"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

søndag den 7. september 2008

Hvorfor så mange "psykisk syge" dropper "behandlingen"

"I Danmark mangler vi kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende, der kan medvirke til et bedre forløb," citeres Anders Fink Jensen i en nyhedsnotits på tv2 nyheder i går mht. det store antal mennesker, der dropper psykiatrisk, medicinsk "behandling" af deres problemer.

Med "et bedre forløb" menes hér selvfølgeligt, som altid i en psykiatrisk sammenhæng, at kriseramte mennesker holdes nede i et medicinsk tågedis, og under fuld kontrol af deres omgivelser. Dvs. "et bedre forløb" for omgivelserne, ikke for det kriseramte menneske selv.

I sin bog A Fight To Be citerer Ron Bassman en artikel i Washington Post om en af den amerikanske regering financieret studie:

"Denne 67 millioner dollar dyre, statsligt financierede studie... tegner et nøgternt billede af behandlingstilbudets tilstand mht. skizofreni, [...]: Alle medikamenter, ældre som nye, forårsagede alvorlige bivirkninger, og størsteparten af patienterne holdt op med at tage dem. [...]

Studien kan meget vel give næring til en af de mest kontroversielle diskussioner i psykiatrien - om medicinsk behandling skal påtvinges uvillige patienter. Det faktum, at tre fjerdedele af patienterne afbrød behandlingen på grund af bivirkningerne eller manglende positiv effekt, viste, at patienter der 'prøvede at sige nej til tvungen neuroleptika-behandling havde en bedre forståelse af virkeligheden, end den medicinske profession', siger David Oaks [grundlægger og formand for MindFreedom International], en talsmand for patienter, der selv blev behandlet med fem forskellige antipsykotika på forskellige tidspunkter og for forskellige diagnoser, deriblandt skizofreni."

Ron Bassman fortsætter med at konstatere, at der er alt for lidt fokus på alle de mange mennesker, der har droppet "behandlingen", og er kommet sig helt. Uden brug af "medicin" altså. Langtidsstudier som for eksempel Martin Harrow og Thomas H. Jobe's viser, at disse mennesker ikke bare findes, men at de faktisk er de eneste, der opnår fuld recovery. "Medicin", neuroleptika, anvendt som "forebyggende" langtids"behandling", udelukker muligheden for fuld recovery. Men jo, de er dermed også den eneste "behandling", der, tilsammen med den medicinske model, som de er den logiske følge af, sikrer omgivelsernes ubegrænsede kontrol over det kriseramte menneske, ved at holde dette menneske fast i hjælpeløs afhængighed af behandlingsapparatet. For livet.

At så mange dropper den medicinske "behandling" er for mig knapt så meget tegn på, at vi skulle mangle "kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende". Det er for mig, som for David Oaks, et tydeligt tegn på, at kriseramte mennesker udmærket godt ved, hvad der er bedst for dem. Og det er i hvert fald ikke "behandling" med højt giftige, hjerneskadende stoffer, der forhindrer, at man kan komme sig helt.

Men også hér: jo, flere "kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende" ville selvfølgeligt give større mulighed for hjernevask. Og dermed større mulighed for at holde kriseramte mennesker fast i for omgivelserne fuldt kontrollerbar hjælpeløs afhængighed.

9 kommentarer:

harning sagde ...

Må tilstå, at jeg har svært ved at forstå medicinering af psykisk syge som "behandling" - mest fordi medicin i denne sammenhæng vel aldrig kan være andet end symptomdæmpende.

(Hvorvidt man så ønsker sine "symptomer" dæmpede og de dertilhørende bivirkninger må være op til den enkelte - der selvfølgelig skal have reel velinformeret ret til selv træffe beslutningen.9

Marian sagde ...

Helt enig. Desværre eksistrer det "informerede samtykke" til stadighed kun på papiret. Jeg har ikke mødt nogen endnu, der er blevet virkeligt informeret om alle kendte bi-/virkninger af psykiatrisk "behandling" (altså psykofarmaka og elektrochok) af deres behandler, inden "behandlingen" blev påbegyndt. Det mest fatale ved det: efter ofte kun en måned på psykofarmaka (og for benzoers vedkommende endnu kortere tid), er kroppen (hjernen) såpas afhængig af stoffet, at man ikke bare sådan lige kan holde op med at tage det, uden at risikere de grimmeste abstinenssymptomer - der ofte bliver misfortolket som værende et "tilbagefald" ("Hvad var det vi sagde?! Du kan ikke undvære din medicin!").

