Hvordan bør "recovery" defineres? II

Nogle opfølgende tanker til Ron Ungers blogindlæg om recovery:

Definitionen på recovery, som Day Poulsen m.fl. gør brug af i deres artikel "Recovery og rehabilitering i psykiatrien", er hentet fra og sammenkogt efter Anthony, William A., "Recovery from mental illness: The guiding vision of the mental health service system in the 1990s" (pdf) Artiklen blev oprindeligt trykt i Psychosocial Rehabilitation Journal (min fremhævelse), 16(4), 11-23. William Anthony er leder ved Center for Psychiatric Rehabilitation (min fremhævelse), en statslig financieret institution, der hører til under Boston University.

I artiklen beskriver Anthony recovery som " a deeply personal, unique process of changing one’s attitudes, values, feelings, goals, skills and/or roles. It is a way of living a satisfying, hopeful, and contributing life even with limitations caused by the illness." (...en dybt personlig, unik proces hvor man ændrer sine holdninger, værdier, følelser, målsætninger, evner og /eller roller. Det er en måde, at leve et tilfredsstillende, bidragende liv præget af håb, selv med begrænsninger forårsaget af psykisk sygdom.) Bemærk at Anthony ikke benytter sig af begrebet "kronisk". Ikke desto mindre mener dog heller ikke han, som leder af en statslig subventioneret institution, der altså arbejder tæt sammen med psykiatrien, at recovery er andet, end at en person lærer at leve med en handicappende sygdom, der gør ham/hende afhængig af systemets serviceydelser ("medicin") for livet. Så kort kan det nemlig siges, det, Anthony ellers bruger side op og side ned med ekstremt patetisk retorik på.

Ifølge Anthony er forskellen mellem "rehabilitering" og "recovery" den, at rehabilitering er den service, systemet yder for at en person kan recovere. Det er altså systemet, der rehabiliterer, mens det er individet, der recoverer. Ja, så nemt kan man altså gøre rehabilitering og recovery til to sider af samme sag, og derved tømme recovery-konceptet for sin oprindelige mening - for at fylde det med psykiatriens mening, der altid har udelukket og til stadighed udelukker, at fuld recovery mht. psykoser er mulig. Med dette mål for øje, er Anthony heller ikke bleg for at påstå, at "recovery" fra fysisk sygdom ikke nødvendigvis må betyde uafhængighed fra behandlingssystemet. Netop den påstand, som Ron Unger med rette kalder for "bedragerisk og inkompetent". Og selvfølgeligt er det netop denne definition, den danske psykiatri, repræsenteret af bl.a. Day Poulsen, tryller frem af hatten. I et desperat forsøg på, at gøre recovery-konceptet spiseligt for systemet.

Både Anthony og den danske artikel undlader da også omhyggeligt, at bringe "fuld recovery", altså fuld uafhængighed af systemet ("medicin"), som det endelige mål af enhver recovery-proces, på banen. En sådan uafhængighed eksisterer ikke i systemets begrebsapparat. Psykoser er per definition kroniske sygdomme, der kræver livslang behandling (medicinering). Mens de mennesker der, som Dan Fisher for eksempel, opnår fuld recovery, nok aldrig har været "rigtig" psykotiske alligevel ("fejldiagnosticeret"), eller selv tager helt fejl, hvis de tror, det ikke til enhver tid kan ske igen, bare fordi de tilfældigvis (!) i en periode er i stand til at klare sig uden systemets støtte ("medicin"): Psykoser er kroniske sygdomme, fuld recovery er ikke muligt.

Det problematiske, uspiselige, ved recovery-konceptet ligger for systemet ikke så meget i tanken om, at mennesker kan komme sig helt. Det mest problematiske, uspiselige, ligger i kendsgerningen, at det som oftest er alle andre end de medicinske behandlingstiltag, der gør fuld recovery mulig for folk.

Hvis det var "medicinen", der hjalp folk med at recovere, ville systemet øjeblikkeligt være med på, at fuld recovery, også fra psykoser, er mulig. Men det er det altså ikke. Tværtimod. Som oftest er det netop personer, der enten undgår medicinering helt, eller anvender den meget sparsommeligt og tidsbegrænset, der opnår fuld recovery. "Medicinen" står faktisk i direkte sammenhæng med recovery-chancerne: Jo højere dosering i jo længere tid, desto mindre bliver chancen for fuld recovery.

Detsamme kan siges om den bag "medicinen" liggende filosofi, den biologiske forklaringsmodel: Jo større tro på biologien, jo mindre chance for fuld recovery. Fuld recovery er nemlig som oftest noget, man opnår i takt med at man opnår indsigt i hvad der har forårsaget problematiken, på et eksistentielt niveau. Uden selv-/indsigt er rehabilitering, "social recovery", mulig. Men altså ikke fuld recovery, eller det, der kan siges at være egentlig recovery.

Ron Ungers blogindlæg er en reaktion på hvad Daniel Fisher bl.a. i artiklen "A New Vision of Recovery: People can fully recover from mental illness; it is not a life-long process", giver udtryk for. Dan Fisher afgrænser godt nok hvad han kalder for "the Empowerment Vision" (fuld recovery, og dog...) mod et "Rehabilitation View" ("social recovery", rehabilitering) af "recovery" (sammenlign med Day Poulsen med fleres definition af "recovery" i forhold til rehabilitering). Men han slækker dog såpas på fordringerne, at han selv ved "the Empowerment Vision", som en noget mere radikal opfattelse af "recovery" end "Rehabilitation View"et, indrømmer medicinering en vis eksistensberettigelse. Det er denne indrømmelse, Ron Unger med rette protesterer imod.

Konklusionen er, at der findes rehabilitering i psykiatrien, og recovery udenfor densamme. "Recovery" er til stadighed ikke anerkendt i psykiatrien, andet end som et nyt ord for rehabilitering. Mens selve konceptet til stadighed holdes mere eller mindre konsekvent udenfor. Med fare for at gå i glemmebogen. Hvis vi lader os fortsat besnære af psykiatriens patetiske retorik.