Alice Miller dør, og den danske presse tier

Flere danske Google-søgninger på Alice Miller, både i går og i dag, har indtil videre ikke frembragt så meget som ét eneste resultat mht. hendes død. Det ser ud til, at Alice Miller er en "persona non grata" som det er bedst, ikke at nævne med et ord, i danske jounalisters øjne. Man gør sig her til lands ikke engang den umage, at misfortolke og diskreditere hende, som den udenlandske presse mener, det er på sin plads at gøre.

Umiddelbart kan det jo overraske, med al den opblæste sensationsjournalistik omkring mishandling og seksuelt misbrug af børn, vi har set på det seneste. Ved nærmere eftertanke bekræfter det dog bare, hvad jeg skrev i mit indlæg fra i tirsdags. Alice Miller havde ikke så meget fokus på "monstrene", som hun havde det på følgerne af "monstrenes" handlinger for "monstrenes" ofre. Og det er selvsagt ikke specielt populært i en tid, hvor disse følger allerhelst allesammen bortforklares som ofrenes medfødte, iboende fejl og mangler, i en tid, hvor Thomas Werges eugeniske forskning gør overskrifter i landets førende aviser, hvor bagatelliseringen af overgreb belønnes med Den Gyldne Skalpel, og hvor ingen midler skys for at få lukket munden på overgrebsofrene, som Alice Miller var talskvinde for.

I en kommentar på Tara Parker-Popes NYTimes-blog Well skriver "Kelli":

"I was deeply saddened to learn of Miller’s death, and then disappointed in the lack of response to honoring her life and work. I thought certainly there would be some fantastic obituary coverage for a woman who so profoundly affected many people with her simple, yet groundbreaking ideas."

Og "diana" skriver:

"Miller’s obituaries are not honouring her life’s work. But people are doing it here. Professionals, common people. Which is something she deserved."

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet, faktisk også rystet, ja, da jeg læste nekrologerne i den udenlandske (amerikanske) presse. Måske er det så alligevel bedre med slet ingen omtale overhovedet, end en, der må betegnes som villet misforstående, og nærmest nedværdigende og fornærmende, ja.

Selv kan jeg kun tilslutte mig k, og sige Thank you Alice Miller!

Alice Miller, 1923 - 2010

Alice Miller døde den 14. april i sit hjem i Provence. Hun var nok den personlighed, der havde mest fokus på opvækstens, og især opdragelsens, rolle for børns udvikling, og på hvordan vold i opdragelsen traumatiserer børn, med kriminalitet, stofmisbrug og "psykisk sygdom" til følge. Alice Miller gjorde en stor indsats for at få al fysisk afstraffelse af børn forbudt ved lov, og heldigvis er der i dag en række lande, hvor revselsretten er ophævet, såsom i Danmark, og senest også i Norge.

Imidlertid tror jeg ikke, at hverken afskaffelsen af revselsretten, eller det tiltagende fokus i medierne på overgreb mod og omsorgssvigt af børn kan bremse den generelt tiltagende vold i samfundet. Både overgreb, omsorgssvigt, fysisk vold i opdragelsens navn selv, men også f.eks. det, at enkeltpersoner af medierne jævnligt gøres til syndebukke, at, samtidigt med at enkeltmennesker således fremstilles som nærmest monstre, volden, traumatiseringen stadigt ikke anerkendes som årsag til f.eks. "psykisk sygdom", dvs. at voldens destruktive potentiale stadigt ikke anerkendes fuldt ud, og at det stort set kun er vold i fysisk, respektive seksuel form, der anerkendes som værende vold, er altsammen symptomer på at traumerne generelt stadigt ikke anerkendes som traumer, at de stadigt ikke er bevidstgjort og bearbejdet. Og så længe traumerne ikke anerkendes, bevidstgøres og bearbejdes, vil volden fortsætte og også tiltage.

"The danger does not lie with individuals, however criminal they may be. Far more, it lies in the ignorance of our entire society, which confirms these people in the lies that they were obliged to believe in childhood. Teachers, attorneys, doctors, social workers, priests, and other respected representatives of society protect parents from the mistreated child's every accusation and see to it that the truth about child abuse remains concealed. Even the child protection agencies insist that this crime, and this crime alone, should go unpunished."

"If one day the secret of childhood were to become no longer a secret, the state would be able to save immense sums that it spends on hospitals, psychiatric clinics, and prisons maintaining our blindness. That this might deliberately happen is almost too incredible a thought." -Alice Miller, Breaking Down the Wall of Silence: To Join the Waiting Child
_______________

New York Times' nekrolog: "Alice Miller, Psychoanalyst, Dies at 87; Laid Human Problems to Parental Acts"

Psykiatriens historie i 10 alt for korte punkter - Og noget om revolutionerende fremskridt

For et par uger siden kom jeg via Sigruns blog over artiklen "Psykiatriens historie i 10 korte punkter" i Kristeligt Dagbladets netudgave.

Strengt taget handler artiklens første tre punkter, der prøver, at beskrive definitionen og håndteringen af "psykisk sygdom" i det antikke Grækenland, respektive igennem middelalderen, ikke om psykiatriens historie, men altså om galskabens historie. Psykiatrien, som et lægefagligt speciale, kom først på banen i anden halvdel af det 18. århundrede. Ikke desto mindre må man jo konstatere, at der ikke er ret lang vej fra de gamle grækeres forestillinger om, at emotionel lidelse forårsages af kropsvæsker i ubalance, til nutidens forestillinger om, at selvsamme lidelse bunder i et transmitterstofskifte i ubalance. Lige så lidt, som der egentligt er grundlæggende forskel mellem middelalderens tro på besættelse ved onde ånder, og nutidens tro på "besættelse" ved defekte gener. Vel, vel.

