Robert Whitaker, "Psychotropic Drugs and Children" - must-listen for alle forældre

"Psychotropic Drugs and Children" er et foredrag ved Robert Whitaker, holdt i forlængelse af foredraget "Rise of Mental Illness in America" - ...og andre steder, såsom i Danmark, om end ikke i helt så grotesk målestok, som i USA, endnu.

Robert Whitaker har en fantastisk evne til at formidle videnskabelige fakta, det ville tage andre flere afhandlinger på faglatin at forklare, på en spændende og letforståelig måde. Noget han bl.a. taler om i dette foredrag, og som jeg synes, ikke kan gentages for ofte, slet ikke på denne, for alle forståelige måde, er at teorierne om ubalancer i hjernekemien er opstået alene på grundlag af, at man har fundet ud af, hvordan psykofarmaka forandrer hjernekemien, og ikke fordi man nogensinde har fundet de berømte ubalancer selv. Bemærk, at Robert Whitaker fortæller, at man på intet tidspunkt har kunnet finde forskel i hverken dopamin- eller serotoninniveauerne hos henholdsvis "raske" og "syge" personer. Så meget for "for meget/lidt dopamin/serotonin"-teorierne... Mindst lige så vigtigt at understrege igen og igen er, hvordan psykofarmaka skaber en ubalance i transmitterstofskiftet. På en måde, der virker stik modsat intentionen, og kronificerer kriserne, om de kaldes for "depression", "ADHD", "psykose", eller hvad det måtte være.

Mht. børn, der stemples som "bipolar", så ser jeg, at der dukker flere og flere blogs op i det skandinaviske blogland, hvis forfattere godt nok ikke er børn, men dog ret så unge mennesker, der er stemplet som "bipolar". Samtidigt med, at psykiatrien også i Skandinavien bliver bedre og bedre til at diagnosticere "psykisk sygdom" allerede hos børn og unge (= sælge stempler som "ADHD" og "depression", og de tilhørende piller, til børn og unges forældre).

Kæft, trit og - fastholdelse

Ja. Også jeg så serien Kæft, trit og knus. Med for hver udsendelse mere og mere krøllede tæer. "Behandlingshjem" - javel ja. Det siger det jo allerede. Et "hjem" for børn og unge, der ikke reagerer, helt naturligt menneskeligt, på omsorgssvigt og misbrug/-handling, men der, som forstanderen Jørn Birk Nielsen, psykolog, specialiseret i hypnoterapi og - surprise, surprise! (not) - kognitiv adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", i tredje del selv siger det, har symptomer. Det er børnene og de unge, der er "utilpassede", der er problemet, og derfor er det dem, der skal behandles. Med denne moraliserende, kontrollerende, og ydmygende kulsorte kognitive adfærdspædagogik. De skal udredes og behandles, ikke mødes, dér, hvor de er, og rummes.

Det er f.eks. ikke sådan, at Camilla på 14 har reageret på, at se sin mor blive gennemtævet af dennes kæreste, eller på at blive misbrugt af sin onkel, og hvad der ellers måtte være foregået i Camillas liv. Nejda. Camilla har "ADHD", ligesom hendes søster, og det er denne neurologiske udviklingsforstyrrelse (der altså intet har at gøre med omsorgssvigt, traumer, eller lignende), der har gjort, at hendes stakkels mor ikke har kunnet rumme hende. To, ud af fire, børn med "ADHD" - det har godt nok ikke været nemt for Camillas mor! Som Camilla selv konstaterer. No hard feelings. Moren har ikke svigtet på nogen måde. Det var Camilla, der var en alt for stor mundfuld for sin mor. Med denne "ADHD"-forstyrrelse. Camillas fejl. Så hun føler sig ansvarligt, er bekymret for sin mor. En 14-åring er bekymret for et (angiveligt) voksent menneske... Så "skyldreducerende" er biologiske forklaringsmodeller. Og hvem kan i øvrigt udelukke, at det var Camillas egen skyld, at hendes onkel forgreb sig på hende? Måske er der jo noget ved sådanne "ADHD"-forstyrrede børn som hende, der inviterer til at begå overgreb mod dem?

