Jeg har ikke fundet helt tilbage til min Buddhistiske ro endnu. Er dermed ikke i stand til at skrive en længere, sammenhængende betragtning om psykiatriske diagnoser. Da emnet nu alligevel ikke ville lade mine tanker være i fred, har jeg fundet nogle citater frem. Udtalelser fra mennesker, der selv, på deres egen krop og deres eget sind har oplevet, hvad psykiatrisk diagnosticering - som den ultimative stempling af et menneske de er - gør ved det stemplede menneske.
_______________
"Magtfulde ord med meget og lidt mening. De hjælper med at klassificere, men ikke med at forstå. De er undskyldninger, men ikke svar. de gør det nemt at beskrive, men ikke at virkeligt forklare. De adskiller os fra os selv og andre. Så, frygter du mig eller stoler du på mig, hjælper du mig eller straffer du mig, tror du på mig eller kalder du mig en løgner hvis jeg er diagnosticeret med et af disse klistremærker? Tror du ikke, det gør ondt på mig at være mærket på denne måde? Tror du ikke, det tager min værdighed, mit håb, og mit initiativ til at gøre det bedre og bedre i livet fra mig?" - Janie Lee, M. Ed.
_______________
"Psykiatriske diagnoser som skizofreni risikerer altid at skade mennesker, risikerer altid at blive til en selvopfyldende profeti, nægter mennesker altid at definere og forstå sig selv for sig selv, vildleder altid mennesker angående de fakta om hvad der er kendt og ikke kendt om psykisk sygdom, reklamerer altid for snæver medicinsk behandling i modsætning til holistiske alternativer, og pålægger altid en forståelse, der er baseret på underordning under magten. Psykiatriske diagnoser forfølger en lang tradition af mishandling af psykisk syge, der skulle anerkendes som mennesker, fortjenende fuld værdighed, ikke stemples som værende i stykker og anderledes.
Jeg er overbevist om, at vores system af hjælp for mennesker med ekstreme bevidsthedstilstande og alvorlig lidelse kan og burde komme af med pseudovidenskabelige psykiatriske diagnoser. Jeg er overbevist om, at vi kan finde muligheder, at tage os af mennesker uden at skade dem." - Will Hall, medgrundlægger af Freedom Center
_______________
"Jeg havde en oplevelse i de tidlige 1950'ere, kort efter jeg var startet i privat praksis, af hvordan psykiatrisk diagnosticering kan skade. En ung mor var blevet henvist til mig for opfølgende behandling efter hun var blevet udskrevet fra Hillside Hospital, hvor jeg havde været under min uddannelse og hvor jeg også havde været ansat. Vi mødtes, jeg så på hendes historie og så ingen hindring i at arbejde psykoterapeutisk med hende.
Til sidst under mødet spurgte hun mig om hendes diagnose og jeg fortalte hende 'skizofreni' - hendes hospitalsdiagnose som jeg, selv på det tidspunkt, ikke anså som værende irreversibel. Men det er åbenbart som hun så det, siden hun tog hjem og hængte sig.
Siden den dag har jeg aldrig anvendt begrebet overfor en patient eller familien; mht. dem, der er forvirret nok til at opfylde diagnosekriterierne, siger jeg bare, at de er noget forvirret og at vores terapeutiske opgave er at få ryddet op i forvirringen.
Det grundlæggende problem med psykiatriske diagnoser er, som jeg ser det, deres fornægtelse af den lethed med hvilken menneskers sind kan ændre sig. Et menneske i en vanskelig situation kan være bange mandag, deprimeret tirsdag og lidt forvirret - 'skizo' - onsdag. Hvilken dag mennesket ses af en psykiater afgør 'diagnosen', der på sin side vil forøge de relaterede symptomer og dæmpe de andre.
Endnu mere vigtigt er den bestandighed en 'diagnose' (skizofreni specielt) angiveligt har. Selv om jeg havde en skizofren episode (min reaktion på medicineringen er beskrevet i Bob Whitaker's fantastiske bog 'Mad In America'), insisterede mange af mine psykiatriske kollegaer, at diagnosen måtte have været forkert, da jeg var kommet mig. Det betyder, at når som helst disse kollegaer diagnosticerer et menneske med 'skizofreni', er de af hele deres hjerte overbevist om, at patienten aldrig vil komme sig. Denne holdning er næppe hjælpfuld for deres patienter!" - Nathaniel S. Lehrman, M.D.
_______________
En bemærkning til Nathaniel S. Lehrman's betragtning: Såkaldt "skizofreni" - psykiatriens hellige ko - er altid blevet betragtet som en uhelbredelig sygdom, en "dom for livet", og bliver det den dag i dag af psykiatrien - uagtet det store antal mennesker, der altid er kommet sig helt og den dag i dag kommer sig helt. Som nævnt i andre sammenhænge før, så er det dog kun de mennesker, der enten magter at undgå systemet helt, eller der magter at forlade systemet, der kommer sig helt. Mennesker der forbliver i systemet kommer sig ikke helt. Det er dermed kun dem, der figurerer i psykiatriens statistiker, og således gør 'skizofreni' til en uhelbredelig sygdom.
