logic response to a world that was slowly killing me - like in : "Look, this is what you're doing to me!" - but that it, as X says, undoubtedly would be interpreted as a meaningless manifestation of meaningless madness, "mental illness", and thus a justification for more abuse, "treatment". And even if I might have escaped personally, offing myself would only have strengthened psychiatry in general: "Look, we need more treatment, more locked wards, more restraints, more pills, more ect, more psychiatry, to prevent suicide! If only we'd been able to force more treatment on her/force treatment on her earlier, she might be alive."
What I did instead of offing myself was that I started to look for new, less reactive, less violent ways to word my "NO!". Without being aware of it at the time, I made use of the Buddhist concept of not reacting to content. At least to a certain extent. While whoever made you his enemy always will seek to turn your reaction to him into an excuse for him to attack you even more fiercely (more abuse), not reacting to his provocations disarms him most effectively. The lesser "reactive", or violent, you react , the smaller an amount of strength in the shape of violence you give your enemy to turn against you. If you want whoever made you his enemy to overcome you, you give him all the strength you have in your anger and despair, and let him turn it against you.
If it is psychiatry, who's made you its enemy, you strengthen it by feeding it more of what it is living on: "symptoms". Committing suicide is usually regarded a "symptom" of "mental illness", certainly if the person in question is identified as a "mental patient". No matter what statement of protest you attach to it. Also the statement will be turned against you, defined a "symptom" of "mental illness" ("lack of insight", you can't see, that there's no reason to protest anything, that they're only trying to help you, not punish you, because you're so sick, you don't even know you're sick... ).
To overcome psychiatry, you have to starve it, not you, by getting in control of your "symptoms", at least to the extent that psychiatry no longer is able to make them out, and eventually by doing what psychiatry tells everybody is impossible to achieve: recover. It can be done. First step: become aware of these mechanisms. Psychiatry provokes you to feed it "symptoms", for instance by starving yourself to death, because it needs your "symptomatic" reaction to survive. Don't give them what they're so hungry for!
Relateret: Mere om selvmord i psykiatrien
_______________
For resten: Nok, som jeg skriver i kommentarerne, ikke et bevidst ordvalg, men alligevel meget sigende er denne "Freudian slip"... Omend konklusionen så bliver lidt forkert.
Her er, lettere redigeret for at sikre anonymitet, hvad jeg skrev til ovennævnte person (originalversionen, jeg gider stadigt ikke oversætte):
Suicide is the ultimate, strongest, most reactive and violent, "NO!" to abuse. I guess, I'm far from alone in that I've considered this "NO!" many times in my life, since I felt, I'd tried to say "NO!" in every other to me available way without having been heard. I considered it sometimes consciously, in the shape of planning an action like yours would be, sometimes more unconsciously, in the shape of "voices", telling me to off myself.
What finally made me reject suicide as a manifestation of my "NO!" to abuse was the insight that there was no chance to have it understood as my logic response to a world that was slowly killing me - like in : "Look, this is what you're doing to me!" - but that it, as X says, undoubtedly would be interpreted as a meaningless manifestation of meaningless madness, "mental illness", and thus a justification for more abuse, "treatment". And even if I might have escaped personally, offing myself would only have strengthened psychiatry in general: "Look, we need more treatment, more locked wards, more restraints, more pills, more ect, more psychiatry, to prevent suicide! If only we'd been able to force more treatment on her/force treatment on her earlier, she might be alive."
What I did instead of offing myself was that I started to look for new, less reactive, less violent ways to word my "NO!". Without being aware of it at the time, I made use of the Buddhist concept of not reacting to content. At least to a certain extent. While whoever made you his enemy always will seek to turn your reaction to him into an excuse for him to attack you even more fiercely (more abuse), not reacting to his provocations disarms him most effectively. The lesser "reactive", or violent, you react , the smaller an amount of strength in the shape of violence you give your enemy to turn against you. If you want whoever made you his enemy to overcome you, you give him all the strength you have in your anger and despair, and let him turn it against you.
If it is psychiatry, who's made you its enemy, you strengthen it by feeding it more of what it is living on: "symptoms". Committing suicide is usually regarded a "symptom" of "mental illness", certainly if the person in question is identified as a "mental patient". No matter what statement of protest you attach to it. Also the statement will be turned against you, defined a "symptom" of "mental illness" ("lack of insight", you can't see, that there's no reason to protest anything, that they're only trying to help you, not punish you, because you're so sick, you don't even know you're sick... ).
To overcome psychiatry, you have to starve it, not you, by getting in control of your "symptoms", at least to the extent that psychiatry no longer is able to make them out, and eventually by doing what psychiatry tells everybody is impossible to achieve: recover. It can be done. First step: become aware of these mechanisms. Psychiatry provokes you to feed it "symptoms", for instance by starving yourself to death, because it needs your "symptomatic" reaction to survive. Don't give them what they're so hungry for!
Relateret: Mere om selvmord i psykiatrien
_______________
For resten: Nok, som jeg skriver i kommentarerne, ikke et bevidst ordvalg, men alligevel meget sigende er denne "Freudian slip"... Omend konklusionen så bliver lidt forkert.
onsdag den 5. august 2009
Antidepressiva - mord og selvmord på recept
Der er noget, der på amerikansk hedder "risk-benefit-management", dvs. at man ser på, hvilke bivirkninger en behandling har, og sammenligner dem med dens fordele. For at afgøre, om fordelene er værd, at tage bivirkningerne ved en bestemt behandling i købet, eller om man måske hellere skulle ty til alternativer. En af antidepressivas, og altså også Zolofts, bivirkninger er akatesi, rastløshed, der kan føre, og har ført til voldelig udageren mod andre og sig selv. Helt hen til, at man slår andre ihjel og begår selvmord. En bivirkning, de fleste skoleskyderier er eksempler på. Og der altså også fik Andrea Roberts til at skyde sin mand, sine to børn, og til sidst sig selv. En uge efter hun var begyndt at tage Zoloft.
Er det det værd?
Er det det værd?
lørdag den 23. maj 2009
Lægemiddelstyrelsen - de ubestikkelige?
Man hører så meget om den amerikanske lægemiddelstyrelses, FDAs, tilbøjelighed til at lade sig bestikke af farmaindustriens lobbyister, og mange tænker sikkert, at sådant jo aldrig kunne ske for f.eks. vores ak så retskafne danske lægemiddelstyrelse. Nej nej! Her i Europa er vi stort set allesammen immune overfor den slags, ikke? Ikke!
Den tyske fjernsynsstation ZDFs magasin Frontal21 har set lidt nærmere på, hvordan det egentligt kunne gå til, at præparater som Zoloft og Prozac, nyere antidepressiva af SSRI-klassen, på trods af at midlerne dokumenteret kan øge selvmordsrisikoen, kunne blive godkendt til brug i europæiske lande.
Det viser sig, at Eli Lilly f.eks. tilbage i 1980erne betalte 20.000 dollar til en svensk ekspert med afgørende autoritet for Prozacs godkendelse i Sverige. Prozac godkendes efterfølgende til brug i Sverige, selv om der opstår problemer undervejs, da to deltagere i en Prozac-studie prøver at begå selvmord mens de er på stoffet.
I 1988 afviser den tyske lægemiddelstyrelse at godkende Zoloft. Året efter bliver Zoloft pludseligt alligevel godkendt i Tyskland. John Virapen, eks-direktør af Eli Lillys svenske afdeling og manden, der bestak den svenske lægemiddelstyrelse mht. Prozac, har kun én forklaring: bestikkelse.
Transkript af Frontal21-udsendelsen "Gefährliche Nebenwirkungen verschwiegen?" her, selve udsendelsen kan ses her.
_______________
Læs også tv2-nyheder, "Sundhedsstyrelsens læger smøres"
Den tyske fjernsynsstation ZDFs magasin Frontal21 har set lidt nærmere på, hvordan det egentligt kunne gå til, at præparater som Zoloft og Prozac, nyere antidepressiva af SSRI-klassen, på trods af at midlerne dokumenteret kan øge selvmordsrisikoen, kunne blive godkendt til brug i europæiske lande.
Det viser sig, at Eli Lilly f.eks. tilbage i 1980erne betalte 20.000 dollar til en svensk ekspert med afgørende autoritet for Prozacs godkendelse i Sverige. Prozac godkendes efterfølgende til brug i Sverige, selv om der opstår problemer undervejs, da to deltagere i en Prozac-studie prøver at begå selvmord mens de er på stoffet.
I 1988 afviser den tyske lægemiddelstyrelse at godkende Zoloft. Året efter bliver Zoloft pludseligt alligevel godkendt i Tyskland. John Virapen, eks-direktør af Eli Lillys svenske afdeling og manden, der bestak den svenske lægemiddelstyrelse mht. Prozac, har kun én forklaring: bestikkelse.
Transkript af Frontal21-udsendelsen "Gefährliche Nebenwirkungen verschwiegen?" her, selve udsendelsen kan ses her.
_______________
Læs også tv2-nyheder, "Sundhedsstyrelsens læger smøres"
tirsdag den 12. maj 2009
Besat af dæmoner eller af en ubalance i hjernekemien? Nogle tanker om TV2s Operation X, psykiatrien og Evangelist
"Evangelist fratager syge livsvigtig medicin", lyder overskriften på denne nyhedsnotits på tv2 nyhederne, der omhandler Operation X udsendelsen "Besat af dæmoner", der blev sendt i går.
Nyhedsnotitsen indeholder nogle videoklip fra Go' Morgen Danmark, bl.a. et med vores alles Henrik Rindom.
I klippet lægger Henrik Rindom ud med ammestuefortællingen om de berømte ubalancer i hjernen, der angiveligt skulle være årsagen til "psykisk sygdom", og der, ifølge ham, kan sidestilles med "ubalancen" i insulinstofskiftet hos diabetikere, og som "medicinen" lige så angiveligt retter op på.
Som tidligere bemærket, blev teorien om ubalancer i hjernekemien allerede i starten af 1990'erne forkastet af førende forskere på området, siden man, på trods af årtier af forskning, på intet tidspunkt har kunnet finde noget som helst bevis på dens korrekthed. Sagaen om ubalancerne i transmitterstofskiftet holdes i dag med alle midler i live, da kun denne teori kan retfærdiggøre den massive doping af kriseramte mennesker med stoffer, der, dette beviseligt, indvirker på transmitterstofskiftet og således skaber en ubalance i selvsamme, ikke korrigerer den, respektive genskaber balance.
Henrik Rindom fortsætter med at påstå, at "sygdommen" vender tilbage, når dopingen opholder. Korrekt er her, at den såkaldte "medicin" er afhængighedsskabende, og ophold med at tage stofferne derfor forårsager abstinenssymptomer. Ikke sjældent i form af "psykoser", der overgår i deres intensitet alt, hvad vedkommende måtte have oplevet inden han/hun overhovedet begyndte at tage stofferne. Vi taler altså om abstinens-, ikke om sygdomssymptomer.
Og selvfølgeligt er det uforsvarligt af Evangelist, at nægte afhængige mennesker en langsom og forsigtig udtrapning ud af stoffer, der kan give decideret livstruende abstinenser ved pludseligt ophold. Så ja, her har Henrik Rindom fuldstændig ret, når han siger, "det værste man kan gøre, er at tage det hele væk på en gang".
Imidlertid har han ikke ret, når han siger, at "lægfolk" ikke kan trappe ud uden lægelig overvågning, eller bistå med råd og vejledning under en udtrapning. Faktum er, at psykiatriens viden om udtrapning, desværre, er minimal sammenlignet med den erfaringsviden folk har, der selv har gennemført en udtrapning ud af psykofarmaka. Faktum er også, at lige så mange mennesker lykkes med ud- respektive nedtrapning med som uden deres læges velsignelse og vejledning. Men hvis vi indrømmer dette, risikerer vi selvfølgeligt, at folk prøver at trappe ud eller ned, selv om deres læge nægter dem hjælp til det, ikke Henrik?? Eller er det angsten for at ende på en eller andens "hit list", der driver værket, når der lyves så stærkt som en hest kan rende? - Jeg gad for øvrigt godt vide, på hvis "payroll" du står. AstraZeneca? Eli Lilly? Johnson&Johnson? At i næsten allesammen står på et eller andet af disse foretagenders lønningsliste, er jo ikke nogen hemmelighed. - I mine øjne er det iøvrigt lige så "grov udnyttelse" af mennesker i en "fortvivlet situation", at gøre dem afhængig af i høj grad sundhedsskadelige stoffer som neuroleptika uden at bistå disse mennesker ved en ønsket ud- eller nedtrapning, som det, Evangelist gør er udnyttelse.
Til sidst i klippet spørger Kamilla Walsøe Henrik Rindom, om han "med sin erfaring" kender nogen mennesker, stemplet med "skizofreni", der nogensinde har kunnet leve uden "medicin". "Nej," svarer Henrik Rindom her, "Jeg må sige, at jeg har set nogen i udlandet, men det er ikke noget eftertragtelsesværdigt liv, de har levet."
Vil det sige, at f.eks. din kollega Daniel Fisher, eller mennesker som David Oaks, Arnhild Lauveng, Rufus May, Joanne Greenberg, Catherine Penney, Ron Bassman, etc. etc. ikke har noget eftertragtelsesværdigt liv, Henrik?! Jeg kunne nu virkeligt godt tænke mig at se dig fortælle f.eks. Joanne Greenberg, at hendes liv, bl.a. som forfatter af I Never Promised You a Rose Garden og litteraturprofessor, ikke er "eftertragtelsesværdigt"! Og dumme dig noget så grusomt.
