Robert Whitaker, "Psychotropic Drugs and Children" - must-listen for alle forældre

"Psychotropic Drugs and Children" er et foredrag ved Robert Whitaker, holdt i forlængelse af foredraget "Rise of Mental Illness in America" - ...og andre steder, såsom i Danmark, om end ikke i helt så grotesk målestok, som i USA, endnu.

Robert Whitaker har en fantastisk evne til at formidle videnskabelige fakta, det ville tage andre flere afhandlinger på faglatin at forklare, på en spændende og letforståelig måde. Noget han bl.a. taler om i dette foredrag, og som jeg synes, ikke kan gentages for ofte, slet ikke på denne, for alle forståelige måde, er at teorierne om ubalancer i hjernekemien er opstået alene på grundlag af, at man har fundet ud af, hvordan psykofarmaka forandrer hjernekemien, og ikke fordi man nogensinde har fundet de berømte ubalancer selv. Bemærk, at Robert Whitaker fortæller, at man på intet tidspunkt har kunnet finde forskel i hverken dopamin- eller serotoninniveauerne hos henholdsvis "raske" og "syge" personer. Så meget for "for meget/lidt dopamin/serotonin"-teorierne... Mindst lige så vigtigt at understrege igen og igen er, hvordan psykofarmaka skaber en ubalance i transmitterstofskiftet. På en måde, der virker stik modsat intentionen, og kronificerer kriserne, om de kaldes for "depression", "ADHD", "psykose", eller hvad det måtte være.

Mht. børn, der stemples som "bipolar", så ser jeg, at der dukker flere og flere blogs op i det skandinaviske blogland, hvis forfattere godt nok ikke er børn, men dog ret så unge mennesker, der er stemplet som "bipolar". Samtidigt med, at psykiatrien også i Skandinavien bliver bedre og bedre til at diagnosticere "psykisk sygdom" allerede hos børn og unge (= sælge stempler som "ADHD" og "depression", og de tilhørende piller, til børn og unges forældre).

Kæft, trit og - fastholdelse

Ja. Også jeg så serien Kæft, trit og knus. Med for hver udsendelse mere og mere krøllede tæer. "Behandlingshjem" - javel ja. Det siger det jo allerede. Et "hjem" for børn og unge, der ikke reagerer, helt naturligt menneskeligt, på omsorgssvigt og misbrug/-handling, men der, som forstanderen Jørn Birk Nielsen, psykolog, specialiseret i hypnoterapi og - surprise, surprise! (not) - kognitiv adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", i tredje del selv siger det, har symptomer. Det er børnene og de unge, der er "utilpassede", der er problemet, og derfor er det dem, der skal behandles. Med denne moraliserende, kontrollerende, og ydmygende kulsorte kognitive adfærdspædagogik. De skal udredes og behandles, ikke mødes, dér, hvor de er, og rummes.

Det er f.eks. ikke sådan, at Camilla på 14 har reageret på, at se sin mor blive gennemtævet af dennes kæreste, eller på at blive misbrugt af sin onkel, og hvad der ellers måtte være foregået i Camillas liv. Nejda. Camilla har "ADHD", ligesom hendes søster, og det er denne neurologiske udviklingsforstyrrelse (der altså intet har at gøre med omsorgssvigt, traumer, eller lignende), der har gjort, at hendes stakkels mor ikke har kunnet rumme hende. To, ud af fire, børn med "ADHD" - det har godt nok ikke været nemt for Camillas mor! Som Camilla selv konstaterer. No hard feelings. Moren har ikke svigtet på nogen måde. Det var Camilla, der var en alt for stor mundfuld for sin mor. Med denne "ADHD"-forstyrrelse. Camillas fejl. Så hun føler sig ansvarligt, er bekymret for sin mor. En 14-åring er bekymret for et (angiveligt) voksent menneske... Så "skyldreducerende" er biologiske forklaringsmodeller. Og hvem kan i øvrigt udelukke, at det var Camillas egen skyld, at hendes onkel forgreb sig på hende? Måske er der jo noget ved sådanne "ADHD"-forstyrrede børn som hende, der inviterer til at begå overgreb mod dem?

Følgende skrev jeg forleden som en kommentar til et jublende positivt blogindlæg om TV-serien. Blogindlægget er i mellemtiden blevet fjernet. Om det skyldes min og en anden kritisk kommentar, der måske har fået bloggens indehaver til at se lidt anderledes på sagen - who knows. Hér min kommentar:

"Helt så lyserødt, som TV-serien gerne vil have os til at tro, er det vist ikke i realiteten. Se f.eks. artiklerne her og her.

For mig personligt er det allerede usmageligt, at man patologiserer børnene, og diagnosticerer deres adfærd, der jo også i det tredje program direkte betegnes som “symptomer”. Er det børnene, der er problemet, eller et samfund, der tillader, at børn svigtes i et sådant omfang, at de reagerer såpas ekstremt, som børnene på Schuberts Minde gør det? I mine øjne er der noget ruskrivende galt med grundindstillingen hos personalet på et sted, der patologiserer ofrene for svigt og overgreb, og ikke kan møde dem dér, hvor de er. Hvilket f.eks. tydeligt kommer til udtryk i første afsnit, hvor Marc får frataget noget, der for ham, i mangel af bedre, er uhyre vigtige, identitetsskabende holdepunkter i hans tilværelse: tøj og smykker. Budskabet er: 'Vi accepterer dig ikke som den, du i øjeblikket er. Du har at tilpasse dig vores idé om, hvem du skal være.' Ødelæggende. Selv om Marc sandsynligvis ikke lige umiddelbart opdager det."



Og, for resten, jeg så ikke noget knus i nogen af seriens udsendelser. Kun en fastholdelse - og udover den ene, fysiske fastholdelse, en hel del emotionelle. Fra provokationer helt hen til udtalt afpresning.

Alice Miller dør, og den danske presse tier

Flere danske Google-søgninger på Alice Miller, både i går og i dag, har indtil videre ikke frembragt så meget som ét eneste resultat mht. hendes død. Det ser ud til, at Alice Miller er en "persona non grata" som det er bedst, ikke at nævne med et ord, i danske jounalisters øjne. Man gør sig her til lands ikke engang den umage, at misfortolke og diskreditere hende, som den udenlandske presse mener, det er på sin plads at gøre.

Umiddelbart kan det jo overraske, med al den opblæste sensationsjournalistik omkring mishandling og seksuelt misbrug af børn, vi har set på det seneste. Ved nærmere eftertanke bekræfter det dog bare, hvad jeg skrev i mit indlæg fra i tirsdags. Alice Miller havde ikke så meget fokus på "monstrene", som hun havde det på følgerne af "monstrenes" handlinger for "monstrenes" ofre. Og det er selvsagt ikke specielt populært i en tid, hvor disse følger allerhelst allesammen bortforklares som ofrenes medfødte, iboende fejl og mangler, i en tid, hvor Thomas Werges eugeniske forskning gør overskrifter i landets førende aviser, hvor bagatelliseringen af overgreb belønnes med Den Gyldne Skalpel, og hvor ingen midler skys for at få lukket munden på overgrebsofrene, som Alice Miller var talskvinde for.

