"Er ADHD en anerkendt diagnose?", noget om "reelle varige sindssygdomme", og hvorfor postnummeret bestemmer diagnosen

Lidt flere brølere - både psykiatriske, men også en psykologisk sådan:

"Er ADHD en anerkendt diagnose?" lyder spørgsmålet fra en bekymret forælder og lærer i tv 2 nyhedernes brevkasse. Og, "ja", forlyder det fra Susan Schlüter, der er cand. psych. (cand. bio-psych??). Hun sætter i det følgende godt nok ordet "sygdom" i anførelsestegn, men tøver dog ikke et sekund med at afgrænse såkaldt "ADHD" biopsykologisk skarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet - ligesom man især i psykiatriske kredse så gerne afgrænser "sindssygdom" knivskarpt mod eksistentielle kriser, og med at betegne denne såkaldte "sygdom" som arveligt. Med overbevisende selvsikkerhed.

Hvor kommer denne selvsikkerhed fra? Et "ADHD"-gen har man indtil videre lige så lidt kunnet finde frem til, som de gener, der angiveligt er skyld i stort set alle de andre såkaldte "psykiske sygdomme". Mens det eneste kriterium, der eventuelt kunne afgrænse "ADHD" mod hyperaktivitet og impulsivitet, ved denne diagnose som ved alle andre psykiatriske diagnoser, består i (be-)dømmelsen af individets adfærd. Det vil sige, diagnosen stilles efter individets adfærd er blevet (be-)dømt på grundlag af et rent subjektivt skøn. Objektive videnskabelige tests findes ikke.

Således hedder det i Susan Schlüters svar til den bekymrede forælder og lærer angående tegn på "ADHD", at:
"Fx. behovet for nattesøvn, som er betydeligt minimeret, samt påbud, regler og "irettesættelser" hele tiden skal gentages."
Spørgsmålet bliver, hvorvidt dette kriterium og andre ligeså subjektivt (be-)dømmende kriteria overhovedet er egnet til at afgrænse "ADHD" knivskarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet.

Hvilket leder mig til brøler nr. 2, der tydeligt viser, i hvor stor udstrækning psykiatrisk diagnosticering er bestemt af et subjektivt skøn, der mangler enhver objektiv videnskabelighed.

Ved brøler nr. 2 drejer det sig om de ekstremt store forskelle fra region til region i diagnosticeringen af børn, som man bl.a. kan læse om hér.

I denne sammenhæng er det så formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Hanne Børner, der knivskarpt skelner mellem "ADHD", som biologisk, genetisk betinget sygdom, og miljøforårsagede adfærdsproblemer:

"Det [de store forskelle] viser, at man forstår børns symptomer på mange måder. Der er stadig nogen, der eksempelvis har svært ved at acceptere diagnosen ADHD (DAMP) og hellere vil forklare symptomerne med miljøet omkring barnet. Det handler om, at man skal acceptere, at børn også bliver psykisk syge," citerer artiklen Hanne Børner.

Det falder nu virkeligt lidt svært at acceptere "psykisk sygdom" som biologisk og genetisk betinget sygdom, ikke bare med hensyn til børn, men generelt, når forskningen til stadighed mangler, at frembringe relevante beviser for disse påstande, der, hvis jeg lige må minde om det, blev vedtaget som værende fakta i forbindelse med farmaindustriens salgsfremstød med hensyn til psykofarmaka (nærmere betegnet Prozac) sidst i 80'erne.

I modsætning til Hanne Børner, ser jeg i de store diagnosticeringsforskelle - der iøvrigt ikke kommer bag på mig - ikke andet end et yderligere bevis på psykiatriens status som en tro-det-eller-lad-være-"videnskab". Interessant i denne sammenhæng er for resten også, at psykiatrien er den eneste medicinske "videnskab", der vedtager respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke fordi der skulle findes entydige, objektive og dermed virkeligt videnskabelige beviser for deres berettigelse...

En anden, ikke mindre knivskarp, men lige så tvivlsom, afgrænsning kan man bl.a. finde foretaget hér, hvor der, ganske i stil med Karin Garde iøvrigt, skelnes mellem "reel varig sindssygdom" (altså igen: biologisk, genetisk betinget og per se kronisk sygdom, andetsteds på nettet nærmere udspecificeret som værende f.eks. "skizofreni") og "belastningsskader som stress" (miljøbetingede, eksistentielle kriser).

Én ting er, at der for alle de ovennævnte psykiatriske såvel som bio-psykologiske påstande mangler enhver form for dokumentation - og jeg kunne være fristet til at anmode f.eks. Susan Schlüter om at lade mig eventuel relevant dokumentation tilkomme, men en sådan anmodning vil nok støde på en nærmest "kataton" (lamslået af skræk) tavshed fra hendes side, som det plejer at være tilfældet ved den slags forespørgsler.

En anden side af sagen, og hér specielt med hensyn til brøler nr. 3: "reel varig sindssygdom", er at disse betegnelser indeholder det ekstremt destruktive fordi "disempowering" budskab, at recovery ikke er muligt. I anbetragt af et hav af videnskabelige studier, der viser, at det modsatte er tilfældet (især for individer, der formår at undgå respektive undslippe psykiatrisk og bio-psykologisk "hjælp"), må det betragtes som både moralsk og videnskabeligt(!) uforsvarligt, at anvende denne terminologi.

Jeg kan kun anbefale Susan Schlüter, Hanne Børner og alle deres kolleger, de psykiatriske som de psykologiske, at aktualisere deres faglige viden, f.eks. ved at læse John Breedings The Wildest Colts make the Best Horses, og, angående den psykiatriske "videnskab" generelt, Steven Morgans artikel "The other side of mental health science".

Ligeledes ville det være glædeligt, hvis Danmarks journalistiske stand gik lidt mere i dybden med sin research, i stedet for at, gang på gang, ukritisk drøvtygge de selvbestaltede "eksperters" meninger og holdninger.