De følgende fem punkter, punkt 4 til 8, på listen nævner begivenheder, der alment betragtes som "milesten" i den danske (og delvis internationale; Kraepelin) psykiatris historie. Her lader der sig allerede ane et syn på psykiatriens historie, der efterfølgende i de sidste to punkter på listen, nr.9 og nr.10, eksplicit kommer til udtryk:


"9) 1950’erne: Der skete store fremskridt inden for psykofarmaka (medicin, der bruges i fysisk/biologisk behandling af psykisk syge). Fire store opfindelser revolutionerede psykiatrien. 1) Lithium 2) Antipsykotika 3) Antidepressiva 4) Benzodiazepiner.


10) 1. januar 2010: Der indførtes en behandlingsgaranti på to måneder inden for voksenpsykiatrien. Dette sidestiller psykiatriske patienter med patienter, der har en somatisk lidelse."

Synet er det, at psykiatrien har gjort fremskridt, til i dag at være noget nær perfekt: psykiatriske patienter er i dagens Danmark sidestillet med somatiske patienter. Og så kan det vist ikke blive meget bedre, eller?

For det første er en behandlingsgaranti indenfor psykiatrien langt fra ensbetydende med, at psykiatriserede mennesker er sidestillet med patienter i den somatiske medicin. Stadigt har psykiatriserede mennesker i Danmark anno 2010 for eksempel ikke ret til frit at fravælge "behandling". En ret, som vi ved, at patienter i den somatiske medicin har, og stort set altid har haft. En væsentlig forskel mellem de to grupper mht. deres respektive retsstilling, netop overfor lægerne (jf. punkt 7 i listen).

For det andet mente allerede Sokrates, at "psykisk sygdom" ikke nødvendigvis og altid er det onde, den biologiske psykiatri i dag i faktisk tiltagende grad definerer og ser den som. Sokrates taler om det "guddommelige vanvid", som han definerer som en gave, fremfor et onde. Spørgsmålet er her, om det ikke snarere må betegnes som tilbageskridt, i forhold til de gamle grækere, når vi i dag ikke længere er i stand til at se vanvid som andet, end noget udelukkende negativt, en defekt. Et syn, der jo ikke uvæsentligt bidrager til det, der kaldes "stigmatisering", dvs. der gør det nærmest til en selvfølge, at psykiatrisk stemplede mennesker i sig selv behandles som et onde, og diskrimineres imod.

For det tredje har den revolution, der omtales under punkt 9, vist kun været en formel sådan. I hvert fald for de psykiatriserede menneskers vedkommende. Fra at blive opmagasineret på de store anstalter, bliver disse mennesker i dag opmagasineret i udkanten af samfundet, på førtidspension, på bo- og væresteder, eller, og allerhøjst, i fleksjobs, gerne i systemet, f.eks. som "brugerlærer", der, for billige penge, udfører den del af fagpersonalets arbejde, der hedder, at oplære andre i at være "gode" patienter, respektive holder oplæg for fagpersonale om, hvordan man mest effektivt sælger psykiatrisk "behandling" som hjælp.

Dvs. revolutionen består hovedsagligt i, at samfundet i dag kan klappe sig selv anerkendende på skulderen for sin tilsyneladende rummelighed, der, tilsyneladende, er af så stor omfang, at man endda kan rumme "de psykisk syge" i selve samfundet, om end i udkanten, og ikke længere behøves, at gemme og glemme dem i de store anstalter. Mens man i dag gerne glemmer, at de samme kemiske stoffer, der har gjort denne, tilsyneladende, rummelighed, denne revolution, med Kristeligt Dagbladets ordvalg, mulig, kun har kunnet gøre det, fordi de, meget mere effektivt, end nok så tykke mure og tremmer foran vinduerne, fratager "de psykisk syge" deres stemme, og dermed muligheden for en virkeligt ligeværdig eksistens i samfundet. Som jeg også, om end i lidt andre ord, skriver i min kommentar til artiklen på Kristeligt Dagbladets onlinedebat.

Før psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, skete det med jævne mellemrum, at mennesker kunne forlade de store anstalter, og vende tilbage til et fuldt og værdigt liv i samfundet. I dag sker det stadigt, af og til, at mennesker kommer sig helt, og ikke længere på nogen måde er afhængige af systemets "hjælp". Det sker imidlertid sjældnere og sjældnere. Siden psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, har recoveryraterne været støt faldende, og det samme har gennemsnitslevealderen for "de psykisk syge".

Spørgsmålet er, om man i den somatiske medicin ville betegne en behandlingsmetode for en revolution og et fremskridt på området, hvis effekten af metoden var, at færre patienter kom sig, end før metoden blev taget i brug, og metoden desuden reducerede patienternes gennemsnitlige livsforventning betydeligt. Eller om man måske snarere vlle kalde det for et tilbageskridt.

Hvad jeg også kan spørge mig, hver gang jeg hører om revolutionerende fremskridt, ligemeget i hvilken sammenhæng, er om vi ikke egentligt tror på hokuspokus, når vi tror på alle disse revolutionerende fremskridt. Er vi virkeligt kommet så meget videre siden i går, siden 1950'erne, siden den angiveligt så mørke middelalder? Eller er vi måske stadigt lige overtroiske, og har bare skiftet de "magical powers", der skal frelse os, ud til i dag at være højteknologien, videnskaben?
_______________

Og jeg er iøvrigt ganske enig med Stephen Diamond. Jeg ser, desværre, heller ikke noget "revolutionerende fremskridt", den store, kollektive opvågning på det spirituelle niveau ske. Lakmusprøven, så at sige, for mig, er at høre hvad angiveligt opvågnede mennesker har at sige om "psykisk sygdom". Hvis ikke på andre områder, så viser det sig som regel senest mht. dette emne, om opvågningen er reel nok, eller om der er tale om en pseudo - "spiritual awakening".

"Færdigbehandlet"???