Her traileren med Joanne Greenberg til Daniel Mackler's film Take These Broken Wings:
Oversættelse af fortælleren, psykoterapeuten Daniel Mackler's kommentarer:
"Joanne Greenberg blev diagnosticeret med skizofreni i 1948, 16 år gammel."
"Hvis dette skete i dag, ville Joanne højst sandsynligvis blive sat på antipsykotisk medicin med detsamme, og recovery, for ikke at tale om fuld recovery, ville aldrig blive nævnt som en mulighed."
"I stedet for begyndte Joanne intensiv terapi med en af tidens førende eksperter, Dr. Frieda Fromm-Reichmann."
"I dag, tres år senere, fortæller Joanne Greenberg, collegeprofessor og forfatter af bestsellerromanen I Never Promised You a Rose Garden, os historien om hendes fulde recovery fra skizofreni uden medicin."
Og her endnu en gang klippet med den amerikanske videnskabsjournalist og forfatter af Mad In America, Robert Whitaker, der må siges at have en lidt større ekspertise mht. "psykisk sygdom", end Henrik Rindom. I hvert fald, hvis man forudsætter, at Henrik Rindom virkeligt tror på det, han fortæller i TV2s videoklip. - Gør du det, Henrik?
" 'Tror du, folk kan komme sig helt fra skizofreni og leve et liv uden nogen som helst medikamenter?'
'Absolut. For det første er der to måder, hvorpå du kan svare på dette spørgsmål. Den ene er: 'Jeg kender mange,' som du gør, 'der er blevet diagnosticeret med skizofreni, og der havde alvorlige, psykotiske episoder, der er kommet sig og ikke tager medikamenter.' Så, personlig erfaring siger dig, at det er muligt og kan ske. For det andet - og det er, hvad vi ikke ved noget om, vi glemmer det - hvis du ser på forskningslitteraturen er der... Recovery var endda almindelig. Og jeg mener recovery uden brug af medicin var almindelig. Før vi endte op med denne behandlingsmodel, der fortæller folk, at de skal tage medikamenter for livet, og at der ikke findes håb for, at de nogensinde vil komme sig. Tror du, unge psykiatere har hørt: 'Ved du, vi har fulgt skizofrenipatienter igennem 30 år, og vi har fundet ud af, at en tredjedel kommer sig helt. Nu er det sådan, at ingen af dem tog medikamenter. Så, hvad vi bør gøre, er at hjælpe folk til at trappe ud af deres medikamenter.' Fortæller man det til kandidater i psykiatrien? Ikke på vilkår."
For resten Henrik, nej, vi har aldrig mødt hinanden, men jeg bor altså i Danmark. Og jeg er langt fra den eneste her i landet, der lever et fantastisk fedt liv helt uden "medicin". Faktisk et langt bedre liv, end dem du og dine kollegaer ordinerer et liv på førtidspension, med værestedet som hovedomdrejningspunkt, ved at ordinere stoffer, der, ved siden af at have en lang liste tildels livstruende bivirkninger som massiv vægtøgning, diabetes, kognitiv dysfunktion, tardiv dyskinesi, hjerte-kar-sygdomme, og svind af hjernematerie, også forkorter livsforventningen af dem, der tager dem enligt din anvisning, med gennemsnitligt 25 år.
Jeg vil gå så langt som til at påstå, at jeg lever et bedre liv i dag, end du, Henrik. Fordi jeg ikke længere lever en livsløgn. Fordi jeg har haft chancen til at erkende normaliteten som det, den er: en illusion, en vrangforestilling. Kollektiv massepsykose.
Hvad tv2-nyhedsnotitsens overskrift angår, så kan man nemt komme til at tro, at psykofarmaka skulle være "livsvigtige". Imidlertid er der ikke nogen endnu, der er død af hverken "psykose", "skizofreni", eller hvad det ellers måtte være for et stempel fra ICD-10, kapitel V. Derimod er der et ufatteligt stort antal mennesker, der er døde af psykofarmaka og psykiatrisk "behandling" generelt. Et langt større antal, end dem, der er døde i forbindelse med en eksistentiel krise (såkaldt "psykisk sygdom"). Dels grundet psykofarmakas bivirkninger, dels grundet psykiatriens budskab om livslange, kroniske hjernesygdomme, man angiveligt ikke kan gøre andet ved, end at holde symptomatiken "i skak" ved hjælp af stoffer, der reducerer livskvaliteten generelt drastisk, og dels også grundet diverse andre svært traumatiserende erfaringer, som psykiatrien vedvarende udsætter sit klientel for, såsom tvang. Mange foretrækker forståeligt nok døden fremfor en tilværelse som mere eller mindre grøntsag, respektive et liv i angst for yderligere ydmygelser og overgreb. Overskriftens "budskab" er dermed faktuelt inkorrekt, selv om det måtte være nok så politisk korrekt.
Og Evangelist? Hvad mener jeg om Evangelist? Det har jeg forleden givet udtryk for i en kommentar på Sigruns blog, mens man bare skal erstatte "pastor Torp" i min kommentar med "Evangelist":
Meget fin analyse af Knut Lindtner. Men jeg mangler et perspektiv på sagen: Hvad hvis alle de, der siger de er Jesus også faktisk er det? Der findes jo to Jesusser, kunne man sige: den historiske person og det, "Jesus" i form af et symbol står for: bevidsthed. Nu har jeg ikke nogen oversættelse ved hånden, derfor her på engelsk: "You are the light of the world," sagde Jesus, den historiske. Lys = bevidsthed = "Jesus", den symbolske. Og siden vi allesammen er mere eller mindre bevidste, er vi også allesammen mere eller mindre "Jesus". Normalitet er, ikke at være sig bevidst om det. "Galskab" er, at ubevidst komme til denne bevidsthed. Enlightenment er, at komme bevidst til den. Ubevidst bevidstgøring forveksler den historiske med den symbolske Jesus, fordi det ubevidstes sprog er et rent symbolsprog. Mens den ubevidste bevidsthed tolker bogstaveligt: "galskab". Den bevidste tolker symbolsk: enlightenment.
Rigtigt interessant bliver det, når man anvender denne synsvinkel på pastor Torp. Fordi også han, som kirken generelt, vælger, at tolke bogstaveligt. Dermed bliver det, at påstå man er "Jesus", til dæmonbesættelse i pastor Torps verden, og til "galskab" i kirkens generelt. I grund og bund er nutidens forestilling om "psykisk sygdom" ikke andet end den moderne, videnskabelige version af fortidens, religiøse forestilling om "galskab" som værende dæmonbesættelse.
Kirken havde dæmonerne - som ingen nogensinde har set - hvor videnskaben har defekte gener og en hjernekemi i ubalance - som heller ingen nogensinde har set. Kirken havde inkvisitionen. Videnskaben, og med den hele vores moderne samfund inklusive kirken i dag, har psykiatrien. Begge, fortid og nutid, tolker bogstaveligt. Pastor Torp lever i inkvisitionens fortid. Kirken i dag lever i psykiatriens nutid. En større bevidstgøring er der ikke sket. Den har til alle tider været forbeholdt enkeltindivider: Jesus, Buddha, mystikerne i den kristne tradition, sufierne i den islamske, etc.
Pastor Torp taler om "åndeliggjøring" ("Oppgitt sukk"), men med spiritualitet har hans tolkninger ikke meget at gøre. Lige så lidt som psykiatrien, der, betegnende nok, afviser enhver form for spiritualitet som "magisk tænkning", som et "symptom" på besættelse/"psykisk sygdom".
På YouTube findes der en EvangelistMedia video(her link til 1. af tre dele), der viser et interview med Lene, der var "skizofren", indtil hun skiftede sine psykiatrisk som "skizofren" diagnosticerbare vrangforestillinger ud med Evangelist-anerkendte (apropos Knut Lindtner's betragtninger [Psykologen Kurt Lindtner understreger i hans artikel"Tre betraktninger om Jesus og psykiatri" hvor altafgørende det mht. mulig psykiatrisering er, om ens vrangforestillinger er i overensstemmelse med samfundets, respektive i hvert fald en større, organiseret gruppe mennesker, eller om de står i kontrast til, hvad samfundet respektive disse grupper - som Evangelist - tror på. Han understreger dermed det faktum, at psykiatrisk diagnosticering foretages på grundlag af kulturelle normer og værdier, ikke på grundlag af nogen som helst videnskab.]). En pseudo-løsning, ligesom pillerne. Om end med langt færre bivirkninger, hvorfor jeg håber, at den Evangelist-anerkendte vrangforestilling holder for Lene. Når nu hun med al magt blev afholdt fra virkelig bevidstgøring.
_________________
Interessant er i øvrigt, at Janni i et andet af TV2s videoklips fortæller, at hun blev udsat for dæmonuddrivelse indtil hun brækkede sig, siden dette blev betragtet som et tegn på, at dæmonen/-erne forlod hendes krop. Interessant er det, fordi Evangelist her ikke engang ligger så voldsomt langt ved siden af sandheden. Også psykiske traumer - og Janni nævner eksplicit i det første klip med hende "stemmerne", der fortæller "dårlige ting" og hiver "ting frem fra" hendes "barndom" - manifesterer sig i kroppen, kommer til udtryk igennem den, og forløsningen kan meget vel resultere i fysiske "symptomer", som f.eks. det at brække sig. Jeg har selv været dér. Om end ikke provokeret af nogen anden form for "dæmonuddrivelse", end den, (god) psykoterapi kan sætte i gang. Men selvfølgeligt virker det ikke, når man "faker" det at brække sig.
I denne video taler Sean om, hvordan fortrængte reaktioner på traumata forløses bl.a. via opkastning (08.40):
Det skal ikke på nogen måde forstås som en legitimering af Evangelists metoder, der i sidste ende ikke er meget bedre, end psykiatriens. Ikke mindst også fordi de, i modsætning til den bevidstgøring og bearbejdning af traumata, god terapi formår at tilvejebringe, og ganske lig psykiatrien, ikke tilvejebringer så meget andet, end at én vrangforestilling uddrives - og erstattes med en anden. Som Janni også siger: Hun er "svingdørspatient" i psykiatrien, og har været det nu igennem tolv år. Fanget i vrangforestillingen om, at hendes problemer skyldes en kemisk ubalance - eller var det en dæmon?... - i hjernen.
Nyhedsnotitsen indeholder nogle videoklip fra Go' Morgen Danmark, bl.a. et med vores alles Henrik Rindom.
I klippet lægger Henrik Rindom ud med ammestuefortællingen om de berømte ubalancer i hjernen, der angiveligt skulle være årsagen til "psykisk sygdom", og der, ifølge ham, kan sidestilles med "ubalancen" i insulinstofskiftet hos diabetikere, og som "medicinen" lige så angiveligt retter op på.
Som tidligere bemærket, blev teorien om ubalancer i hjernekemien allerede i starten af 1990'erne forkastet af førende forskere på området, siden man, på trods af årtier af forskning, på intet tidspunkt har kunnet finde noget som helst bevis på dens korrekthed. Sagaen om ubalancerne i transmitterstofskiftet holdes i dag med alle midler i live, da kun denne teori kan retfærdiggøre den massive doping af kriseramte mennesker med stoffer, der, dette beviseligt, indvirker på transmitterstofskiftet og således skaber en ubalance i selvsamme, ikke korrigerer den, respektive genskaber balance.
Henrik Rindom fortsætter med at påstå, at "sygdommen" vender tilbage, når dopingen opholder. Korrekt er her, at den såkaldte "medicin" er afhængighedsskabende, og ophold med at tage stofferne derfor forårsager abstinenssymptomer. Ikke sjældent i form af "psykoser", der overgår i deres intensitet alt, hvad vedkommende måtte have oplevet inden han/hun overhovedet begyndte at tage stofferne. Vi taler altså om abstinens-, ikke om sygdomssymptomer.
Og selvfølgeligt er det uforsvarligt af Evangelist, at nægte afhængige mennesker en langsom og forsigtig udtrapning ud af stoffer, der kan give decideret livstruende abstinenser ved pludseligt ophold. Så ja, her har Henrik Rindom fuldstændig ret, når han siger, "det værste man kan gøre, er at tage det hele væk på en gang".
Imidlertid har han ikke ret, når han siger, at "lægfolk" ikke kan trappe ud uden lægelig overvågning, eller bistå med råd og vejledning under en udtrapning. Faktum er, at psykiatriens viden om udtrapning, desværre, er minimal sammenlignet med den erfaringsviden folk har, der selv har gennemført en udtrapning ud af psykofarmaka. Faktum er også, at lige så mange mennesker lykkes med ud- respektive nedtrapning med som uden deres læges velsignelse og vejledning. Men hvis vi indrømmer dette, risikerer vi selvfølgeligt, at folk prøver at trappe ud eller ned, selv om deres læge nægter dem hjælp til det, ikke Henrik?? Eller er det angsten for at ende på en eller andens "hit list", der driver værket, når der lyves så stærkt som en hest kan rende? - Jeg gad for øvrigt godt vide, på hvis "payroll" du står. AstraZeneca? Eli Lilly? Johnson&Johnson? At i næsten allesammen står på et eller andet af disse foretagenders lønningsliste, er jo ikke nogen hemmelighed. - I mine øjne er det iøvrigt lige så "grov udnyttelse" af mennesker i en "fortvivlet situation", at gøre dem afhængig af i høj grad sundhedsskadelige stoffer som neuroleptika uden at bistå disse mennesker ved en ønsket ud- eller nedtrapning, som det, Evangelist gør er udnyttelse.
