Siden jeg i dag er i et meget lidt "enlightened" humør, og simpelthen trænger til at splitte et par madrasser ad: Her kan man få fornøjelsen af at lytte til en overordentligt rørstrømsk Poul Nyrup Rasmussen, der på forebilledligt tårevædende manér "taler de psykisk syges sag" - og, og det ikke mindst!, de kære pårørendes - mens man som seer af programmet sidder som på nåle, fordi man frygter, stakkels Poul hvert øjeblik kunne drukne i sin egen selvmedlidenhed.
Ja, Poul, det er frygteligt - at både du og alle de andre kære pårørende derude har et ansvar. Ikke mindst også for de psykiske lidelser i har forvoldt jeres "psykisk syge" familiemedlemmer. Hvor er det synd for jer!
Poul Nyrup Rasmussen vil gerne række en hånd ud til "de psykisk syge". Poul, du kan stå med hånden rakt ud så længe du vil. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at tage den hånd! - Men nu identificerer jeg mig jo heller ikke som "psykisk syg", så...
NAMI is alive - også i Danmark. For de, der ikke kender til NAMI's historie: Pårørendeorganisationen blev grundlagt tilbage i 1970erne af to mødre til "psykisk syge", der var trætte af, at blive gjort ansvarlige for deres børns psykiske ve og vel. Det gjorde psykiatrien nemlig stadigt den gang. At holde de pårørende, især mødre, i hvert fald tildels ansvarlige. Overflødigt at nævne, at organisationens "Vi er uskyldige ofre!"-budskab fandt overvældende tilslutning, og gjorde NAMI til USA's største nationale pårørendeorganisation i løbet af ingen tid. Og også overflødigt at nævne, at NAMI i dag har et gnidningsfrit samarbejde med både biobiobiopsykiatrien og farmaindustrien...
_______________
En, især sammenlignet med Poul Nyrup Rasmussens usmagelige pårørende-patos, noget mere opbyggelig oplevelse er forskellige foredrag fra Hearing Voices Congress, som Will Hall har postet her på Madness Radio's blog. Her kan man bl.a. lytte til Ron Coleman og den hollandske psykiater Jim van Os' intet mindre end brilliante foredrag. Desværre er lydkvaliteten ikke ligefrem i top, og ja, selvfølgeligt, sproget er engelsk.
torsdag den 1. oktober 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
1 kommentar:
Dette er blot een faktor - ikke hele sandhgeden.
Apropos pårørendes indskrænkede billede af deres "stakkels psykisk syge" familiemedlemmer. Manglen på anerkendelse af individet/selvet er jo med til i første omgang at skabe et split mellem autencitet og kommunikation.
Det bedres ikke af, at de pårørende får en "diagnose" til at støtte deres egen manglende evne for kommunikation og følelsesmæssig tilstedeværelse.
"Psykisk sygdom" handler også om at være sensitiv overfor løgn og skjulte dagsordener (Laing). Når de pårørende så "gratis" kan føje yderligere ligeværdsskade til tillidsvigtet i familien - så bliver følelsen af ensomhed større - end oplevelsen af støtte.
Når jeg ikke deler verdensbillede med familiens patriarker/matriarker - så giver det jo ofte reaktioner, der kan "opfattes" som sygelige. Alene fordi modstanden udfordrer det bestående/magten. DET er ikke noget nyt.
Opmærksomhed er godt. Men opmærksomhed på de pårørendes vrangforestillinger om den "psykisk syge" er IKKE godt... ;)
Jeg er heller ikke psykisk syg.
Jeg er traumatiseret af flere udenfor min kontrol - begivenheder...
Shreya
Send en kommentar