Jeg undrer mig gang på gang igen over et ordvalg som "færdigbehandlet". Altså, i min verden betyder "færdigbehandlet", at man ikke har brug for yderligere behandling, ligemeget af hvilken art, mere. Dermed kan man vist næppe overhovedet blive "færdigbehandlet", eller "rask", for den sags skyld, i den danske biopsykiatri, der jo generelt bygger på antagelsen, at "psykisk sygdom" er kronisk hjernesygdom, der gør vedligeholdelsesbehandling nødvendigt for resten af livet. Ja altså, måske undtagen når vi taler om en mindre "depression", eller lidt stress, eller andet fra småtingsafdelingen. Men man havner jo som regel ikke på Skt. Hans pga. problemer i småtingsafdelingen.

Er man virkeligt så frustreret over, at folk hverken bliver "færdigbehandlet" eller "rask" af den prakticerede behandling, at man ser sig nødt til at ty til et sådant selv-/bedragerisk ordvalg? Så anbefaler jeg da, at revurdere selve "behandlingen" en gang. Det kunne jo være, at der findes andre, mere lovende behandlingsmuligheder, end dem, der kommer til anvendelse i dag. Og så kunne man slippe for at skulle gøre brug af selv-/bedrageriet.

"ADHD" eller omsorgssvigt?

Nordjyske.dk har i disse dage en ret interessant artikelserie om ADHD. Det er adjungeret professor i klinisk barnepsykologi Karen Vibeke Mortensen, der er ude at skabe lidt røre i andedammen med udtalelser som: "Børnene får med diagnosen [ADHD] et stempel, og så åbnes der nogle døre til specialundervisning og andet [læs: Ritalin & Co.]. Men det er symptombehandling. Alt for ofte undersøger man ikke barnets forhold i hjemmet. Det er dér, man skal tage fat. For det er ofte dér, årsagen til symptomerne ligger," og: "ADHD-symptomerne ligner de symptomer, børn får, når de er udsat for omsorgssvigt af den ene eller anden art". Hun uddyber: "Det er ikke grove sociale svigt. Men der kan have være[t] problemer med følelsesmæssig tilknytning til barnet i det første leveår. Det kan være en mangel hos forældrene. Forældrene selv kan have manglet omsorg, og så kan de have svært ved at forstå børns behov eller de kan blive alt for omklamrende."

Karen Vibeke Mortensen træder varsomt. Blandt andet denne studie når frem til, at mennesker, der er stemplet med "ADHD", noget oftere end den ikke stemplede kontrolgruppe også har oplevet fysisk mishandling og seksuel misbrug. Udover emotionel mishandling og den emotionelle omsorgssvigt, Karen Vibeke Mortensen er inde på. Så det kan meget vel også være "grove sociale svigt", der lader børn reagere på "ADHD"-vis. Ligesom det altså kan være rent emotionelle, og dermed somme tider endda næsten usynlige, svigt.

I en anden artikel i serien citeres socialrådgiver Inge Gorm Andersen: "Der er børn og unge, hvor vi kan se, at det ikke kan forklares med forholdene i hjemmet". Omsorgssvigt kan være ganske så usynlig, Inge. Den kan være så usynlig, at den betragtes som del af en almen som "normal" accepteret hverdag. Personligt anser jeg det, at kræve af et barn, at sidde pænt stille og koncentrere sig time efter time, kun afbrudt af korte pauser, hvor mulighederne for udfoldelse på alle områder er begrænsede af både mangel på personale og fysiske rammer, allerede som omsorgssvigt. Ikke alle børn tilpasser sig gnidningsløst den fremmedgørelse, vores kultur prøver at påtvinge os allesammen fra barnsben af. Nogle reagerer. På "ADHD"-vis for eksempel.

Men selv om Karen Vibeke Mortensen altså træder en del mere varsomt, end jeg kunne ønske, er ord som "omsorgssvigt" selvfølgeligt en rød klud for overgriberværnet, aka psykiatrien, og Jan Jørgensen, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selkab i Danmark, citeres i artiklen " - Det er ikke omsorgssvigt - ADHD er en sygdom": "Der er masser af undersøgelser, der viser, at ADHD er en arvelig sygdom. Man har bare ikke påvist et bestemt gén. Der er en række gener involveret og dermed ligner ADHD andre psykiske sygdomme," der bare imidlertid har vist sig, ikke at være så arvelige igen, Jan. Medmindre vi taler miljøarv altså.

Min kommentar på nordjyske.dk:

Rystende at overvære, hvor hårdnakket psykiatrien bliver ved med at erklære teorier, der på trods af mange årtiers intens forskning ikke har ladet sig verificere det mindste, og der derudover faktisk modsiges af nyere, epigenetisk forskning, for at være beviste fakta. Især rystende, når det er børn, der gøres til målskive for at blive stemplet genetisk defekt, og for at blive medicineret med yderst sundhedskadelige stoffer.

Tak til Karen Vibeke Mortensen for at - omend i moderat omfang, så dog - tale børnenes sag!

_______________

Artiklerne i serien:

"Børn får fejldiagnose"

" - Børn med ADHD-diagnose svigtes"

" - Vi har svært ved at hjælpe børnene"

" - Det er ikke omsorgssvigt - ADHD er en sygdom"

De pårørende som allierede i psykiatriens kamp mod kriseramte mennesker

Mens jeg har fokus på de "kære" pårørende: jeg blev gjort opmærksom på en artikel på politiken.dk, der i den trykte version af Politiken, fredag 24. oktober 2008, følges op af to artikler i 1. sektion, side 5. Alle tre artikler formidler detsamme budskab om hvor vigtigt det er, at inddrage de pårørende.