Til sidst i klippet spørger Kamilla Walsøe Henrik Rindom, om han "med sin erfaring" kender nogen mennesker, stemplet med "skizofreni", der nogensinde har kunnet leve uden "medicin". "Nej," svarer Henrik Rindom her, "Jeg må sige, at jeg har set nogen i udlandet, men det er ikke noget eftertragtelsesværdigt liv, de har levet."
Vil det sige, at f.eks. din kollega Daniel Fisher, eller mennesker som David Oaks, Arnhild Lauveng, Rufus May, Joanne Greenberg, Catherine Penney, Ron Bassman, etc. etc. ikke har noget eftertragtelsesværdigt liv, Henrik?! Jeg kunne nu virkeligt godt tænke mig at se dig fortælle f.eks. Joanne Greenberg, at hendes liv, bl.a. som forfatter af I Never Promised You a Rose Garden og litteraturprofessor, ikke er "eftertragtelsesværdigt"! Og dumme dig noget så grusomt.
Her traileren med Joanne Greenberg til Daniel Mackler's film Take These Broken Wings:
Oversættelse af fortælleren, psykoterapeuten Daniel Mackler's kommentarer:
"Joanne Greenberg blev diagnosticeret med skizofreni i 1948, 16 år gammel."
"Hvis dette skete i dag, ville Joanne højst sandsynligvis blive sat på antipsykotisk medicin med detsamme, og recovery, for ikke at tale om fuld recovery, ville aldrig blive nævnt som en mulighed."
"I stedet for begyndte Joanne intensiv terapi med en af tidens førende eksperter, Dr. Frieda Fromm-Reichmann."
"I dag, tres år senere, fortæller Joanne Greenberg, collegeprofessor og forfatter af bestsellerromanen I Never Promised You a Rose Garden, os historien om hendes fulde recovery fra skizofreni uden medicin."
Og her endnu en gang klippet med den amerikanske videnskabsjournalist og forfatter af Mad In America, Robert Whitaker, der må siges at have en lidt større ekspertise mht. "psykisk sygdom", end Henrik Rindom. I hvert fald, hvis man forudsætter, at Henrik Rindom virkeligt tror på det, han fortæller i TV2s videoklip. - Gør du det, Henrik?
" 'Tror du, folk kan komme sig helt fra skizofreni og leve et liv uden nogen som helst medikamenter?'
'Absolut. For det første er der to måder, hvorpå du kan svare på dette spørgsmål. Den ene er: 'Jeg kender mange,' som du gør, 'der er blevet diagnosticeret med skizofreni, og der havde alvorlige, psykotiske episoder, der er kommet sig og ikke tager medikamenter.' Så, personlig erfaring siger dig, at det er muligt og kan ske. For det andet - og det er, hvad vi ikke ved noget om, vi glemmer det - hvis du ser på forskningslitteraturen er der... Recovery var endda almindelig. Og jeg mener recovery uden brug af medicin var almindelig. Før vi endte op med denne behandlingsmodel, der fortæller folk, at de skal tage medikamenter for livet, og at der ikke findes håb for, at de nogensinde vil komme sig. Tror du, unge psykiatere har hørt: 'Ved du, vi har fulgt skizofrenipatienter igennem 30 år, og vi har fundet ud af, at en tredjedel kommer sig helt. Nu er det sådan, at ingen af dem tog medikamenter. Så, hvad vi bør gøre, er at hjælpe folk til at trappe ud af deres medikamenter.' Fortæller man det til kandidater i psykiatrien? Ikke på vilkår."
For resten Henrik, nej, vi har aldrig mødt hinanden, men jeg bor altså i Danmark. Og jeg er langt fra den eneste her i landet, der lever et fantastisk fedt liv helt uden "medicin". Faktisk et langt bedre liv, end dem du og dine kollegaer ordinerer et liv på førtidspension, med værestedet som hovedomdrejningspunkt, ved at ordinere stoffer, der, ved siden af at have en lang liste tildels livstruende bivirkninger som massiv vægtøgning, diabetes, kognitiv dysfunktion, tardiv dyskinesi, hjerte-kar-sygdomme, og svind af hjernematerie, også forkorter livsforventningen af dem, der tager dem enligt din anvisning, med gennemsnitligt 25 år.
Jeg vil gå så langt som til at påstå, at jeg lever et bedre liv i dag, end du, Henrik. Fordi jeg ikke længere lever en livsløgn. Fordi jeg har haft chancen til at erkende normaliteten som det, den er: en illusion, en vrangforestilling. Kollektiv massepsykose.
Hvad tv2-nyhedsnotitsens overskrift angår, så kan man nemt komme til at tro, at psykofarmaka skulle være "livsvigtige". Imidlertid er der ikke nogen endnu, der er død af hverken "psykose", "skizofreni", eller hvad det ellers måtte være for et stempel fra ICD-10, kapitel V. Derimod er der et ufatteligt stort antal mennesker, der er døde af psykofarmaka og psykiatrisk "behandling" generelt. Et langt større antal, end dem, der er døde i forbindelse med en eksistentiel krise (såkaldt "psykisk sygdom"). Dels grundet psykofarmakas bivirkninger, dels grundet psykiatriens budskab om livslange, kroniske hjernesygdomme, man angiveligt ikke kan gøre andet ved, end at holde symptomatiken "i skak" ved hjælp af stoffer, der reducerer livskvaliteten generelt drastisk, og dels også grundet diverse andre svært traumatiserende erfaringer, som psykiatrien vedvarende udsætter sit klientel for, såsom tvang. Mange foretrækker forståeligt nok døden fremfor en tilværelse som mere eller mindre grøntsag, respektive et liv i angst for yderligere ydmygelser og overgreb. Overskriftens "budskab" er dermed faktuelt inkorrekt, selv om det måtte være nok så politisk korrekt.
Og Evangelist? Hvad mener jeg om Evangelist? Det har jeg forleden givet udtryk for i en kommentar på Sigruns blog, mens man bare skal erstatte "pastor Torp" i min kommentar med "Evangelist":
Meget fin analyse af Knut Lindtner. Men jeg mangler et perspektiv på sagen: Hvad hvis alle de, der siger de er Jesus også faktisk er det? Der findes jo to Jesusser, kunne man sige: den historiske person og det, "Jesus" i form af et symbol står for: bevidsthed. Nu har jeg ikke nogen oversættelse ved hånden, derfor her på engelsk: "You are the light of the world," sagde Jesus, den historiske. Lys = bevidsthed = "Jesus", den symbolske. Og siden vi allesammen er mere eller mindre bevidste, er vi også allesammen mere eller mindre "Jesus". Normalitet er, ikke at være sig bevidst om det. "Galskab" er, at ubevidst komme til denne bevidsthed. Enlightenment er, at komme bevidst til den. Ubevidst bevidstgøring forveksler den historiske med den symbolske Jesus, fordi det ubevidstes sprog er et rent symbolsprog. Mens den ubevidste bevidsthed tolker bogstaveligt: "galskab". Den bevidste tolker symbolsk: enlightenment.
Rigtigt interessant bliver det, når man anvender denne synsvinkel på pastor Torp. Fordi også han, som kirken generelt, vælger, at tolke bogstaveligt. Dermed bliver det, at påstå man er "Jesus", til dæmonbesættelse i pastor Torps verden, og til "galskab" i kirkens generelt. I grund og bund er nutidens forestilling om "psykisk sygdom" ikke andet end den moderne, videnskabelige version af fortidens, religiøse forestilling om "galskab" som værende dæmonbesættelse.
Kirken havde dæmonerne - som ingen nogensinde har set - hvor videnskaben har defekte gener og en hjernekemi i ubalance - som heller ingen nogensinde har set. Kirken havde inkvisitionen. Videnskaben, og med den hele vores moderne samfund inklusive kirken i dag, har psykiatrien. Begge, fortid og nutid, tolker bogstaveligt. Pastor Torp lever i inkvisitionens fortid. Kirken i dag lever i psykiatriens nutid. En større bevidstgøring er der ikke sket. Den har til alle tider været forbeholdt enkeltindivider: Jesus, Buddha, mystikerne i den kristne tradition, sufierne i den islamske, etc.
Pastor Torp taler om "åndeliggjøring" ("Oppgitt sukk"), men med spiritualitet har hans tolkninger ikke meget at gøre. Lige så lidt som psykiatrien, der, betegnende nok, afviser enhver form for spiritualitet som "magisk tænkning", som et "symptom" på besættelse/"psykisk sygdom".
På YouTube findes der en EvangelistMedia video(her link til 1. af tre dele), der viser et interview med Lene, der var "skizofren", indtil hun skiftede sine psykiatrisk som "skizofren" diagnosticerbare vrangforestillinger ud med Evangelist-anerkendte (apropos Knut Lindtner's betragtninger [Psykologen Kurt Lindtner understreger i hans artikel"Tre betraktninger om Jesus og psykiatri" hvor altafgørende det mht. mulig psykiatrisering er, om ens vrangforestillinger er i overensstemmelse med samfundets, respektive i hvert fald en større, organiseret gruppe mennesker, eller om de står i kontrast til, hvad samfundet respektive disse grupper - som Evangelist - tror på. Han understreger dermed det faktum, at psykiatrisk diagnosticering foretages på grundlag af kulturelle normer og værdier, ikke på grundlag af nogen som helst videnskab.]). En pseudo-løsning, ligesom pillerne. Om end med langt færre bivirkninger, hvorfor jeg håber, at den Evangelist-anerkendte vrangforestilling holder for Lene. Når nu hun med al magt blev afholdt fra virkelig bevidstgøring.
_________________
Interessant er i øvrigt, at Janni i et andet af TV2s videoklips fortæller, at hun blev udsat for dæmonuddrivelse indtil hun brækkede sig, siden dette blev betragtet som et tegn på, at dæmonen/-erne forlod hendes krop. Interessant er det, fordi Evangelist her ikke engang ligger så voldsomt langt ved siden af sandheden. Også psykiske traumer - og Janni nævner eksplicit i det første klip med hende "stemmerne", der fortæller "dårlige ting" og hiver "ting frem fra" hendes "barndom" - manifesterer sig i kroppen, kommer til udtryk igennem den, og forløsningen kan meget vel resultere i fysiske "symptomer", som f.eks. det at brække sig. Jeg har selv været dér. Om end ikke provokeret af nogen anden form for "dæmonuddrivelse", end den, (god) psykoterapi kan sætte i gang. Men selvfølgeligt virker det ikke, når man "faker" det at brække sig.
I denne video taler Sean om, hvordan fortrængte reaktioner på traumata forløses bl.a. via opkastning (08.40):
Det skal ikke på nogen måde forstås som en legitimering af Evangelists metoder, der i sidste ende ikke er meget bedre, end psykiatriens. Ikke mindst også fordi de, i modsætning til den bevidstgøring og bearbejdning af traumata, god terapi formår at tilvejebringe, og ganske lig psykiatrien, ikke tilvejebringer så meget andet, end at én vrangforestilling uddrives - og erstattes med en anden. Som Janni også siger: Hun er "svingdørspatient" i psykiatrien, og har været det nu igennem tolv år. Fanget i vrangforestillingen om, at hendes problemer skyldes en kemisk ubalance - eller var det en dæmon?... - i hjernen.
mandag den 20. april 2009
Ti år efter Columbine - Om at lukke øjnene for sandheden
"American psycho" lyder overskriften på Poul Høj's artikel om skoleskyderiet på Columbine, der fandt sted for ti år siden. Hitchcock sælger. Især selvfølgeligt ledsaget af et close-up af skuffen "den gale øksemorder". Tillykke til Berlingske med førsteprisen i "Hvem kan levere de platteste klichéer?"-konkurrencen. Afgørelsen faldt ikke nemt, tv2's "En psykopat stod bag Columbine-massakren" leverede kamp til stregen.
Berlingske's Poul Høj gør et stort nummer ud af, at forkaste det, der ved siden af selve artiklen betegnes som "Fem usandheder om Columbine", mens han læner sig op ad Dave Cullen's fornyligt udkomne bog Columbine, når han, ikke overraskende, fordømmer Eric Harris som værende "psykopat".
Artiklen citerer bogens forfatter, Dave Cullen: "...en psykopat er født psykopat og forbliver psykopat". Så, hvis nogen skulle have tvivlet, her er det endnu en gang slået fast med syvtommerssøm: samfundet har intet, absolut intet, ansvar for disse fødte monstres gerninger. Som vi alle ved, er det misbrugsofrene, der selv er ansvarlige for, at blive misbrugt.
"...men hvis Eric var psykopat, så giver hans handlinger mening, for så dræbte han af to grunde:
For at demonstrere sin overlegenhed, og fordi han nød det, skriver Cullen, og for en psykopat giver begge motiver mening",
hedder det endvidere i artiklen, og intet kunne være et mere lysende eksempel på den gængse bortforklaring af individuel mistrivsel i vores ak så ufejlbarlige samfund, som denne. Efter mottoet: "Hvorfor gjorde han det? - Fordi han er psykopat. - Hvorfor er han psykopat? - Fordi han gjorde det. - Hvorfor gjorde han det? - " osv. osv. i al uendelighed. Lidt som at tage et sovemiddel for at kunne lukke øjnene for sandheden: Sweet dreams!
