STAR*D er en 35 millioner-dollar-studie, iværksat af NIMH (National Institute of Mental Health, under NIH - National Institute of Health - den øverste US-amerikanske sundhedsmyndighed) for at undersøge effekten af antidepressiva på "depression". Studien var med 3.671 deltagere og en løbetid på et år et forholdsvis stort anlagt forsøg. Resultaterne blev offentliggjort i 2006, og det kan siges, at STAR*D sidenhen på internationalt plan, og også her i Danmark, har været den studie, fortalerne for psykofarmakologisk "behandling" af "depression" har henvist til, for at underbygge deres påstand om, at antidepressiva skulle være effektiv behandling mod "depression". Således citerer for eksempel Per Vestergaard, overlæge ved Psykiatrisk Hospital, Risskov, STAR*D-studien i en artikel i Best Practice fra 2009: "En tredjedel af patienterne gennemgik alle fire behandlingsperioder over et år uden fuldstændig remission."
Resutaterne af STAR*D-studien blev interpreteret til at vise, at 67% (altså to tredjedele) af alle "patienter" med "depression" opnår bedring gennem "behanding" med antidepressiva.
Robert Whitaker har gjort, hvad alle, i det mindste alle professionelle på området, Per Vestergaard for eksempel, burde gøre, før der, mere eller mindre blindt, stoles på en interpretation af videnskabelige data: han har set på studiens data selv. Og fundet frem til, at disse taler et noget anderledes sprog, end deres officielle interpretation: ud af 3.671 deltagere er der 108, der har opnået over de 12 måneder, studien varede, vedvarende bedring. Det er 3 (TRE, ja)% af deltagerne, der har opnået vedvarende bedring af deres "depression" gennem brug af antidepressiva. Der er lang vej fra 3% til de 67%, den officielle interpretation af studiens data kommer frem til. Såpas lang vej, at man vist godt kan sige, at den studie, der internationalt anses til at have bevist antidepressivas effektivitet og overlegenhed over placebo, faktisk har bevist det modsatte. Nemlig at "behandling" af "depression" med antidepressiv "medicin" er virkningsløs.
Per Vestergaard udtrykker i artiklen i Best Practice nærmest bekymring over, at, ifølge den officielle interpretation, en hel tredjedel af deltagerne i STAR*D-studien ikke opnåede vedvarende bedring. Jeg undrer, hvad han mon ville udtrykke i dag, hvor det, grundet den opmærksomhed, STAR*D-studien på det seneste har fået i de amerikanske medier, heller ikke længere burde være ham ubekendt, at det faktisk drejer sig om 97%, og ikke kun en tredjedel, af personer stemplet med "depression",der ikke har haft varigt gavn af antidepressiva.
Og når jeg tagger dette indlæg med "kreativitet", så er det, fordi "STAR*D-skandalen" også viser, at man med lidt kreativitet nemt kan få videnskabelige data til at "bevise" hvad som helst. Om denne form for kreativitet imidlertid er specielt videnskabeligt, er et andet spørgsmål.
_______________
Blogindlæg af Robert Whitaker om STAR*D:
"Fact-Checking the New Yorker"
"Fact-Checking the New Yorker, Part Two"
"Update on the STAR*D Report"
"The STAR*D Scandal: A New Paper Sums It All Up"
lørdag den 28. august 2010
søndag den 22. august 2010
lørdag den 7. august 2010
Hvordan mentorer håndterer personfølsomme oplysninger
Her til aften modtog jeg en opringning fra en person, der ville informere mig om, at vedkommende ikke kunne nå noget, og derfor ville bede mig, om at gøre dette noget for vedkommende. Fint, såvidt. Men: I stedet for, at lade det være ved at fortælle mig, at vedkommende, lad os kalde personen for X, altså ikke kan nå det nævnte noget, får jeg, før jeg får set mig om, hele historien. X har ansat assistenter, og er desuden mentor for den ene af dem, der har nogle psykiske, emotionelle problemer, og siden problemerne lige her til aften er lidt akutte, er X, i sin mentorrolle, nødt til at tage sig af dem, hvorfor X ikke kan nå det nævnte noget.