Jeg har to ting at sige til dette. For det første mener jeg, at det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke at få sine pårørende involveret, skal respekteres. Ubetinget. Som regel er de pårørende ikke uvæsentligt medansvarlige for krisens opståen, og siden kriser, om de nu stemples som "skizofreni", "bipolar lidelse" eller hvad det end måtte være, således er en posttraumatisk belastningsreaktion på dysfunktionelle kommunikationsmønstre og lignende, er det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke-indblanding af sine dysfunktionelt kommunikerende pårørende mere end forståeligt, og, i hvert fald indtil de traumatiserende oplevelser er nogenlunde bevidstgjort og bearbejdet, kun hensigtsmæssigt. Den "geografiske kur", at få lagt en fysisk afstand til det "stof" (de pårørendes dysfunktionalitet), der har forgiftet ens sjæl, ens væren, er for mange et vigtigt, om end ikke det afgørende, skridt på vejen til recovery. Med det afgørende skridt at være psykisk, emotionel afstandtagen fra "giftstoffet".

Min personlige erfaring er, at alene nævnelsen af det traumatiserende element i mit liv kunne få mig til at reagere kraftigt og lade "symptomatiken" tiltage betydeligt. I øvrigt en reaktion, som bl.a. især Gregory Bateson beskriver eksplicit i hans artikel "Towards a Theory of Schizophrenia". Jeg var selv i lang tid hverken i stand til at udtale eller skrive benævnelsen på dette traumatiserende element i mit liv: ordet "mor".

I starten af mit terapiforløb blev jeg spurgt, hvor mine forældre levede. Selvfølgeligt med den "bagtanke" at kontakte og inddrage dem. Min umiddelbare reaktion var at stivne af skræk. De få skræksekunder, inden det gik op for mig, at det var umuligt at kontakte og inddrage mine forældre som begge i årevis havde været døde på tidspunktet, føltes som en evighed.

Et par måneder senere svarede jeg på spørgsmålet, om jeg havde fortalt min mor om mit problem, hvis det havde været muligt: "Nej, faktisk tror jeg ikke jeg havde fortalt hende det... ikke med mindre jeg havde opnået uafhængighed fra hende... sådan at jeg, i tillæg, kunne have bedt hende om at skride, forsvinde, fise af... Mand, hvor jeg havde nydt det!" Hævn - og sikkerhed, som Jane siger. Langt om længe, efter et helt liv hvor det var mig, der, om end ubevidst så dog systematisk, var blevet nægtet et følelsesliv, en emotionel identitet, hvor jeg var blevet "jordet" gang på gang, ville jeg måske endeligt for en gangs skyld have været den, der "jordede", tilintetgørende, endegyldigt. Og samtidigt frigjorde mig, en for alle gange, fra yderligere "jordning". At den egentlige frigørelse ikke så meget finder sted på et sådant fysisk plan, men snarere netop på det emotionelle plan, at den ikke er et resultat af at "skubbe væk", fortrænge, men snarere af at se og acceptere, var noget, der krævede en hel del bearbejdning og tid at nå frem til.

I dag, godt fire år senere, er jeg ved at forstå, at f.eks. Loren Mosher har ret, når han siger, at de fleste forældre gør deres bedste, at "de prøver", men går "galt i byen", fordi de ofte selv er ofre for dysfunktionaliteten. Den dysfunktionalitet, man finder overalt i vores samfund, i vores kultur. I allerhøjeste grad også i psykiatrien, den institution, der foregiver at ville hjælpe de af dysfunktionaliteten skadede, mens den de facto kun hjælper dysfunktionaliteten selv i at bestå.

Jeg har ikke tilgivet. Jeg er stadigt ofte "såret", er ikke færdig med at bearbejde. Men jeg er mindst lige så ofte, og oftere og oftere, også taknemmeligt. Uden at direkte selv have oplevet dysfunktionaliteten, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde havde fået øjnene op for hverken dysfunktionaliteten eller vejen ud af den. "It was just perfect", siger Jon Kabat-Zinn om hans "ulykkelige", traumatiserende opvækst i en dysfunktionel familie.

Men, og her kommer jeg til den anden ting, jeg vil sige om inddragelsen af de pårørende, jeg havde måske heller aldrig fået øjnene op, hvis jeg var havnet i systemet.

Hvad f.eks. Bateson også bemærker, er at det kan føre til en spontan løsning af krisen, hvis de pårørende kan opbringe modet til at se sig selv i spejlet og vedkende sig deres egen dysfunktionalitet. I stedet for at holde spejlet op foran de pårørende, gør systemet dog desværre det, at det dækker spejlet til: der findes ingen dysfunktionalitet i vores perfekte samfund. Kriser skyldes udelukkende individets gener og en mystisk hjernesygdom, som ingen har ansvar for. Og siden ingen har ansvar for den, kan heller ingen tage dette ansvar og komme sig: "Din bror er skizofren, og du skal ikke regne med, at han nogensinde får et normalt liv,..." hedder det i artiklen "Min bror har ingen fremtid" i Politiken, fredag 24. oktober 2008, 1. sektion, side 5. Og alt i alt beklager artiklen intet andet, end at søsteren til denne "skizofrene" bror ikke har fået dette at vide langt før hun fik det at vide. Jeg beklager meget, at hun overhovedet får en sådan løgn serveret. En løgn, som både hende og Politikens journalist, gerne, tror på. Siden det nu er "eksperterne", der har serveret den. "Gerne", fordi løgnene om biologisk hjernesygdom, som Loren Mosher siger, "er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar", og dermed meget belejligt for såvel samfundet som den enkelte pårørende.

Jeg finder det intet mindre end uhyrligt, at man bliver ved med at frejdigt fortælle folk disse løgne, selv om der ikke findes et eneste videnskabeligt bevis for, at de er holdbare. Tværtimod. Når broren siger til sin søster at "hun er en 'dum tøs', der ikke aner hvad hun snakker om" (Politiken, op.cit.), når hun prøver at overbevise ham om, at "eksperterne" har ret, når de påstår han skulle være "syg", er det ham der faktisk har ret. Han er ikke "syg". Han er kørt fast i en krisesituation, fordi systemet holder ham fast i netop denne krisesituation via den eneste "hjælp" psykiatrien har at byde på: "medicin", og ved at undlade at informere om og tilbyde menneskeligt hjælp.