I øvrigt nævner heller ikke Poul Høj's artikel det sandsynligvis afgørende faktum, at Eric Harris på gerningstidspunktet var ved at skifte fra det "antidepressive" middel Zoloft til Luvox, lige så lidt som det nævnes, at Dylan Klebold faktisk var ved at nedtrappe brugen af et SSRI, mens det sidste dog aldrig er blevet officielt bekræftet, da Dylan Klebold's medicinske journaler og hans obduktionsrapport ikke blev offentliggjort.
Berlingske's Poul Høj gør et stort nummer ud af, at forkaste det, der ved siden af selve artiklen betegnes som "Fem usandheder om Columbine", mens han læner sig op ad Dave Cullen's fornyligt udkomne bog Columbine, når han, ikke overraskende, fordømmer Eric Harris som værende "psykopat".
Artiklen citerer bogens forfatter, Dave Cullen: "...en psykopat er født psykopat og forbliver psykopat". Så, hvis nogen skulle have tvivlet, her er det endnu en gang slået fast med syvtommerssøm: samfundet har intet, absolut intet, ansvar for disse fødte monstres gerninger. Som vi alle ved, er det misbrugsofrene, der selv er ansvarlige for, at blive misbrugt.
"...men hvis Eric var psykopat, så giver hans handlinger mening, for så dræbte han af to grunde:
For at demonstrere sin overlegenhed, og fordi han nød det, skriver Cullen, og for en psykopat giver begge motiver mening",
hedder det endvidere i artiklen, og intet kunne være et mere lysende eksempel på den gængse bortforklaring af individuel mistrivsel i vores ak så ufejlbarlige samfund, som denne. Efter mottoet: "Hvorfor gjorde han det? - Fordi han er psykopat. - Hvorfor er han psykopat? - Fordi han gjorde det. - Hvorfor gjorde han det? - " osv. osv. i al uendelighed. Lidt som at tage et sovemiddel for at kunne lukke øjnene for sandheden: Sweet dreams!
I øvrigt nævner heller ikke Poul Høj's artikel det sandsynligvis afgørende faktum, at Eric Harris på gerningstidspunktet var ved at skifte fra det "antidepressive" middel Zoloft til Luvox, lige så lidt som det nævnes, at Dylan Klebold faktisk var ved at nedtrappe brugen af et SSRI, mens det sidste dog aldrig er blevet officielt bekræftet, da Dylan Klebold's medicinske journaler og hans obduktionsrapport ikke blev offentliggjort.
fredag den 10. april 2009
Det helt normale vanvid - på amerikansk
I forlængelse af dette indlæg om det helt normale vanvid, her lidt mere om normalitetens patologi.
onsdag den 1. april 2009
tirsdag den 24. marts 2009
"Loven har været et instrument til at undertrykke os" - Til minde om David Stolper
Jeg har postet videoen forneden før. I dag poster jeg den igen. Til minde om David Stolper, aktivist og MindFreedom-medlem fra Sydafrika, der i går, efter syv års kamp såvel for sin egen frihed og sine egne menneskerettigheder, som for andres, valgte at tage sit liv.
David Stolper blev i 2002 "state patient" (patient af staten) på ubestemt tid, dvs. han blev frataget sine fundamentale menneskerettigheder, og underkastet psykiatriens enerådende magt. Selvmord blev den eneste vej ud af denne uudholdelige situation.
Nej, psykiatrien forhindrer ikke selvmord. Psykiatrien forårsager selvmord. Det er David et af bare alt for mange eksempler på.
Læs også interviewartiklen "The law has been an instrument of our oppression" og blogindlægget "Psychrights activist escapes psychiatric system by killing himself".
David Stolper blev i 2002 "state patient" (patient af staten) på ubestemt tid, dvs. han blev frataget sine fundamentale menneskerettigheder, og underkastet psykiatriens enerådende magt. Selvmord blev den eneste vej ud af denne uudholdelige situation.
Nej, psykiatrien forhindrer ikke selvmord. Psykiatrien forårsager selvmord. Det er David et af bare alt for mange eksempler på.
Læs også interviewartiklen "The law has been an instrument of our oppression" og blogindlægget "Psychrights activist escapes psychiatric system by killing himself".
søndag den 1. marts 2009
Merete Nordentoft, OPUS-projektet og The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and other Psychoses, ISPS
Jeg må jo indrømme, at jeg blev en smule glad, da jeg så, at The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, også har en dansk afdeling. "De gemmer sig godt," skrev jeg til Daniel Mackler.
Men bortset altså fra, at man selv i en organisation, der prioriterer psykoterapi respektive -analyse meget højt som hjælpeforanstaltning ved ekstreme sindstilstande, har sine problemer med at se bort fra en patologisering af individet, troede jeg, naiv som jeg en gang imellem godt kan være, at der i Danmark måske virkeligt fandtes ikke bare nogle få enkelte hjælpere (der nok kan tælles på fingrene af én hånd...), men måske endda en hel organisation af hjælpere, der tog mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, seriøst, og der virkeligt satte sig ind for at tilbyde disse mennesker hjælp efter deres præmisser. Og patologiseringen, den kan vi jo i sidste ende takke Freud for, ligesom vi kan takke ham for psykoanalysen, så...
Men jeg må vist tro om.
Et øjeblik overvejede jeg, at linke til ISPS fra min sidebar, og ja, den US-amerikanske afdeling af organisationen har da nogle meget interessante artikler på hjemmesiden, og på startsiden kan man læse: "Vi støtter en human, vidtspændende og dybdegående behandling af psykotiske forstyrrelser." Meget tiltalende. Så, måske var der her et link til min samling af links til læsværdige danske hjemmesider?
Nu linker jeg ikke bare til noget, uden at først undersøge lidt nærmere, hvad det er, jeg anbefaler. - Hvilket ikke betyder, at jeg udelukkende går efter 100% overensstemmelse med mine synspunkter. Men der er altså grænser for galskaben, som man siger.
Det første navn, jeg faldt over, var, som tidligere bemærket Bent Rosenbaum. Det gav en mixed-emotions-resonans hos mig. Det næste navn gav ikke længere en mixed-emotions, men en rød-alarm-resonans: Merete Nordentoft.
Hvorfor rød alarm? Merete Nordentoft, et navn, vi jo nok er en del, der genkender fra medierne, er initiativtager til OPUS-projektet. Akronymet "OPUS" står for "tidlig opsporing og behandling af unge psykotiske", og det siger mig allerede en del. Alene ordvalget: de ("psykotiske") - og os.
Men lad os lige se på, hvad dette, angiveligt så revolutionerende, projekt går ud på. Ifølge den rapport, jeg linker til foroven, består behandlingen af fem forskellige tiltag: Individuelle samtaler, medikamentel behandling, psykoedukation, social færdighedstræning og familiearbejde.
'Ah,' tænker man så, 'individuelle samtaler. Det lyder jo lovende.' Men lad mig sige det med det samme, jeg må skuffe. Af en anden projektbeskrivelse, der imidlertid er forsvundet fra nettet, fremgik det, at de individuelle samtaler under den maksimalt toårige tilknytning til projektet, man kan have, er begrænsede til 12 - TOLV! - i visse tilfælde til allerhøjst 24 - FIRE OG TYVE! - samtaler med en terapeut, og at samtaleemnerne gerne skal aftales på forhånd. Ja, det er - desværre - ikke en joke. Men samtalerne i sig selv, de bliver altså til en joke under disse omstændigheder.
Mit eget forløb omfattede 45 samtaler, fordelt over en periode på tre og et halvt år. Et (absolut) minimum, når vi taler "psykoser". Og kun muligt, fordi jeg a) ikke længere var 20 år gammel, men godt og vel to gange 20 år, med den deraf følgende livserfaring og en vis baggrundsviden indenfor relevante fagområder (såsom filosofi, litteratur og, ja, psykologi/-analyse).
Fordi jeg b) var så motiveret, som man bare kan være - aldeles ikke til at lære at leve med en begrænsende, kronisk sygdom, men til at erkende, forstå og løse min eksistentielle problematik.
Fordi jeg c) skrev - stort set 24/7 ("Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer." -Loren Mosher) og ikke til skrivebordsskuffen, men for min terapeut at læse. Dvs. jeg kunne til enhver tid have en godt nok imaginær men dog også ret så konkret samtale med min terapeut, på papiret. Også kl. 3 om natten, hvis det var det, der skulle til.
Fordi jeg d) ikke blev yderligere traumatiseret af et ophold på den lukkede respektive af det tillidsbrud, det havde været fra min terapeuts side, at arrangere et sådant ophold mod min udtalte vilje. Noget, der uvægerligt ikke bare havde kastet mig betydeligt tilbage med hensyn til recovery'en, men under alle omstændigheder en for alle gange havde ødelagt tillidsforholdet til min terapeut. Og til enhver anden professionel hjælper med. Mens jeg samtidigt var ret afklaret med, hvad jeg i givet fald ville foretage mig, skulle det vise sig, at man altså åbenbart ikke kan stole på menneskeheden overhovedet. "Suicide was my ticket out," siger Catherine Penney i Take These Broken Wings, adspurgt om, hvordan hun tror, det var gået, havde hun ikke mødt Daniel Dorman. Det var også min billet ud.
Fordi jeg e) ikke var medicineret på noget tidspunkt,
fordi der f) ikke blev aftalt noget som helst på forhånd - andet end tid og dato for den næste terapitime,
og sidst men bestemt ikke mindst fordi jeg g) ikke hoppede på den biologiske limpind, bortset fra i en, heldigvis meget kort, periode, hvor jeg, takket være den massive propaganda alle vegne, havde mine tvivl. I øvrigt den eneste periode nogensinde i mit liv, hvor jeg seriøst overvejede selvmord: man ændrer ikke uden videre på sine gener, og heller ikke på en kronisk ubalance i transmitterstofskiftet. Man kan alene passivt håbe på, at "medicinen" virker. Men man kan altid blive aktiv, og ændre på tillærd adfærd - og komme sig helt.
Hvorved vi er ved OPUS-projektet igen. Af rapporten fremgår det, at de individuelle samtaler, der nævnes her, er ugentlige samtaler med det, der hedder en kontaktperson. Begrebet "terapeut" er altså fra denne, åbenbart nyere, rapport helt forsvundet. Men hvad, det var jo alligevel bare en joke, ikk'?
Og her i rapporten hedder det så under "Individuelle samtaler" bl.a.:
"Samtalebehandlingen kan indeholde mange elementer: rådgivning, vejledning, kriseintervention, psykoedukation, tilbagefaldsforebyggelse, psykologisk støtte til indsigt og egentlig kognitiv terapi [Ah, da er de måske alligevel, de 12, maks 24 psykologtimer??? Jamen, fabelagtigt!].
Generelt kan samtalerne skematiseres efter den fase, patienten befinder sig i, således:
Akut fase:
Der skabes kontakt og etableres en behandlingsalliance. Samtalerne har overvejende støttende og psykoedukativ karakter, (...)
Stabiliseringsfase:
Patienten støttes i at fortsætte med at følge behandlingen, selv om han har fået det bedre. Der ydes psykologisk støtte til indsigt og accept, (...)
Vedligeholdelsesfase:
Der ydes støtte til at fortsætte behandlingen. (...)"
Under "Medikamentel behandling" kan man så læse nøjagtigt hvad der så målrettet og ihærdigt skal støttes:
"Hos størsteparten af patienterne har der været indikation for antipsykotisk medikamentel behandling."
Og rigtigt hyggeligt bliver det lidt længere nede, hvor der konstateres, at mange kriseramte mennesker har "depressive" perioder - meget besynderligt, at de bliver så kede af at få indbildt, de har en kronisk biologisk hjernesygdom - der jo så selvfølgeligt gerne behandles med antidepressiva, SSRIs, ifølge rapporten. Siden "depressionen" jo må anses at være del af den biologiske sygdom, og bestemt ikke resultat af både nedværdigende og desillusionerende budskaber fra hjælpernes side, der efterlader det kriseramte menneske fuldstændigt magtes- og hjælpeløst, nej nej! Og så har de jo vist sig, at være så effektive, SSRIs'ene, ja! Og, nej nej, det er heller ikke den såkaldt "antipsykotiske medicin", der kan have nedtrykthed som bivirkning!
Ja, og siden både "psykotiske og depressive tilstande kan være forbundet med megen angst" - nej nej, det er i hvert fald ikke en bivirkning af de anbefalede SSRIs! - så rører vi da også lige nogle benzoer ind i cocktailen, der ved konstateret misbrug (og et sådant må vi ved daglig indtagelse af tre forskellige typer psykoaktive stoffer på ubegrænset tid - det er kronisk, remember?! - vist under alle omstændigheder tale om) yderligere kan krydres med lidt metadon eller lignende. Velbekomme!
Hvis man så er heldig, så ender man som Gianna, der efter knap 20 år i et medicinsk tågedis gennemskuede charaden, og nu i sit femte år, fysisk svært skadet af "medicinen", kæmper for at komme ud af det lægeordinerede misbrugshelvede. Hvis man er knapt så heldig, så ender man som mere eller mindre total grøntsag på et bosted - eller som Luise.