X og jeg har kendt hinanden i to uger, perifert. Jeg vil ikke kalde os for venner. Imidlertid kender jeg X' navn, bopæl, profession (og dermed assistenternes), etc. etc., og får desuden oplyst den pågældende assistents alder af X. Det eneste, jeg ikke får oplyst, er assistentens navn. Men med de informationer om personen, jeg nu ligger inde med, er det ingen sag, at finde frem til det, hvis det skulle være. Som sagt, så har kontakten mellem X og mig på nuværende tidspunkt varet i to uger, og været meget overfladisk. Hvordan vil X vide, at jeg ikke fortæller historien inklusive alle detaljer til alle og enhver, der vil høre den?
(Og selv om jeg kun har kendt X i to uger, står det allerede soleklart for mig, at X ville juble, hvis jeg fortalte historien til højre og venstre, ganske som X selv gør det. Der er nemlig noget, der er meget vigtigere for X, end respekten for andre mennesker.)
X og jeg har kendt hinanden i to uger, perifert. Jeg vil ikke kalde os for venner. Imidlertid kender jeg X' navn, bopæl, profession (og dermed assistenternes), etc. etc., og får desuden oplyst den pågældende assistents alder af X. Det eneste, jeg ikke får oplyst, er assistentens navn. Men med de informationer om personen, jeg nu ligger inde med, er det ingen sag, at finde frem til det, hvis det skulle være. Som sagt, så har kontakten mellem X og mig på nuværende tidspunkt varet i to uger, og været meget overfladisk. Hvordan vil X vide, at jeg ikke fortæller historien inklusive alle detaljer til alle og enhver, der vil høre den?
(Og selv om jeg kun har kendt X i to uger, står det allerede soleklart for mig, at X ville juble, hvis jeg fortalte historien til højre og venstre, ganske som X selv gør det. Der er nemlig noget, der er meget vigtigere for X, end respekten for andre mennesker.)
onsdag den 4. august 2010
søndag den 1. august 2010
Et til bon mot...
...fra blogland: "...jeg skal forhåbentligt udredes for Bipolar II lidelse..."
Hm, tænker jeg. "Jeg skal forhåbentligt udredes for diabetes" (siden "psykisk sygdom" jo angiveligt er som diabetes, som den allesteds gentagne sammenligning lyder)??? Næppe forhåbentligt. Men det uagtet, jeg kan nu godt forstå, hvorfor "bipolar" er sådant et ønskestempel. Ting som "angst", "OCD", "spiseforstyrrelse", "ADHD", eller "depression", altså den ordinære, unipolare udgave, kan dårligt få nogen til at løfte et øjenbryn længere. Det har nu aldrig været specielt eksotisk, at have angst, eller være depri. Mens "psykose" og "skizofreni" nok må betragtes som lige lovligt eksotisk. Man vil jo trods alt nødigt blive betragtet som totalt utilregnelig galning. Men "bipolar" altså - ja, det ligger så smukt midt imellem. Lige tilpas eksotisk til at man ikke risikerer, at blive forvekslet med almindeligt kedelige gennemsnitsmennesker, men dog ikke så eksotisk, at man anses for at være en mindrebemidlet tosse. Så, ja, når nu det kniber lidt med at kunne præstere det "maniske" i tilstrækkeligt omfang for et "bipolar I" stempel, så kan man jo kun håbe på et "bipolar II" ét!
Hm, tænker jeg. "Jeg skal forhåbentligt udredes for diabetes" (siden "psykisk sygdom" jo angiveligt er som diabetes, som den allesteds gentagne sammenligning lyder)??? Næppe forhåbentligt. Men det uagtet, jeg kan nu godt forstå, hvorfor "bipolar" er sådant et ønskestempel. Ting som "angst", "OCD", "spiseforstyrrelse", "ADHD", eller "depression", altså den ordinære, unipolare udgave, kan dårligt få nogen til at løfte et øjenbryn længere. Det har nu aldrig været specielt eksotisk, at have angst, eller være depri. Mens "psykose" og "skizofreni" nok må betragtes som lige lovligt eksotisk. Man vil jo trods alt nødigt blive betragtet som totalt utilregnelig galning. Men "bipolar" altså - ja, det ligger så smukt midt imellem. Lige tilpas eksotisk til at man ikke risikerer, at blive forvekslet med almindeligt kedelige gennemsnitsmennesker, men dog ikke så eksotisk, at man anses for at være en mindrebemidlet tosse. Så, ja, når nu det kniber lidt med at kunne præstere det "maniske" i tilstrækkeligt omfang for et "bipolar I" stempel, så kan man jo kun håbe på et "bipolar II" ét!
lørdag den 31. juli 2010
Lider du af følelser og tanker? Kontakt psykolog ditten-datten, og få hjælp!
