"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

mandag den 5. maj 2008

Mere recovery

"Recovery" kan stå for to forskellige ting: Det kan være et mål, man sætter sig, og det kan være den udvikling, der fører til dette mål. Vejen er målet, hedder det. Men mister man målet ude af syne, mens man er på vejen, fordi man tror, man er nået så langt, som man nu kan komme og derfor stopper op undervejs, vil man selvsagt aldrig komme videre. Man vil ikke være undervejs, man vil ikke være på vej(en) længere.

Udvikling, forandring, fremskridt, er muligt igennem hele livet. Udvikling, forandring, er livet. Også mht. recovery. At standse denne udvikling, f.eks. ved at tro, eller få et andet menneske til at tro, at yderligere forandring ikke kan opnås, at enden af vejen er nået, er drabeligt.

Jeg er enig med Ron Unger i, at, for at stoppe en yderligere udvanding af recovery-konceptet, bør fuld recovery, som et mål, hvor man er helt uafhængig af systemets serviceydelser, stå som det, enhver recovery-proces sigter mod.

En af de vel nok mest udtalte modstandere af en sådan opfattelse af recovery er den U.S.-amerikanske psykiatri-ekstremist E. Fuller Torrey. I et tidligere indlæg på sin blog gengiver Ron Unger sin artikel om recovery, der blev trykt i avisen The Register-Guard, og E. Fuller Torreys svar på samme.

I sit svar citerer Fuller Torrey bl.a. de recovery-kriteria, som Courtney Harding stillede op til sin langtidsstudie "The Vermont Longtudinal Study of Persons with Mental Illness" (1987):

• having a social life indistinguishable from your neighbor (at have et socialt liv ikke forskelligt fra naboens)
• holding a job for pay or volunteering (at være i betalt eller frivilligt arbejde)
• being symptom free, and (at være symptomfri, og)
• being off medication. (ikke at tage medicin)

(Mere om denne og lignende studier kan man læse i Edward L. Knights artikel "Recovery".)

For Fuller Torrey er specielt det sidste punkt på listen en rød klud, og han skriver: "Hvis recovery betyder at vi bevæger os hen imod et psykiatrisk behandlingssystem uden medicinering ... er vi allesammen i vanskeligheder." Ja, fordi psykiatrien som sådan ikke har andet at byde på som "behandling", end medicinering, ECT, og - i heldigvis i dag meget begrænset omfang! - "psykokirurgi" - læs: lobotomi. Eventuelle andre tiltag, såsom samtaleterapi, er ikke psykiatriske, selv om de måtte blive tilbudt indenfor psykiatriens/socialpsykiatriens ydre rammer. Et psykiatrisk behandlingssytem, der ikke længere havde medicinering som "behandling" til sin rådighed, ville næppe være overlevelsesdygtig, berøvet det vigtigste af alle sine til rådighed stående redskaber til at udøve social kontrol med.

"Vi må redde det psykiatriske behandlingssytem", fortsætter Fuller Torrey da også ganske rigtigt sit kampopråb (= call to arms). "Lad ikke de selvretfærdige fanatikere [recovery-fortalerne] skræmme dig. Stil spørgsmål og stop vanviddet."

For Fuller Torrey og hans tilhængere er "recovery" ensbetydende med sygdomsindsigt og den deraf følgende, selvfølgeligt medicinske, neuroleptiske, behandlingscompliance. Recovery er for ham netop ensbetydende med, at en person finder sig i sin skæbne og lærer at leve med "de begrænsninger en kronisk sygdom giver". Hvilket altså ikke er recovery, men rehabilitering. Allerhøjest.

Siden det nu ville være lidt pinligt at måtte indrømme, at man simpelthen frygter for sin professions overlevelse, sit job, forsvares dette standpunkt ved at ethvert recovery-koncept, der måtte gå ud over rehabiliteringens grænser, "giver dem [af brugerne] urealistiske forhåbninger, der aldrig vil recovere, uanset hvor meget de prøver, fordi deres sygdom er så alvorlig." (Sally Satel og Mary Zdanowicz, "Commission's Omission. The President's Mental-Health-commission In Denial")

Mit spørgsmål i denne sammenhæng er, hvad der skulle kunne give nogen retten til at nægte alle chancen for recovery, bare fordi der eventuelt er enkelte, som man for øvrigt umuligt kan vide på forhånd, hvem vil være, der aldrig opnår uafhængighed fra behandlingssytemet?? Måske skulle man også generelt forbyde folk at leve livet, siden der altid er nogle, der kommer galt afsted med det??...

Man kan hvad man vil, hedder det også. Det er så sandt som det er sagt. I hvert fald mht. et menneskes personlige udvikling. Begrænset er denne kun af døden, den fysiske, og af den, der er resultat af at man lader sig lokke i en blindgyde og parkere dér på ubestemt tid.

Selv har jeg valgt en recovery-definition, der holder mulighederne for videre udvikling ubegrænset åbent. I overensstemmelse med Ron Ungers kriterium om uafhængighed fra enhver støtte fra en behandler, ville jeg kunne betegnes som "recoveret" på nuværende tidspunkt. Men, kan jeg læne mig mageligt tilbage og sige, at jeg har lært at leve, med eller uden handicap? Har jeg lært at leve livet? Har jeg lært at leve med mig selv? Har jeg lært, at leve med det eneste "handicap", den eneste "kroniske sygdom" mht. mit sind, jeg nogensinde har haft, nemlig den, at jeg er mig? Har jeg lært alt, der skal og kan læres? Er jeg nået til vejens ende?

Ser man, som jeg gør det, i overensstemmelse med f.eks. Laing, "psykisk sygdom" som eksistentielle kriser, selvets forsøg på at komme i gang med den udvikling, den proces, livet i sin helhed er, ser man det som et forsøg på, at finde fra blindgyden tilbage til vejen, må svaret nødvendigvis være nej.

En af mine undervisere i ridning fortalte engang en lille sjov anekdote fra den Spanske Rideskole i Wien: Der blev holdt et arrangement for overberideren, der var blevet pensioneret. En reporter spørger overberideren, hvor lang tid det tager, at lære at ride. Overberideren svarer: "Tja, lad mig se: jeg har haft de bedste læremestre, der findes, har fået lov til at ride de bedste elevheste, man kan komme ud for, og jeg har haft talent. Under de omstændigheder vil jeg skyde på ca. 200 år."

Jeg er ikke recoveret. Jeg er i gang med at recovere: med at lære at leve med mig selv. Med at lære at leve livet. Det vil jeg blive ved med at være i gang med i, i hvert fald, de næste ca. 200 år endnu - eller mere, siden jeg ikke altid har haft desamme fordelagtige omstændigheder som overberideren. Og jeg nyder faktisk at være undervejs!

Ingen kommentarer: