"You can divorce an abusive spouse. You can call it quits if your lover mistreats you. But what can you do if the source of your misery is your own parent?" spørger psykiater Richard A. Friedman i denne artikel i New York Times.
Og jeg tænker, at han har ret ikke bare med hensyn til terapeuter, men generelt, når han siger: "All too often, I think, therapists have a bias to salvage relationships, even those that might be harmful to a patient. Instead, it is crucial to be open-minded and to consider whether maintaining the relationship is really healthy and desirable.
Likewise, the assumption that parents are predisposed to love their children unconditionally and protect them from harm is not universally true."
Så, mens systemet har travlt med at overbevise dig om, at dine problemer i hvert fald ikke kan skyldes dine forældre, der jo, siden de er dine forældre, ikke kan andet end elske dig højt og inderligt og helt uselvisk, er det måske en idé, at revurdere sagen - og søge om skilsmisse. Da en revurdering som oftest jo vil afsløre, at de kære pårørende ikke er så kære alligevel.
Bortset fra det nærmest uundgåelige "antidepressiva er godt for din hjerne"-nonsense sidst i artiklen, en overraskende radikal og helt klart meget nødvendig betragtning af Dr. Friedman.
Opslag
raw smoothie time
2 dage siden
6 kommentarer:
For mig er verden ikke helt så sort og hvid. Jeg er helt enig i at man bør skille sig fra/af med mennesker som alene bringer én sorg,skuffelse m.v. Og lykken og rimeligheden ligger aldrig i at tvinges til at acceptere nogen alene fordi de er ens forældre.
Men der er en kæmpe gråzone, hvor jeg mener at rigtig mange er alt for hurtige til at afvise andre (det være sig børn eller forældre) fremfor at acceptere deres fejl og mangler (altså de fejl og mangler som de afvisende anser dem for at have). Nogen gange kan det svare sig at redefinere relationen, være sammen og nyde hinanden når man kan og holde en accepterende afstandtagen når man ikke kan. At vælge ekstremerne er ifølge min opfattelse sjældent den bedste løsning - uanset hvilken vej ekstremerne går.
Måske jeg skulle eksemplificere...
Fx har jeg mødt en del voksne mennesker som med vrede i stemmen gentagne gange erklærer at de har brudt kontakten med deres far eller mor , og hvor det er min opfattelse at såfremt et sådant brud efterfølges af så stærke aggressive følelser i år efter - ja, så er der ikke tale om at vedkommende har fået det bedre i kraft af bruddet. En nuance eller alternativt et terapeutiskt forløb hvor vedkommende havde kunnet "forsone" sig med skilsmissen havde i disse situationer, ifølge min opfattelse, været klart bedre..
Mon det overhoved forklarede noget som helst...
Selvfølgeligt er det ikke helt så sort og hvidt. Det er jo også ekstreme tilfælde, Richard A. Friedman nævner i sin artikel som eksempler på, hvornår det kan betale sig, at gribe til ekstreme løsningsmodeller.
På den anden side er jeg personligt nok en anelse mere ekstrem, end han, ja. Når forældre - eller en hvilken som helst anden person, man har et forhold til - ikke er villige til at indrømme, når de har svigtet (og det har de som regel på den ene eller anden måde, om det så er ved at nægte, at blive sig bevidste om deres egne traumer og de deraf følgende svigt/overgreb mod andre, når deres børn får psykiske problemer, ligesom det i det fleste tilfælde faktisk er usandsynligt, at man vil nå nogen vegne ved at gøre dem opmærksom på det) så mener jeg, en "skilsmisse" er det eneste fornuftige valg. Og jeg får brækfornemmelser af et "behandlings"system, der ved enhver passende og upassende lejlighed fortæller sit klientel, at det må "tilgive", mens det samtidigt påstår, alle problemerne er af biologisk art og årsag. Tilgive hvem/hvad? Generne? Hjernekemien? Det er da helt ulogisk, er det ikke? Nej. For "behandlings"systemet ved udmærket godt, hvad det taler om, når det bliver ved med at kræve, klientelet skal tilgive...
Jeg mener bestemt heller ikke at man skal tilgive alene for tilgivelsens skyld! Men i forhold til de situationer du nævner synes jeg også det kan være relevant at differentiere mellem at erkende et svigt og at erkende at en anden person har oplevet noget som et svigt. Og naturligvis også omvendt, jeg kan fx godt acceptere at nogen ikke selv kan se/føle/synes at de har svigtet mig - men hvis de ikke anerkender at det er sådan jeg har oplevet/følt noget så er det en langt sværere pille for mig at sluge.
harning: Nej altså, da må jeg sige, jeg er Alice Miller-hard core. Specielt når det er ens barn, der får psykiske problemer, så er man altså som forælder nødt til at granske sig selv meget nøje, og se sin egen ufuldkommenhed i øjnene.. Som regel har børnene deres problemer ikke fra fremmede.
Bortset fra PTSD, som man jo sagtens kan få pga. mobning i skolen, eller en udsendelse som soldat til en kampzone f.eks. Problemer som "depression" og andet mere komplekst kræver også "kompleks", dvs. mere grundlæggende, traumatisering. Jeg er her enig med den analytiske psykologi, der siger, at bunden til det, der en gang hed "neuroser" og "depression" lægges omkring to-, treårsalderen, til "psykoser" i de første seks levemåneder. Da er man som regel ikke udsendt som soldat til Irak endnu, og de fleste går heller ikke i skole endnu.
En anden ting er, at disse problemer ikke opstår pga. nogle få enkelte misforståelser, som dem, du hentyder til, og heller ikke uden at det er en person, man befinder sig i et afhængighedsforhold på liv og død til, der svigter. Selvfølgeligt kan vi allesammen gå galt i byen af hinanden en gang imellem, ligesom vi nok ikke helt kan undgå at rende ind i mennesker, der mener, det er helt ok, at r*vrende andre. Men,det er der ingen, der bliver "depressiv" af. Der skal mere til: længerevarig svigt fra tidlig barndom af, og med ens primære omsorgsperson som den svigtende part.
Jeg nægter for resten at tro, at små børn op til treårsalderen misforstår så frygteligt meget. Det er netop i den alder, at mennesket stadigt er i stand til at opfange og afkode alle signaler, omgivelserne udsender, meget korrekt. En evne, vi senere i livet ikke tillægger nogen betydning mere, netop fordi vi er blevet traumatiseret til, for at sige det sådan, at ignorere den. Og fordi vi ignorerer, bliver vi så i stand til at prakticere - traumatiserende - doublespeak selv, senere i livet.
(Det går lige lidt langsomt her med at få svaret på tiltale, fordi jeg har helt afsindigt travlt på arbejde i den her uge.)
harning: Et sent svar, fordi din kommentar havde gemt sig langt inde i bloggers afkroge, i stedet for at dukke op i min mail-inbox, arrrgh! Apropos vrede...
Jo, enig. Mens det at kunne give udtryk for vreden, og det at kunne sørge, klart er meget vigtige skridt på vejen, så er det samtidigt også kun skridt på vejen. Ikke endestationen. Ikke hvis man ønsker, at komme ud af lidelsen, i hvert fald. Men man kan jo også opnå forsoning, uden at man derfor nødvendigvis behøves at indlade sig på direkte kontakt med sine overgribere, og risikere, at blive retraumatiseret, fordi overgriberne simpelthen ikke kan lade være med at udagere deres dysfunktionalitet. Egentligt tror jeg også, at denne form for forsoning, der sker inde i én selv, og med eller uden "udvendig" forsoning, er den afgørende.
Send en kommentar