Dertil kommer, at psykiatrien ofte heller ikke oplyser om psykofarmakas vanedannende potentiale. Med det resultat, at mange ikke ved, at de skal trappe langsomt og forsigtigt ud - og følgeligt ender i psykiatrien igen og igen, pga. abstinenser, ikke tilbagefald.

Når man altså har været indlagt i bare en måned, forbundet med den uvægerligt medfølgende (tvangs-)medicinering, så er man på spanden, hooked.

En anden side af sagen er, at man efter min mening ikke kan tale om at folk har ret til at træffe deres egen beslutning, sålænge valget, på grundlag af hvilket beslutningen skal træffes, står mellem psykofarmaka, ect, eller at ryge ud på gaden. Uden alternative behandlingstilbud intet virkeligt frit valg.

harning sagde ...

"En anden side af sagen er, at man efter min mening ikke kan tale om at folk har ret til at træffe deres egen beslutning, sålænge valget, på grundlag af hvilket beslutningen skal træffes, står mellem psykofarmaka, ect, eller at ryge ud på gaden. Uden alternative behandlingstilbud intet virkeligt frit valg."

Men var det ikke det jag sagde. :-)
Måske lidt under/indforstået men alligevel - for det er jo det der ligger i reelt velinformeret valg.
At der skal være noget at vælge mellem, og oplysninger at gøre det på.

tosommerfugle sagde ...

Den idelige opmærksomhed på de voldsomme ting der kan ske ved et pludseligt "behandlings" ophør er jo med til at rigtig mange, både omgivelser og behandlede, overbevises om at det er altså nødvendigt med de piller. Og så især når alternativet for den der gerne vil undgå dem bliver: "Jamen, så kan vi jo ikke hjælpe dig."

Og dem der så finder ud af at hjælpe sig selv, ligger udenfor psykiatrien, og er dermed ikke med i statistikkerne over patienter og behandling. De findes altså ikke.

Et spørgsmål kunne være hvad der skal til for at etablere et "konkurrerende" hjælpetilbud, som kan leve op til det administrative apparats forventninger til dokumentation og doktorgrader. Revolutioner kommer sjældent indefra.

Marian sagde ...

"Revolutioner kommer sjældent indefra." Netop. Især når en "revolution" i den rette retning ville betyde psykiatriens endelige. For hverken Soteria, Windhorse, Diabasis, eller lignende projekter som Vestlaplandsmodellen, har i grund og bund brug for at have psykiatere tilknyttet. Den beroligende medicin, der i en meget voldsom, akut krise kortfristigt kan komme på tale, kan en ganske almindelig læge uden problemer administrere. Og, selvsagt, er de læger, der eventuelt involveres for at udelukke fysisk sygdom (allergier, hjernesvulster etc.) specialister i alt andet end psykiatri.

Det er på en måde kun forståeligt, at psykiatrien kæmper med næb og kløer mod alternativerne. Det gælder dens liv. Så, man skal nok ikke forvente det store fra den kant.

Det der efter min mening skal til, er at brugerne selv tager initiativ. Det er dog ekstremt svært, dels pga. økonomi selvfølgeligt, men også grundet de menneskelige ressourcer der kræves, og som netop mennesker med emotionelle problemer ikke ubegrænset har. Et andet problem, specielt her i DK, er at folk er opflasket med en "det sørger staten for"-ideologi. Tanken om at hjælpe sig selv - og andre - ligger de fleste ret så fjernt. Vi har jo en velfærdsstat til at hjælpe, ikke?? - Dermed ikke sagt, at jeg (nyliberalistisk) mener staten ikke skal hjælpe. Men siden den nu så åbenlyst ikke er villig til at gøre det, ser jeg ingen anden mulighed, end at gribe til selvhjælp.

Anja ligenu sagde ...

Og den selvhjælp er du en kraftig eksponent for og det er der mange der kan glæde sig over. Så tak for dig kære Marian - du er en gave!

Marian sagde ...

Det er ikke nemt, at få øje på den gave, livet er. For alt det i denne verden, der slører blikket. Du har fået øjnene op for den for længst. Jeg er bare lige begyndt at få et glimt af og til. Lad os holde øjnene op og se igennem alle slørene.