Følgende skrev jeg forleden som en kommentar til et jublende positivt blogindlæg om TV-serien. Blogindlægget er i mellemtiden blevet fjernet. Om det skyldes min og en anden kritisk kommentar, der måske har fået bloggens indehaver til at se lidt anderledes på sagen - who knows. Hér min kommentar:

"Helt så lyserødt, som TV-serien gerne vil have os til at tro, er det vist ikke i realiteten. Se f.eks. artiklerne her og her.

For mig personligt er det allerede usmageligt, at man patologiserer børnene, og diagnosticerer deres adfærd, der jo også i det tredje program direkte betegnes som “symptomer”. Er det børnene, der er problemet, eller et samfund, der tillader, at børn svigtes i et sådant omfang, at de reagerer såpas ekstremt, som børnene på Schuberts Minde gør det? I mine øjne er der noget ruskrivende galt med grundindstillingen hos personalet på et sted, der patologiserer ofrene for svigt og overgreb, og ikke kan møde dem dér, hvor de er. Hvilket f.eks. tydeligt kommer til udtryk i første afsnit, hvor Marc får frataget noget, der for ham, i mangel af bedre, er uhyre vigtige, identitetsskabende holdepunkter i hans tilværelse: tøj og smykker. Budskabet er: 'Vi accepterer dig ikke som den, du i øjeblikket er. Du har at tilpasse dig vores idé om, hvem du skal være.' Ødelæggende. Selv om Marc sandsynligvis ikke lige umiddelbart opdager det."



Og, for resten, jeg så ikke noget knus i nogen af seriens udsendelser. Kun en fastholdelse - og udover den ene, fysiske fastholdelse, en hel del emotionelle. Fra provokationer helt hen til udtalt afpresning.

"ADHD" eller omsorgssvigt?

Nordjyske.dk har i disse dage en ret interessant artikelserie om ADHD. Det er adjungeret professor i klinisk barnepsykologi Karen Vibeke Mortensen, der er ude at skabe lidt røre i andedammen med udtalelser som: "Børnene får med diagnosen [ADHD] et stempel, og så åbnes der nogle døre til specialundervisning og andet [læs: Ritalin & Co.]. Men det er symptombehandling. Alt for ofte undersøger man ikke barnets forhold i hjemmet. Det er dér, man skal tage fat. For det er ofte dér, årsagen til symptomerne ligger," og: "ADHD-symptomerne ligner de symptomer, børn får, når de er udsat for omsorgssvigt af den ene eller anden art". Hun uddyber: "Det er ikke grove sociale svigt. Men der kan have være[t] problemer med følelsesmæssig tilknytning til barnet i det første leveår. Det kan være en mangel hos forældrene. Forældrene selv kan have manglet omsorg, og så kan de have svært ved at forstå børns behov eller de kan blive alt for omklamrende."

Karen Vibeke Mortensen træder varsomt. Blandt andet denne studie når frem til, at mennesker, der er stemplet med "ADHD", noget oftere end den ikke stemplede kontrolgruppe også har oplevet fysisk mishandling og seksuel misbrug. Udover emotionel mishandling og den emotionelle omsorgssvigt, Karen Vibeke Mortensen er inde på. Så det kan meget vel også være "grove sociale svigt", der lader børn reagere på "ADHD"-vis. Ligesom det altså kan være rent emotionelle, og dermed somme tider endda næsten usynlige, svigt.

I en anden artikel i serien citeres socialrådgiver Inge Gorm Andersen: "Der er børn og unge, hvor vi kan se, at det ikke kan forklares med forholdene i hjemmet". Omsorgssvigt kan være ganske så usynlig, Inge. Den kan være så usynlig, at den betragtes som del af en almen som "normal" accepteret hverdag. Personligt anser jeg det, at kræve af et barn, at sidde pænt stille og koncentrere sig time efter time, kun afbrudt af korte pauser, hvor mulighederne for udfoldelse på alle områder er begrænsede af både mangel på personale og fysiske rammer, allerede som omsorgssvigt. Ikke alle børn tilpasser sig gnidningsløst den fremmedgørelse, vores kultur prøver at påtvinge os allesammen fra barnsben af. Nogle reagerer. På "ADHD"-vis for eksempel.