Under de bestående omstændigheder - fastholdelse af kriseramte mennesker i krisesituationen i stedet for hjælp til at komme igennem og ud af den - vil en udvidet inddragelse af de pårørende kun kunne gøre én ting: sikre "sygdomsindsigten" og "behandlingscompliancen". Altså indsigten i at man ingen fremtid har, og compliancen med en "behandling", der definitivt sørger for, at man ingen fremtid har. Så længe systemet ikke holder op med at fortælle sine løgne, og så længe de pårørende blind tror på disse løgne, vil inddragelsen af de pårørende kun være til yderligere skade end til gavn for det kriseramte menneske.

"Skizofreni" - slut med myten om det syge samfund?

Atter en gang er videnskaben lige ved og har næsten fundet årsagen til "skizofreni": nogle muterede kromosomer kan være årsag.

Artiklen "Tættere på skizofreniens årsag" citerer Thomas Werge, ansat på Forskningsinstitut for Biologisk Psykiatri på Psykiatrisk Center Sct. Hans:

"Skizofreni har været omgærdet af mange myter, f.eks. at det var en naturlig reaktion på et sygt samfund. I 20-30 år har vi vidst, at skizofreni med stor sandsynlighed var genetisk betinget. Men myterne har levet videre, og derfor er det meget glædeligt, at vi nu endelig har dokumenteret konkrete ændringer i vores arvemasse, som medfører en meget stor risiko for at en person udvikler skizofreni."

Og hvorfor skulle det være så glædeligt? Jo, fordi der selvfølgeligt ikke er noget mere fatalt for et samfund, der både betragter sig selv som ufejlbarligt og også gerne vil betragtes udefra som det bedste af alle tænkelige samfund, end hvis der sættes spørgsmålstegn ved ufejlbarligheden. For eksempel ved at nogle af dette samfunds medlemmer reagerer med "skizofreni" på den formentlige ufejlbarlighed.

Artiklen fortæller endvidere, at hvis de nye fund skulle vise sig at holde stik, at dette kunne danne grundlag for nemmere diagnosticering, forbedret "behandling" og endda "forebyggende behandling til de personer, der har en høj risiko for at få sygdommen".

"Forebyggende behandling"? Jeg har på fornemmelsen, at vi hér taler om at tage et skridt til i retning mod en "fager ny verden".

Ja, vi har jo hørt og læst det så mange gange før, igennem de sidste 20 - 30 år, at, hurra!, nu havde videnskaben fundet noget. Forrige gang var det noget med nogle "skizofrene" mus, f.eks. Hvad blev der egentligt af dem?... Sidst i artiklen skynder Thomas Werge sig således dog også at trække i land: "Nu ved vi, at nogle konkrete mutationer medfører en meget høj risiko for skizofreni, men dermed er ikke sagt, at det kan forklare alle tilfælde af skizofreni, for det gør det ikke."

Jeg har lyst til at spørge: Hvad nu? Har videnskaben fundet årsagen, eller har den ikke?

Sagen har dog også en helt anden aspekt. Men den vil jeg se på i et opfølgende indlæg.

E. Fuller Torrey og Treatment Advocacy Center - en parodi

I min update til gårsdagens indlæg om Esmin Elizabeth Green (og i min sidebar) linker jeg til bloggen Fascism Advocacy Center. For at forebygge eventuelle misforståelser, vil jeg understrege, at det i denne blog drejer sig om en, om end dybt alvorlig, parodi, en satire, på Treatment Advocacy Center (TAC).

For nogle måneder siden skrev jeg, hvad jeg vil kalde for "ikke en bogrecension" til Outsiderens blog om Edwin Fuller Torrey og Judy Millers bog "The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present". Denne "ikke en recension", der både indeholder information om Edwin Fuller Torrey og Treatment Advocacy Center, og derved nærmere belyser, hvad bloggen Fascism Advocacy Center parodierer, var mit svar på, at et af Outsiderens redaktionsmedlemmer havde taget bogen med til et møde, hvor hun fremstillede bogen som meget interessant læsning, og både bogens argumentation og konklusioner som troværdige og korrekte. Adspurgt om hun vidste, hvem Edwin Fuller Torrey er, og hvad han står for indenfor psykiatrien generelt, var svaret nej. Hvilket altså foranledigede mig til at se nærmere på bogens troværdighed og korrektheden i argumentationen, såvel som på Edwin Fuller Torreys personlige troværdighed som forsker og "ekspert".

Hér er "ikke en recension":


Er epidemien biologisk eller kulturel?

Advarsel: Jeg har ikke læst netop denne bog. Men jeg har læst en hel række artikler fra Edwin Fuller Torreys pen, jeg besøger både Treatment Advocacy Center's og Fuller Torreys fanklub schizophrenia.com's websites med jævne mellemrum (kend din fjende!), og jeg har både læst en del om ham og hans idéer, og diskuteret både personen og idéerne med mange mennesker. Jeg er altså udmærket bekendt med Fuller Torreys tankegang.