I en kommentar på Tara Parker-Popes NYTimes-blog Well skriver "Kelli":

"I was deeply saddened to learn of Miller’s death, and then disappointed in the lack of response to honoring her life and work. I thought certainly there would be some fantastic obituary coverage for a woman who so profoundly affected many people with her simple, yet groundbreaking ideas."

Og "diana" skriver:

"Miller’s obituaries are not honouring her life’s work. But people are doing it here. Professionals, common people. Which is something she deserved."

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet, faktisk også rystet, ja, da jeg læste nekrologerne i den udenlandske (amerikanske) presse. Måske er det så alligevel bedre med slet ingen omtale overhovedet, end en, der må betegnes som villet misforstående, og nærmest nedværdigende og fornærmende, ja.

Selv kan jeg kun tilslutte mig k, og sige Thank you Alice Miller!

Alice Miller, 1923 - 2010

Alice Miller døde den 14. april i sit hjem i Provence. Hun var nok den personlighed, der havde mest fokus på opvækstens, og især opdragelsens, rolle for børns udvikling, og på hvordan vold i opdragelsen traumatiserer børn, med kriminalitet, stofmisbrug og "psykisk sygdom" til følge. Alice Miller gjorde en stor indsats for at få al fysisk afstraffelse af børn forbudt ved lov, og heldigvis er der i dag en række lande, hvor revselsretten er ophævet, såsom i Danmark, og senest også i Norge.

Imidlertid tror jeg ikke, at hverken afskaffelsen af revselsretten, eller det tiltagende fokus i medierne på overgreb mod og omsorgssvigt af børn kan bremse den generelt tiltagende vold i samfundet. Både overgreb, omsorgssvigt, fysisk vold i opdragelsens navn selv, men også f.eks. det, at enkeltpersoner af medierne jævnligt gøres til syndebukke, at, samtidigt med at enkeltmennesker således fremstilles som nærmest monstre, volden, traumatiseringen stadigt ikke anerkendes som årsag til f.eks. "psykisk sygdom", dvs. at voldens destruktive potentiale stadigt ikke anerkendes fuldt ud, og at det stort set kun er vold i fysisk, respektive seksuel form, der anerkendes som værende vold, er altsammen symptomer på at traumerne generelt stadigt ikke anerkendes som traumer, at de stadigt ikke er bevidstgjort og bearbejdet. Og så længe traumerne ikke anerkendes, bevidstgøres og bearbejdes, vil volden fortsætte og også tiltage.

"The danger does not lie with individuals, however criminal they may be. Far more, it lies in the ignorance of our entire society, which confirms these people in the lies that they were obliged to believe in childhood. Teachers, attorneys, doctors, social workers, priests, and other respected representatives of society protect parents from the mistreated child's every accusation and see to it that the truth about child abuse remains concealed. Even the child protection agencies insist that this crime, and this crime alone, should go unpunished."

"If one day the secret of childhood were to become no longer a secret, the state would be able to save immense sums that it spends on hospitals, psychiatric clinics, and prisons maintaining our blindness. That this might deliberately happen is almost too incredible a thought." -Alice Miller, Breaking Down the Wall of Silence: To Join the Waiting Child
_______________

New York Times' nekrolog: "Alice Miller, Psychoanalyst, Dies at 87; Laid Human Problems to Parental Acts"

Sådan ser "de skizofrene" ud - Sensationsjounalistik på videnskab.dk. Og flere tanker om det, at blive forældre som "psykisk syg"

Sådan hér - billedet under overskriften "Mere om skizofreni" *) - ser "skizofreni", respektive "de skizofrene" ud ifølge videnskab.dk, og jeg kan ikke helt lade være med at spekulere, om man på videnskab.dk måske har set lidt for mange b-film i zombie- respektive horrorfilmgenren. I hvert fald skal man vist lede længe efter magen til smagløs, diskriminerende og misvisende artikelillustration. Og det selv om medierne i deres sensationslystenhed jo ellers heller ikke ligefrem er tilbageholdende med at frem- og udstille "de skizofrene" som mere beslægtede med monstre end med mennesker.

Ud fra rubrikken "Partnere" i sidebar'en på videnskab.dk at dømme, ønsker sitet at fremstå som en seriøs, videnskabelig informationskilde. Bortset fra, at også artiklens indhold vidner om skribentens/sitets uvidenhed og fordomsfuldhed, så må illustrationen betegnes som noget af det mest useriøse, der findes.

Et par tanker angående artiklens indhold: Preben Bo Mortensen, centerleder for Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet udtaler til videnskab.dk, at forskningens resultater "især er brugbare i rådgivningen af skizofrene forældre", og han citeres: "Nu kan vi melde helt klart ud, hvad deres risiko er for at få et sygt barn. Det er en væsentlig forbedring i forhold til den rådgivning, vi kan tilbyde skizofrene par, der overvejer at få børn."

Nu påviser forskningen en relativ høj risiko, helt op til 67,5%, for, at børn af "psykisk syge" forældre selv også bliver "psykisk syg", og man kan nemt regne ud, hvilke - eugeniske - råd der vil blive givet...

I forlængelse af mit sidste indlæg her på bloggen må jeg indrømme, at jeg ikke engang er så uenig. Mener man, at man lider af en genetisk arvelig, kronisk hjernesygdom, som man ikke kan gøre andet ved, end at lære at leve med den, og ignorerer man således potentialet af overgreb for at forårsage "psykisk sygdom" som en reaktion på traumatiseringen, så bør man måske nok se bort fra, at få børn - og uvægerligt udsætte dem for at blive traumatiseret af ens udageren af de egne, ikke bevidstgjorte og bearbejdede traumer. For, at ikke bevidstgjorte, ubearbejdede traumer videregives til næste generation, er jo altså en naturlov.

For stort set alle "psykiske sygdomme" gælder det, at de bunder i en "narcissistisk forstyrrelse", dvs. at de er udtryk for, at man ikke har fået den ubetingede kærlighed, der skal til for at man kan udvikle evnen til at elske sig selv og andre ubetinget. Så længe man ikke ønsker eller magter, at acceptere dette, bør man klart undgå, at skabe en situation, hvor et andet menneske er på liv og død afhængig af én, som børn er det af deres forældre, og derfor nærmest uundgåeligt ender med at være forsvarsløst udsat for éns narcissistiske udageren.

Men selvfølgeligt kan man også kun gøre "de psykisk syge" selv ansvarligt, som jeg gør det her, i det omfang som de er sig bevidste om den sande natur af deres problemer. Og det sørger mainstream-"informationen", bl.a. også repræsenteret i videnskab.dk's artikel, jo forebilledligt for, at de færreste bliver sig bevidste om. Så, i sidste ende ligger ansvaret selvfølgeligt hos de "informerende" og rådgivende instanser.