Men selv om Karen Vibeke Mortensen altså træder en del mere varsomt, end jeg kunne ønske, er ord som "omsorgssvigt" selvfølgeligt en rød klud for overgriberværnet, aka psykiatrien, og Jan Jørgensen, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selkab i Danmark, citeres i artiklen " - Det er ikke omsorgssvigt - ADHD er en sygdom": "Der er masser af undersøgelser, der viser, at ADHD er en arvelig sygdom. Man har bare ikke påvist et bestemt gén. Der er en række gener involveret og dermed ligner ADHD andre psykiske sygdomme," der bare imidlertid har vist sig, ikke at være så arvelige igen, Jan. Medmindre vi taler miljøarv altså.

Min kommentar på nordjyske.dk:

Rystende at overvære, hvor hårdnakket psykiatrien bliver ved med at erklære teorier, der på trods af mange årtiers intens forskning ikke har ladet sig verificere det mindste, og der derudover faktisk modsiges af nyere, epigenetisk forskning, for at være beviste fakta. Især rystende, når det er børn, der gøres til målskive for at blive stemplet genetisk defekt, og for at blive medicineret med yderst sundhedskadelige stoffer.

Tak til Karen Vibeke Mortensen for at - omend i moderat omfang, så dog - tale børnenes sag!

_______________

Artiklerne i serien:

"Børn får fejldiagnose"

" - Børn med ADHD-diagnose svigtes"

" - Vi har svært ved at hjælpe børnene"

" - Det er ikke omsorgssvigt - ADHD er en sygdom"

Xanax, Ritalin, og anden genmuterende miljøforurening

En indisk studie har vist, at benzodiazepinet alprazolam (Xanax) binder til DNA og ændrer den. Studien blev foretaget med isoleret DNA, så spørgsmålet er selvfølgeligt, om dette også kan ske, når det kommer til den DNA, der befinder sig i en levende organisme, såsom i menneskets krop.

At vi ikke ved det, er i mine øjne alt andet end grund til at "ikke blive alt for rystet", som Arianna mener.

Studiens resultater får mig ikke bare til at "stille alvorlige spørgsmålstegn ved den tilfældige brug af alprazolam", som det hedder i studiens konklusion, men ved enhver brug af stoffet. (min fremhævelse)

Denne artikel fortæller om en studie, der har vist, at Ritalin allerede under tre måneders brug forårsager påviselige kromosomforandringer, der blandt andet sættes i forbindelse med et øget kræftrisiko. Studien omfattede godt nok kun tolv børn, men kromosomforandringerne blev påvist undtagelsesløst hos alle tolv deltagende børn. Hvilket i mine øjne gør resultatet absolut repræsentativt: Ritalin forårsager kromosomforandringer. Uanset hvad. På dansk kan der læses om studien her på bedremedicin.dk.

Begge ovennævnte forskningsresultater ledte mine tanker til den seneste, nye teori angående årsagen til "skizofreni", som jeg bl.a. har skrevet om her.

Hvis Ritalin - med sikkerhed - og Xanax - med stor sandsynlighed - har potentiale til at forandre gener og kromosomer, og dette på relativ kort tid, hvem siger så, at ikke andre psykofarmaka har detsamme potentiale?

Som Bruce Lipton understreger, så er ingen genmutationer tilfældige, og alle genmutationer er resultat af miljøpåvirkninger.

Miljøpåvirkningerne kan, som ovennævnte forskningsresultater viser, bestå i et stof som alprazolam (Xanax), eller metylfenidat (Ritalin). Hvem siger, stoffer som quietapin (Seroquel), risperidon (Risperdal) eller olanzapin (Zyprexa) ikke kan fremkalde gen- respektive kromosommutationer?