Jeg har set lidt på, hvad Edwin Fuller Torrey og Judy Miller påstår i deres bog “The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present” . Bogen har adskillige, fra en videnskabeligt synsvinkel set, meget svage punkter: Bl.a. ignoreres det faktum, at “vanvid” før 1750 gik under mange forskellige betegnelser, alt efter hvordan “sindssyge” mennesker blev opfattet af omverdenen: heks, besat, synsk, medium, shaman, orakel, landsbytosse, helgen, etc.  Det som bogen ikke tager højde for, er adskillige sociale faktorer, som at den medicinske profession begynder at interessere sig for fænomenet “anderledeshed” netop omkring 1750, og at det generelt i samfundet fra netop denne tid af og med alt hurtigere fart, bliver mere og mere trangt (industrialiseringen). Der bliver mindre og mindre plads til “anderledeshed” i samfundet, mennesker, der reagerer “anderledes” bliver i tiltagende grad til forstyrrende elementer i industrialiseringens maskineri, hvilket fører til etableringen af institutioner, der kan rumme disse mennesker, respektive befrie samfundet fra den byrde, de i tiltagende grad (!) opfattes som værende for det.

At slutte ud fra at “sindssyge” før 1750 blev betegnet,  opfattet og håndteret af samfundet på en anden måde end ved at løslade læger på disse “sindssyge”, at “skizofreni” og “bipolar lidelse” ikke fandtes, er uvidenskabelig spekulation. I et interview med forfatterne, siger disse, at der ikke findes konkrete data om det faktiske antal af “anderledes” tænkende, handlende mennesker op igennem tiderne. At samtidigt tale om en “epidemi”, er, igen, uvidenskabelig spekulation. Iøvrigt findes der data, tal. Og de viser, at netop mht. “skizofreni” og “bipolar lidelse”, tallene ikke har ændret sig op igennem tiderne. De områder, hvor tallene har ændret sig, er “depression”, “ADHD”, “bipolar lidelse” hos børn (i USA), og det, der førhen gik under fællesbetegnelsen “neuroser”. - Også et interessant samfundsfænomen iøvrigt: den tiltagende psykiatriske diagnosticering og “behandling” af børns adfærd.
 
Bemærkelsesværdigt er, at tilvæksten i antallet stillede diagnoser på disse områder korrelerer med tempoet, med hvilket samfundet som helhed bliver mere og mere trangt og fremmedgjort - og fremmedgørende, eller, sagt på dansk: mere og mere umenneskeligt at leve i. Og, ja, hér har forfatterne fat i noget: OGSÅ på et biologisk, biokemisk level, mht. giftstoffer i miljøet, ikke mindst også i føden.
 
Alt i alt glimrer bogens forfattere med en total ignorance når det kommer til historiske fakta og simpel sociologi. Fuller Torrey at his best: Ingen midler, heller ikke himmelskrigende uvidenskabelighed, skys, for at fremme idéen om biologisk defekte andenrangs-mennesker, der, til deres eget bedste, skal proppes med hjerneskadende kemi (apropos miljøgifte…) til bristepunktet, læs: til de ikke er i stand til at tænke en eneste “anderledes” tanke længere, om nødvendigt per domsafsagt tvang.

Edwin Fuller Torrey er USAs vel nok fremste, berømt-berygtede pro-psykiatri-ekstremist. Han er grundlægger af Treatment Advocacy Center, der sætter sig ind for, at alle mennesker med psykiatriske diagnoser vedvarende, “forebyggende”, skal behandles med psykofarmaka, og at dette sikres ved hjælp af love, der gør tvangsmedicinering, også i hjemmet, nemt og enkelt muligt for systemet.

Om privatpersonen Fuller Torrey skal det nævnes, at han har en søster, der er diagnosticeret med “skizofreni”, og der ikke ønsker medicinering. Efter eget udsagn var det svært for Fuller Torrey at acceptere, at de vidunderlige forældre, der havde givet ham selv den mest optimal tænkelige opvækst (enligt hans eget udsagn altså), skulle have begået fejl mht. søsterens opvækst. Hvorfor han afviser enhver indblanding af psykologiske eller sociale faktorer i opståelsen af “psykisk sygdom” konsekvent.

Det skal også nævnes, at Fuller Torrey i begyndelsen af sin professionelle karriere var 100% enig med Thomas Szasz i, at “psykisk sygdom” ikke eksisterer andet end som en metafor, og at årsagerne er af rent psykologisk og psykosocial karaktér. Fuller Torrey ytrede dengang ved flere lejligheder sin store beundring for Szasz og dennes indsigt. Kovendingen skete i det øjeblik, Fuller Torreys søster blev diagnosticeret…

Må JEG diagnosticere? Massive skyldfølelser, udpræget narcissistisk personlighedsstruktur, forældrekompleks og - manglende “sygdoms”indsigt - just kidding, eller?...

Ønsker man, at få sat det hele i perspektiv (og nyde virkelig videnskabelighed), kan jeg anbefale Robert Whitakers “Mad In America” og Mary Boyles “Schizophrenia. A Scientific Delusion?”
_______________


En rettelse til ovenstående, taget fra et opfølgende af mine indlæg på Outsiderens blog: ja, også antallet af voksne, der er stemplet “bipolar” er steget igennem de seneste ca. 15 år - i USA. Måske er den U.S.-amerikanske form for “bipolar lidelse” mere smitsom end den, der befalder mennesker i resten af verdenen?? (...) Den U.S.-amerikanske “bipolar”-eksplosion ligger i en størrelsesorden på ca. 100%. Antallet af “bipolar”-diagnoser er altså fordoblet igennem de seneste 15 år. En nyere undersøgelse viser nu, at ca. 50% af de “bipolar”-diagnosticerede højest sandsynligvis er fejldiagnosticeret. Den faktiske “stigning” i antallet tilfælde af “bipolaritet” er dermed - regne regne - 0%.

Mere ADHD - og Ritalin

Så er Hanne Børner på mission igen, i dag. For "ADHD"-sagen, og for Novartis (what's in for you, Hanne??). "Cirka 12 procent af de henviste børn får stillet diagnosen, og det passer med forskning andre steder. Stigningen er udtryk for, at vi har udviklet os og er blevet bedre til at anerkende diagnosen, og at medicinen hjælper dem. Når forældrene opdager det, vil de gerne hjælpes," siger hun om den næsten tredobling i antallet af stillede "ADHD" diagnoser i 2007 i forhold til 2003.

