Bortset fra, at artiklen her ellers kun indeholder det bare alt for velkendte, men derfor ikke mere sande volapyk om for meget dopamin og "skizofrene" mus, synes jeg det er ret interessant, at man vil udvikle både diagnose- og screeningsredskaber og ny "medicin" på grundlag af nogle gener, der forekommer hos 60 - 90 % af den samlede befolkning.
Nærmest som at påstå, at gener for at være menneske forårsager såkaldt "skizofreni", hvorfor disse gener egner sig til at diagnosticere respektive screene for denne "sygdom".
Jeg forstår pludseligt så godt, hvorfor jeg ved min bedste vilje ikke har kunnet finde nogle hurraråb angående Thomas Werges i følge de danske medier så banebrydende opdagelser i den udenlandske presse. Ikke meget at råbe hurra for.
Jeg forstår imidlertid endnu mindre end før, hvorfor man vælger at poste yderligere 30 millioner kroner i Thomas Werge og hans kollegers "forskning". Mens man ikke har så meget som en halvtredsøre til etableringen af dokumenteret virkningsfulde psykiatrialternativer.
Opslag
raw smoothie time
2 dage siden
2 kommentarer:
I artiklen beskrives det, at skizofrene tager for meget information ind af gangen og derfor ikke kan rumme det:
Citat:"Hvis du led af skizofreni, ville du ikke kunne abstrahere fra andres snak. Det betyder dels, at det er meget forvirrende og at hjernens "computer" hele tiden bliver bombarderet med indtryk, siger Birte Glenthøj". Udfra det positivistiske paradigme, som psykiatrien tilhører, er det "logisk", at det er den øgede mængde af dopamin, der skaber denne øgede grad af årvågenhed. Det skyldes at positivismens grundantagelse er den, at "essensen altid går forud for eksistensen" Dvs. det modsatte af Sartres sætning, hvor han antager mennesket er dømt til at være fri og til at skabe sig selv og sit liv. Hvis man går udfra Sartres og alle andre humanisters tankegang, så er det ligeså "logisk" at sige, at det er miljøet eller personen selv, der på en eller anden måde har skabt denne øgede grad af årvågenhed.Det er specielt logisk, hvis man tager det faktum, at kun en meget lille del, af dem har genet får sygdommen, med i betragtning. Så kunne man overveje, om det er traumatiske hændelser, der gør at man bliver "hyper vigilant"? Det virker sandsynligt, hvis man sammenligner med eksempelvis en kat der er blevet udsat for mishandling.Den vil logisk nok krybe langs husmurene og være langt mere på vagt, end en almindelig huskat, der er blevet mødt med kærlighed ville være. Hvorfor skulle det være anderledes med mennesket? Bortset fra, at vi også fortolker det der sker, men det sidder stadigt i vores system og forsvinder ikke bare af sig selv!
WiseFool: ja. Fra min egen, personlige erfaring kan jeg sige, at det betød noget af et "gennembrud", at skulle tage stilling til spørgsmålet, om jeg troede, "det" - altså alle "symptomerne" - var noget jeg selv gjorde, eller om det bare sådan skete for mig, ud af den blå luft (eller ud af nogle defekte gener og for meget dopamin...). Ikke fordi jeg på noget tidspunkt egentligt havde tvivlet på den frie vilje som sådan, men der er jo dog lidt forskel mellem teori og praksis.
Jeg kom her forleden til at se A Brilliant Madness - en blandet fornøjelse, ligesom makkeren A Beautiful Mind, med en del meget interessante udtalelser af John Nash selv, men også en del sludder og vrøvl fra "eksperternes" side - hvor John Nash svarer på spørgsmålet om, hvad han havde gjort for at komme sig, at han simpelthen besluttede, at tænke rationelt. En lignende udtalelse kan man høre Catherine Penney komme med i Take These Broken Wings. Hun siger, at det var ved at blive for kedeligt, at opføre sig "skizofrent". Men man skal nok ikke gå galt i byen, heeelt så nemt er det heller ikke. Både John Nash og Catherine Penney havde et brugbart socialt netværk respektive en brugbar terapeut til at bakke op om beslutningen.
Som du skriver, det sidder, dybt forankret fra et meget tidligt og forholdsvis "viljeløst", ubevidst stadium i opvæksten af, i vores system, og der skal en del bevidstgørelse til, at få kontrol over det og få det ud.
Send en kommentar