Fra psykiatriens side tøver man den dag i dag ikke med at fortælle enhver med en "skizofreni"diagnose, at denne diagnose er irreversibel, en "dom for livet". Mens man samtidigt prøver at bortforklare den høje procentdel især blandt førstegangspsykotikere, der tager deres liv, som værende et "symptom" af "sygdommen" - snarere end at erkende, at selvmord er en helt naturlig og meget rationel - ikke spor "sindssyg" - reaktion på at få budskabet om livslang, uhelbredelig hjernesygdom, anerkende muligheden for fuld recovery og tage konsekvensen af det efterhånden mere end veldokumenterede faktum, at psykiatrisk "behandling" forhindrer fuld recovery. I stedet for går man i bogstaveligste forstand over lig for at legitimere sig selv som "lægevidenskab"...
"Forgive them, for they don't know what they do"?
De ovenstående citater er taget fra Paula J. Caplan's website, PsychDiagnosis.net. Paula Caplan har været medlem af udarbejdelseskommitéen for DSM V - med DSM'en værende det amerikanske modstykke til ICD'en, kapitel V, psykiaternes bibel - men forlod kommitéen i protest, da hun så på hvilke uvidenskabelige grundlag diagnoser blev godkendt respektive afvist af kommittéen. Det skal hér nævnes igen, at psykiatrien er den eneste "lægevidenskab", der godkender respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke på grundlag af at en hvilken som helst given adfærd skulle være videnskabeligt beviseligt et symptom på sygdom, eller at der skulle findes andre videnskabeligt beviselige kriteria for diagnosticeringen af "psykisk sygdom". Et interview med Paula Caplan kan lyttes til hér.
Jeg vil kontrastere de ovenstående citater med et citat fra en artikel på helse.dk, der i mine øjne meget godt gengiver den af psykiatrien og dens diagnoser fremmede falske ego-identifikation, der på afgørende vis er med til at låse det diagnosticerede menneske fast i uforanderlig krise, "kronisk psykisk sygdom":
"Jacob bliver herefter indlagt på en psykiatrisk afdeling og får efter tre måneders indlæggelse at vide, at han har skizofreni.
»Herefter stiftede jeg bekendtskab med projekt OPUS og kom i gang med den såkaldt sociale færdighedstræning sammen med fire andre unge psykisk syge«. Han beskriver selv sine erfaringer med OPUS således: »Jeg oplevede det som en opvågning…det var som om, jeg fandt min identitet, en forklaring på de følelser og tanker jeg havde. Fra før at føle mig udenfor, var det som om, jeg var kommet på den rette hylde«."
Eksemplet er taget fra J.A. Larsen (ed.), Sindets Labyrinter. Seks beretninger fra mødet med psykiatrien. Hans Reitzels Forlag, 2002.
Ja, Jacob fandt en identitet - som "skizofren". Men er det hans identitet? Og hvad sker der i det øjeblik, Jacob realiserer, at han er blevet offer for et kæmpestort selv-/bedrag, samtidigt med at han realiserer, at han ikke kan forlade den hylde, han er kommet på - som "skizofren"?
Opslag
Lyme disease category page
4 dage siden
35 kommentarer:
Må vist hellere kommentere lidt ad gangen. :D - så her kommer kommentar et:
"Tror du ikke, det tager min værdighed, mit håb, og mit initiativ til at gøre det bedre og bedre i livet fra mig?" - Janie Lee, M. Ed."
Nej det tror jeg ikke. Jeg tror at det er et valg du selv træffer Janie Lee!
Uanset hvilke undskyldninger og årsagsforklaringer mennesker bruger for ikke at have initiativ, ikke at gøre bedre fra sig, ikke at være lykkelige - så er de stadig den enkeltes eget valg af undskyldning og årsagsforklaring.- Og så er jeg egentlig fløjtende med om "undskyldningen/forklaringen er en dårlig barndom, et dårligt ægteskab, en psykiatrisk diagnose eller andet.
Vi er alle mennesker. Ligeværdige. Lige meget værd.
Og vi vælger selv.
Dermed ikke sagt, at Janie Lee ikke føler som udtrykt - det kunne aldrig falde mig ind at tage nogens følelse fra dem.
At stille spørgsmål, ja. Og i dette tilfælde ved nægtelsen af accept af sig selv. Et menneske. Med alle de fantastiske nuancer som ligger i det at være menneske.
Og vender naturligvis tilbage med yderligere kommentarer - men er egentlig for træt til at tænke. :-)
Vil give dig for så vidt ret, Harning, som at det selvfølgeligt er den enkeltes eget valg, om han/hun vil lide, mens bålet brænder under ham/hende... Man kan også altid vælge at transcendere. Det retfærdiggør dog langt fra inkvisitionen. Netop fordi vi alle er lige meget værd (i teorien). Uanset tro.