Og hvis man nu skulle være indehaver af en sund portion skepsis, så har OPUS også en løsning på det problem:
"Det forekommer hyppigt, at patienter ikke ønsker at tage medicin, specielt den antipsykotiske medicin. (...) I OPUS har filosofien været, at når patienten ikke ville have den medicin, der fandtes nødvendig for ham, havde patienten sine grunde til det, og det var personalets opgave at undersøge baggrunden, undervise om, hvad medicinen kunne bruges til og hvilke bivirkninger der kunne forventes, og forsøge stadig at motivere for at modtage den relevante behandling. Erfaringen har været, at de fleste patienter alligevel efter nogen tid har accepteret behandlingen." Ja, og så ender man alligevel som Gianna, eller Luise. Når man, i sin i forvejen ret så sårbare sindstilstand, ikke orker psykoterroren (at blive "motiveret") længere. Sund skepsis eller ej.
Bemærk, at "behandling" her fuldstændigt sidestilles med "medicin". Anden behandling skal man altså heller ikke i OPUS-projektet regne med at kunne få, og de ugentlige samtaler er mindre ment som "behandling" i en virkeligt terapeutisk betydning, end i en indoktrinerende betydning. Hvilket sådan set er det modsatte af terapeutisk.
Endeligt afgået ved døden som et "mesterværk" er OPUS for mig med følgende citat, hvilket man betegnende nok, kan finde under "Familiearbejde", der ifølge rapporten omfatter "individuelle møder ved behandlingsstart" med de pårørende, "uden patienten, men med patientens accept" - Hvad prøver man her at redde? "Intet om os uden os"-konceptet? Jeg er ked af det, det er en ommer! Se dertil foroven, psykoterror af mennesker i meget sårbare sindstilstande - :
"- psykoedukation med vægt på en biologisk årsagsmodel (skyldreducerende)"
Hvad var det lige, Loren Mosher sagde? "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Og: "Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "
Eller, sagt på en anden måde: Om det så koster "de skizofrene" livet - "medicin"betinget, eller fordi det, ganske logisk og ikke spor sygt, som jeg vil mene, er billetten ud af en tilværelse med kronisk hjernesygdom - hovedsagen er, at læger og pårørende kan vaske deres hænder.
Meget mere passende, end man umiddelbart skulle tro, at Merete Nordentoft fik tildelt Den Gyldne Skalpel for OPUS-projektet. Det minder mig om en vis Nobelpristager...
Og dermed, med denne ret så uforbeholdent tilkendegivne ringeagtning af mennesker i krise, er den danske afdeling af ISPS, som Merete Nordentoft som nævnt, er medlem af, og ved hvis internationale symposium i København i juni 2009 hun deltager i det lokale videnskabelige komité, også afgået ved døden i sin form som en glædelig overraskelse og et potentielt link i min sidebar.
_______________
Hvad anden end den "indsigts-" og "compliance-"fremmende "støtte", OPUS tilbyder, angår: Jeg havde en bekendt, der blev tilknyttet OPUS. "Et sted at bo? Det kan vi desværre ikke hjælpe med. Et job? Det kan vi desværre ikke hjælpe med." Men pillerne fik han med hjem. Uden omsvøb. Og helt gratis. Han behøvede ikke engang at spørge efter dem.
Det må virkeligt kaldes for eksemplarisk støtte af mennesker i krise.
Og nej, jeg tog fejl. De gemmer sig slet ikke. De er der, synligt for alle, midt i biobiobiopsykiatrien stortrives de biobiobiopsykiatrisk. ISPS' medlemmer. Når "psykologiske behandlinger" skal fremmes, menes der således åbenbart ikke så meget andet, end at "the slightly more sophisticated" version af den kulsort-pædagogiske psykoedukation skal finde mere udbredelse. Trist men sandt. Men i sidste ende jo ikke så overraskende igen, i dette jantelovens land.
I øvrigt er også Lene Falgaard Eplov, der mener, recovery ikke kan være andet, end at lære at leve med en kronisk sygdom, og biopsykolog Torben Schjødt medlemmer af ISPS' danske afdeling. Uhm, jah. R.I.P., ISPS Danmark.
_______________
P.S.: Bemærk, hvis du læser rapporten om OPUS-projektet, at der på intet tidspunkt er tale om at behandlingen bare så meget som eventuelt kan omfatte traumerelateret terapi. At emotionel lidelse kan være resultat af traumatiserende oplevelser, udelukkes dermed på forhånd. Apropos at overgribere til enhver tid vil gøre alt i deres magt stående, for at forhindre offeret - og omgivelserne - i at gennemskue misbruget/mishandlingen.
_______________
P.P.S.: Merete Nordentofts navn kan man for resten også finde på denne liste over læger med en så intens tilknytning til farmaindustrien - i Merete Nordentofts tilfælde til bare alt for velkendte Eli Lilly, producent af Zyprexa - at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for deres lille bierhverv. Som salgsrepræsentant for firmaet.
Men bortset altså fra, at man selv i en organisation, der prioriterer psykoterapi respektive -analyse meget højt som hjælpeforanstaltning ved ekstreme sindstilstande, har sine problemer med at se bort fra en patologisering af individet, troede jeg, naiv som jeg en gang imellem godt kan være, at der i Danmark måske virkeligt fandtes ikke bare nogle få enkelte hjælpere (der nok kan tælles på fingrene af én hånd...), men måske endda en hel organisation af hjælpere, der tog mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, seriøst, og der virkeligt satte sig ind for at tilbyde disse mennesker hjælp efter deres præmisser. Og patologiseringen, den kan vi jo i sidste ende takke Freud for, ligesom vi kan takke ham for psykoanalysen, så...
Men jeg må vist tro om.
Et øjeblik overvejede jeg, at linke til ISPS fra min sidebar, og ja, den US-amerikanske afdeling af organisationen har da nogle meget interessante artikler på hjemmesiden, og på startsiden kan man læse: "Vi støtter en human, vidtspændende og dybdegående behandling af psykotiske forstyrrelser." Meget tiltalende. Så, måske var der her et link til min samling af links til læsværdige danske hjemmesider?
Nu linker jeg ikke bare til noget, uden at først undersøge lidt nærmere, hvad det er, jeg anbefaler. - Hvilket ikke betyder, at jeg udelukkende går efter 100% overensstemmelse med mine synspunkter. Men der er altså grænser for galskaben, som man siger.
Det første navn, jeg faldt over, var, som tidligere bemærket Bent Rosenbaum. Det gav en mixed-emotions-resonans hos mig. Det næste navn gav ikke længere en mixed-emotions, men en rød-alarm-resonans: Merete Nordentoft.
Hvorfor rød alarm? Merete Nordentoft, et navn, vi jo nok er en del, der genkender fra medierne, er initiativtager til OPUS-projektet. Akronymet "OPUS" står for "tidlig opsporing og behandling af unge psykotiske", og det siger mig allerede en del. Alene ordvalget: de ("psykotiske") - og os.
Men lad os lige se på, hvad dette, angiveligt så revolutionerende, projekt går ud på. Ifølge den rapport, jeg linker til foroven, består behandlingen af fem forskellige tiltag: Individuelle samtaler, medikamentel behandling, psykoedukation, social færdighedstræning og familiearbejde.
'Ah,' tænker man så, 'individuelle samtaler. Det lyder jo lovende.' Men lad mig sige det med det samme, jeg må skuffe. Af en anden projektbeskrivelse, der imidlertid er forsvundet fra nettet, fremgik det, at de individuelle samtaler under den maksimalt toårige tilknytning til projektet, man kan have, er begrænsede til 12 - TOLV! - i visse tilfælde til allerhøjst 24 - FIRE OG TYVE! - samtaler med en terapeut, og at samtaleemnerne gerne skal aftales på forhånd. Ja, det er - desværre - ikke en joke. Men samtalerne i sig selv, de bliver altså til en joke under disse omstændigheder.
Mit eget forløb omfattede 45 samtaler, fordelt over en periode på tre og et halvt år. Et (absolut) minimum, når vi taler "psykoser". Og kun muligt, fordi jeg a) ikke længere var 20 år gammel, men godt og vel to gange 20 år, med den deraf følgende livserfaring og en vis baggrundsviden indenfor relevante fagområder (såsom filosofi, litteratur og, ja, psykologi/-analyse).
Fordi jeg b) var så motiveret, som man bare kan være - aldeles ikke til at lære at leve med en begrænsende, kronisk sygdom, men til at erkende, forstå og løse min eksistentielle problematik.
Fordi jeg c) skrev - stort set 24/7 ("Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer." -Loren Mosher) og ikke til skrivebordsskuffen, men for min terapeut at læse. Dvs. jeg kunne til enhver tid have en godt nok imaginær men dog også ret så konkret samtale med min terapeut, på papiret. Også kl. 3 om natten, hvis det var det, der skulle til.
Fordi jeg d) ikke blev yderligere traumatiseret af et ophold på den lukkede respektive af det tillidsbrud, det havde været fra min terapeuts side, at arrangere et sådant ophold mod min udtalte vilje. Noget, der uvægerligt ikke bare havde kastet mig betydeligt tilbage med hensyn til recovery'en, men under alle omstændigheder en for alle gange havde ødelagt tillidsforholdet til min terapeut. Og til enhver anden professionel hjælper med. Mens jeg samtidigt var ret afklaret med, hvad jeg i givet fald ville foretage mig, skulle det vise sig, at man altså åbenbart ikke kan stole på menneskeheden overhovedet. "Suicide was my ticket out," siger Catherine Penney i Take These Broken Wings, adspurgt om, hvordan hun tror, det var gået, havde hun ikke mødt Daniel Dorman. Det var også min billet ud.
Fordi jeg e) ikke var medicineret på noget tidspunkt,
fordi der f) ikke blev aftalt noget som helst på forhånd - andet end tid og dato for den næste terapitime,
og sidst men bestemt ikke mindst fordi jeg g) ikke hoppede på den biologiske limpind, bortset fra i en, heldigvis meget kort, periode, hvor jeg, takket være den massive propaganda alle vegne, havde mine tvivl. I øvrigt den eneste periode nogensinde i mit liv, hvor jeg seriøst overvejede selvmord: man ændrer ikke uden videre på sine gener, og heller ikke på en kronisk ubalance i transmitterstofskiftet. Man kan alene passivt håbe på, at "medicinen" virker. Men man kan altid blive aktiv, og ændre på tillærd adfærd - og komme sig helt.
Hvorved vi er ved OPUS-projektet igen. Af rapporten fremgår det, at de individuelle samtaler, der nævnes her, er ugentlige samtaler med det, der hedder en kontaktperson. Begrebet "terapeut" er altså fra denne, åbenbart nyere, rapport helt forsvundet. Men hvad, det var jo alligevel bare en joke, ikk'?
Og her i rapporten hedder det så under "Individuelle samtaler" bl.a.:
"Samtalebehandlingen kan indeholde mange elementer: rådgivning, vejledning, kriseintervention, psykoedukation, tilbagefaldsforebyggelse, psykologisk støtte til indsigt og egentlig kognitiv terapi [Ah, da er de måske alligevel, de 12, maks 24 psykologtimer??? Jamen, fabelagtigt!].
Generelt kan samtalerne skematiseres efter den fase, patienten befinder sig i, således:
Akut fase:
Der skabes kontakt og etableres en behandlingsalliance. Samtalerne har overvejende støttende og psykoedukativ karakter, (...)
Stabiliseringsfase:
Patienten støttes i at fortsætte med at følge behandlingen, selv om han har fået det bedre. Der ydes psykologisk støtte til indsigt og accept, (...)
Vedligeholdelsesfase:
Der ydes støtte til at fortsætte behandlingen. (...)"
Under "Medikamentel behandling" kan man så læse nøjagtigt hvad der så målrettet og ihærdigt skal støttes:
"Hos størsteparten af patienterne har der været indikation for antipsykotisk medikamentel behandling."
Og rigtigt hyggeligt bliver det lidt længere nede, hvor der konstateres, at mange kriseramte mennesker har "depressive" perioder - meget besynderligt, at de bliver så kede af at få indbildt, de har en kronisk biologisk hjernesygdom - der jo så selvfølgeligt gerne behandles med antidepressiva, SSRIs, ifølge rapporten. Siden "depressionen" jo må anses at være del af den biologiske sygdom, og bestemt ikke resultat af både nedværdigende og desillusionerende budskaber fra hjælpernes side, der efterlader det kriseramte menneske fuldstændigt magtes- og hjælpeløst, nej nej! Og så har de jo vist sig, at være så effektive, SSRIs'ene, ja! Og, nej nej, det er heller ikke den såkaldt "antipsykotiske medicin", der kan have nedtrykthed som bivirkning!
Ja, og siden både "psykotiske og depressive tilstande kan være forbundet med megen angst" - nej nej, det er i hvert fald ikke en bivirkning af de anbefalede SSRIs! - så rører vi da også lige nogle benzoer ind i cocktailen, der ved konstateret misbrug (og et sådant må vi ved daglig indtagelse af tre forskellige typer psykoaktive stoffer på ubegrænset tid - det er kronisk, remember?! - vist under alle omstændigheder tale om) yderligere kan krydres med lidt metadon eller lignende. Velbekomme!
Hvis man så er heldig, så ender man som Gianna, der efter knap 20 år i et medicinsk tågedis gennemskuede charaden, og nu i sit femte år, fysisk svært skadet af "medicinen", kæmper for at komme ud af det lægeordinerede misbrugshelvede. Hvis man er knapt så heldig, så ender man som mere eller mindre total grøntsag på et bosted - eller som Luise.