Det ville iøvrigt være interessant med en studie, der sammenlignede den i videnskab.dk's artikel omtalte studies resultater med hyppigheden af forekomsten af "psykisk sygdom" blandt børn til forældre, der har opnået fuld recovery fra "psykisk sygdom". Billedet ville nok være lidt et andet. I hvert fald kender jeg ikke til nogen, der er kommet sig helt før de har fået børn, hvis børn har udviklet "psykisk sygdom".
_______________

*) Update, 23.03.10: Så er illustrationen fjernet fra videnskab.dk's artikel. Tak til alle (i ved, hvem i er), der har meddelt videnskab.dk, hvad i syntes om deres valg af illustration. Og tak til videnskab.dk for at reagere. I hvert fald altså hvad en, mildest talt, upassende artikelillustration angår. Hvad artiklen, især anden halvdel, "Mere om skizofreni", angår, så ville det selvfølgeligt kun være en fordel, hvis de talrige videnskabeligt uholdbare påstande også forsvandt ud af den. Men det er nu nok lidt for meget forlangt af et populært og mainstream medie som videnskab.dk, at man skal kunne forholde sig kritisk til selvsamme mainstreamen.

Lykkepiller og graviditet

Langt om længe er problemet ved at være såpas stort, at det heller ikke i Danmark kan fejes ind under gulvtæppet længere: børn hvis mor har været på lykkepiller under graviditeten, lider af abstinenser efter fødslen. Så, ja, "antidepressiva", navnligt SSRIs, er vanedannende og afhængighedsskabende. Så kan man kalde abstinenserne eufemistisk for "seponeringssyndrom" lige så mange gange, som man vil. Abstinenser er abstinenser, og tydeligt tegn på afhængighed.

"Flere og flere gravide får antidepressiva, det som vi kalder lykkepiller. Det giver en svær beslutning for os læger, da ingen medicin er fri for bivirkninger, og det gælder også lykkepiller. Men det er omvendt ikke særlig godt for en gravid at føde, hvis hun ryger tilbage i depressionen. Og det er også farligt for barnet," citerer bl.a. artiklen på Helse.dk Hristo Stanchev, overlæge og speciallægeansvarlig for neonatologi på Næstved Sygehus, og han har sådan set helt ret.

Men desværre blander han for det første to ting sammen her, uden at tydeliggøre det: mht. barnets fysiske vel og ve må det helt klart betegnes som uansvarligt af læger, at ordinere lykkepiller til gravide, ligesom det må betegnes som uansvarligt af gravide, at tage lykkepiller under graviditeten (forudsat, man er blevet gjort opmærksom på risikoen ikke bare for abstinenser, men også for tildels livsfarlige misdannelser hos barnet). På den anden side kan det, at mor er depri, være dybt traumatiserende for barnet, og dermed skadeligt for dets psykiske velvære og udvikling. Det er ikke mindre uansvarligt, at udsætte et barn for emotionel svigt og traumatisering, som det er, at udsætte det for potentielt fysisk skadelige stoffer.

For det andet går Hristo Stanchev i sit udsagn ud fra tre, mildest talt, meget tvivlsomme antagelser. Nemlig 1. den, at lykkepiller virker mod "depression", 2. den, at det, at ikke tage lykkepiller ved "depression", er ensbetydende med at "depressionen" forbliver ubehandlet, og dermed 3. den, at "depression" er biologisk hjernesygdom, der kræver medicinsk behandling.

Den første antagelse findes der, set i lyset af de videnskabelige data, ikke noget grundlag for. Alle videnskabelige data og fakta taler mod denne antagelses korrekthed. Den sidste antagelse findes der stadigt ikke noget videnskabeligt holdbart bevis for, og således er et fravalg af medicinsk behandling, af lykkepiller, heller ikke nødvendigvis ensbetydende med at behandling generelt fravælges, og "depressionen", den angiveligt ubehandlede, automatisk vender stærkt tilbage.

Anyhow, er man overbevist om, at man lider af en biologisk hjernesygdom, der kræver behandling med lykkepiller, og der jo ifølge "eksperterne" også er genetisk arveligt, synes jeg, man bør udvise ansvarsbevidsthed nok til at se bort fra, at sætte børn i verdenen, og udsætte en ny generation for overhængende fare for at arve denne hjernesygdom. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at fortrængte, ikke-bevidstgjorte og ikke-bearbejdede traumer videregives til næste generation. Ehem. Og især hvis motivationen bag ønsket om børn er, at man mener, børn er til for at gøre én lykkelig, så bør man klart anskaffe nogle akvariefisk i stedet for børn. De får så heller ikke abstinenser, fordi man ikke magter, at tage ansvar for sig selv, og løse sine problemer, i stedet for bare at fortrænge dem ved hjælp af nogle piller.

Og apropos trauma, læs også "Psych drugs damage ability to love/bond". Og lad det så blive akvariefiskene. De får ingen abstinenser, og de kan nøjes med et minimum af nærhed og kærlighed.

Når overgreb ikke er overgreb. Hvordan forældre kan få børnepsykiatrien til at gøre det beskidte arbejde færdigt for dem.

Anno 2010 i Danmark overlader man afgørelsen, om ofrene for overgreb og omsorgssvigt skal udsættes for flere overgreb og svigt - denne gang helt professionelt gennemført - til de personer, der er hovedansvarlige for de overgreb og den omsorgssvigt, der i første omgang har ført til, at de professionelle blev indblandet: "Tvang i børnepsykiatrien mørkelagt".

Ubetinget registreringspligt vil sandsynligvis resultere i en mangedobling af de 237 tilfælde af registreret tvang i børnepsykiatrien i 2007. Men at registreringspligten vil nedbringe antallet af tilfældene, hvor i forvejen traumatiserede børn på nyt udsættes for overgreb, er usandsynligt, så længe overgribersamfundet uanfægtet - og endda bakket op af en avis som Kristeligt Dagblad - kan blive ved med at stemple tiårige børn, der protesterer i afmægtig desperation mod overgrebene respektive omsorgssvigtet som "psykotisk", syge i hovedet, hvorved retraumatiseringen igennem psykiatrisk tvang nemt kan undskyldes som værende nødvendig, eventuel livreddende, hvis man vil drive kynismen på spidsen, behandling mod meningsløs hjernesygdom. Det er jo en utænkelighed, at forældre, der køber f.eks. dyre trommesæt til deres tiårige søn, kunne finde på, at svigte ham på nogen måde, ikk'? Det er åbenbart en meget vigtig detailje, at trommesættet var dyrt. Det kaldes også for at købe sig til en god samvittighed, når man ellers er godt klar over, at man har svigtet som forælder.

Der er næppe noget, der er mere dobbeltmoralsk, end at en statslig institution, psykiatrien, alene på grundlag af forældrenes samtykke har ret til at begå voldelige overgreb mod børn på stribevis, og uden at det så meget som skal registreres, i et land, hvor forældre angiveligt ikke må krumme så meget som et hår på deres børns hoveder, uden at risikere retsforfølgelse.

Seroxat og graviditet (Google søgning)

...er en meget, meget dårligt kombination!!! Her finder man Manie's Blog, hvor man kan læse om, hvad der kan ske, når man tager SSRIs (antidepressiva) under graviditeten. Manie's mor tog netop Seroxat, i USA solgt under navnet Paxil, under de første tre måneder af hendes graviditet. Det resulterede i, at Manie blev født med TGA, transposition af de store arterier.

Manie overlevede, men måtte igennem et sandt behandlingshelvede for det. SSRIs, taget under graviditeten, kan forårsage spontan abort og misdannelser, som hjertefejl, hos barnet. Lad være med at tage dem, hvis du er gravid!


