"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

mandag den 7. juli 2008

Hvordan man skaber sin egen lidelse

Ja, så klarede jeg det atter en gang: at skabe en god gang lidelse for mig selv. Det er ellers også længe siden sidst, og var altså på tide. Hvis jeg ikke skulle ende med at få storhedsvanvid.

Hvordan gør man? Jo, man tager f.eks. en lille misforståelse omkring nogle friweekender, der gør, at man, i stedet for at få den friweekend, man egentligt havde tilgode, får en ekstra arbejdsweekend, og så ekspederer man sig selv ekspres - og selvfølgeligt inden man har gjort noget som helst for at opklare misforståelsen! - ind i offerrollen: "Dér kan du bare se, du er ikke værd, at blive taget det mindste hensyn til!" siger den lille stemme i hovedet. Og så kan man lige så godt give den hele armen, hvorfor nøjes med "halve løsninger", når man nu er kommet så godt fra start: "Du kan lige så godt forsvinde helt. Der er alligevel ikke nogen, der ser dig og altså vil komme til at savne dig." Så skal man bare gå helhjertet ind i identifikationen med offerrollen. Den offerrolle, man måske nok befandt sig i en gang i tidernes morgen, da man faktisk, og mere eller mindre konsekvent, blev overset, men som man altså hér og nu kun behøves at befinde sig i i det omfang som man selv vælger at ignorere øjeblikket, og i stedet for vælger at identificere sig med tidernes morgen. Man skal bare vælge at identificere sig med sin egen fortid, sin historie - som offer. Så er den hjemme.

Den side af egoet, som Eckhart Tolle kalder for "Pain Body" ææælsker den slags. Hvis ingen ser mig, hvis jeg er så usynlig, ubetydelig, at ingen bemærker mig, tager hensyn til mig, hvis jeg, i andres øjne, ikke er nogen/noget, så kan jeg vel altid gribe til lidelsen som et sidste halmstrå og blive (gøre mig selv) til "offeret", ikke? En hel lørdag aften tilbragt i skønneste ego-identifikation ("Jeg er min historie - som offer, ja!"), og altså i dyb lidelse, og den halve søndag med. Hurra for det! Jeg klarede det næsten til den helt store guldmedalje. "Stemmer", momentane "tankeforstyrrelser", glimt af "vrangforestillinger", og lejlighedsvise fulde stop. (Mens alt dette, og især det, jeg kalder for "fuld stop", afholdt mig fra at få opklaret misforståelsen, siden det afholder mig fra stort set enhver aktivitet, og således effektivt sørger for, at jeg uforstyrret kan fortsætte med at lide.) Lidt af hvert. Jeg var ikke ude at dykke. Jeg var ved at drukne. Mig selv i min selvskabte lidelse.

Jeg gik alligevel glip af guldmedaljen, druknede ikke, fordi jeg, inderst inde, godt var klar over, at jeg selv havde lagt møllestenen, der trak mig ned i lidelsen, det hér kæmpestore NEJ! til hér og nu, om halsen på mig. Så, jeg kunne vel bare tage den af igen. Siden jeg er sååå færdig med at drukne - mig selv, i min selvskabte lidelse. Og det gjorde jeg så, langt om længe, og ikke uden at også have prøvet at sætte et endnu større NEJ! ovenpå det første. Noget, der er velegnet til at give lidelsen en yderligt intensiverende dimension.

Jeg fortæller det hér, fordi jeg tit møder mennesker, der siger, at alt det, psykiatrien betegner som "symptomer" på "sygdom", "bare sker" for dem, pga. en størrelse udenfor dem selv, en "sygdom". At det befinder sig helt og aldeles udenfor deres kontrol, om det sker eller i hvilket omfang. Og, og dette er det springende punkt, at kontrol ikke kan opnås. I hvert fald ikke inde fra dem selv af. Allerhøjest udefra, ved hjælp af kemi, eller, i givet fald, elektricitet.

Emotionel lidelse ("psykisk sygdom"), ligemeget i hvilken form, og om end som oftest udløst af verdenen, skabes altid inde i én selv og af én selv, eller: i og af éns reaktive (på verdenen reagerende) ego. Enden på denne lidelse kan altså kun komme indefra. Med erkendelsen: "Din fortid har ingen magt over det nuværende øjeblik."