Det vrimler jo med psykolog-annoncer derude, der lover hurtig og effektiv fjernelse af diverse slags følelser og tanker. Ligesom det vrimler med folk, der er fast overbevist om, at deres følelser og tanker er et - stort - problem (hvorfor alle disse følelser og tanker nøje observeres og bogføres, gerne på en blog : "I dag gjorde jeg det igen. Jeg følte/tænkte. Åh nej!"). Så, det passer jo fint sammen.
Her til morgen faldt jeg over følgende kommentar på en blog, skrevet af en person, der åbenbart er én af de nævnte psykologer, der gør opmærksom på et - mindst lige så stort - "metaproblem":
"One of the problems with the bipolar population (I'm putting on my psychologist hat, sorry!) is that they end up going off meds because they miss the high end of the cycles. A lot of them say they'd rather feel something than be on meds. Lucky you that you have an understanding and compassionate psychiatrist helping you out!"
Her gik jeg, og troede, det var bare menneskeligt, at have følelser og tænke tanker. Jeg må vist hellere begynde, at se mig om efter en "compassionate psychiatrist", siden alle de følelser og tanker, jeg oplever hele tiden, åbenbart er tegn på jeg ved ikke hvor mange forstyrrelser og sygdomme, jeg har. For ikke at nævne den, at også jeg egentligt godt kan lide, at føle og tænke. Jeg har det virkeligt skidt med det nu, at jeg kan lide, at være menneske! Jeg må virkeligt være syg!! Hjælp!!!
Her til morgen faldt jeg over følgende kommentar på en blog, skrevet af en person, der åbenbart er én af de nævnte psykologer, der gør opmærksom på et - mindst lige så stort - "metaproblem":
"One of the problems with the bipolar population (I'm putting on my psychologist hat, sorry!) is that they end up going off meds because they miss the high end of the cycles. A lot of them say they'd rather feel something than be on meds. Lucky you that you have an understanding and compassionate psychiatrist helping you out!"
Her gik jeg, og troede, det var bare menneskeligt, at have følelser og tænke tanker. Jeg må vist hellere begynde, at se mig om efter en "compassionate psychiatrist", siden alle de følelser og tanker, jeg oplever hele tiden, åbenbart er tegn på jeg ved ikke hvor mange forstyrrelser og sygdomme, jeg har. For ikke at nævne den, at også jeg egentligt godt kan lide, at føle og tænke. Jeg har det virkeligt skidt med det nu, at jeg kan lide, at være menneske! Jeg må virkeligt være syg!! Hjælp!!!
søndag den 25. juli 2010
Tusind tak!!!
...herfra til alle, der har taget initiativ og gjort det muligt, at min kommentar til Inger-Liss Christoffersens artikel om foredraget med Thomas Werge alligevel kom med i LAPs medlemsblad. Jeg blev så glad, da jeg så jeres engagement, der jo i grund og bund ikke så meget er et engagement for mig som person, respektive for mine personlige synspunkter, men et engagement for ytringsfriheden som sådan.
Kort tid efter LAPs landsmøde 2010, hvor sagen har været oppe at vende - og nogen mente, jeg måtte have valgt tidspunktet bevidst, hvilket jeg på ingen måde havde, men det er stof til et andet indlæg... - blev jeg også kontaktet af et medlem af landsledelsen, og inviteret tilbage ind i LAP, og der skal også gå en stor tak til alle i LAP, der stod bag dette initiativ.
Som vist for de fleste mennesker, der har oplevet tilstrækkeligt mange gange, at blive afvist, ladt i stikken, respektive have deres tillid udnyttet på det groveste, så er det også for mig stadigt af og til et problem, at jeg kan reagere meget "heftigt", ligeså jeg "lugter lunten". Og meget skal der jo ikke til, før man lugter den, som traumatiseret. Alt efter, hvilket stempel man har fået, alt efter, om man anerkendes og respekteres som menneske, med en historie, eller ej, hedder det så "overdreven opmærksomhed"/"mistro", eller "paranoia".