_______________

Relateret:

"Effexor-babies" - Hvor sikkert er det, at tage antidepressiva under graviditeten?

Screening af gravide for "depression" - kun amerikansk vanvid?

Åbent brev fra Intervoice til Oprah Winfrey

På Intervoice's hjemmeside kan man læse "Open letter to Oprah Winfrey in response to the programme about "The 7-Year-Old Schizophrenic". Brevet er en reaktion på Oprah Winfrey's ekstremt ensidige fremstilling af sagen omkring den syvårige January (Jani) Schofield, der hører stemmer og er stemplet som "skizofren" - efter hendes far, Michael Schofield, har "kæmpet", som han selv siger, for at Jani skal få netop denne diagnose.

Faren er også den, der på sin blog detaljeret har beskrevet hvordan han, især op igennem Jani's første seks leveår, gentagne gange har slået hende (og også Jani's mor Susan, der dog selv også har været med til at begå overgreb mod sin datter) "i blind raseri" (hans egne ord), sultet hende, og f.eks. taget hendes legetøj fra hende, "for at knække hende" (igen farens egne ord). Bloggen er imidlertid taget af nettet i sin oprindelige form, efter den pådrog sig en del negativ/kritisk opmærksomhed, og lige i rette tid, inden opmærksomheden - som Michael Schofield ellers ikke kan få nok af... - kulminerede i kølvandet af Oprah's show fra den 6. Oktober i år, omhandlende Jani. Originalcitater fra bloggen kan dog stadigt læses f.eks. her, og her. Jeg har skrevet om sagen på min engelske blog, under label'et"Jani".

Hvis du er enig i vores syn på sagen, kan du tilføje din underskrift til brevet via Facebook-gruppen "Intervoice", kontakt Paul Baker (admin). Du må også meget gerne gøre andre opmærksom på initiativet, både på internettet og andre steder.

"ADHD" eller omsorgssvigt?

Nordjyske.dk har i disse dage en ret interessant artikelserie om ADHD. Det er adjungeret professor i klinisk barnepsykologi Karen Vibeke Mortensen, der er ude at skabe lidt røre i andedammen med udtalelser som: "Børnene får med diagnosen [ADHD] et stempel, og så åbnes der nogle døre til specialundervisning og andet [læs: Ritalin & Co.]. Men det er symptombehandling. Alt for ofte undersøger man ikke barnets forhold i hjemmet. Det er dér, man skal tage fat. For det er ofte dér, årsagen til symptomerne ligger," og: "ADHD-symptomerne ligner de symptomer, børn får, når de er udsat for omsorgssvigt af den ene eller anden art". Hun uddyber: "Det er ikke grove sociale svigt. Men der kan have være[t] problemer med følelsesmæssig tilknytning til barnet i det første leveår. Det kan være en mangel hos forældrene. Forældrene selv kan have manglet omsorg, og så kan de have svært ved at forstå børns behov eller de kan blive alt for omklamrende."

Karen Vibeke Mortensen træder varsomt. Blandt andet denne studie når frem til, at mennesker, der er stemplet med "ADHD", noget oftere end den ikke stemplede kontrolgruppe også har oplevet fysisk mishandling og seksuel misbrug. Udover emotionel mishandling og den emotionelle omsorgssvigt, Karen Vibeke Mortensen er inde på. Så det kan meget vel også være "grove sociale svigt", der lader børn reagere på "ADHD"-vis. Ligesom det altså kan være rent emotionelle, og dermed somme tider endda næsten usynlige, svigt.

I en anden artikel i serien citeres socialrådgiver Inge Gorm Andersen: "Der er børn og unge, hvor vi kan se, at det ikke kan forklares med forholdene i hjemmet". Omsorgssvigt kan være ganske så usynlig, Inge. Den kan være så usynlig, at den betragtes som del af en almen som "normal" accepteret hverdag. Personligt anser jeg det, at kræve af et barn, at sidde pænt stille og koncentrere sig time efter time, kun afbrudt af korte pauser, hvor mulighederne for udfoldelse på alle områder er begrænsede af både mangel på personale og fysiske rammer, allerede som omsorgssvigt. Ikke alle børn tilpasser sig gnidningsløst den fremmedgørelse, vores kultur prøver at påtvinge os allesammen fra barnsben af. Nogle reagerer. På "ADHD"-vis for eksempel.

Men selv om Karen Vibeke Mortensen altså træder en del mere varsomt, end jeg kunne ønske, er ord som "omsorgssvigt" selvfølgeligt en rød klud for overgriberværnet, aka psykiatrien, og Jan Jørgensen, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selkab i Danmark, citeres i artiklen " - Det er ikke omsorgssvigt - ADHD er en sygdom": "Der er masser af undersøgelser, der viser, at ADHD er en arvelig sygdom. Man har bare ikke påvist et bestemt gén. Der er en række gener involveret og dermed ligner ADHD andre psykiske sygdomme," der bare imidlertid har vist sig, ikke at være så arvelige igen, Jan. Medmindre vi taler miljøarv altså.

Min kommentar på nordjyske.dk:

Rystende at overvære, hvor hårdnakket psykiatrien bliver ved med at erklære teorier, der på trods af mange årtiers intens forskning ikke har ladet sig verificere det mindste, og der derudover faktisk modsiges af nyere, epigenetisk forskning, for at være beviste fakta. Især rystende, når det er børn, der gøres til målskive for at blive stemplet genetisk defekt, og for at blive medicineret med yderst sundhedskadelige stoffer.

Tak til Karen Vibeke Mortensen for at - omend i moderat omfang, så dog - tale børnenes sag!

_______________

Artiklerne i serien:

"Børn får fejldiagnose"

" - Børn med ADHD-diagnose svigtes"

" - Vi har svært ved at hjælpe børnene"

" - Det er ikke omsorgssvigt - ADHD er en sygdom"

Seksårige Jani: "skizofren", eller endnu et overgrebsoffer?!

'Hva' sa' jeg?!' var jeg lige ved at sige, da jeg læste det følgende på Stephany's blog:

"Det gør mig ked af det, for at sige det mildt, at læse på Jani's fars blog, at faren snakker om at slå og sulte Jani, tage hendes legetøj fra hende, og slutteligt medicinere hendes væsen (for at knække hende). Før dette barn blev sat på psykofarmaka, blev dette barn udsat for mishandling."

Jeg havde tidligere i går aflagt farens blog et besøg, og læst dette indlæg med opfølgende kommentarer. Dvs. jeg nåede frem til kommentar nr. 11, Jani's fars svar til David Oaks, der slog mig pga. sin udtalte fjentlighed, oven i det lige så udtalt patetiske i selve indlægget - Peter Gabriel, Don't Give Up... herregud! - to ting, der ved første øjenkast kan virke som modsætninger, men faktisk er to sider af samme sag.

Når man læser indlægget, kunne man måske umiddelbart være fristet til at tro på de altopofrende, til sammenbruddets grænse medtagne forældre, der elsker deres Jani af hele deres hjerte, og ville gøre alt for hende. Billedet bliver lidt et andet, senest når man når ned til nævnte svar til David fra Jani's far: ja, forældrene ville gøre alt for Jani, selv det, at banke hende igennem , lade hende sulte og tage legetøjet fra hende. Alt det ville de gøre, og har de gjort mod et barn, der ikke har eller har haft den mindste chance for at forstå, hvad der foregår.