Det nuværende øjeblik

4 kommentarer:

tosommerfugle sagde ...

Et område som jeg selv kender til er stammen. Ikke for at sidestille, men alligevel nogle paralleller, der ofte (ikke konsekvent) ses for nogen der stammer:

Det mærkes som en slags dæmon, uden for egen kontrol, der kommer og plager. Pludseligt, uforudsigeligt.

Stammen bliver noget forkert, farligt, skamfuldt. Fylder det hele, en identitet, en krykke, "jeg er ramt".

Søgen efter fejlen, en dims, en pille, et snit, et ritual der kan fixe. Manglen på blivende effekt cementerer dæmonen.

Den største del af stammen er hvad den stammende selv gør for at undgå at stamme. Mønstre der udvikles for at få kontrol bliver selv til et prægende problem, endnu et lag.

Den "indre stammen" fylder fylder meget mere end hvad omgivelserne ser. Et isbjerg med 90% under overfladen. Velmenende "du skal da bare..." rammer ved siden af.

En central terapi er at acceptere stammen som en del af selvet, se at det er "noget jeg gør", kan påvirke og ændre. Lære at kende gennem at erkende og forstå egne reaktioner. Frivillig stammen som en måde at styre processen, i stedet for at være "offer".

En farlig tanke - hvis jeg ikke stammede, ville mine problemer så alligevel ikke være løst? Skifte fra "jeg er stammer" til "jeg er en der stammer".

En ikke-parallel.... psykiatrien har ikke opnået at blive definerende for hvad "det rigtige" er at gøre, har ikke kunnet overbevise.

(Som stammer er jeg ikke så sædvanlig, så ovenstående er ikke et billede af min stammen, men nogle mere almene observationer).

Marian sagde ...

Sammenligningen med stammen er vist ikke helt af vejen.

Egentligt er "dæmon" måske ikke engang så forkert. Besat af en dæmon. En besættelse: ego-identifikationen. Besat af ego. Og så er der ikke langt til at være besat af lidelse - når man nu ikke rigtigt kan være besat af villa, Volvo, vovse.

Men, nej!, ikke en dæmon, en besættelse. For det er noget, man har, ikke er. Og hvad man har kan man miste - eller give slip på. En farlig tanke, ja. Sine gener, derimod, sin hjernekemi, defekt eller ej, det kan man være. Så, lad os endeligt holde godt fast i defekte gener og en hjernekemi i ubalance, "sygdom"! Så vi ved, hvem/hvad vi er.

silhuet sagde ...

Først og fremmest: Tak. Tak fordi du hjælper med at vende verden på hovedet, livet lidt op og ned, så man igen SER og ikke bare TROT, at man ser.

Vanens magt er forfærdelig stor.

Det er så smukt, det du skriver. For du giver alle med en lidelse (som navneord) en mulighed for at slippe fri af lidelsen (som udsagnsord)
Jeg har selv brugt offerrollen. Ikke af ondskab, men fordi jeg ikke kunne andet. Jeg havde brugt intellektet, humoren, højrøstetheden, gråden, kaldet...alt. For at finde ørenlyd. Uden at det lykkedes.

Så brugte jeg offerrollen. Sultede mig selv, fandt trøst i hjælpeløsheden og afmagten, fordi jeg derved undgik den slemme, slemme, og forbudte "vrede". Nej, jeg var ikke vred...jeg var ked af det...NOT!

Jeg levede mig ind i magtesløsheden, fortvivlelsen og følelsen af at være slave af min egen sorg.
Ikke af ondskab, men fordi jeg ikke anede mine levende råd.Fordi jeg ikke turde vreden, grænsesætningen og det gjaldende NEJ.

Det gør jeg i dag. Men ind imellem glemmer jeg det, og så er det fantastisk at læse indlæg som dette. Fuld af konfronterende forståelse....so to speak.

Marian sagde ...

Tak til dig også, Louise! For at vende op og ned på det hele. Med din helt egen poetisk utroligt smukke "frastand" ;) - "Stilstand er tilværelsens værste fjende", ja!