Og hvis man nu skulle være indehaver af en sund portion skepsis, så har OPUS også en løsning på det problem:
"Det forekommer hyppigt, at patienter ikke ønsker at tage medicin, specielt den antipsykotiske medicin. (...) I OPUS har filosofien været, at når patienten ikke ville have den medicin, der fandtes nødvendig for ham, havde patienten sine grunde til det, og det var personalets opgave at undersøge baggrunden, undervise om, hvad medicinen kunne bruges til og hvilke bivirkninger der kunne forventes, og forsøge stadig at motivere for at modtage den relevante behandling. Erfaringen har været, at de fleste patienter alligevel efter nogen tid har accepteret behandlingen." Ja, og så ender man alligevel som Gianna, eller Luise. Når man, i sin i forvejen ret så sårbare sindstilstand, ikke orker psykoterroren (at blive "motiveret") længere. Sund skepsis eller ej.
Bemærk, at "behandling" her fuldstændigt sidestilles med "medicin". Anden behandling skal man altså heller ikke i OPUS-projektet regne med at kunne få, og de ugentlige samtaler er mindre ment som "behandling" i en virkeligt terapeutisk betydning, end i en indoktrinerende betydning. Hvilket sådan set er det modsatte af terapeutisk.
Endeligt afgået ved døden som et "mesterværk" er OPUS for mig med følgende citat, hvilket man betegnende nok, kan finde under "Familiearbejde", der ifølge rapporten omfatter "individuelle møder ved behandlingsstart" med de pårørende, "uden patienten, men med patientens accept" - Hvad prøver man her at redde? "Intet om os uden os"-konceptet? Jeg er ked af det, det er en ommer! Se dertil foroven, psykoterror af mennesker i meget sårbare sindstilstande - :
"- psykoedukation med vægt på en biologisk årsagsmodel (skyldreducerende)"
Hvad var det lige, Loren Mosher sagde? "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Og: "Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "
Eller, sagt på en anden måde: Om det så koster "de skizofrene" livet - "medicin"betinget, eller fordi det, ganske logisk og ikke spor sygt, som jeg vil mene, er billetten ud af en tilværelse med kronisk hjernesygdom - hovedsagen er, at læger og pårørende kan vaske deres hænder.
Meget mere passende, end man umiddelbart skulle tro, at Merete Nordentoft fik tildelt Den Gyldne Skalpel for OPUS-projektet. Det minder mig om en vis Nobelpristager...
Og dermed, med denne ret så uforbeholdent tilkendegivne ringeagtning af mennesker i krise, er den danske afdeling af ISPS, som Merete Nordentoft som nævnt, er medlem af, og ved hvis internationale symposium i København i juni 2009 hun deltager i det lokale videnskabelige komité, også afgået ved døden i sin form som en glædelig overraskelse og et potentielt link i min sidebar.
_______________
Hvad anden end den "indsigts-" og "compliance-"fremmende "støtte", OPUS tilbyder, angår: Jeg havde en bekendt, der blev tilknyttet OPUS. "Et sted at bo? Det kan vi desværre ikke hjælpe med. Et job? Det kan vi desværre ikke hjælpe med." Men pillerne fik han med hjem. Uden omsvøb. Og helt gratis. Han behøvede ikke engang at spørge efter dem.
Det må virkeligt kaldes for eksemplarisk støtte af mennesker i krise.
Og nej, jeg tog fejl. De gemmer sig slet ikke. De er der, synligt for alle, midt i biobiobiopsykiatrien stortrives de biobiobiopsykiatrisk. ISPS' medlemmer. Når "psykologiske behandlinger" skal fremmes, menes der således åbenbart ikke så meget andet, end at "the slightly more sophisticated" version af den kulsort-pædagogiske psykoedukation skal finde mere udbredelse. Trist men sandt. Men i sidste ende jo ikke så overraskende igen, i dette jantelovens land.
I øvrigt er også Lene Falgaard Eplov, der mener, recovery ikke kan være andet, end at lære at leve med en kronisk sygdom, og biopsykolog Torben Schjødt medlemmer af ISPS' danske afdeling. Uhm, jah. R.I.P., ISPS Danmark.
_______________
P.S.: Bemærk, hvis du læser rapporten om OPUS-projektet, at der på intet tidspunkt er tale om at behandlingen bare så meget som eventuelt kan omfatte traumerelateret terapi. At emotionel lidelse kan være resultat af traumatiserende oplevelser, udelukkes dermed på forhånd. Apropos at overgribere til enhver tid vil gøre alt i deres magt stående, for at forhindre offeret - og omgivelserne - i at gennemskue misbruget/mishandlingen.
_______________
P.P.S.: Merete Nordentofts navn kan man for resten også finde på denne liste over læger med en så intens tilknytning til farmaindustrien - i Merete Nordentofts tilfælde til bare alt for velkendte Eli Lilly, producent af Zyprexa - at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for deres lille bierhverv. Som salgsrepræsentant for firmaet.
søndag den 18. januar 2009
Forhindrer eller forårsager psykiatrisk tvang selvmord?
Jeg læste i går en kommentar på Gianna's blog, der fortæller en af de desværre talrige historier om hvordan alle de mis- og ikke-forståelser (eller måske skulle man sige: al den uforstand), der både præger systemet og er årsag til, at systemet overhovedet blev skabt, førte til - endnu et - selvmord. I stedet for at minimere risikoen for, at selvmord overhovedet blev til en mulig udvej.
I Storbritannien tager en ung familiefar livet af sig, efter at være blevet tvangsindlagt (frihedsberøvet) og tvangs"behandlet" ("dopet fra sans og samling", som det står i kommentaren). Efter udskrivelsen fortsatte tvangs"behandlingen" med neuroleptika (ambulant tvang er lovlig i Storbritannien). Bivirkningerne (akatesi, rastløshed) blev uudholdelige, og manden valgte til sidst, efter knapt et år med psykiatrisk "behandling", at springe ud fra altanen i familiens højhuslejlighed.
Manden havde været i "behandling" på Homerton Hospital, hvor selvsamme Trevor Turner, der er én af de stemmer, der betegner Rufus May's tilgang som uforsvarlig, er ansat.
"...psykiatrien havde ikke bare ødelagt ét liv, men livet for en hel familie", hedder det i kommentaren på Gianna's blog. Og: "Nu har vi beviset, at din slags er den virkelige trussel, Dr. Turner", slutter kommentaren. Ja. I hvert fald er det psykiatriens urokkelige tro på alle sine mis- og ikke-forståelsers (eller: hele sit uforstands) korrekthed, der udgør den største fare for mennesker i krise. En langt større fare, end krisen i sig selv nogensinde kunne udgøre. Mens en sidste, kæmpestor misforståelse som en uovervindelig mur står i vejen for, at psykiatrien kan erkende sin fejltagelse: misforståelsen, der hedder at psykiatriserede mennesker begår selvmord som følge af det, der i psykiatriens uforstandige øjne umisforståeligt er ikke-forståelig hjernesygdom.
I Storbritannien tager en ung familiefar livet af sig, efter at være blevet tvangsindlagt (frihedsberøvet) og tvangs"behandlet" ("dopet fra sans og samling", som det står i kommentaren). Efter udskrivelsen fortsatte tvangs"behandlingen" med neuroleptika (ambulant tvang er lovlig i Storbritannien). Bivirkningerne (akatesi, rastløshed) blev uudholdelige, og manden valgte til sidst, efter knapt et år med psykiatrisk "behandling", at springe ud fra altanen i familiens højhuslejlighed.
Manden havde været i "behandling" på Homerton Hospital, hvor selvsamme Trevor Turner, der er én af de stemmer, der betegner Rufus May's tilgang som uforsvarlig, er ansat.
"...psykiatrien havde ikke bare ødelagt ét liv, men livet for en hel familie", hedder det i kommentaren på Gianna's blog. Og: "Nu har vi beviset, at din slags er den virkelige trussel, Dr. Turner", slutter kommentaren. Ja. I hvert fald er det psykiatriens urokkelige tro på alle sine mis- og ikke-forståelsers (eller: hele sit uforstands) korrekthed, der udgør den største fare for mennesker i krise. En langt større fare, end krisen i sig selv nogensinde kunne udgøre. Mens en sidste, kæmpestor misforståelse som en uovervindelig mur står i vejen for, at psykiatrien kan erkende sin fejltagelse: misforståelsen, der hedder at psykiatriserede mennesker begår selvmord som følge af det, der i psykiatriens uforstandige øjne umisforståeligt er ikke-forståelig hjernesygdom.
onsdag den 14. januar 2009
Flere misforståelser, og nogle betragtninger om vrangforestillinger, selvmord, og om virkelig selvmordsforebyggelse
I det følgende to, lettere redigerede og oversatte, svar til et diskussionsindlæg på Beyond Meds, som Gianna syntes, jeg skulle poste på bloggen også.
1. Der findes denne (mis-)forståelse, at, når bare det bliver "mærkeligt" nok, altså når det ikke længere er nemt forståeligt, så må der bestemt være noget rigtigt rigtigt galt med en persons hoved. I en biologisk forstand. Denne opfattelse tjener som en slags "forklaring", når nogens opførsel ikke længere nemt kan forstås og forklares i henhold til den til enhver tid gældende opfattelse af "normal" menneskelig adfærd som sådan. Det er dog ikke en forklaring. Det er en bortforklaring. Det vi ikke forstår umiddelbart, frygter vi. At frygte det, der er fremmed for os, er en naturlig reaktion, en forsvars- og overlevelsesmekanisme. Specielt for byttedyr. Og mennesket er såvel bytte- som rovdyr. Så, vi foretrækker at forklare det os fremmede bort. For at holde det på sikker afstand. Én af flere grunde, hvorfor den biologiske model er så tiltrækkende for mange.
Den lidelse, som mennesker i krise oplever, er forårsaget af en mangel på forståelse, en mangel på selv-/bevidsthed. Delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse for dem selv, for hvad der sker for dem, og delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse fra omverdenens side. Det faktum, at mennesker, der får forstående, empatisk, støtte, der fokusserer på, at hjælpe dem selv til at forstå deres oplevelser under en krise, som regel ikke lider i samme omfang som dem, der ikke får denne støtte, der bare får piller, der gør dem ligeglade, og måske endda noget traumatiserende, tvungen "behandling" oven i købet, og det faktum, at de førstnævnte klarer sig langt bedre i det lange løb, end de sidste, beviser dette.
Hér ser jeg en sammenhæng med det, du skriver i dit indlæg her. At bortforklare ser ud til at være den sikreste og nemmeste vej ud. Men det fører uvægerligt til mere og mere lidelse. Såvel kvalitativt som kvantitativt. Vi ønsker perfektion. Vi vil gerne være (og vi forventes at være) i stand til at passe ind. Og ligeså vi ikke passer ind, går vi i panik. Og/eller vores omgivelser gør. Noget må være grundlæggende forkert med os. Lad os få det lappet, så vi kan passe ind igen. Hvad vi misser i vores utrættelige kamp for "perfektion" - det der anses som perfektion i henhold til vor tids kulturelle normer og værdier (!), vel at mærke - er at vi allerede er perfekte i vores uperfekthed. Vi er ikke mente, at skulle passe ind i et bestemt skema. Vi er mente, at bare skulle være. Virkelig perfektion kan ikke defineres som "anderledes end" eller "forskelligt fra". Virkelig perfektion er enheden af alle dualiteter. Så, mens vores kultur desperat jagter hvad den betragter som "perfektion", mister den faktisk den virkelige perfektion mere og mere af syne.
_______________
2. Et ønske om at dø, om det giver sig udtryk igennem ens egne tanker, eller igennem en stemme, der opfordrer én til at begå selvmord (at høre stemmer er intet andet, end at tænke højt), er aldrig et ønske om at ende værendet som sådan. Det er et ønske om at ende det, der er, og lade noget nyt blive til. Døden er et symbol på forandring. Og det ubevidstes sprog er et rent symbolsk sprog.
Jeg ved ikke, om du kender til det, men Oraklet i Delfi i den græske mytologi svarede stort set aldrig på et spørgsmål andet end metaforisk. Man fik svar på sit spørgsmål. Men svarets betydning måtte man selv finde frem til. Eller: man gav faktisk svaret på sit spørgsmål selv. Ens ubevidste, ens intuition, gjorde. Oraklet i Delfi er det ubevidste, projiceret i ytterverdenen.
I dag lever vi i en kultur, der ikke er videre bevidst om det ubevidste. Vi er ikke på samme måde bevidst om symbolik, metaforik, som andre kulturer var/er det. Det der tæller, er det bogstavelige, de hårde facts, videnskaben, den "rationelle" tanke (med "den rationelle tanke" værende den slags tanke, der nemt kan forstås af alle, fordi alle tænker på samme, normative måde). Ja, og så symbolik på trafikskiltniveau. Men hvis nu jeg var rådgiver, lad os sige af den danske statsminister, og han kom til mig, spurgte mig om min mening om hans næste valgkampagne, og jeg sagde: "Gør din egen natur, og ikke andres råd, til vejlederen i dit liv", ville jeg sandsynligvis miste mit job, og blive, mindst, betragtet som sær.