Og ikke nok med det, nej. Forældrene er endda parate til gå så langt som til at ofre Jani for det, de virkeligt er forelskede i: deres egen lidelse. For, det mangler jo ikke med advarsler om neuroleptikas farlighed, eller tilbud om information angående alternativer. Men mens en mor som Stephany i sin tid sagde: "Hey, det lyder interessant, lad mig høre mere!", mens hun indrømmer sine fejltagelser, accepterer sin andel af ansvar for sin datter, og i dag kæmper for at kunne tilgive sig selv, så vælger Jani's far altså at reagere ved at både afvise alle tilbud om støtte på forhånd, benægte enhver fejltagelse, frasige sig ethvert ansvar, og gå i forsvarsposition. Forsvarende hvad? Tja, forældrenes egen lidelse, og muligheden til at drukne i selvmedlidenhed over den. Metalidelse. Narcissisternes specialitet.

"Det er ikke slemt, at gøre noget forkert," husker jeg at Ewa Jälmbrant sagde ved rideseminaret sidste måned, "men det er utilgiveligt, at gøre noget forkert, og så bagefter påstå at det var det rigtige man gjorde, selv om man ved, at det var forkert." Fordi man ikke er i stand til at tilgive sig selv, har jeg lyst til at tilføje.
_______________

Flere overgreb (fra "About Me" på Jani's fars blog):

"Volden [han mener Jani's reaktioner på forældrenes overgreb...] blev så slem, at Susan [Jani's mor] og jeg begge mistede besindelsen og slog Jani så hårdt som vi kunne. Vi slog i blindt raseri.

(...)

I dag er Jani ikke længere en møgunge. I dag er Jani skizofren."

Jakob Axel Nielsen's psykiatriske fremtidsplaner: at medicinere vores børn - men ikke kun vores børn - til døde

Apropos angiveligt "skizofrene" seksåringer og apropos Jakob Axel Nielsens planer om, at få antallet af "psykisk syge" børn og unge hurtigst muligt bragt op på - ja, hvor mange procent, Jakob? Kan 100 procent gøre det monstro? - her noget interessant læsestof til ansvarsbevidste forældre:

Den forhenværende salgsrepræsentant for den farmaceutiske industri Gwen Olsen har skrevet artiklen "Drugging Our Children to Death", der kan læses her på HealthNewsDigest.com.

Et par citater fra artiklen:

"I apriludgaven af Pediatrics opfordrede regeringens U.S. Preventive Services Task Force (arbejdsgruppe for forebyggende services) læger til at screene alle amerikanske teenagere rutinemæssigt for depression, under anvendelse af uvidenskabelige spørgeskemaer, der producerer en høj rate af falske diagnoser på psykisk sygdom. En diagnose er lig med en anbefaling for behandling. Behandling er lig med piller og udsætter vores børn for farerne, der er forbundet med bevidsthedsforandrende kemikalier, hvis effekt er blevet bevist at være ubetydeligt."

"Omfanget af den kollektive grådighed og ondskab har efterhånden nået epidemiske proportioner, og kan, trist nok, måles i dødsfald, hvoraf mange vedrører vores børn."

Siden det altså ser ud til, at Jakob Axel Nielsen ønsker at bringe epidemien også til Danmark, kan jeg egentligt kun anbefale ansvarsbevidste forældre, at overveje emigrering til - tja, i hvert fald ikke til Canada! I USA er det nemlig sådan, at man meget hurtigt kan miste forældremyndigheden, hvis man modsætter sig "anbefalingerne" for "behandling". "Omsorgssvigt" hedder det derovre, når man prøver, at beskytte sine børn mod de bevidsthedsforandrende, og ikke så sjældent altså også drabelige, kemikalier, som "eksperterne" "anbefaler" at man zombificerer sine børn med. Og jeg har indtryk af, at Jakob Axel Nielsen ser ansvarsbevidste forældre med meget amerikanske øjne. Siden billedunderskriften på politiken.dk fortæller, at han mener, alle kun vil have glæde af hans Big Brother-tiltag.

"Skizofreni", eller: gør offeret ansvarligt!

Noget, der virkeligt virker forstyrrende på mig, er folk, der synes det er forstyrrende, at en seksåring zombificeres med massive doser hjernegift, aka "psykofarmaka", mens desamme folk misser at se det overgreb det er på seksåringen at blive stemplet med "skizofreni" - et stempel, der, ligesom alle psykiatriske stempler, mangler ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed - og således misser at se, at det er gør-offeret-ansvarligt-stemplet, der retfærdiggør luk-munden-på-offeret-dopingen.

Hvor meget Zyprexa kan en fireåring tåle? Flere nyheder om (halv-)guden Dr. Joseph Biederman

En ting er, at Dr. Biederman's advokat har bedt om, at hans klient beskyttes mod New York Times-journalister, hvilket, som en artikel på AHRP's hjemmeside udtaler, tyder på "forskningsmetoder, der vækker etisk og videnskabelig bekymring". En anden er, at der f.eks. i et forsøg med "antipsykotisk medicin" for børn i 2005 blev givet 12,5 mg olanzapin (Zyprexa) til et barn, mens den højeste, tilladte dosis for børn er 7,5 mg. Børnene i studien var mellem 4 og 6 år gamle.

Hm, gad vide, om Per Hove Thomsen eller Benedikte Volfing ikke også havde været med på den?

Hm hm, jeg ved godt, at det er kontroversielt. Igen. Men det leder altså mine tanker helt automatisk til denne (halv-)gud i hvid. Ja. Og i sidste ende kommer vi jo ikke udenom at erkende, at det var psykiatrien, der gjorde Auschwitz muligt.

Tak til Fiddy for tippet.
_______________

P.S.: Joseph og Josef...

The God Delusion

Hvis nu nogen skulle tro, at Dr. Joseph Biederman på nogen måde er plaget af de mindste tvivl angående den etiske forsvarlighed af hans handlinger, så er her en lille "godbid" til fra sidstnævnte afhøring (via Gianna's fra Stephany's blog):

Spørgsmål: Og De indrømmer, at De er en af de mest ihærdige fortalere for aggressiv [medikamentel] behandling af førskolebørn?

Svar (Biederman): Det siger hun [en journalist fra Washington Post] om mig.

Spørgsmål: Jeg spurgte ikke, om det var hendes udsagn om Dem. Jeg spørger Dem, om De er en af de mest ihærdige fortalere for aggressiv behandling af førskolebørn.

Svar (Biederman): Det er jeg.

Læseren vil måske spørge sig, hvilken relevans Dr. Joseph Biederman egentligt har med hensyn til den danske psykiatri. Han er vel bare en af de der lettere storhedsvanvittige, amerikanske "freaks", der på ingen måde kan sammenlignes med sine samvittighedsfulde, retskafne, danske kollegaer, der intet andet har i tankerne, end deres patienters vel og ve?