Hér er lidt mere læsestof til dig, Hanne. Og skulle det knibe med det engelske, så har jeg et kort overblik over sagen, inklusive kommentar hér, på dansk.

Ser man på de støt stigende tal af stillede "ADHD" - og iøvrigt også andre psykiatriske - diagnoser, er der vist ingen tvivl om, at psykiatrien udvikler sig. Spørgsmålet er bare, i hvilken retning.

"Er ADHD en anerkendt diagnose?", noget om "reelle varige sindssygdomme", og hvorfor postnummeret bestemmer diagnosen

Lidt flere brølere - både psykiatriske, men også en psykologisk sådan:

"Er ADHD en anerkendt diagnose?" lyder spørgsmålet fra en bekymret forælder og lærer i tv 2 nyhedernes brevkasse. Og, "ja", forlyder det fra Susan Schlüter, der er cand. psych. (cand. bio-psych??). Hun sætter i det følgende godt nok ordet "sygdom" i anførelsestegn, men tøver dog ikke et sekund med at afgrænse såkaldt "ADHD" biopsykologisk skarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet - ligesom man især i psykiatriske kredse så gerne afgrænser "sindssygdom" knivskarpt mod eksistentielle kriser, og med at betegne denne såkaldte "sygdom" som arveligt. Med overbevisende selvsikkerhed.

Hvor kommer denne selvsikkerhed fra? Et "ADHD"-gen har man indtil videre lige så lidt kunnet finde frem til, som de gener, der angiveligt er skyld i stort set alle de andre såkaldte "psykiske sygdomme". Mens det eneste kriterium, der eventuelt kunne afgrænse "ADHD" mod hyperaktivitet og impulsivitet, ved denne diagnose som ved alle andre psykiatriske diagnoser, består i (be-)dømmelsen af individets adfærd. Det vil sige, diagnosen stilles efter individets adfærd er blevet (be-)dømt på grundlag af et rent subjektivt skøn. Objektive videnskabelige tests findes ikke.

Således hedder det i Susan Schlüters svar til den bekymrede forælder og lærer angående tegn på "ADHD", at:
"Fx. behovet for nattesøvn, som er betydeligt minimeret, samt påbud, regler og "irettesættelser" hele tiden skal gentages."
Spørgsmålet bliver, hvorvidt dette kriterium og andre ligeså subjektivt (be-)dømmende kriteria overhovedet er egnet til at afgrænse "ADHD" knivskarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet.

Hvilket leder mig til brøler nr. 2, der tydeligt viser, i hvor stor udstrækning psykiatrisk diagnosticering er bestemt af et subjektivt skøn, der mangler enhver objektiv videnskabelighed.

Ved brøler nr. 2 drejer det sig om de ekstremt store forskelle fra region til region i diagnosticeringen af børn, som man bl.a. kan læse om hér.

I denne sammenhæng er det så formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Hanne Børner, der knivskarpt skelner mellem "ADHD", som biologisk, genetisk betinget sygdom, og miljøforårsagede adfærdsproblemer:

"Det [de store forskelle] viser, at man forstår børns symptomer på mange måder. Der er stadig nogen, der eksempelvis har svært ved at acceptere diagnosen ADHD (DAMP) og hellere vil forklare symptomerne med miljøet omkring barnet. Det handler om, at man skal acceptere, at børn også bliver psykisk syge," citerer artiklen Hanne Børner.

Det falder nu virkeligt lidt svært at acceptere "psykisk sygdom" som biologisk og genetisk betinget sygdom, ikke bare med hensyn til børn, men generelt, når forskningen til stadighed mangler, at frembringe relevante beviser for disse påstande, der, hvis jeg lige må minde om det, blev vedtaget som værende fakta i forbindelse med farmaindustriens salgsfremstød med hensyn til psykofarmaka (nærmere betegnet Prozac) sidst i 80'erne.

I modsætning til Hanne Børner, ser jeg i de store diagnosticeringsforskelle - der iøvrigt ikke kommer bag på mig - ikke andet end et yderligere bevis på psykiatriens status som en tro-det-eller-lad-være-"videnskab". Interessant i denne sammenhæng er for resten også, at psykiatrien er den eneste medicinske "videnskab", der vedtager respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke fordi der skulle findes entydige, objektive og dermed virkeligt videnskabelige beviser for deres berettigelse...

En anden, ikke mindre knivskarp, men lige så tvivlsom, afgrænsning kan man bl.a. finde foretaget hér, hvor der, ganske i stil med Karin Garde iøvrigt, skelnes mellem "reel varig sindssygdom" (altså igen: biologisk, genetisk betinget og per se kronisk sygdom, andetsteds på nettet nærmere udspecificeret som værende f.eks. "skizofreni") og "belastningsskader som stress" (miljøbetingede, eksistentielle kriser).

Én ting er, at der for alle de ovennævnte psykiatriske såvel som bio-psykologiske påstande mangler enhver form for dokumentation - og jeg kunne være fristet til at anmode f.eks. Susan Schlüter om at lade mig eventuel relevant dokumentation tilkomme, men en sådan anmodning vil nok støde på en nærmest "kataton" (lamslået af skræk) tavshed fra hendes side, som det plejer at være tilfældet ved den slags forespørgsler.

En anden side af sagen, og hér specielt med hensyn til brøler nr. 3: "reel varig sindssygdom", er at disse betegnelser indeholder det ekstremt destruktive fordi "disempowering" budskab, at recovery ikke er muligt. I anbetragt af et hav af videnskabelige studier, der viser, at det modsatte er tilfældet (især for individer, der formår at undgå respektive undslippe psykiatrisk og bio-psykologisk "hjælp"), må det betragtes som både moralsk og videnskabeligt(!) uforsvarligt, at anvende denne terminologi.