Sagen er jo, at det stort set kan udelukkes, at så meget som én eneste af de "skizofrene" forsøgsdeltagere i den studie, der angiveligt har bragt videnskaben så meget tættere på at finde frem til "skizofreniens" årsag, ikke var medicineret. For, hvor hverver forskerne deres forsøgsdeltagere? Jo, i psykiatrien. Ikke udenfor den. Og "skizofrene", der befinder sig i systemet uden at være mere eller mindre dopet, findes der måske, og allerhøjest, en håndfuld af. Mens i hvert fald 99,9% af denne håndfuld på et eller andet tidspunkt har været medicineret.

Som jeg skriver i min kommentar hos Gianna: "Det ser ud til at være detsamme fupnummer som med hjernescanningerne, der angiveligt viser, at 'sygdommen' forårsager svind af hjernematerie, mens det er 'medicinen', der gør det."

Minutviserens tyranni - Hvordan man normaliserer naturen

Jeg så i går et ganske interessant pogram på DR1. Af og til falder jeg for fristelsen og udsætter mig for propagandaboksens sansebombardement, mens det jo er dejligt, at man ikke behøves at de facto have en stor boks alene til formålet stående og forurene miljøet visuelt, men kan se f.eks. DR online :) "Kærlighed og kaos" hedder serien, der egentligt er norsk, på dansk, og her på NRKs site kan man læse om programmet, jeg så i går. Programmet ledte mine tanker, atter en gang, hen til Madness Radio-interviewet med Derrick Jensen.

Will Hall be'r Derrick Jensen i interviewet om at fortælle lidt om hans syn på skolens rolle, mht. at vi, af vores kultur, bliver "indoktrineret ind i en falsk realitet" - Will Hall.

"Det er noget, der er sandt for de fleste mennesker jeg kender: jeg har altid elsket at lære noget, og det er også noget, der er sandt for de fleste mennesker jeg kender: jeg har altid hadet skolen. Hvorfor er det sådan? Skolen klarer at fuldføre denne overordentlige bedrift, der er (...) at den får os til at ikke kunne lide at lære noget, til at ikke værdsætte denne proces."

Derrick Jensen fortæller så, at han altid har undret sig meget, hvorfor skolegangen tager så lang tid, mens den faktiske viden, der formidles igennem al den tid sagtens kunne formidles på meget, meget kortere tid. Til at starte med troede han, det var fordi man også, ved siden af at formidle viden, måtte slås med elevernes uvane at dagdrømme. En uvane, han selv dyrkede rigtigt meget, og han er bestemt ikke alene om det! Hvilket jeg ved af egen erfaring...

"Til sidst forstod jeg, at grunden til at skolegangen tager så lang tid er, at børn ikke opgiver deres vilje så nemt. Det tager så lang tid, at knække deres vilje i tilstrækkeligt omfang, så de er klare til at gå ind i et liv præget af beskæftigelser, der er meget lidt fornøjelige.

Og hvad er den vigtigste mekaniske ting i et klasseværelse? Det er minutviseren på uret. Fordi formålet er, at lære alle elever densamme bøn: 'Kære Gud, lad denne tingest bevæge sig hurtigere!' "

"Let's get to the future. Fast." (ved 04.00 i videoen) -Eckhart Tolle. Vor kulturs credo: "Lad os komme til fremtiden. Hurtigt."

Hér kommer så programmet, jeg så i går, ind i billedet. Programmet havde et indslag, der viste en samisk familie. En af sønnerne i familien fortalte, at han havde fået en opdragelse, han havde oplevet som meget fri. Familien havde f.eks. ingen faste spisetider. Når man var sulten, gik man og tog noget mad i køleskabet. Samerne er oprindeligt nomader, og jægere og samlere. Så: "Sulten? Gå og fang/find noget spiseligt." I køleskabet. Siden civilisationen som bekendt efterhånden også har indhentet samerne. Vi er jo allesammen oprindeligt nomader, og jægere og samlere. Samerne har bare klaret, at bibeholde denne livsform, den eneste i menneskets historie, der nogensinde har vist sig, at være bæredygtig, som Derrick Jensen for resten påpeger, i noget længere tid, end de fleste af os.