Forkert. Ganske konkret har vi herhjemme for eksempel Per Hove Thomsen fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov, der er en engageret fortaler for dopingen af børn og unge med psykoaktive stoffer, og der bl.a. mener, det er helt fint at supplere "behandlingen" af med "OCD" diagnosticerede unge med en SSRI (antidepressivum) med Risperdal, og at give SSRIs til femåringer, der er stemplet med "OCD". Mens Per Hove Thomsen godt nok ikke lige umiddelbart kan sættes i forbindelse med Johnson&Johnson, men dog med Pfizer, producent af lykkepillen Zoloft.

Måske var det på tide, at vi i Danmark fik en lov, svarende til den amerikanske som Senator Grassley handler ud fra, der gør det obligatorisk for læger, at indberette hver og én halvtredsøre, de modtager fra farmagiganterne "ved siden af"?? Måske var det på tide, at også Danmark gjorde det strafbart, at "glemme" at fortælle om lønsomme, venskabelige forbindelser til Big Pharma, eller pHARMa, som nogle meget træffende staver til det, mens man arbejder for det offentlige?? Én ting er sikkert: det ville også her i landet ramme psykiatere hårdere, end enhver anden specialist. Netop fordi, som Alison Bass skriver i sit blogindlæg, nærmest enhver emotionel, menneskelig oplevelse og adfærd kan psykiatriseres, sygeliggøres, og dermed gøres til en lukrativ indtægtskilde for farmaindustrien. Uden at der findes konkrete, videnskabelige fakta, på hvis grundlag "normalt" entydigt kunne afgrænses fra "unormalt".



Biopsykiatrien er en uovertruffen guldgrubbe for farmaindustrien. Netop fordi ingen psykdiagnose kan bevises at stå for en reel sygdom.



Og det er netop dette stort set totale fravær af videnskabelighed i psykiatrien, der gør dette medicinske speciales protagonister, eller måske skulle jeg sige: denne trosretnings præster, psykiaterne, så sårbare for vrangforestillinger af storhedsvanvittig karaktér. Alle. Ikke kun Dr. Joseph Biederman. Han er bare en af dem, der udviser symptomerne på disse vrangforestillinger mest tydeligt. Et andet dansk eksempel er Benedikte Volfing, der mener, det er helt i orden, at misbruge mennesker i dybe eksistentielle kriser som forsøgskaniner efter hendes forgodtbefindende.

Lider psykiatere af den samme sygdom, som de ser og diagnosticerer i deres klientel? Værre endnu. For, som jeg skriver i en kommentar på Stephany's blog, når psykiatere identificerer sig med Gud, eller bare næsten-Gud, med Gud som den eneste i rangen højere instans end dem selv, så mener de det. Bogtaveligt. Ikke symbolsk, som mennesker i krise mener det.

Patologisk? Eller bare "det helt normale vanvid"?

Ja, det er spørgsmålet med hensyn til Dr. Joseph Biederman, berømt-berygtet Harvard-børnepsykiater, frontfigur i psykiatriens anstrengelser for at få "bipolar"-diagnosen anerkendt for børn - der så selvfølgeligt skal medicineres massivt med for eksempel Risperdal - og forskningsleder ved adskillige forsøg, der - netop! - skulle se på effekten af massiv doping af børn, også småbørn, med - netop! - Risperdal. Efter mottoet: "Hvor meget kan de mon tåle før de falder død om??" Bare roligt. Det drejede sig hovedsagligen om anbragte børn, "foster care kids", som altså ingen lige umiddelbart savnede og græd en tåre over, når de så, endeligt, faldt død om. - Venskabelige forbindelser til Johnson&Johnson? Netop!

Disse, i øvrigt også økonomisk for Biederman meget indbringende forbindelser, tiltrak sidste år U.S. senator Charles E. Grassley's opmærksomhed. Senator Grassley er nemlig i gang med at se lidt nærmere på de venskabelige forbindelser mellem lægestanden og Big Pharma generelt. Og Biederman havde ligesom "glemt", at oplyse hans officielle arbejdsgiver, Harvard University, om de mindst 1,6 millioner dollars, han mellem 2000 og 2007 har kasseret af Big Pharma.

Resultatet af Senator Grassley's nysgerrighed er, at Biederman nu står anklaget: "conflict of interest" - interessekonflikter.

Her en lille interessant udveksling fra en afhøring af Gud, øh Dr. Biederman, mener jeg, ved statsadvokaterne den 26. februar 2009, gengivet efter nytimes.com-artiklen "Drug Maker Told Stories Would Aid It, Papers Say":

Statsadvokaterne spørger Biederman, hvilken professionel position han indehavde på Harvard. "Professor," svarede han.

"Hvad kommer der efter det?" spurgte en advokat, Fletch Trammell.

"Gud," svarede Dr. Biederman.

"Sagde De Gud?" spurgte Mr. Trammell.

"Jada," sagde Dr. Biederman.

Tak til Fiddy. Hans indlæg er seværdigt!!
_______________

Åh, for resten, ja, det står der også i New York Times-artiklen: Blandt Dr. Biederman's papirer fandt man nogle udkast til en Risperdal-studie, der, i følge papirerne, ville vise, at stoffet var både effektivt og sikkert for børn. - Så, i det mindste i denne studie ville børnene nok ikke være faldet død om. I hvert fald ikke før studiens afslutning. Hvis den nogensinde var blevet gennemført.

Og ja, klart! Gud kender selvfølgeligt til resultatet af en "videnskabelig" studie allerede i dens planlægningsstadium.

Det er en ommer, Obama!

Hva' sa' jeg... Jeg ville først se det ske, sagde jeg. Og det var ikke lige det hér jeg allerhelst ville have set ske. "Change"??? Det er vist en ommer!

Mere interessant om Sanjay Gupta hér.

Screening af gravide for "depression" - kun amerikansk vanvid?

I april i år skrev jeg om det U.S.-amerikanske lovforslag "Mother's Act", og afsluttede bl.a. med "i dag USA, i morgen måske Danmark".

Nu ser det ud til, at man har tænkt sig, at lave mit "måske" om til et "bestemt". I hvert fald i Region Midtjylland. Her vil man nemlig ifølge artiklen "Jordemødre er bekymrede over screening af gravide" i Dagens Medicin sætte et pilotprojekt i gang, der altså skal screene gravide for "depression".

"Jeg ser en foruroligende tendens, hvor flere og flere gravide får lykkepiller. Jeg er bange for, at gravide vil komme til at få en overbehandling, hvis konsekvensen bliver, at der tilbydes medicinsk behandling uden samtaleterapi," citeres Bodil Møller, jordemoder og underviser på Professionshøjskolen, i artiklen.

Hvorfor tendensen, som jeg iøvrigt også ser, er så foruroligende, forklarer denne video af Amy Philo (teksten er gengivet i dansk oversættelse nedenunder videoen):



"Ifølge FDAs (Food and Drug Administration, svarer til den danske Lægemiddelstyrelse) rapporter angående bivirkninger forårsaget af antidepressiva:

145 spontane aborter
150 for tidligt fødte børn
208 børn født med hjerteproblemer
218 børn født med misdannelser

alene i de forløbne 4 år.

FDA'en skønner, at kun 1 - 10% af disse bivirkninger overhovedet indberettes.

