Og så råbes der selvfølgeligt efter flere sengepladser i psykiatrien igen...

Selvfølgeligt benytter man sig af de seneste dages fokus i pressen på selvmord i forbindelse med psykiatrisk "behandling" til - også og igen igen - at komme med det uundgåelige ramaskrig over nedlæggelsen af sengepladser.

En seng på en psykiatrisk afdeling koster ca. 5.000,- Dkr. om dagen - femtusinde, ja, om dagen, ja - og hvis nogen tror, at prisen skulle inkludere "behandling", så kan de godt tro om. De mere end rundhåndet til højre og venstre uddelte nervegifte, psykiatrien betegner som "medicin", koster ekstra.

Mens jeg sidder hér og drømmer: hvad kunne man ikke altsammens gøre for 5.000,- om dagen for jeg ved ikke hvor mange, men uden tvivl flere end et, kriseramte mennesker i et Soteria- eller lignende setting! Dertil med gode udsigter til at virkeligt kunne hjælpe. I stedet for bare at parkere i en seng i omgivelser, der, såfremt man ikke allerede er dybt deprimeret, sørger for, at man bliver det i løbet af no time.

Min terapeut nævnte en gang kaffepolitiken på Sct. Hans, hvor der, ifølge hende, findes én slags kaffe - og jeg formoder vi taler automatkaffe hér - for de indsatte, mens der findes en anden - jeg formoder vi ikke taler automatkaffe - for de ansatte. Mine tanker omkring dette og andet miljørelateret:

"Det er ikke mindre end uhyrligt, de ydre omstændigheder mennesker i krise som oftest udsættes for: Mad (kaffe inklusive) af elendig kvalitet, mens der ikke tages det mindste hensyn til en sund ernærings betydning også for sjælen - specielt kaffe, sukker og tilsætningsstoffer kan forårsage, at "symptomerne" tiltager. Kurvefletning som den eneste fritidsbeskæftigelse - dette oplevede [en veninde af mig i midten af 1990'erne], og da hun sagde, hun ikke havde lyst til kurvefletning, blev hun slæbt derhen, med vold og magt (...) . Matt Morrissey fortæller, at da Full Spectrum Center skulle indrettes, blev der taget udgangspunkt i tanken, at mennesker i emotionelle kriser fortjener et smukt opholdssted. Men, klart, et smukt sted, sund og lækker mad, og et bredt udvalg af muligheder for at blive kreativ, når man selv har lyst til at blive det, gør det ikke ligefrem nemmere, at overkomme modstanden... [Jeg hentyder hér til John M. Friedberg: "Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand. Kan modstand overkommes med tortur? Åbenbart."]. Masser af tredjerangs kaffe, en trist, grå sygehusatmosfære, hvor man er stuvet i et værelse med fem andre mennesker i krise - (...) mens det, man allermest har behov for er privatliv, fred og ro - og tvungen kurvefletning, måske suppleret med lidt ergoterapi og kognitiv terapi, der konditionerer ["konditionering" som i "Pavlov", eller som i "dressere", for dem, der ikke lige kan forbinde navnet Pavlov med noget, netop] mennesket i krise til at passe sin sengetid, ordne vasketøjet og tage sine piller, gør."

Det skal bemærkes, at "tvangskurvefletningen", der er overgået min, i øvrigt frivilligt (!) indlagte, veninde, i denne sammenhæng nærmest kan stå som et synonym for alle de regler, der generelt præger de fleste institutioner, og især psykiatriske institutioner. Regler, der både er egnede til at gøre livet let for personalet, men også til at give personalet et meget håndgribeligt magtmiddel, egnet til at yderligere dehumanisere det institutionaliserede individ ved at omfanget af individets selvbestemmelsesret minimeres til noget i nærheden af 0.

Regler, der må betragtes som den rene chikane, og ofte også bliver oplevet af det institutionaliserede individ som sådan, er egnede til at fremprovokere konflikter. Konflikter, der giver personalet rig mulighed til magtdemonstration og til at iværksætte "terapeutiske behandlingstiltag" såsom bæltefiksering, der i sidste ende er afgørende for, om den af John M. Friedberg omtalte modstand kan overkommes, om det institutionaliserede individs vilje og personlighed kan knækkes. Se hértil i øvrigt Loren Mosher's observationer omkring de faktorer, der forårsager aggressivitet.

En institution, og hér især et sygehus, men også et bosted, er det mindst egnede opholdssted for mennesker i eksistentielle kriser. Forudsat man ønsker at give disse mennesker en reel chance for recovery, og ikke at straffe, underkaste og kontrollere disse mennesker, som man nemt kunne være fristet til at tro er ønsket i dagens Danmark, når man ser på den "behandling" og de omgivelser og almene omstændigheder, mennesker i krise her udsættes for - koste det, hvad det ville. F.eks. 5.000,- Dkr. per dag, alene for en sengeplads.

Så, nej, jeg er ikke engang enig med Vibeke Storm Rasmussen, der i politiken.dk's artikel citeres: "Vi skal tilstræbe, at de sindslidende får en så almindelig tilværelse som muligt, og i den forbindelse er det da bedre at bo på en institution end på et hospital". Ingen institution vil nogensinde kunne muliggøre en "almindelig tilværelse" - medmindre man altså anser det for "almindeligt", som individuum at befinde sig konstant under den ene eller anden autoritets kontrol, og udleveret dens vilkår, på godt og, især i en psykiatrisk sammenhæng desværre ofte, på ondt. Og jeg kan undre mig - igen og igen - at det ikke falder nogen her i landet ind, at tænke "alternativt", at tænke "Soteria", eller i det mindste "Vestlaplandsmodellen". Ligesom jeg - igen og igen - kan undre mig over en tilsyneladende grænseløs naivitet, der tror, et par flere sengepladser kunne løse alle psykiatriens problemer, mens problemet så åbenlyst er psykiatrien i sig selv. Ikke et par sengepladser mere eller mindre.