Nu hører man jo konstant, hvor vigtigt det angiveligt er, at ens hverdag har struktur. Faste spisetider, faste sengetider - som den samiske familie i programmet heller ikke dyrkede - faste ditten-tider, faste datten-tider. Især når det kommer til børn, men også til folk med emotionelle problemer, lader det til, at det at skulle undvære et ur, ville grænse til intet mindre end en katastrofe. Roden til alt ondt: at mennesker i krise f.eks. ofte mangler enhver struktur i deres hverdag. De spiser, når det falder dem ind, og de sover, når de er trætte. I stedet for på klokkeslættet.

Og så må man jo "hjælpe dem med at strukturere deres hverdag". Så må man hjælpe dem, med at finde sig i, at blive tyranniseret af klokkeslæt - og datoer. Siden klokkeslæt er hellige i vores civilisation. Og det at rebellere mod dem dermed er blasfemi. - I øvrigt en tanke, der gav mig både myrekryb og mareridt, den gang, jeg følte, en (ufrivillig) indlæggelse var en mulighed, der ikke helt kunne udelukkes. At jeg i givet fald - også - havde været underlagt denne form for tyranni igen.

Mit personlige forhold til klokkeslæt er, og har altid været, yderst ambivalent, for at sige det mildt. Bortset fra de indbyggede ure, der automatisk følger med en computer eller en mobiltelefon, ejer jeg f.eks. ikke noget ur. Jeg spiser, når jeg er sulten, og jeg går i seng, når jeg er træt. Og i øvrigt orienterer jeg mig ved dagslyset, der giver mig en god fornemmelse af, hvad "klokken" virkeligt er. Dvs. hvad jeg f.eks. stadigt kan nå at få gjort udenfor, før det bliver mørkt. Et ur har jeg kun brug for om morgenen, og primært i den periode af året, hvor det stadigt er mørkt udenfor, når jeg skal stå op for at komme på arbejde.

I modsætning af hvad der ellers påstås mht. struktur, oplever jeg klokkeslæt, vores kulturs hellige tidsstruktur, som stressende. Meget stressende. Og fremmedgørende. Og jeg kan egentligt også kun undre mig, at man på den ene side forguder klokkeslæt som uundværlige, i form af struktur i hverdagen, mens man på den anden side ikke møder andet, end mennesker, der konstant føler, at tiden løber fra dem, mens de halser efter, respektive at den går alt for langsomt. Klokkeslættets, minutviserens tyranni. "Let's get to the future. Fast."

Og siden denne diskussion på fyldepennen.dk, eller måske skulle jeg sige: denne limpind, som jeg hoppede på..., tog en drejning fra at handle om akutte kriser til at handle om "ADHD": Måden at reagere på skolens indoktrination er individuelt forskelligt, alt efter, hvad ens forebilleder tidligere har lært én, og hvad der har vist sig, at være effektiv for én. Nogle vælger at dagdrømme, som Derrick Jensen gjorde, og som jeg selv gjorde. Andre vælger at protestere mere åbenlyst. Ved at udvise adfærd, der så kan diagnosticeres som "ADHD".

Nu vil nogle nok indvende, at vores civilisation jo ikke kan fungere uden klokkeslæt. Ja, netop.
_______________

Hvor ikke andet er angivet, stammer citaterne fra Madness Radio-interviewet.

Mangler du en identitet?

Mangler du ikke bare et job, men også en identitet? Så skynd dig at flytte til Randers kommune! Jobcentret dér tilbyder dig nemlig en identitet som lidende af "ADHD" - eller muligvis andet fra ICD-10, kapitel V. Du kan gøre dit til, at du får din ønskeidentitet. Der findes nemlig - stadigvæk - ingen objektive, videnskabelige tests for hverken "ADHD" eller nogen anden diagnose fra ICD-10, kapitel V. Held og lykke!