' "Det er ikke mig, der bli'r sendt i ørkenen. Det er mig, der sender i ørkenen", I wrote to X. A qualified truth. "Jeg kan ikke sendes i ørkenen, for jeg sidder allerede dér", it should have been. And anyone trying to send me even farther, I'll be gone before they reach to think the thought. As soon as I smell a rat. I desert, I don't get deserted... alone, not lonely.' *)
En selvbevarelsesmekanisme, men bestemt ikke den mest konstruktive i det lange løb. Lidt som at tisse i bukserne... Og én ting er, at den er kontraproduktiv for én selv, en anden, at den især også er kontraproduktiv i en aktivistsammenhæng. "Del og hersk" er nok "modstanderens" stærkeste våben.
Så, selv om jeg til tider har været, og kan være, meget kritisk overfor LAP, selv om LAP er lidt en "blandet landhandel", er organisationen jo netop også det: en blandet landhandel, der således også giver kritikerne af systemet en stemme. Og når jeg nu selv ikke umiddelbart trækker min udmeldelse tilbage - og jeg har tænkt meget og længe over det -, så er det egentligt ikke LAP, der er problemet. Det er jeg, der har brug for, at tænke mit fremtidige engagement - hvor vil jeg hen? hvad vil jeg bruge min tid og energi på? - lidt igennem.
Min artikel "At være et traumatiseret menneske giver risiko for skizofreni" er bragt i LAPs medlemsblad nr. 2, 2010, på side 8/9 (bladet kan downloades som pdf her), eller kan læses på LAPs hjemmeside her.
_______________
*) Lidt selverkendelse fra terapirummet
Kort tid efter LAPs landsmøde 2010, hvor sagen har været oppe at vende - og nogen mente, jeg måtte have valgt tidspunktet bevidst, hvilket jeg på ingen måde havde, men det er stof til et andet indlæg... - blev jeg også kontaktet af et medlem af landsledelsen, og inviteret tilbage ind i LAP, og der skal også gå en stor tak til alle i LAP, der stod bag dette initiativ.
Som vist for de fleste mennesker, der har oplevet tilstrækkeligt mange gange, at blive afvist, ladt i stikken, respektive have deres tillid udnyttet på det groveste, så er det også for mig stadigt af og til et problem, at jeg kan reagere meget "heftigt", ligeså jeg "lugter lunten". Og meget skal der jo ikke til, før man lugter den, som traumatiseret. Alt efter, hvilket stempel man har fået, alt efter, om man anerkendes og respekteres som menneske, med en historie, eller ej, hedder det så "overdreven opmærksomhed"/"mistro", eller "paranoia".
' "Det er ikke mig, der bli'r sendt i ørkenen. Det er mig, der sender i ørkenen", I wrote to X. A qualified truth. "Jeg kan ikke sendes i ørkenen, for jeg sidder allerede dér", it should have been. And anyone trying to send me even farther, I'll be gone before they reach to think the thought. As soon as I smell a rat. I desert, I don't get deserted... alone, not lonely.' *)
En selvbevarelsesmekanisme, men bestemt ikke den mest konstruktive i det lange løb. Lidt som at tisse i bukserne... Og én ting er, at den er kontraproduktiv for én selv, en anden, at den især også er kontraproduktiv i en aktivistsammenhæng. "Del og hersk" er nok "modstanderens" stærkeste våben.
Så, selv om jeg til tider har været, og kan være, meget kritisk overfor LAP, selv om LAP er lidt en "blandet landhandel", er organisationen jo netop også det: en blandet landhandel, der således også giver kritikerne af systemet en stemme. Og når jeg nu selv ikke umiddelbart trækker min udmeldelse tilbage - og jeg har tænkt meget og længe over det -, så er det egentligt ikke LAP, der er problemet. Det er jeg, der har brug for, at tænke mit fremtidige engagement - hvor vil jeg hen? hvad vil jeg bruge min tid og energi på? - lidt igennem.
Min artikel "At være et traumatiseret menneske giver risiko for skizofreni" er bragt i LAPs medlemsblad nr. 2, 2010, på side 8/9 (bladet kan downloades som pdf her), eller kan læses på LAPs hjemmeside her.
