"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

torsdag den 1. oktober 2009

Gummiceller og tvangstrøjere tilbage ind i psykiatrien!

Ja, de har jo nu aldrig været helt ude af psykiatrien, gummicellerne og tvangstrøjerne. De er bare i en årrække gået under andre betegnelser. Såsom "medicin", og "skærmning". Men siden holdningen i samfundet, takket være bl.a. mediernes skrækpropaganda, ser ud til at tiltagende være den, at målet helliger midlerne i kampen mod "de psykisk syge", så kan man vel også roligt kalde en spade for en spade igen, og i øvrigt også ruste yderligere op. Uden at risikere det store ramaskrig i medmenneskelighedens navn.

Det hele er selvfølgeligt kun og udelukkende ment til "de psykisk syges" bedste. Vi ved jo allesammen godt, at disse skabninger fungerer efter love, nærmest diametralt modsat dem, der gælder for jordiske skabninger som mennesker og dyr. Så, ja, tortur er godt for dem!

Der fandtes for resten en "gummicelle" i Diabasis, et rum med en masse gamle madrasser og lignende, som beboerne kunne opsøge sammen med et personalemedlem, når de følte behov for at udleve noget vrede eller frustration. For at kunne udleve sine følelser virkeligt effektivt, så de ikke indhenter én igen og igen, og tager magten, så er det jo en vigtig detailje, at man har vidner, der kan se og anerkende dem.

Rummet i Diabasis blev imidlertid kun sjældent brugt. Så sjældent, at man, som John Weir Perry sagde, godt kunne have undværet det helt. Fordi beboerne generelt blev behandlet med så megen respekt, at der dårligt opstod situationer, der skabte så megen vrede og frustration, at det gjorde det nødvendigt, at splitte en madras, eller to, ad.

Men, som artiklen på politiken.dk slår fast, gummicellerne i den danske tvangspsykiatri er inspireret af tvangspsykiatrien i en række andre europæiske lande. Ikke af John Weir Perry's tvangsfrie psykiatrialternativ Diabasis. Så de kan næppe betegnes som et frirum, hvor ekstreme følelser kan udleves og blive, respekterende, anerkendt. De vil, tværtimod, skabe mere og mere vrede og frustration hos den i gummicellen efterladte "psykisk syge". Vrede og frustration, der, fordi de netop ikke ses og anerkendes, uvægerligt kastes tilbage fra gummivæggene på "den psykisk syge", som en boomerang, og med tidobbelt styrke, og derved udgør et effektivt middel til at få "den psykisk syge" til at bekæmpe sig selv.

Og så er det at jeg spørger mig, om beslutninger som denne hér, angående psykiatriens "behandlings"metoder, skyldes en himmelskrigende mangel på viden om menneskets psykologi, eller om de måske snarere skyldes meget indgående viden om selvsamme...

4 kommentarer:

tosommerfugle sagde ...

Hvis disse tvangsforanstaltninger "blot" afløser den aktuelle "populære" bæltefiksering, kan der vel være en slags mening med det. Eller mener du at de er værre end bæltefiksering?

Men det er jo nok lidt for naivt at tro at konsekvensen ikke bliver en øget brug af tvang - på samme måde som politiets adgang til peberspray tilsyneladende primært har eskaleret magtanvendelsen.

Marian sagde ...

tosommerfugle: lige umiddelbart ser det måske ikke så meget værre ud, end bæltefiksering og skærmning. Jeg tænker dog, at det er en tand værre, a) fordi isolations- og sansedeprivationsmomentet bliver mere udpræget, og b) fordi jeg kunne forestille mig, at man ikke lader folk beholde ret meget tøj på, når de smides i fangehullet, da de jo kunne skade sig selv med det. I hvert fald ved jeg, at det i mange lande er rutine, at flå stort set alt tøjet af folk, før de smides ind dér og nøglen drejes rundt. For et menneske, der har oplevet at blive misbrugt i det omfang, som de fleste "psykisk syge" har det, er det et utåleligt overgreb, endnu et, der fremmer alt andet, end deres psykiske velbefindende.

En anden side af sagen er, at jeg hver gang igen kan undre mig, hvordan det kan være, at man, når man tydeligt ser, noget ikke virker, mener, mere af det, der ikke virker må til. Det kan få mig til at miste troen på menneskeheden, og ønske mig tilbage, langt ind i vanviddets land...

Anonym sagde ...

Ja, det er voldsomt deprimerende (og ind imellem livstruende) når man drister sig til at SE verden - som den udvikler sig.

Ikke mod det bedre - men mod det voldsomme, inhumane og intolerante..

At behandle traumer/desperation/angst med overgreb er en rædsom tanke og ideen er uhyrlig i sig selv.

Hvad tænker de "mennesker" med ?

Shreya

(Beklager, men JEG har mistet troen på menneskeheden. Det kaldes at leve på trods...)

Marian sagde ...

Shreya: om det er gummicellerne her, eller hvad der er sket i Brorsons kirke, eller hvad det ellers måtte være af den slags, så er al den voldelighed i sidste ende ikke andet, end udageren af trauma, af angst.

Undskylder det voldeligheden? Nej. For når man mener, man er et ansvar som sundhedsminister eller Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab voksen, så bør man først og fremst være voksen nok, til at kunne tage ansvar for sig selv. Inklusive sine egne traumer og sin egen angst. Inden man påtager sig ansvar for andre. Men nu drejer det hér sig ikke om ansvar og omsorg, men om magt. Ikke andet.

(Ingen grund til at beklage. Jeg kan følge dig, hele vejen.)