Diagnoser vs. livshistorier

Det hér følgende indlæg havde jeg oprindeligt skrevet til Outsiderens blog, hvor det kan ses hér. Den nedenstående version af indlægget er lettere redigeret og udvidet i forhold til originalen. Emnet "epidemi" relaterer til mit tidligere indlæg på Outsiderens blog "Er epidemien biologisk eller kulturel?" som (ikke) er en recension af E. Fuller Torreys bog "The Invisible Plague. The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present". At jeg nævner katten i min kommentar til Giannas indlæg bunder i at Fuller Torrey har en teori om at nærkontakt med katte, især med deres efterladenskaber, kan forårsage "skizofreni"... Meget skal man høre før ørerne falder af, ja! Især fra Fuller Torreys side.


Diagnoser, livshistorier og lidt mere epidemi

Gianna har gjort det igen (herligt at se, at hun alligevel stadigt har ork til at komme med sine guldkorn!): skrevet et yderst tankevækkende indlæg til sin blog.

Apropos epidemi: ja, også antallet af voksne, der er stemplet "bipolar" er steget igennem de seneste ca. 15 år - i USA. Måske er den U.S.-amerikanske form for "bipolar lidelse" mere smitsom end den, der angriber mennesker i resten af verdenen?? En specielt smitsom variant af viruset?? Tør jeg tage turen (forhåbentligt til næste år!) og besøge netop nogle af de allermest kontaminerede steder som Freedom Center og MindFreedom under disse omstændigheder?? Jeg kan se alle Outsiderne rykke forskrækket tilbage:"Vig fra os indtil vi med sikkerhed ved, at du ikke er inficeret!" Og hvornår er det så mon? Når jeg en dag falder død om uden at have været det mindste "manisk"?? Hm.

Nu ser det dog imidlertid ud til, at det ikke så meget drejer sig om en epidemi mht. "bipolar lidelse", men derimod mere om en epidemi mht. hvad man vist godt kunne kalde"psykiatrisk bipolar-diagnosticeringsvanvid", en form for OCD, der, som navnet indikerer, udelukkende angriber psykiatere - i USA. Så, bare slap af, medmindre du er psykiater - og holder til over there!

Den U.S.-amerikanske "bipolar"-eksplosion ligger i en størrelsesorden på ca. 100%. Antallet af "bipolar"-diagnoser er altså fordoblet igennem de seneste 15 år. En nyere undersøgelse viser nu, at ca. 50% af de "bipolar"-diagnosticerede højest sandsynligvis er fejldiagnosticeret. Den faktiske "stigning" i antallet tilfælde af "bipolaritet" er dermed - regne regne - 0%. Jeg kan vist roligt tage turen...

Blandt mange andre tanker, vækkede Giannas indlæg for mit vedkommende en del tanker omkring stempling ("diagnosticering") som sådan, og jeg kommenterede:

"Stempler, tja, jeg er ikke officielt stemplet, men hvis, så var det "med sikkerhed" blevet til et "skiz"-stempel. Det hjalp i et enkelt henseende: igennem mit kendskab til de tanker og erfaringer, folk som Lacan, John Weir Perry, Laing og enhver anden, der nogensinde har prøvet at forstå hvad der virkeligt ligger til bunds for de problemer, psykiatrien ynder at stemple "skiz" (og det er så det - ingen videregående forståelse påkrævet) har nedfældet på papir, blev jeg endeligt sat i stand til at stille mig selv de rette spørgsmål og lære mig selv bedre at kende, hvilket på sin side bragte mig på vejen til reovery. I ethvert andet henseende oplever jeg stemplet som et overgreb på min menneskelighed. Faktisk var jeg, i en tilstand af akut følsomhed, ikke engang i stand til at skrive ordet ned (jeg kunne vitterligt ikke få pennen ned på papiret respektive trykke tasterne), for ikke at tale om at skulle høre på min terapeut sige det, uden at føle mig selv, eller: mit selv, reduceret til noget i nærheden af nul. Et trauma oveni et trauma.

Heller ikke hér: ingen familiehistorie mht. "galskab". Kun en grænseoverskridende, overkontrollerende mor (som jeg ikke har tilgivet: børn betyder ansvar, også det ansvar at man af og til, og især når det er ved at gå galt, gransker sine forældre-kvalifikationer kritisk), og en konfliktsky, fraværende far - den "klassiske" setting, om du vil. Men, åh, det havde jeg nær glemt: vi havde faktisk en kat!..."