_______________
*) Lidt selverkendelse fra terapirummet
lørdag den 10. juli 2010
Robert Whitaker, "Psychotropic Drugs and Children" - must-listen for alle forældre
"Psychotropic Drugs and Children" er et foredrag ved Robert Whitaker, holdt i forlængelse af foredraget "Rise of Mental Illness in America" - ...og andre steder, såsom i Danmark, om end ikke i helt så grotesk målestok, som i USA, endnu.
Robert Whitaker har en fantastisk evne til at formidle videnskabelige fakta, det ville tage andre flere afhandlinger på faglatin at forklare, på en spændende og letforståelig måde. Noget han bl.a. taler om i dette foredrag, og som jeg synes, ikke kan gentages for ofte, slet ikke på denne, for alle forståelige måde, er at teorierne om ubalancer i hjernekemien er opstået alene på grundlag af, at man har fundet ud af, hvordan psykofarmaka forandrer hjernekemien, og ikke fordi man nogensinde har fundet de berømte ubalancer selv. Bemærk, at Robert Whitaker fortæller, at man på intet tidspunkt har kunnet finde forskel i hverken dopamin- eller serotoninniveauerne hos henholdsvis "raske" og "syge" personer. Så meget for "for meget/lidt dopamin/serotonin"-teorierne... Mindst lige så vigtigt at understrege igen og igen er, hvordan psykofarmaka skaber en ubalance i transmitterstofskiftet. På en måde, der virker stik modsat intentionen, og kronificerer kriserne, om de kaldes for "depression", "ADHD", "psykose", eller hvad det måtte være.
Mht. børn, der stemples som "bipolar", så ser jeg, at der dukker flere og flere blogs op i det skandinaviske blogland, hvis forfattere godt nok ikke er børn, men dog ret så unge mennesker, der er stemplet som "bipolar". Samtidigt med, at psykiatrien også i Skandinavien bliver bedre og bedre til at diagnosticere "psykisk sygdom" allerede hos børn og unge (= sælge stempler som "ADHD" og "depression", og de tilhørende piller, til børn og unges forældre).
Robert Whitaker har en fantastisk evne til at formidle videnskabelige fakta, det ville tage andre flere afhandlinger på faglatin at forklare, på en spændende og letforståelig måde. Noget han bl.a. taler om i dette foredrag, og som jeg synes, ikke kan gentages for ofte, slet ikke på denne, for alle forståelige måde, er at teorierne om ubalancer i hjernekemien er opstået alene på grundlag af, at man har fundet ud af, hvordan psykofarmaka forandrer hjernekemien, og ikke fordi man nogensinde har fundet de berømte ubalancer selv. Bemærk, at Robert Whitaker fortæller, at man på intet tidspunkt har kunnet finde forskel i hverken dopamin- eller serotoninniveauerne hos henholdsvis "raske" og "syge" personer. Så meget for "for meget/lidt dopamin/serotonin"-teorierne... Mindst lige så vigtigt at understrege igen og igen er, hvordan psykofarmaka skaber en ubalance i transmitterstofskiftet. På en måde, der virker stik modsat intentionen, og kronificerer kriserne, om de kaldes for "depression", "ADHD", "psykose", eller hvad det måtte være.
Mht. børn, der stemples som "bipolar", så ser jeg, at der dukker flere og flere blogs op i det skandinaviske blogland, hvis forfattere godt nok ikke er børn, men dog ret så unge mennesker, der er stemplet som "bipolar". Samtidigt med, at psykiatrien også i Skandinavien bliver bedre og bedre til at diagnosticere "psykisk sygdom" allerede hos børn og unge (= sælge stempler som "ADHD" og "depression", og de tilhørende piller, til børn og unges forældre).
torsdag den 8. juli 2010
Stærk norsk kortfilm om psykiatrisk tvang
lørdag den 26. juni 2010
Skriv under for frigivelsen af traumaoverlever og psykiatrisk fange John Hunt!
Jeg har før skrevet i et kort indlæg og postet en video om Johns situation. Hans kone, Grainne Humphrys, har startet en underskriftsindsamling for hans frigivelse, som du kan skrive under på her.
Læs mere på Grainnes blog The Incarceration of John, og på Beyond Meds, og skriv under på petitionen!
Facebook-gruppe The Incarceration of John
Læs mere på Grainnes blog The Incarceration of John, og på Beyond Meds, og skriv under på petitionen!
Facebook-gruppe The Incarceration of John
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