Mere ADHD - og Ritalin

Så er Hanne Børner på mission igen, i dag. For "ADHD"-sagen, og for Novartis (what's in for you, Hanne??). "Cirka 12 procent af de henviste børn får stillet diagnosen, og det passer med forskning andre steder. Stigningen er udtryk for, at vi har udviklet os og er blevet bedre til at anerkende diagnosen, og at medicinen hjælper dem. Når forældrene opdager det, vil de gerne hjælpes," siger hun om den næsten tredobling i antallet af stillede "ADHD" diagnoser i 2007 i forhold til 2003.

Hér er lidt mere læsestof til dig, Hanne. Og skulle det knibe med det engelske, så har jeg et kort overblik over sagen, inklusive kommentar hér, på dansk.

Ser man på de støt stigende tal af stillede "ADHD" - og iøvrigt også andre psykiatriske - diagnoser, er der vist ingen tvivl om, at psykiatrien udvikler sig. Spørgsmålet er bare, i hvilken retning.

"Er ADHD en anerkendt diagnose?", noget om "reelle varige sindssygdomme", og hvorfor postnummeret bestemmer diagnosen

Lidt flere brølere - både psykiatriske, men også en psykologisk sådan:

"Er ADHD en anerkendt diagnose?" lyder spørgsmålet fra en bekymret forælder og lærer i tv 2 nyhedernes brevkasse. Og, "ja", forlyder det fra Susan Schlüter, der er cand. psych. (cand. bio-psych??). Hun sætter i det følgende godt nok ordet "sygdom" i anførelsestegn, men tøver dog ikke et sekund med at afgrænse såkaldt "ADHD" biopsykologisk skarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet - ligesom man især i psykiatriske kredse så gerne afgrænser "sindssygdom" knivskarpt mod eksistentielle kriser, og med at betegne denne såkaldte "sygdom" som arveligt. Med overbevisende selvsikkerhed.

Hvor kommer denne selvsikkerhed fra? Et "ADHD"-gen har man indtil videre lige så lidt kunnet finde frem til, som de gener, der angiveligt er skyld i stort set alle de andre såkaldte "psykiske sygdomme". Mens det eneste kriterium, der eventuelt kunne afgrænse "ADHD" mod hyperaktivitet og impulsivitet, ved denne diagnose som ved alle andre psykiatriske diagnoser, består i (be-)dømmelsen af individets adfærd. Det vil sige, diagnosen stilles efter individets adfærd er blevet (be-)dømt på grundlag af et rent subjektivt skøn. Objektive videnskabelige tests findes ikke.

Således hedder det i Susan Schlüters svar til den bekymrede forælder og lærer angående tegn på "ADHD", at:
"Fx. behovet for nattesøvn, som er betydeligt minimeret, samt påbud, regler og "irettesættelser" hele tiden skal gentages."
Spørgsmålet bliver, hvorvidt dette kriterium og andre ligeså subjektivt (be-)dømmende kriteria overhovedet er egnet til at afgrænse "ADHD" knivskarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet.

Hvilket leder mig til brøler nr. 2, der tydeligt viser, i hvor stor udstrækning psykiatrisk diagnosticering er bestemt af et subjektivt skøn, der mangler enhver objektiv videnskabelighed.

Ved brøler nr. 2 drejer det sig om de ekstremt store forskelle fra region til region i diagnosticeringen af børn, som man bl.a. kan læse om hér.

I denne sammenhæng er det så formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Hanne Børner, der knivskarpt skelner mellem "ADHD", som biologisk, genetisk betinget sygdom, og miljøforårsagede adfærdsproblemer:

"Det [de store forskelle] viser, at man forstår børns symptomer på mange måder. Der er stadig nogen, der eksempelvis har svært ved at acceptere diagnosen ADHD (DAMP) og hellere vil forklare symptomerne med miljøet omkring barnet. Det handler om, at man skal acceptere, at børn også bliver psykisk syge," citerer artiklen Hanne Børner.

Det falder nu virkeligt lidt svært at acceptere "psykisk sygdom" som biologisk og genetisk betinget sygdom, ikke bare med hensyn til børn, men generelt, når forskningen til stadighed mangler, at frembringe relevante beviser for disse påstande, der, hvis jeg lige må minde om det, blev vedtaget som værende fakta i forbindelse med farmaindustriens salgsfremstød med hensyn til psykofarmaka (nærmere betegnet Prozac) sidst i 80'erne.