Lad være med at udsætte gravide og deres børn for flere dødelige medikamenter.
Stop Mother's Act.
Stop medicineringen.
www.uniteforlife.org"



Grafik: Colin Downes-Grainger

Den institutionaliserede vold II - Artikel og video om behandlingshjem for børn og unge

Den nedenstående artikel af Jane Alexander, indehaveren af bloggen "Bipolar Recovery", er offentliggjort på journalisten Philip Dawdy's blog "Furious Seasons" den 19. februar 2008, fire dage efter Steven Kazmierczak skød mindst 17 og dræbte fem mennesker inden han begik selvmord under en forelæsning ved Northern Illinois University, USA, den 14. februar 2008 - Steven var på gerningstidspunktet iøvrigt på Xanax og Ambien (Stilnoct), og havde tre uger forinden holdt op med at tage Prozac. De nyere antidepressiva er kendte for at forårsage mord- og selvmordstanker, såvel under "behandlingen" (akatesi) som op til flere uger efter endt udtrapning (abstinenssymptom). Næsten alle school-shooters har på gerningstidspunktet været i "behandling" med antidepressiva, eller havde afsluttet "behandlingen" kort forinden.

Jane's artikel er en reaktion på Philip Dawdy's opfordring til sine læsere til at skrive et indlæg til hans blog. Jane, der selv har tilbragt flere år på behandlingshjem, bl.a. hér og hér, tog udgangspunkt i Illinois-tragedien for at give et indblik i hvordan behandlingshjem for børn og unge (ikke!) fungerer.

Jeg har bedt Jane om tilladelse til at oversætte hendes artikel, tildels fordi jeg finder den en udmærket illustration af hvad myndighederne mener er adækvat hjælp til unge mennesker med problemer, og hvad desamme myndigheder gerne vil erstatte Gaderummet med, tildels fordi jeg har set resultatet af institutionalisering af børn og unge, og tildels fordi jeg selv har levet med truslen om institutionalisering fra jeg var 8, 9 år gammel frem til jeg var 17, og altså kun havde et enkelt år tilbage at overleve før "den store frihed", samtidigt med at det på denne tid for alvor gik op for mig, at truslerne faktisk var af ret så tom natur. Men det er stof til et andet indlæg.

I tillæg til artiklen har Jane lavet en video, der kan ses på hendes blog, på YouTube, eller nedenunder artiklen hér i indlægget.

Artiklen kan læses i originalen under overskriften "Former Group Home Resident Explains Group Homes" ("Forhenværende institutionsindsat beskriver behandlingshjem") på Philip Dawdy's blog.


Om behandlingshjem
af Jane Alexander

Psykiatriske ungdomsinstitutioner - det er ikke hyggelige selskabsklubber på landet eller feriekolonier. Hvis du kan forestille dig et børnehjem kombineret med efterskoleomgivelser, kombineret med et anstrøg af psykiatrisk sygehus og lidt ungdomsfængsel, så har du en psykiatrisk ungdomsinstitution, et behandlingshjem.

Jeg har tilbragt fire år i sådanne institutioner. De statslige institutioner er de værste. Knapt nok bedre end hvad der må kaldes for et psykiatrisk ungdomsfængsel. De private har faktisk råd til at have et par mennesker ansat imellem fangevogterne. Maden er bedre, kokken gør sig en lille smule mere umage, og du kan smage forskellen. Ikke desto mindre er institutionerne et mareridt.

De eksisterer i en kunstig struktur som ungerne er nødt til at tilpasse sig, eller også. Trusler og tvang er normen. Det var forfærdeligt, at skulle leve i disse institutioner. Du får ikke "omsorg", du får "behandling". Hvilket næsten altid betyder "medicin" [Jane anvender hér begrebet "drugs", der ordret oversat bliver til "stoffer", men på engelsk også omfatter medikamenter; "drugs" i stedet for "medicine" anvendes på engelsk når man vil give begrebet en kritisk/negativ konnotation], en gennemorganiseret hverdag og terapi. Det er det. Altings målestok er føjelighed eller ikke-føjelighed. Udageren ender altid med bæltefiksering. Jeg kom ind i disse institutioner med ekstrem PTSD [Post Traumatic Stress Syndrome] som 14-årig, og jeg forblev i alarmberedskab indtil jeg forlod dem som 18-årig. Du kan ikke slappe af. Du er ikke i sikkerhed.

Der er ikke noget, der hedder at stole på de ansatte og åbne op overfor nogen. Du har intet privatliv, få rettigheder, og intet du skulle have sagt. Hvis du spærrer en flok individer som 40 piger og drenge ind på den måde, bliver hver dag til galskabens time, hele dagen lang. Det viser sig, at hvis du tvinger unger med alvorlige psykiske og emotionelle problemer til at leve sammen i sådanne langt mere virkelighedsfjerne omgivelser, end nogen af dem, de er opvokset i, så bliver ungerne stressede!

Det hører ikke til sjældenhederne i disse institutioner, at ungerne kommer op at slås indbyrdes eller med de ansatte. De ansatte slår tilbage. De kalder det fiksering, men det er vold og mishandling. Hvis du er opvokset med mishandling, bare for at ansatte så holder dig med magt ned på det hårde gulv, udløser det alle dine forsvarsreaktioner. Yderligere krænkelse tilføjes til uretfærdigheden. Dine værelseskammerater er cuttere, har ODD [Oppositional Defiant Disorder]/ADD [Attention Deficit Disorder], er stofmisbrugere, kriminelle. Nogle ville aldrig skade andre end sig selv. Andre angriber dig fysisk på et splitsekund, fordi de synes, du har kigget forkert på dem. Du slipper ikke fra de andre unger eller fra de ansatte.

Hvis du får for meget af det og stikker af, bliver du indfanget igen og straffet. Du ryger i isolation i flere dage. En af ungerne kommer med en forsvindende mængde af noget smuglergods, som en enkel cigaret, og hele institutionen bliver lukket ned mens de ansatte ransager alles ting. Selv midt om natten bliver du vækket, fordi nogen bliver fikseret igen, eller det er tid til endnu en tilfældig ransagning.

Du oplever unger rykke, gå i kramper, eller tale sløvt på grund af de psykofarmaka, de er på. Seksuelle overgreb, specielt mellem mænd/drenge, grasserer. Så er der favoriseringen fra de ansattes side, der kan betyde knald eller fald for hele dit ophold i institutionen. Eller i det mindste for en del af det. Det er ganske enkelt virkelig forfærdeligt.

Du får ingen træning i hvordan man klarer voksenlivet. Du lærer intet. De institutionsegne skoler er under middel mht. undervisningens kvalitet, og orienterer sig ved dem, der har indlæringsproblemer og en lav IQ, snarere end ved dem med en højere IQ. Det er som en mishandlingspræget, ikke fungerende, drama elskende familie gange 100, og, hvad værre er, alle er fremmede for hinanden.

Den dag i dag kan jeg tydeligt huske de ting, jeg så folk blive udsat for, og det jeg selv blev udsat for under mit ophold. Det tog mig år, at komme over de mareridt, der afspillede sig i mit hoved efter fire år i psykiatriske ungdomsinstitutioner. For ikke at nævne vreden, angsten og forsvarsreaktionerne. Jeg var et vrag, da jeg kom ud af institutionerne som 18-årig.

