Nyliberalisme à la Enhedslisten

Jaja, knapt nok havde jeg i går nået at skrive, at jeg nyder at være undervejs, og altså et levende menneske, i fuld gang med at lære at leve livet, og klikke på "publish post", så drattede der den månedlige opdateringsmail fra Gaderummet ind ad min inbox. Bl.a. med link til to læserbreve, publiceret hhv. den 24.04. og den 03.05.2008 i Dagbladet Arbejderen. Det ene, "Når Enhedslisten sparker nedad" (pdf) skrevet af nogle af Gaderummets brugere, det andre, "Gaderummet som fortsat fristed" (pdf) Rikke Lauritzens og Mikkel Warmings svar på det førstnævnte.

"Det, der giver mig problemer, er ikke så meget længere, hvad der har været. Det er, hvad der er, hvad jeg ser foregå i denne verden, her og nu." "Over"følsom? "Symptomer"?? Tja, hvis det er en sygdom, at være et levende menneske med den tilhørende evne til at mærke, føle og tænke selvstændigt, så må jeg vist hellere skynde mig hen, og få noget mere behandling! Og denne gang skulle jeg måske vælge den slags, som der virkeligt er "evidens" for, at den "virker", og lade både mine selvstændige tanker, sanser og følelser blive dopet godt og grundigt i sænk. Så jeg ikke risikerer, at nogensinde kunne reagere igen, på noget som helst.

Hvad var det, der fik sindet i kog, denne gang? Det var sætninger som disse hér: "Vi synes til hver en tid, at det er meget vigtigt, at kommunens sociale tilbud er så brede og mangfoldige som overhovedet muligt. Kun derved kan vi sikre, at flest muligt får den rigtige individuelle hjælp, de har behov for."

Eller disse: "Og vi ønsker, at Gadeummet skal fortsætte, som det oprindeligt var tænkt: Som et sted, hvor der er højt til loftet og selvtilrettelæggelse. Et sted, hvor der ikke er stærke ledere, og hvor sårbare unge kan komme og være sig selv, samtidigt med at de får den behandling, som en del af dem har brug for."

Hvor "brede og mangfoldige" kommunens tilbud er, kan tydeligt ses på et sted som "Nødrummet". Man kan vælge helt frit mellem at holde kæft og makke ret enligt de herskende, umyndiggørende regler på stedet, og gider man ikke det, ja så er det a) enten ud på gaden i en vis fart igen, i givet fald assisteret af politiet, eller b) med ca. samme, visse fart afsted til den nærmeste lukkede, hvor man kan se frem til, at få netop den "rigtige individuelle hjælp", systemet (apropos "stærke ledere") mener, man har så hårdt brug for: en eller anden umyndiggørende diagnose, afhængigt af, hvilket humør den ansvarlige psykiater lige er i, og de tilhørende velkomst-piller, respektive, hvis man skulle vise sig at være så utaknemmeligt at afvise "hjælpen", den tilhørende velkomst-sprøjte, der doper én ufejlbarligt ind i et kemisk tågedis og fra enhver sans og mening (= fra enhver "over"følsomhed og ethvert "symptom"). Det må virkeligt kaldes for et "bredt og mangfoldigt tilbud"!

Jeg spørger mig, under disse omstændigheder, hvad "højt til loftet" i Rikke Lauritzens og Mikkel Warmings verden betyder. Jeg formoder, at hvis jeg ser et loft ca. i krybehøjde foran mig hér, så skal jeg måske bare prøve, at se på det ud fra alle de menneskers perspektiv, der allerede er tromlet godt og grundigt ned af nyliberalismens vejtromler, for at få øje på noget, der kunne betegnes som "højde".

"Den noget hæretiske tanke kom mig, at hvad nytter det at anstrenge sig og knokle sig igennem en krise uden den mildnende virkning af kemiske stoffer, og opnå derigennem selvforståelse og derigennem igen en større forståelse af verdenen, hvis det man så forstår er, at verdenen faktisk er et ret så umenneskeligt sted at være i??? Er det måske, i sidste ende, alligevel den bedre løsning, at vegetere derudad, i et neuroleptisk tågedis, der holder en på ubegrænset tid, eller i hvert fald så længe som man er 'compliant' i lykkelig uvidenhed?" Tja, både Rikke Lauritzen og Mikkel Warming ser, i skønneste harmoni med den herskende, nyliberalistiske kæft-trit-og-retning-ideologi, ud til at mene, det er den bedre løsning.