Anja ligenu sagde ...

Ja Marian, lad os det. Men lad os også erkende at det oftest er os selv vi møder når vi møder den anden - og at det fordrer en kæmpe respekt, selverkendelse og indre stilhed at kunne 'høre' denne anden.

Vi er begge på vejen - og jeg tror der er en mening med den genkendelse jeg fanger hos dig. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl. Dog er det ikke en sandhed at jeg har opdaget livet som en gave 'for længst' - det er noget jeg må opdage hele tiden.

Som Tolle siger - jo mere vi øver os på den indre stilhed, jo længere og tydeligere vil den fremstå. Og det er sandt!
Jeg kan mærke på dine skriv at du læser ham for tiden.

En af de ting som jeg fandt befriende var forståelsen af at jeg ikke er mit ego. Jamen jeg har simpelthen ikke før kunne skille det ad fra min indre rene sandhed og væren. Måske har jeg været meget bevidst tidligere, men dette var skridtet til at kunne kaste min ham. Skridtet helt ind.

En gang læste jeg en anmeldelse af Tolle hvor personen skrev at han havde læst et hav af bøger om indsigt, selvhjælp til helbredelse, etc, men da han havde læst Tolle behøvede han faktisk ikke rigtig læse mere.

Sådan har jeg det lige nu.

Men jeg glæder mig alligevel til næste skridt.

Og jeg glæder mig over det håb jeg finder herinde. Du ER en kraftig eksponent af dette håb. Jeg gider ikke diskutere dine tekster, jeg tager dem bare og æder det jeg kan samtidig med at jeg går ud fra at du gør det fordi det gør noget for dig selv. Det er ikke noget plidderpladder når jeg siger tak til dig - jeg mener det fandme! Det har betydet noget i forhold til at jeg undlod at tage det antidep jeg ellers selv bad om hos lægen fordi jeg aldrig aldrig aldrig har været så langt UDE af mig selv før. Jeg havde ingen tro, intet håb. Det er 8 måneder siden!

Du gør et KÆMPE stykke arbejde ved at fremskrive de her ting Marian! Det er så vigtigt. Og jeg ved at du ved det.

Kys herfra.

Marian sagde ...

Det har du så fuldstændig ret i, at det kræver, ja faktisk 100%, respekt, og en hel del selverkendelse og indre stilhed, at kunne se og høre et andet menneske (og selvfølgeligt tænker jeg også straks på behandlerne...). Og i at livet må opdages igen og igen - som gave og ellers. Der er vist intet, der virkeligt er af "firekantet betonklodsagtig" bestandighed hér i universet. Heller ikke denne erkendelse i sig selv.

Jeg føler somme tider, at jeg bevæger mig hen imod en form for dekonstruktiv tænkning, der grænser til nihilisme. Og mens nogle mener nihilisme er tænkningens og dermed menneskets (sic!) undergang, så ser jeg et enormt frigørende potentiale i at bevæge sig på grænsen til at forkaste alle "betydninger". Det er måske, om ikke den, så dog en af grundene til, at jeg skriver og skriver og skriver... - En af de ting, jeg i kriserne har oplevet meget intenst, at samtidigt med egoet så døde ordenes betydning. Alle ord betød alt og intet, og sproget blev helt frigjort fra alle disse betydningslænker. Vildt (fedt :) )! En af de mange paralleler, jeg i dag kan se mellem hvad Tolle skriver (når han f.eks opfordrer til at se på noget skrevet uden at straks lægge en betydning i det, vurdere det) og hvad der skete i krisen.

Jeg kan sagtens følge dig og Tolle-anmelderen. Sådan er det måske med ord, der kommer ud af stilheden. De er på en måde nok.

Som sagt, så læser jeg jævnligt med på din blog. Og jeg har det lidt på samme måde dér. Jeg læser ordene, og så lader jeg dem virke - og, wow!, de virker! - og så er der ikke noget at tilføje, sige til, diskutere, kommentere... I forgårs var der nogle ord, ikke rigtigt det, man måske forstår under en kommentar, bare et par ord, der mest var tænkt til at betyde tak. Tak for at jeg må læse med og både se spejlet og refleksionen i det.

Virtuelt smækkys til dig.