Robert Hawkins (Omaha indkøbscenter-gerningsmand, sidste efterår) [Robert Hawkins skød og dræbte otte mennesker i et indkøbscenter i Omaha, USA, den 05. december 2007, inden han begik selvmord. På gerningstidspunktet var han på Effexor og Zoloft.] har også været institutionaliseret. Der blev sagt at "alt var blevet gjort for at behandle denne dreng mens han var der". Lederne af disse institutioner er fulde af løgn. Du får ingen hjælp dér. Alt hvad du kan gøre, er at overleve dem med din personlighed intakt. Mange gør ikke.

Ved et tilfælde mødte jeg to forhenværende institutions-"elever" år senere. Pigen var blevet gravid og endt på bistand, ligeså hun var blevet 18. Hun havde mange problemer, mens hun boede på institutionen. Manden var hjemløs. Han var afhængig af heroin og solgte meth og pot for at kunne financiere sit misbrug. Han var eftersøgt i et halvt dussin delstater og havde bylder over hele kroppen af at bruge stof af dårlig kvalitet.

Jeg kan forsikre jer at hverken ham hér Steven [Kazmierczak] eller Robert [Hawkins] var blevet "draget omsorg for" i institutionerne. Sikke noget pladder.



Juvi psych group home documentary
af Jane Alexander

"Er ADHD en anerkendt diagnose?", noget om "reelle varige sindssygdomme", og hvorfor postnummeret bestemmer diagnosen

Lidt flere brølere - både psykiatriske, men også en psykologisk sådan:

"Er ADHD en anerkendt diagnose?" lyder spørgsmålet fra en bekymret forælder og lærer i tv 2 nyhedernes brevkasse. Og, "ja", forlyder det fra Susan Schlüter, der er cand. psych. (cand. bio-psych??). Hun sætter i det følgende godt nok ordet "sygdom" i anførelsestegn, men tøver dog ikke et sekund med at afgrænse såkaldt "ADHD" biopsykologisk skarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet - ligesom man især i psykiatriske kredse så gerne afgrænser "sindssygdom" knivskarpt mod eksistentielle kriser, og med at betegne denne såkaldte "sygdom" som arveligt. Med overbevisende selvsikkerhed.

Hvor kommer denne selvsikkerhed fra? Et "ADHD"-gen har man indtil videre lige så lidt kunnet finde frem til, som de gener, der angiveligt er skyld i stort set alle de andre såkaldte "psykiske sygdomme". Mens det eneste kriterium, der eventuelt kunne afgrænse "ADHD" mod hyperaktivitet og impulsivitet, ved denne diagnose som ved alle andre psykiatriske diagnoser, består i (be-)dømmelsen af individets adfærd. Det vil sige, diagnosen stilles efter individets adfærd er blevet (be-)dømt på grundlag af et rent subjektivt skøn. Objektive videnskabelige tests findes ikke.

Således hedder det i Susan Schlüters svar til den bekymrede forælder og lærer angående tegn på "ADHD", at:
"Fx. behovet for nattesøvn, som er betydeligt minimeret, samt påbud, regler og "irettesættelser" hele tiden skal gentages."
Spørgsmålet bliver, hvorvidt dette kriterium og andre ligeså subjektivt (be-)dømmende kriteria overhovedet er egnet til at afgrænse "ADHD" knivskarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet.

Hvilket leder mig til brøler nr. 2, der tydeligt viser, i hvor stor udstrækning psykiatrisk diagnosticering er bestemt af et subjektivt skøn, der mangler enhver objektiv videnskabelighed.

Ved brøler nr. 2 drejer det sig om de ekstremt store forskelle fra region til region i diagnosticeringen af børn, som man bl.a. kan læse om hér.

I denne sammenhæng er det så formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Hanne Børner, der knivskarpt skelner mellem "ADHD", som biologisk, genetisk betinget sygdom, og miljøforårsagede adfærdsproblemer:

"Det [de store forskelle] viser, at man forstår børns symptomer på mange måder. Der er stadig nogen, der eksempelvis har svært ved at acceptere diagnosen ADHD (DAMP) og hellere vil forklare symptomerne med miljøet omkring barnet. Det handler om, at man skal acceptere, at børn også bliver psykisk syge," citerer artiklen Hanne Børner.

Det falder nu virkeligt lidt svært at acceptere "psykisk sygdom" som biologisk og genetisk betinget sygdom, ikke bare med hensyn til børn, men generelt, når forskningen til stadighed mangler, at frembringe relevante beviser for disse påstande, der, hvis jeg lige må minde om det, blev vedtaget som værende fakta i forbindelse med farmaindustriens salgsfremstød med hensyn til psykofarmaka (nærmere betegnet Prozac) sidst i 80'erne.

I modsætning til Hanne Børner, ser jeg i de store diagnosticeringsforskelle - der iøvrigt ikke kommer bag på mig - ikke andet end et yderligere bevis på psykiatriens status som en tro-det-eller-lad-være-"videnskab". Interessant i denne sammenhæng er for resten også, at psykiatrien er den eneste medicinske "videnskab", der vedtager respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke fordi der skulle findes entydige, objektive og dermed virkeligt videnskabelige beviser for deres berettigelse...

En anden, ikke mindre knivskarp, men lige så tvivlsom, afgrænsning kan man bl.a. finde foretaget hér, hvor der, ganske i stil med Karin Garde iøvrigt, skelnes mellem "reel varig sindssygdom" (altså igen: biologisk, genetisk betinget og per se kronisk sygdom, andetsteds på nettet nærmere udspecificeret som værende f.eks. "skizofreni") og "belastningsskader som stress" (miljøbetingede, eksistentielle kriser).

Én ting er, at der for alle de ovennævnte psykiatriske såvel som bio-psykologiske påstande mangler enhver form for dokumentation - og jeg kunne være fristet til at anmode f.eks. Susan Schlüter om at lade mig eventuel relevant dokumentation tilkomme, men en sådan anmodning vil nok støde på en nærmest "kataton" (lamslået af skræk) tavshed fra hendes side, som det plejer at være tilfældet ved den slags forespørgsler.

En anden side af sagen, og hér specielt med hensyn til brøler nr. 3: "reel varig sindssygdom", er at disse betegnelser indeholder det ekstremt destruktive fordi "disempowering" budskab, at recovery ikke er muligt. I anbetragt af et hav af videnskabelige studier, der viser, at det modsatte er tilfældet (især for individer, der formår at undgå respektive undslippe psykiatrisk og bio-psykologisk "hjælp"), må det betragtes som både moralsk og videnskabeligt(!) uforsvarligt, at anvende denne terminologi.

Jeg kan kun anbefale Susan Schlüter, Hanne Børner og alle deres kolleger, de psykiatriske som de psykologiske, at aktualisere deres faglige viden, f.eks. ved at læse John Breedings The Wildest Colts make the Best Horses, og, angående den psykiatriske "videnskab" generelt, Steven Morgans artikel "The other side of mental health science".

Ligeledes ville det være glædeligt, hvis Danmarks journalistiske stand gik lidt mere i dybden med sin research, i stedet for at, gang på gang, ukritisk drøvtygge de selvbestaltede "eksperters" meninger og holdninger.