Så, spørgsmålet er altid hvem eller hvad du virkeligt ønsker, skal dø, når du overvejer selvmord. En ting er sikker: det er ikke dig selv. Dit selv (det er ikke en stavefejl) er hvem/hvad du virkeligt er, og det er væren, liv. Liv kan ikke dø. Døden er en del af livet, ikke dets modsætning. Og livet er forandring: noget ender, "dør", noget nyt begynder. Hvert øjeblik. Livet er konstant ankomst og afsked. Intet er faktisk stabilt. Der kan være balance, men ikke stabilitet. Perfekt stabilitet (som i "stemningsstabiliserende middel"), fuldkommen uforanderlighed og forudsigelighed er en mytos. Og vores kultur forveksler den med "perfektion" - og jagter den.
Nogle ønsker at deres ytre form, deres krop, skal dø. Mennesker, der lider af en dødelig sygdom f.eks. Men hvad de fleste i en eksistentiel krise ønsker skal dø, er heller ikke den ytre form. Det er deres ego, hvem/hvad de tænker, de er, og hvem/hvad de tænker, andre tænker de er. Dog manifesterer egoet sig delvis igennem ens ytre form. Kroppen bliver til et symbol for egoet. Og så har du det: i stedet for at give slip på dit ego, og være det/den, du virkeligt er, interpreterer du et symbol bogstaveligt, og giver følgeligt slip på din krop: selvmord. Bogstaveligt. Og siden vores kultur er så uvidende om symbolisme som den er, er chancen for at du vil kunne finde meget hjælp blandt kulturens medlemmer (i det psykiatriske system) til at nå frem til denne erkendelse, ekstremt ringe. Da alle sandsynligvis vil interpretere på samme bogstavelige måde, som dine tanker gør.
Jeg forstod langt om længe, pga. den "vrangforestilling", at det/den, jeg virkeligt var, ikke var et menneske, men noget à la en dryade, en ånd, navnløs, alders-/tidløs, uden historie (alt der var sket i mit liv, var ikke sket for mig, men for den krop, mit sande selv var fanget i), immateriel, om end fanget i en - materiel - krop. Og hvad mit sande selv ønskede, var ikke at dø, men at blive fri - af denne krop, der repræsenterede et ego, et selvbillede, jeg aldrig har følt mig mindre ens med end i krisesituationerne.
En anden aspekt af samme fænomen er "ude-af-kroppen-oplevelser", der som regel også bare bortforklares som værende meningsløs symptom på hjernesygdom.
Nu er det betegnende for vores kultur, at man identificerer sig med sin krop, sine tanker, sit sind, sin livshistorie, sit ego. Vores kultur lærer os, at gøre det. I den østlige filosofi findes der imidlertid en yderligere dimension hinsides denne formelle, materielle: det rum, hvori det formelle, materielle kommer til udtryk. Hvem/hvad du virkeligt er, dit "sande selv" med Laing, er dette rum. Så, "vrangforestillingen" var faktisk ikke nogen vrangforestilling, men selve sandheden.
Langt om længe forstod jeg, at det at give slip på identifikationen med min krop, mit ego, mine tanker, etc., betød den frihed, jeg havde troet, jeg kun kunne opnå ved at give slip på min krop. Et symbolsk selvmord, ikke et bogstaveligt et. Eller: "egomord" i stedet for selvmord. Det er enden på lidelsen. - Dermed ikke sagt, at jeg ikke lider mere. Intet er for evigt. Heller ikke "enlightenment". Det er meget fristende, at identificere sig med sit ego. Specielt i en kultur, der dyrker egoet i den grad, som vores kultur gør det. Jeg falder for fristelsen, igen og igen, og så lider jeg. Men eksistentiel lidelse er menneskelig. Det er ikke en sygdom. Tværtimod. Vejen til friheden går som oftest igennem en hulens masse lidelse. Uden lidelse ville der ikke være nogen nødvendighed til at ændre noget som helst, til at udvikle sig og vokse. På den måde bliver eksistentiel lidelse snarere til en velsignelse, end til den forbandelse, vores kultur gerne vil gøre den til.
Som sagt, i reglen får folk ikke nogen virkelig hjælp. (Siden "hjælperne" ikke har den ringeste anelse selv, hvordan skulle de kunne hjælpe nogen til at forstå, hvad de selv ikke har forstået?*) Forestillingen, at eksistentielle kriser skulle være hjernesygdomme, forhindrer forståelse, ligesom de stoffer gør det, hvis ordinering alene kan forsvares, hvis hvad der egentligt er et vågn-op-kald defineres som biologisk hjernesygdom.
Problemet er at jo mere dit sande selv har været undertrykt, jo mere det er belvet krævet af dig, at du identificerer dig med et falsk selv (hvem/hvad andre vil have dig til at være, men hvem/hvad du ikke er), jo dybere bliver splittelsen mellem hvem/hvad du virkeligt er og denne falske ego-identifikation selvfølgeligt. Jo dyber splittelsen bliver, jo mere vil du lide, og jo mere du lider, jo mere højlydt vil vågn-op-kaldene blive. Om du bliver stemplet med "OCD", "depression" eller "skizofreni" er ikke et spørgsmål om at lide af tydeligt forskellige sygdomme. Det er et spørgsmål om i hvilken udstrækning du lider, og i hvilken lydstyrke de vågn-op-kald kommer, som du følgeligt får. Med såkaldte "psykoser" værende de højest tænkelige vågn-op-kald. Og kaldene vil ikke stoppe med at komme før du faktisk lytter til dem og vågner op. Det er årsagen, hvorfor medikamenterne har en kronificerende effekt på krisen. Det vil uundgåeligt ske igen og igen, indtil du forstår. Og der findes ingen stoffer, der er stærke nok til at gøre det ubevidste tavs. Medikamenter kan ikke engang sigte mod det ubevidste. Det ubevidste er almægtigt og uangribeligt. Du kan ikke bekæmpe det og vinde. Det eneste, du kan gøre, er at transformere det fra at være din herre til at være et af dine redskaber, ved at blive dig bevidst om det.
_______________
* Det er faktisk lidt komisk, at en mangel på evne til at tænke abstrakt, og interpretere ting i overført, symbolsk betydning er oplistet som et "symptom" på "skizofreni", mens "eksperternes" evne til at erkende et symbol, når det stirrer dem lige i øjnene, nærmer sig nul...
1. Der findes denne (mis-)forståelse, at, når bare det bliver "mærkeligt" nok, altså når det ikke længere er nemt forståeligt, så må der bestemt være noget rigtigt rigtigt galt med en persons hoved. I en biologisk forstand. Denne opfattelse tjener som en slags "forklaring", når nogens opførsel ikke længere nemt kan forstås og forklares i henhold til den til enhver tid gældende opfattelse af "normal" menneskelig adfærd som sådan. Det er dog ikke en forklaring. Det er en bortforklaring. Det vi ikke forstår umiddelbart, frygter vi. At frygte det, der er fremmed for os, er en naturlig reaktion, en forsvars- og overlevelsesmekanisme. Specielt for byttedyr. Og mennesket er såvel bytte- som rovdyr. Så, vi foretrækker at forklare det os fremmede bort. For at holde det på sikker afstand. Én af flere grunde, hvorfor den biologiske model er så tiltrækkende for mange.
Den lidelse, som mennesker i krise oplever, er forårsaget af en mangel på forståelse, en mangel på selv-/bevidsthed. Delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse for dem selv, for hvad der sker for dem, og delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse fra omverdenens side. Det faktum, at mennesker, der får forstående, empatisk, støtte, der fokusserer på, at hjælpe dem selv til at forstå deres oplevelser under en krise, som regel ikke lider i samme omfang som dem, der ikke får denne støtte, der bare får piller, der gør dem ligeglade, og måske endda noget traumatiserende, tvungen "behandling" oven i købet, og det faktum, at de førstnævnte klarer sig langt bedre i det lange løb, end de sidste, beviser dette.
Hér ser jeg en sammenhæng med det, du skriver i dit indlæg her. At bortforklare ser ud til at være den sikreste og nemmeste vej ud. Men det fører uvægerligt til mere og mere lidelse. Såvel kvalitativt som kvantitativt. Vi ønsker perfektion. Vi vil gerne være (og vi forventes at være) i stand til at passe ind. Og ligeså vi ikke passer ind, går vi i panik. Og/eller vores omgivelser gør. Noget må være grundlæggende forkert med os. Lad os få det lappet, så vi kan passe ind igen. Hvad vi misser i vores utrættelige kamp for "perfektion" - det der anses som perfektion i henhold til vor tids kulturelle normer og værdier (!), vel at mærke - er at vi allerede er perfekte i vores uperfekthed. Vi er ikke mente, at skulle passe ind i et bestemt skema. Vi er mente, at bare skulle være. Virkelig perfektion kan ikke defineres som "anderledes end" eller "forskelligt fra". Virkelig perfektion er enheden af alle dualiteter. Så, mens vores kultur desperat jagter hvad den betragter som "perfektion", mister den faktisk den virkelige perfektion mere og mere af syne.
_______________
2. Et ønske om at dø, om det giver sig udtryk igennem ens egne tanker, eller igennem en stemme, der opfordrer én til at begå selvmord (at høre stemmer er intet andet, end at tænke højt), er aldrig et ønske om at ende værendet som sådan. Det er et ønske om at ende det, der er, og lade noget nyt blive til. Døden er et symbol på forandring. Og det ubevidstes sprog er et rent symbolsk sprog.
Jeg ved ikke, om du kender til det, men Oraklet i Delfi i den græske mytologi svarede stort set aldrig på et spørgsmål andet end metaforisk. Man fik svar på sit spørgsmål. Men svarets betydning måtte man selv finde frem til. Eller: man gav faktisk svaret på sit spørgsmål selv. Ens ubevidste, ens intuition, gjorde. Oraklet i Delfi er det ubevidste, projiceret i ytterverdenen.
I dag lever vi i en kultur, der ikke er videre bevidst om det ubevidste. Vi er ikke på samme måde bevidst om symbolik, metaforik, som andre kulturer var/er det. Det der tæller, er det bogstavelige, de hårde facts, videnskaben, den "rationelle" tanke (med "den rationelle tanke" værende den slags tanke, der nemt kan forstås af alle, fordi alle tænker på samme, normative måde). Ja, og så symbolik på trafikskiltniveau. Men hvis nu jeg var rådgiver, lad os sige af den danske statsminister, og han kom til mig, spurgte mig om min mening om hans næste valgkampagne, og jeg sagde: "Gør din egen natur, og ikke andres råd, til vejlederen i dit liv", ville jeg sandsynligvis miste mit job, og blive, mindst, betragtet som sær.
Så, spørgsmålet er altid hvem eller hvad du virkeligt ønsker, skal dø, når du overvejer selvmord. En ting er sikker: det er ikke dig selv. Dit selv (det er ikke en stavefejl) er hvem/hvad du virkeligt er, og det er væren, liv. Liv kan ikke dø. Døden er en del af livet, ikke dets modsætning. Og livet er forandring: noget ender, "dør", noget nyt begynder. Hvert øjeblik. Livet er konstant ankomst og afsked. Intet er faktisk stabilt. Der kan være balance, men ikke stabilitet. Perfekt stabilitet (som i "stemningsstabiliserende middel"), fuldkommen uforanderlighed og forudsigelighed er en mytos. Og vores kultur forveksler den med "perfektion" - og jagter den.
Nogle ønsker at deres ytre form, deres krop, skal dø. Mennesker, der lider af en dødelig sygdom f.eks. Men hvad de fleste i en eksistentiel krise ønsker skal dø, er heller ikke den ytre form. Det er deres ego, hvem/hvad de tænker, de er, og hvem/hvad de tænker, andre tænker de er. Dog manifesterer egoet sig delvis igennem ens ytre form. Kroppen bliver til et symbol for egoet. Og så har du det: i stedet for at give slip på dit ego, og være det/den, du virkeligt er, interpreterer du et symbol bogstaveligt, og giver følgeligt slip på din krop: selvmord. Bogstaveligt. Og siden vores kultur er så uvidende om symbolisme som den er, er chancen for at du vil kunne finde meget hjælp blandt kulturens medlemmer (i det psykiatriske system) til at nå frem til denne erkendelse, ekstremt ringe. Da alle sandsynligvis vil interpretere på samme bogstavelige måde, som dine tanker gør.
Jeg forstod langt om længe, pga. den "vrangforestilling", at det/den, jeg virkeligt var, ikke var et menneske, men noget à la en dryade, en ånd, navnløs, alders-/tidløs, uden historie (alt der var sket i mit liv, var ikke sket for mig, men for den krop, mit sande selv var fanget i), immateriel, om end fanget i en - materiel - krop. Og hvad mit sande selv ønskede, var ikke at dø, men at blive fri - af denne krop, der repræsenterede et ego, et selvbillede, jeg aldrig har følt mig mindre ens med end i krisesituationerne.
En anden aspekt af samme fænomen er "ude-af-kroppen-oplevelser", der som regel også bare bortforklares som værende meningsløs symptom på hjernesygdom.
Nu er det betegnende for vores kultur, at man identificerer sig med sin krop, sine tanker, sit sind, sin livshistorie, sit ego. Vores kultur lærer os, at gøre det. I den østlige filosofi findes der imidlertid en yderligere dimension hinsides denne formelle, materielle: det rum, hvori det formelle, materielle kommer til udtryk. Hvem/hvad du virkeligt er, dit "sande selv" med Laing, er dette rum. Så, "vrangforestillingen" var faktisk ikke nogen vrangforestilling, men selve sandheden.