Jeg kan kun anbefale Susan Schlüter, Hanne Børner og alle deres kolleger, de psykiatriske som de psykologiske, at aktualisere deres faglige viden, f.eks. ved at læse John Breedings The Wildest Colts make the Best Horses, og, angående den psykiatriske "videnskab" generelt, Steven Morgans artikel "The other side of mental health science".

Ligeledes ville det være glædeligt, hvis Danmarks journalistiske stand gik lidt mere i dybden med sin research, i stedet for at, gang på gang, ukritisk drøvtygge de selvbestaltede "eksperters" meninger og holdninger.

Forandring, forvandling og udvikling

På et af Patricia Lefave's nye sites, CounterPsych, fandt jeg et link til videoen forneden. I videoen taler den amerikanske psykolog John Breeding om det at hjælpe mennesker med psykiske problemer, om Loren Mosher og hans Soteria-projekt, om hvordan "alt ændres og forvandles til sidst" ("Også dette vil gå over.") hvis bare det får tid og et sikkert rum "til at være og udtrykke sig" i, om hvor vigtigt det er "at forblive i hér og nu, at ikke lade vores angst og reaktivitet styre os", om hvor vigtigt det er, "at bringe dig selv ind i dette rum af ro og afslappet tillid", specielt for dem, der vil hjælpe mennesker i krise.

Han taler også om den ødelæggende effekt af koncepter som "kroniske tilstande", "kroniske psykiske sygdomme og den slags, som en tilstand, du har og vil have", der "gør det umuligt at ændre, og forvandle, og udvikle dig, fordi de [koncepterne] er en fornægtelse af virkeligheden, og tilføjer en frygt..., og tilføjer en falsk forudsætning, en stor løgn, til det, om at dér er denne hjernesygdom, når det ikke forholder sig sådan."

Nu vil nogle nok undre sig: "Jamen, gør det ikke? Forholder det sig ikke sådan? Jeg har altid fået at vide, at det er en hjernesygdom." Forestillingerne om biologisk, genetisk betingede og kroniske hjernesygdomme er allesammen tro-det-eller-lad-være forestillinger. Der findes ingen videnskabelige beviser for disse teorier, som bl.a. også denne artikel af Steven Morgan understreger. Ganske tværtimod, som artiklen siger, alle indicier peger på, at traumatiske (barndoms-)oplevelser er årsag til eksistentielle kriser.

Videoen kan i mange henseender stå som et svar til Sean's video om kriser, idet at den underbygger Sean's betragtninger. Ligesom den på samme tid står i tydelig kontrast til Torben Schjødt's syn på psykoser (diskussionen om dette syn m.m. mellem mig og Outsideren kan ses hér), faktisk påpeger de store løgne, fornægtelsen af realiteten, i dette syn, der, skabt af frygt og reaktivitet, gør forandring, forvandling og udvikling umuligt. ("En stor del af de patienter, Torben Schjødt har mødt, overvinder aldrig deres lidelse fuldstændig.")



Hér er citatet fra videoen i sin helhed:

"Alt ændres og forvandles til sidst. Så, tanken er, at du slapper af, og har tillid, og tillader noget at være og komme til udtryk. Og så vil det gennemløbe, hvad det end må gennemløbe. Det er livets og udviklingens og forandringens natur. Og det indbefatter definitivt ekstreme sindstilstande. "Også dette vil gå over." Ting bliver ikke ved over tid. Ekstreme sindstilstande er ikke vedvarende lidelser. Lidelse er ikke en permanent tilstand. Forestillinger om vedvarende lidelser, kronisk psykisk sygdom og den slags som værende en lidelse, en tilstand som du har, og vil have, gør det umuligt at ændre og forvandle og udvikle dig, fordi de er en fornægtelse af virkeligheden, og tilføjer en frygt..., og tilføjer en falsk forudsætning, en stor løgn, til det, om at der er denne hjernesygdom, når det ikke forholder sig sådan.

(...) Angsttilstande går forbi, depressioner går forbi, såkaldte psykoser går forbi, med tiden. Selv om du ikke gør noget som helst. Og med hensyn til rum..., hvad med rum? Hvad med et sikkert rum? Hvad med et sikkert fristed? Hvad med et rum, der tillader? (...) Dette er nøglerne. Du bringer dig selv ind i denne indstilling. Det er ikke nemt. Nogle kriser tager tid. Men du skaber et sikkert rum, og du giver det lidt tid, og tingene ændrer sig.

Det virker næsten latterlig enkelt, men det er svært at forblive i hér og nu, at ikke lade vores angst og reaktivitet styre os. Hvis du vil hjælpe nogen, er det første du skal gøre, at bringe dig selv ind i dette rum af ro og afslappet tillid, forstår du?"

Bemærk hvor meget John Breeding hér stemmer overens med Eckhart Tolle.
_______________

Update, 01.03.09.: Outsideren har ommøbleret på sin blog, og desværre er derved såvel interviewartiklen "Psykoser er et forsvar" og min reaktion på samme forsvundet fra bloggen. Såfremt jeg en gang i fremtiden skulle støde på det pågældende nummer af Outsideren, der indeholder artiklen, her i mit kreative kaos, vil jeg citere direkte. Efter meningen udtaler Torben Schjødt i artiklen, at det, Ann-Louise Silver i videoklippet her siger om psykoser, er noget værre sludder og vrøvl, og at det bedste, man kan gøre er, at slå psykosen ned hurtigst muligt - med den kemiske kølle, selvsagt - siden den altså ikke er at betragte som et forsøg på heling, men som kun og udelukkende destruktiv biologisk sygdom.

Update, 15.05.09: Outsideren er back on track. Linket virker igen.

Hvem er Marian?

Dette indlæg har fået sin egen side.