At forandre systemet indefra

Gianna lagde i fredags et spændende indlæg, indeholdende to videoer, om Patricia Deegan på sin blog, hvori hun bl.a. nævner at hun "ønskede hun (Pat Deegan) ville tale mere om hvor vigtigt det var, at komme ud af medicinen".

For ca. to år siden læste jeg den norske psykolog Arnhild Lauvengs bog I morgen var jeg alltid en løve, der omhandler hendes oplevelser som "skizofren" i den norske psykiatri, hendes recovery, og hvordan hun blev psykolog.

Jeg husker, at jeg blev noget skuffet over Lauvengs "laissez faire-tilgang angående tanken om, at andre ofte er ekstremt overmedicineret", som Gianna skiver i sit indlæg med hensyn til Pat Deegan.

Lauvengs historie var en af de første jeg læste af et menneske, der var recoveret, og var blevet professionel behandler indenfor området, og dengang troede jeg stadigt, at det var et snarere sjældent fænomen, at en overlever/eksbruger gik ind i systemet som professionel. Hvilket jeg senere fandt ud af, at det ikke er. Dan Fisher og Rufus May er bare et par andre eksempler på folk, der har valgt at gå ind i systemet, med henblik på at ændre det. Og Patricia Deegan altså lige sådan.

Det problematiske med dette er detsamme som det ofte er med politiske aktivister, der vælger at prøve at ændre systemet indefra: inden de har opnået en position i systemet, der virkeligt ville give dem muligheden til at ændre det, er de ofte blevet mere eller mindre tryllebundet af dette selvsamme system. Et andet, og måske endnu mere afgørende, problem med det er, at hvis man påtager sig rollen af og identificerer sig som den kæmpende "guerilla", bekæmpende en fjende som man føler, bekæmper én, vil man uundgåeligt blive ved med at kæmpe, selv om der opnås et magtskred, selv om det en dag skulle være én selv, der står med magten: revolutionen spiser sine egne børn. Den sorte befolkning i Sydafrika kæmpede successrigt mod Apartheid, mod de hvide undertrykkere. Nu kæmper sorte mod sorte.

For at kunne bryde denne onde cirkel af aggression, ville man være nødt til at holde op med at kæmpe, med at skabe fjendebilleder, med at gøre andre til objekter og derved gøre dem til sine fjender.

Nu vil jeg ikke antyde at Pat Deegan eller Arnhild Lauveng er på nogen måde mere aggressive end de fleste mennesker. Bestemt ikke. Begge er snarere mindre aggressive. Dog kræver aktiv deltagelse i et system, der er såpas præget af aggression (med angst som værende kilden til al aggression) som psykiatrien er det, at man er villig til at indgå kompromis med et vist niveau af aggression.

I den anden video, som Gianna har i sit indlæg, og som jeg også vil tilføje dette indlæg, taler Pat Deegan om de sjælekvaler hun gennemgik, hver gang hun som praktikant på en psykiatrisk afdeling under sin uddannelse måtte være vidne til at andre blev underkastet densamme nedværdigende "behandling", som det at blive bæltefikseret, som hun selv var blevet udsat for. Hvis hun ikke ville få alvorlige problemer, ikke ville sætte sin position, sin fremtidige karriere som psykolog på spil, var hun nødt til, i det mindste, at tolerere, at acceptere stiltiende, at disse krænkelser mod menneskerettighederne fandt sted, mens hun havde meget ringe, om overhovedet nogen, mulighed for at gribe ind og stoppe disse krænkelser hér og nu. Dette er i mine øjne en slags "passiv aggression". Det er delagtighed. Og det er at sælge sin sjæl.

I denne radio blog show taler psykologen Larry Simon om, hvorfor han forlod ICSPP (International Center for the Study of Psychiatry & Psychology), og hvorfor han afsluttede sit professionelle samarbejde med analytikeren Dominick Riccio. Selv om både ICSPP'en som Dominick Riccio "privat" er enige i et syn på "psykisk sygdom", der svarer til Larry Simons, et syn der ser "psykisk sygdom" ikke som biologisk forårsaget hjernesygdom, men snarere som en ganske sund reaktion på traumatiserende oplevelser, der som en sådan ikke burde diagnosticeres, stemples individer dog stadigt officielt med psykiatriske diagnoser af ICSPP-medlemmerne, inklusive Dominick Riccio (på grund af forsikrings-, betalingsbetingelser), hvorved mainstream psykiatriens praksis af at diskriminere individer stiltiende accepteres. For pengenes skyld.

Nogle vil måske indvende, at Larry Simon giver afkald på en mulighed for at bringe forandring ind i systemet, ved at melde sig ud af ICSPP'en og ende samarbejdet med Dominick Riccio. Jeg tænker, at han ved at således yde passiv modstand i stedet for at blive ved med at kæmpe, faktisk gør brug af en meget klog taktik, der måske ikke er egnet til at ændre systemet over natten, men sikkert over længere sigt. Mens denne fremgangsmåde tillader ham selv at bevare sin integritet i et noget større omfang, end ethvert yderligere forsøg på at ændre systemet indefra havde tilladt ham at gøre.

Hver gang et menneske er nødt til at indgå kompromis, til at stiltiende acceptere, til at lade noget gå upåtalt hen, gør det dette menneske til medskyldig. Noget, der er mere eller mindre drabeligt for dette menneskes sjæl. At lade et menneske bevidne andre blive udsat for tortur, uden at give dette menneske muligheden til at gribe ind og stoppe torturen, er et velkendt middel til at gøre vedkommende selv til bøddel.

Selvfølgeligt har det, at gå ind i systemet med intentionen om at ændre det, også positive aspekter. I det mindste findes der på denne måde enkelte behandlere i systemet, der, uanset hvor varsomt de må træde, går ind for en mindre aggressiv måde, at behandle mennesker i krise på. På den anden side forsikrer deres accept af systemet, selv om denne accept indeholder visse forbehold, dette system om at det er overordnet acceptabelt, og at kun mindre, ubetydelige ændringer kræves for at optimere det.

Der findes flere muligheder for hvordan man kan prakticere ikke-voldelig aktivisme: skab forandring hvis du kan, forlad hvad du ikke kan ændre (så du ikke bliver medskyldig), og acceptér (uden dog at godkende) hvad du hverken kan forandre eller forlade (for hvis du bekæmper det på den eneste i dette tilfælde mulige måde, som er fortrængning, sælger du din sjæl). At blive bragt til anvendelse i den nævnte rækkefølge.

Som jeg ser det, er det et nærmest umuligt foretagende, at ville ændre psykiatrien. Mens der, på den anden side, ikke er nogen, der tvinger én til at forblive i dette system. At forlade det, og eventuelt engagere sig i etableringen af alternativer udenfor systemet, som Loren Mosher eller John Weir Perry gjorde det, er muligt, og, med al respekt for Pat Deegan og alle andre, der vælger at ville ændre systemet indefra, synes det mig det bedste valg.

Læs Giannas indlæg. Dér finder du også links til såvel Pat Deegans hjemmeside og et meget interessant Madness Radio interview med hende.