Langt om længe forstod jeg, at det at give slip på identifikationen med min krop, mit ego, mine tanker, etc., betød den frihed, jeg havde troet, jeg kun kunne opnå ved at give slip på min krop. Et symbolsk selvmord, ikke et bogstaveligt et. Eller: "egomord" i stedet for selvmord. Det er enden på lidelsen. - Dermed ikke sagt, at jeg ikke lider mere. Intet er for evigt. Heller ikke "enlightenment". Det er meget fristende, at identificere sig med sit ego. Specielt i en kultur, der dyrker egoet i den grad, som vores kultur gør det. Jeg falder for fristelsen, igen og igen, og så lider jeg. Men eksistentiel lidelse er menneskelig. Det er ikke en sygdom. Tværtimod. Vejen til friheden går som oftest igennem en hulens masse lidelse. Uden lidelse ville der ikke være nogen nødvendighed til at ændre noget som helst, til at udvikle sig og vokse. På den måde bliver eksistentiel lidelse snarere til en velsignelse, end til den forbandelse, vores kultur gerne vil gøre den til.
Som sagt, i reglen får folk ikke nogen virkelig hjælp. (Siden "hjælperne" ikke har den ringeste anelse selv, hvordan skulle de kunne hjælpe nogen til at forstå, hvad de selv ikke har forstået?*) Forestillingen, at eksistentielle kriser skulle være hjernesygdomme, forhindrer forståelse, ligesom de stoffer gør det, hvis ordinering alene kan forsvares, hvis hvad der egentligt er et vågn-op-kald defineres som biologisk hjernesygdom.
Problemet er at jo mere dit sande selv har været undertrykt, jo mere det er belvet krævet af dig, at du identificerer dig med et falsk selv (hvem/hvad andre vil have dig til at være, men hvem/hvad du ikke er), jo dybere bliver splittelsen mellem hvem/hvad du virkeligt er og denne falske ego-identifikation selvfølgeligt. Jo dyber splittelsen bliver, jo mere vil du lide, og jo mere du lider, jo mere højlydt vil vågn-op-kaldene blive. Om du bliver stemplet med "OCD", "depression" eller "skizofreni" er ikke et spørgsmål om at lide af tydeligt forskellige sygdomme. Det er et spørgsmål om i hvilken udstrækning du lider, og i hvilken lydstyrke de vågn-op-kald kommer, som du følgeligt får. Med såkaldte "psykoser" værende de højest tænkelige vågn-op-kald. Og kaldene vil ikke stoppe med at komme før du faktisk lytter til dem og vågner op. Det er årsagen, hvorfor medikamenterne har en kronificerende effekt på krisen. Det vil uundgåeligt ske igen og igen, indtil du forstår. Og der findes ingen stoffer, der er stærke nok til at gøre det ubevidste tavs. Medikamenter kan ikke engang sigte mod det ubevidste. Det ubevidste er almægtigt og uangribeligt. Du kan ikke bekæmpe det og vinde. Det eneste, du kan gøre, er at transformere det fra at være din herre til at være et af dine redskaber, ved at blive dig bevidst om det.
_______________
* Det er faktisk lidt komisk, at en mangel på evne til at tænke abstrakt, og interpretere ting i overført, symbolsk betydning er oplistet som et "symptom" på "skizofreni", mens "eksperternes" evne til at erkende et symbol, når det stirrer dem lige i øjnene, nærmer sig nul...
torsdag den 8. januar 2009
Det er en ommer, Obama!
Hva' sa' jeg... Jeg ville først se det ske, sagde jeg. Og det var ikke lige det hér jeg allerhelst ville have set ske. "Change"??? Det er vist en ommer!
Mere interessant om Sanjay Gupta hér.
Mere interessant om Sanjay Gupta hér.
tirsdag den 9. december 2008
Mere frihed i stedet for "skærpet opsyn"
If you're in a building you can't get out of, that's not a hospital, it's a prison. -Thomas Szasz (Hvis du opholder dig i en bygning du ikke kan komme ud af, er det ikke et sygehus, det er et fængsel.)
Hos Alison Hymes fandt jeg linket til en guardian.co.uk-artikel, der fortæller om nye forskningsresultater mht. aggressivitet og selvmord på psykiatriske afdelinger:
"At indespærre psykiatriske patienter på NHS-(National Health Service, det britiske svar på det danske sundhedsvæsen)sygehusafdelinger gør dem mere tilbøjelig til at blive voldelige, gøre skade på sig selv og afvise medicinering, viser ny forskning.
Enligt studien fra London's City University bliver det at behandle mennesker med depression, skizofreni eller manier som om de var fanger gjort for at øge sikkerheden, men det øger risikoen for at de angriber sygeplejere eller medpatienter.
'En lukkede-døre-tilgang er mere egnet til at lade patienten se afdelingen som et fængsel, sig selv som fange og personalet som fangevogtere,' sagde professor Len Bowers, der ledte forskningsprojektet. Han kom frem til, at halvdelen af de sygehusafdelinger, der tager sig af mennesker, der bliver behandlet under Mental Health Act (tvangsindlæggelse), anvender en lukkede-døre-tilgang.
Men Bowers og hans team fandt, at det fører til at patienterne føler sig frustreret, stigmatiseret og deprimeret, og det kan resultere i at de bliver uregerlige. Denne politik øger risikoen for fysisk aggression mod andre med 11 procent, selvskade (20 procent) og afvisning af medicinering (22 procent). Studien viste, at selv om det var 25 procent mindre sandsynligt, at patienter, der blev anbragt på denne måde, flygtede og begik selvmord udenfor afdelingen, så er de, der ikke kan gå ud mere tilbøjelige til at føle sig værdiløs og have selvmordstanker.
Strenge sikkerhedsregler reducerer ikke antallet af 150 af disse patienter, der tager deres liv hvert år [i Storbritannien], sagde Bowers. Han anfører, at afdelinger bør være uaflåste, med personale placeret ved indgangen, der kan holde øje med, hvem der kommer og går. Der er ca. 10.000 mennesker indlagt på psykiatriske akutafdelinger i Storbritannien."
Overrasket er jeg kun af én ting: at der skulle en hel studie til at komme frem til, hvad der i mine øjne er "common sense"... Én ting er jo, at skulle ind og ruske tremmer, fordi man har begået en eller anden form for kriminalitet. Frustrerende nok i sig selv. Noget helt, helt andet er, at blive frihedsberøvet og oven i købet langt dårligere behandlet, end de fleste fængselsindsatte (og jeg var lige ved at skrive: dårligere og mindre respektfuldt end burhøns eller de danske grise i bacon-fabrikkerne), fordi man har en eksistentiel krise. Også hér: apropos systemets "egne, selvmordsudløsende mekanismer"...
Hos Alison Hymes fandt jeg linket til en guardian.co.uk-artikel, der fortæller om nye forskningsresultater mht. aggressivitet og selvmord på psykiatriske afdelinger:
"At indespærre psykiatriske patienter på NHS-(National Health Service, det britiske svar på det danske sundhedsvæsen)sygehusafdelinger gør dem mere tilbøjelig til at blive voldelige, gøre skade på sig selv og afvise medicinering, viser ny forskning.
Enligt studien fra London's City University bliver det at behandle mennesker med depression, skizofreni eller manier som om de var fanger gjort for at øge sikkerheden, men det øger risikoen for at de angriber sygeplejere eller medpatienter.
'En lukkede-døre-tilgang er mere egnet til at lade patienten se afdelingen som et fængsel, sig selv som fange og personalet som fangevogtere,' sagde professor Len Bowers, der ledte forskningsprojektet. Han kom frem til, at halvdelen af de sygehusafdelinger, der tager sig af mennesker, der bliver behandlet under Mental Health Act (tvangsindlæggelse), anvender en lukkede-døre-tilgang.
Men Bowers og hans team fandt, at det fører til at patienterne føler sig frustreret, stigmatiseret og deprimeret, og det kan resultere i at de bliver uregerlige. Denne politik øger risikoen for fysisk aggression mod andre med 11 procent, selvskade (20 procent) og afvisning af medicinering (22 procent). Studien viste, at selv om det var 25 procent mindre sandsynligt, at patienter, der blev anbragt på denne måde, flygtede og begik selvmord udenfor afdelingen, så er de, der ikke kan gå ud mere tilbøjelige til at føle sig værdiløs og have selvmordstanker.
Strenge sikkerhedsregler reducerer ikke antallet af 150 af disse patienter, der tager deres liv hvert år [i Storbritannien], sagde Bowers. Han anfører, at afdelinger bør være uaflåste, med personale placeret ved indgangen, der kan holde øje med, hvem der kommer og går. Der er ca. 10.000 mennesker indlagt på psykiatriske akutafdelinger i Storbritannien."
Overrasket er jeg kun af én ting: at der skulle en hel studie til at komme frem til, hvad der i mine øjne er "common sense"... Én ting er jo, at skulle ind og ruske tremmer, fordi man har begået en eller anden form for kriminalitet. Frustrerende nok i sig selv. Noget helt, helt andet er, at blive frihedsberøvet og oven i købet langt dårligere behandlet, end de fleste fængselsindsatte (og jeg var lige ved at skrive: dårligere og mindre respektfuldt end burhøns eller de danske grise i bacon-fabrikkerne), fordi man har en eksistentiel krise. Også hér: apropos systemets "egne, selvmordsudløsende mekanismer"...
fredag den 10. oktober 2008
Dark night of the soul
Nogen sendte mig denne video i dag:
Jeg vil svare med en anden video:
...og et citat fra det Nye Testamente, som man bestemt ikke behøves at være kristen til at forstå: "You are the light of the world."
Teksten som Loreena McKennitt har brugt til "The dark night of the soul" er skrevet af den spanske Carmelitermunk, reformator og mystiker San Juan de la Cruz (Johannes af Korset, 1542 - 1591). San Juan de la Cruz sad i 9 måneder fængslet i et lille aflukke som han kun kom ud af en gang om dagen - for at blive gennemtævet med pisk. Da han efter 9 måneder fornemmede, at han var døden nær, tog han chancen og flygtede i nattens mulm og mørke.
Teksten, digtet, er skrevet i forbindelse med denne oplevelse, som for San Juan indebar, at han fandt sin frihed, både ordret forstået, og i overført betydning, hvor "frihed" bliver til "det sande selv" (San Juan vælger metaforen "Beloved"). Der er altid en vej ud af lidelsen.
Her nogle interessante betragtninger om digtet ved Matthew Fox.
Jeg vil svare med en anden video:
...og et citat fra det Nye Testamente, som man bestemt ikke behøves at være kristen til at forstå: "You are the light of the world."
Teksten som Loreena McKennitt har brugt til "The dark night of the soul" er skrevet af den spanske Carmelitermunk, reformator og mystiker San Juan de la Cruz (Johannes af Korset, 1542 - 1591). San Juan de la Cruz sad i 9 måneder fængslet i et lille aflukke som han kun kom ud af en gang om dagen - for at blive gennemtævet med pisk. Da han efter 9 måneder fornemmede, at han var døden nær, tog han chancen og flygtede i nattens mulm og mørke.
Teksten, digtet, er skrevet i forbindelse med denne oplevelse, som for San Juan indebar, at han fandt sin frihed, både ordret forstået, og i overført betydning, hvor "frihed" bliver til "det sande selv" (San Juan vælger metaforen "Beloved"). Der er altid en vej ud af lidelsen.
Her nogle interessante betragtninger om digtet ved Matthew Fox.
lørdag den 4. oktober 2008
Quite ordinary
Dette lille videoklip med Eckhart Tolle er til Lars - og til alle andre, hvis eksistentielle lidelse driver dem ud i selvmordstanker, gang på gang.
Personlig er jeg nået frem til at selvmordstanker slet ikke er så forkerte, som de fleste mener. Spøgsmålet er bare, hvem eller hvad dette "mig selv" egentligt er, der skal dræbes. Min oprindelige tanke var, at jeg ville være nødt til at skille mig af med denne krop, som jeg er fanget i, og der ikke er min, der ikke er mig, hvis jeg ville være fri - af lidelsen. Og den eneste måde, at skille mig af med denne krop, så ud til at være selvmord, i bogstaveligste forstand. Det var dog ikke det, der var ment. Det var bare mig, der havde forstået et symbolsk budskab ordret. Det jeg virkeligt skulle skille mig af med for at blive fri, var identifikationen med denne krop, manifestationen af mit ego.
I dag er jeg umådeligt taknemmeligt for, at jeg, igen og igen, fik tilråbt budskabet. Uden det ville jeg stadigt være fange af mit ego. Og af lidelsen.
Personlig er jeg nået frem til at selvmordstanker slet ikke er så forkerte, som de fleste mener. Spøgsmålet er bare, hvem eller hvad dette "mig selv" egentligt er, der skal dræbes. Min oprindelige tanke var, at jeg ville være nødt til at skille mig af med denne krop, som jeg er fanget i, og der ikke er min, der ikke er mig, hvis jeg ville være fri - af lidelsen. Og den eneste måde, at skille mig af med denne krop, så ud til at være selvmord, i bogstaveligste forstand. Det var dog ikke det, der var ment. Det var bare mig, der havde forstået et symbolsk budskab ordret. Det jeg virkeligt skulle skille mig af med for at blive fri, var identifikationen med denne krop, manifestationen af mit ego.
I dag er jeg umådeligt taknemmeligt for, at jeg, igen og igen, fik tilråbt budskabet. Uden det ville jeg stadigt være fange af mit ego. Og af lidelsen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
