Jønke og ordensmagten psykiatri, del II

Siden Jønke er i pressen igen i dag, vil jeg benytte lejligheden til at komme med et par flere bemærkninger om hans sag og psykiatriens politiske rolle som den ultimative ordensmagt i enhver stat.

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet hvad jeg mener om sagen, og lagde mit indlæg dengang også ud på min 24 blog (der dog ret hurtigt mistede sin fascination, da 24 ikke bakker specielt meget op om Mac, hvilket ødelagde formateringen og dermed læsevenligheden), hvor det gav anledning til lidt diskussion.

Hér er, i lettere redigeret udgave, mit bidrag til denne diskussion:

"Thomas Szasz har nogle meget interessante synspunkter om emnet.

Nu er Thomas Szasz liberalist (og i modsætning til vores magthavere, en virkelig liberalist, der ikke bare sætter sin egen frihed over alt andet, men også mener andres frihed er urørlig), og mener altså, at det stort set udelukkende er det enkelte individs ansvar, at gøre noget ved sit eget liv. Helt sådan ser jeg det ikke. Jeg mener så afgjort, at også samfundet har en god del af ansvaret overfor sine enkelte medlemmer (no man is an island!) - og således burde spørge sig selv, hvilke mekanismer i samfundet der "producerer Jønker", eller "utilpassede", rebelske, voldelige unge, for den sags skyld.

Det, der dog gør Szasz' argumentation sympatisk er, at han, og her er jeg helt enig med ham, anser det som en grundret, ethvert menneske har, at få lov til at tage ansvar for sine egne handlinger. Uanset hvad. Faktisk betragter Szasz det som ethvert menneskes pligt, at tage dette ansvar.

I mine øjne forudsætter det dog, at samfundet skaber den basis, der skal til, for at alle kan tage det ansvar. Ved at gøre det muligt for alle, at få deres helt egne, konstruktive sprog.  Som jeg ser det, "fungerer" vores samfund i dag på den måde, at ethvert individ til ethvert tidspunkt - dvs. når som helst det passer øvrigheden - kan frarøves denne grundret delvist eller helt. Og kan det ikke lade sig gøre ved at ty til en fair proces, så kommer psykiatrien som den ultimativt umyndiggørende magt ind i billedet. Det er ikke demokrati. Det er totalitarisme.

Ligesom det i min verden er, ja, tortur, at frarøve dem, der måtte have det, deres sprog, og hindre dem, der ikke har deres eget sprog, i at finde det, og, i tillæg, at pacificere disse mennesker såpas, at de heller ikke længere kan gøre brug af de eneste udtryksmuligheder, de har til deres rådighed (altså vold, kriminalitet, psykiatriske "symptomer", etc.). Ene og alene for at slippe for, at skulle indlade sig på disse menneskers oplevelse af det samfund, de lever i (jf. hér psykiatriens definition af  en fra normen afvigende virkelighedsopfattelse som værende tegn, "symptom", på "sindssyge"). Og dermed slippe for, at skulle sætte spørgsmålstegn ved samfundets normer og værdier. Hvilket jo i sidste ende er, hvad Jønke, alle, der begår kriminalitet, er afhængige af stoffer, eller har psykiske problemer, gør: deres adfærd sætter spørgsmålstegn ved samfundets normer og værdier. (...)"

Alt i alt, under stregen, må der konkluderes, at der skal intet andet til, end at man protesterer en anelse for højlydt eller en gang for meget (efter omgivelsernes normer) mod de omstændigheder, man befinder sig i, så kan man altså til enhver tid blive "ryddet af vejen". Også i en "retsstat", et "demokrati". Også selv om det ikke er bevist, at man har brudt en skreven lov.

Jønkes familie og venner har sat hjemmesiden "Retten til at forsvare sig selv" op, og hér kan man erhverve §13 T-shirten.

Og nej, jeg er stadigt ikke ukritisk hverken overfor Jønke eller Hells Angels. Men jeg er lige så lidt ukritisk overfor en stat, der benytter sig af totalitære institutioner for at tystne "ubekvemme elementer", om de så hedder Jønke eller noget helt andet.