I modsætning til Hanne Børner, ser jeg i de store diagnosticeringsforskelle - der iøvrigt ikke kommer bag på mig - ikke andet end et yderligere bevis på psykiatriens status som en tro-det-eller-lad-være-"videnskab". Interessant i denne sammenhæng er for resten også, at psykiatrien er den eneste medicinske "videnskab", der vedtager respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke fordi der skulle findes entydige, objektive og dermed virkeligt videnskabelige beviser for deres berettigelse...

En anden, ikke mindre knivskarp, men lige så tvivlsom, afgrænsning kan man bl.a. finde foretaget hér, hvor der, ganske i stil med Karin Garde iøvrigt, skelnes mellem "reel varig sindssygdom" (altså igen: biologisk, genetisk betinget og per se kronisk sygdom, andetsteds på nettet nærmere udspecificeret som værende f.eks. "skizofreni") og "belastningsskader som stress" (miljøbetingede, eksistentielle kriser).

Én ting er, at der for alle de ovennævnte psykiatriske såvel som bio-psykologiske påstande mangler enhver form for dokumentation - og jeg kunne være fristet til at anmode f.eks. Susan Schlüter om at lade mig eventuel relevant dokumentation tilkomme, men en sådan anmodning vil nok støde på en nærmest "kataton" (lamslået af skræk) tavshed fra hendes side, som det plejer at være tilfældet ved den slags forespørgsler.

En anden side af sagen, og hér specielt med hensyn til brøler nr. 3: "reel varig sindssygdom", er at disse betegnelser indeholder det ekstremt destruktive fordi "disempowering" budskab, at recovery ikke er muligt. I anbetragt af et hav af videnskabelige studier, der viser, at det modsatte er tilfældet (især for individer, der formår at undgå respektive undslippe psykiatrisk og bio-psykologisk "hjælp"), må det betragtes som både moralsk og videnskabeligt(!) uforsvarligt, at anvende denne terminologi.

Jeg kan kun anbefale Susan Schlüter, Hanne Børner og alle deres kolleger, de psykiatriske som de psykologiske, at aktualisere deres faglige viden, f.eks. ved at læse John Breedings The Wildest Colts make the Best Horses, og, angående den psykiatriske "videnskab" generelt, Steven Morgans artikel "The other side of mental health science".

Ligeledes ville det være glædeligt, hvis Danmarks journalistiske stand gik lidt mere i dybden med sin research, i stedet for at, gang på gang, ukritisk drøvtygge de selvbestaltede "eksperters" meninger og holdninger.

Ritalin - så meget nemmere end at være forælder

I november sidste år kommenterede jeg på en MSN UK-artikel, der omhandler en ny studie, der viser at "ADHD"-diagnosticerede børn i det lange løb klarer sig bedre uden medicinsk behandling end med.

Nu er studien jo ikke helt så ny mere. Ikke desto mindre har man i Danmark åbenbart til stadighed ikke kendskab til studien, ikke engang i "ekspert"kredse, som bl.a. denne nyhedsnotits viser. "Svaret for mange børn med ADHD er medicin, fordi vi ved, der er god effekt", citeres Per Hove Thomsen, der på trods af sin stilling som professor ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov altså tilsyneladende aldeles ikke er up to date med den internationale forskning.

Ifølge nyhedsnotitsen skal der nu blæses til angreb mod "ADHD" - eller for at sige det, som det er: mod alle de børn, der ikke uden problemer kan finde sig tilrette i et samfund, der efterhånden er så egocentreret, at snart enhver form for menneskelighed bliver stemplet som "sygdom" eller "udviklingsforstyrrelse". "ADHD" er ikke en "udviklingsforstyrrelse", "ADHD" er "udviklingsforstyrrende": "ADHD" er en forstyrrelse i samfundets udvikling væk fra det menneskelige, og hen imod det robotiseret egocentriske.