Nu var min modvilje mod stemplet ikke undgået min terapeuts opmærksomhed. Vi ved jo allesammen, at "manglende sygdomsindsigt" er et udbredt "symptom" på netop denne "sygdom". Således også min terapeut. Ordet blev kun direkte udtalt nogle ganske få gange. Målet i denne, terapeuiske, sammenhæng var jo ikke, som desværre så ofte i en psykiatrisk sammenhæng, at få mig definitivt reduceret til noget i nærheden af nul.

Men: selvølgeligt skulle der også i denne, terapeutiske, sammenhæng checkes for og gerne opnås "sygdomsindsigt". Så min sjælefred på den front blev vedvarende forstyrret: "Hvad tror du, det kunne være?", "Tror du, det er noget alvorligt?" osv. i den duren. I ugevis holdt jeg stand: "Det ved jeg ikke.", "Aner jeg ikke." Mens jeg blev mere og mere irriteret: "Så hold dog op med at belemre mig! Sig det selv, hvis du synes, det absolut skal udtales!" Men næh nej, så ville vi jo ikke have opnået nogen "sygdomsindsigt", vel?!

Ca. samtidigt med, at jeg sad og bryggede på min kommentar til Giannas indlæg, sad også Pablo og skrev:

"(...) Alle har behov for at skabe en mening med deres liv. Mennesker er skabninger der bebor såvel tid som rum - andre skabninger lever meget mere i øjeblikket med kun lidt sans for for- og fremtid. Vi har behov for at skabe en topografi af tiden, et kort over livet, og det er vores historie. Herfra stammer vores fascination for historier og historiefortælling - fra dette behov for at kortlægge tiden og finde vores plads i den.

En diagnose er en erstatning for en personlig fortælling. Det er et forsøg på, at give nogen en historie når de ikke kan finde mening selv, men den er i sagens natur utilfredsstillende. Den placerer personen i en kasse og tilpasser individet til historien i stedet for at historien tilpasses individet. Del af recovery-processen er processen af at kræve din egen historie tilbage - den historie, der giver mening i dit liv, ikke i nogen andens. (...)"

Jeg vil gerne supplere Pablos kommentar med Grace Jacksons svar på Larry Simons spørgsmål efter årsagerne for, at emotionelle kriser så ofte ender i livslang, kronisk "sygdom". Ved siden af at nævne sociale og biologiske ("medicin"-relaterede) årsager taler Grace Jackson om psykologiske årsager til kronificeringen af krisetilstande: "...det kan blive meget attraktivt for et menneske, der ikke har nogen anden identitet i livet, eller nogen anden Mening - med stort M - en eksistentiel grund til at eksistere, at faktisk antage en rolle, der ikke bare giver mening for mennesket selv, men også for andre. Så, hvis jeg faktisk bliver vigtig for Nanny eller Chad, eller bliver vigtig i min familie, eller bliver vigtig for min psykiater, fordi jeg antager denne rolle, som alle siger jeg har, og hvis jeg får en bestemt værdi fordi jeg accepterer dette stempel, så har vi psykologiske årsager, der gør den [krisen] livslang, eller mere kronisk."

Iøvrigt er den U.S.-amerikanske psykologiprofessor Larry Simons indtil videre to interviews med den U.S.-amerikanske dissident-psykiater Grace Jackson virkelige highlights i hans også ellers meget interessante og anbefalelsesværdige række af radioblog-udsendelser "Stories We Live By". Find og nyd dem hér.

Irriteret, angst og vred og ude af stand til at skrive ordet ned blev jeg, fordi jeg, der hele mit liv havde levet andres historier, i netop det øjeblik, hvor jeg var begyndt at gøre krav på min egen historie, igen blev bedt om at leve en andens historie - og give afkald på min egen.

At kræve "sygdomsindsigt", som behandlingssytemet gør det, via identifikationen med et stempel, er detsamme som at kræve, at individet i krise reducerer sig selv til noget i nærheden af nul. Igen.

Jeg gav mig i sin tid. Det gjorde usigelig ondt. Selv om sammenhængen altså ikke engang var "officiel". Og selv om jeg inderst inde gjorde, som jeg altid havde gjort, når selvreducering, eller nærmere betegnet selvfornægtelse, var blevet krævet af mig, og råbte til mig selv: "NEJ!!!" Intet inderst inde nok så højt råbt nej kan gøre det skrevne ord uskrevet. Når jeg skriver, skriver jeg min egen historie. Og jeg havde måttet skrive ordet, og dermed en andens historie, ind i min egen historie. Atter en gang. Et Trauma oveni et trauma.