Takket være personer som Per Hove Thomsen kan både forældre, pædagoger og samfundet som sådan ånde lettet op: "Det [det planlagte "referanceprogram", der skal hjælpe med at stemple endnu flere børn i fremtiden med "ADHD"-kimæren, og få dem dopet fra deres individualitet og ind i dejlig tilpasset underdanighed] understøtter, at der er tale om en sygdom, som kan behandles, i stedet for, at man bare får at vide, at man ikke evner at opdrage sine børn", forlyder det fra moren til to "ADHD"-stemplede drenge, Marianne Dinsen, ifølge nyhedsnotitsen.

Tja, det er vist noget nemmere, at lukke munden på de små ubekvemme individualister med amfetaminer - i USA kendes Adderall f.eks. også som "college crack" - end at tage ansvar og være forælder, pædagog, et menneskeligt samfund. Og når man er så i den grad blottet for enhver ansvarsfølelse, som dette vores samfund efterhånden er det, så bekymrer man sig selvfølgeligt heller ikke det mindste om de lægeligt ordinerede amfetaminers potentiale til at forårsage alvorlige hjerteproblemer, en øget kræftrisiko, og en øget risiko for at blive psykotisk. Lige så lidt som man bekymrer sig om, at disse stoffer, ligesom de ulovlige amfetaminer, er vanedannende.

"ADHD": Ritalin & Co. mere til skade end til gavn

Den 13. november kunne man på MSN UK News Editor læse om en ny studie, der viser at børn, der bliver "behandlet" for "ADHD" med Ritalin, Concerta, Adderall etc. i det lange løb ikke klarer sig bedre end børn, der bliver behandlet med adfærdsterapi eller endda slet ikke får nogen form for behandling.

I 1999 viste en studie, der fulgte børn med en "ADHD"-diagnose over et år, at medicinsk "behandling" gav bedre resultater end terapi. Den nye studie, som er gennemført af desamme personer som 1999-studien, ser på resultaterne efter et treårigt forløb. Og hér viser det sig altså, at det, der lige umiddelbart så ud til at være Columbus' æg, i det lange løb er mere til skade end til gavn. Ikke bare er præparater som Ritalin ikke mere effektive efter tre år end terapi eller ingen behandling overhovedet, men de børn, der tog "medicin", havde i forhold til dem, der ikke gjorde, tydelige deficits i deres fysiske udvikling. Det kommer nu ikke bagpå mig. Virkstoffet i Ritalin (metylfenidat) er på det kemiske niveau stort set identisk med kokain. Og hvad daglig konsum af kokain kan gøre ved en persons fysik, ved vi jo godt.

Jeg er enig med MSN-editorialens forfatter, Laura J. Snook, at "ADHD" i bund og grund ikke er andet end endnu et af psykiatriens - og medicinalindustriens - talrige fantasifostre, fabrikeret alene i det øjemed at stemple afvigende, ubekvem adfærd som værende en genetisk betinget, fysiologisk sygdom. Og således undgå ubekvemmeligheden af at skulle se nærmere på hvilke miljøfaktorer der fremkalder hyperaktivitet hos børn (og voksne). Men om det nu er så nemt, som Laura J. Snook vil have det, når hun skriver: "...denne såkaldte forstyrrelse er egentligt resultat af en kombination af ekstremt livlige børn med kriminelt dårlige opdragelsesevner - noget af en Molotov-cocktail", ved jeg ikke. Hverken kommer "kriminelt dårlige opdragelsesevner" ud af den blå luft, eller kan man klandre forældrene alene, efter min mening.

Ærgerligt også, at Laura J. Snook tyr til at citere Fred Baugham som ekspert for sin afvisning af "ADHD" som sygdom. Fred Baugham er lægekonsulent for Citizens Commission on Human Rights (CCHR), en Scientology-organisation. Der findes en række eksperter på området, der ikke har en Scientology-baggrund som Baugham's, og derfor, efter min mening, ville have været noget mere troværdige at citere. John Breeding eller Peter Breggin f.eks.

Laura J. Snook's editorial "High on life: the biggest health care fraud in history?" kan læses her. Læs også Philip Dawdy's kritiske kommentar til artiklen.