Jeg kan ikke følge dig i, at du betragter det at afvise et stempel som f.eks. "skizofren" som ikke-accept. Det er netop ikke-accept af det/den man virkeligt er, som menneske, hvis man accepterer et sådant stempel.
Marian, vores uenighed udspringer jo netop også fra "stemlingen": som et altoverskyggende negativt onde - kontra - endnu en af titusinde detaljer der gør et menneske til hvad det er.
Og jeg mener fortsat at den negative stemlping fremkommer - ikke bare fra dem som betragter mennesker med psykiske sygdomme som "skøre i bolden", uden evne til ansvar for eget liv, men at den negative stempling i lige så høj grad fremmes ved total nægtelse af en eventuel diagnoses eksistens. Fordi fokus så bliver på diagnosen, ikke menneskets individuelle kvaliteter.
Og ihærdig fremtruen om at nej- vi har sku ikke nogen diagnose og mine øjne er forøvrigt ikke blå er for mig at se nægtelse af hvem man er.
Og ved ikke at anerkende, acceptere og glædes over den man er - så er man så vidt jeg kan se ikke spor bedre end de mennesker som ikke kan se ud over andres diagnoser.
Igen. Mennesker er mennesker, nogle har en diagnose - andre ikke. Nogen er glade for det, andre ikke.
Men mennesker er vi alle sammen.
Vi er ikke vores diagnoser.
Når det gælder folks egne historier, så kan jeg finde mindst lige så mange eksempler der går den anden vej. Uden, at de dermed fralægger sig hverken ansvar for egen udvikling eller eget liv. I tusindevis af mannesker som har været glade for den ekstra forståelse de har fået for hvorfor de reagerer som de gør - uden dermed at anse det på nogen måde kan bruges som en ”sovepude”.
Inkl. min søn. Der så absolut hverken ER sine diagnoser eller på nogen måde betragter sig selv som mindre værd end andre mennesker der (endnu. ) ikke har en diagnose.
Så¨hvorfor kan man ikke være et menneske. Som har en diagnose og blå øjne, og et hjerte af guld,?
Og nej- selvfølgelig skal ingen acceptere en snæversynet betragtning om at en diagnose er hvem man virkelig er. Det er jo noget vrøvl. Igen - diagnosen er blot en tilføjelse, og dele af visse psykiske og neuropsykiatriske diagnoser gad jeg virkelig godt have. Altså, ikke på et stykke papir - men i mit hoved. :-) Fx. evnen til at lukke verdenen ude og kun koncentrere mig på en ting ad gangen. Og guderne skal vide at jeg nogen gange har ønsket netop ikke at forstå den sociale kontekst jeg er havnet i - fordi den får mig til at krumme tæer..
(men det er selvfølgelig forskel på at kunne vælge til og fra)
Diagnoser - i mangel af bedre ord - da sygdom er uacceptabelt idet det netop indikerer at nogen er forkert og så absolut skal helbredes.
Fandt lige min kommentar på "Måske jeg bare skulle hænge mig del 2" frem: "Mennesker vil have etiketter. Ellers forstår de ikke. - Som om etiketterne var til at forstå!" fordi jeg synes, den passer så fint hér.
Etiketterne... De er sådan set gode nok, også en forudsætning for, at vi kan kommunikere med ord. Alle ord er jo i sidste ende "etiketter" - ikke tingen selv, men en repræsentant - og dermed aldrig fyldestgørende.
For mig bliver dette dog først til et virkeligt problem, når vi deler etiketterne op - som vi desværre gør - i "gode" og "dårlige" etiketter og samtidigt fuldt ud identificerer tingen - alting, inklusive mennesker - med etiketten.
Det er en kendsgerning, at vi i vores kultur identificerer tingene igennem ord, og tager ordene for tingene: "Det er et træ." i stedet for: "Ordet for det dér er 'træ' " Det er det, der fremmedgør os fra tingene og fra os selv. Nu vil du måske sige, at så sort/hvid er det ikke. Jo, Harning, desværre, så sort/hvid er det. Der findes i vores kultur i dag "den rette slags", og der findes "den dårlige slags". Selv om det nødigt bliver direkte udtalt - for det vil man så alligevel ikke være bekendt, det ville jo være diskriminering. Netop.
Jeg siger "i vores kultur", fordi der f.eks. i den østerlandske kulturkreds ikke findes denne fremmedgørelse på samme måde. Det kinesiske sprog f.eks. lægger både med sin struktur og sit skriftbillede i langt højere grad op til, at ordene er repræsentanter, tegn, og ikke tingen selv, og forebygger derigennem en misidentifikation.
I denne kulturkreds finder man så også en filosofi, der ikke kategoriserer alting i "godt" og "ondt/dårligt": Buddhismen. - Dog gør Kristendommen det i sin oprindelige form heller ikke. Syndefaldet er en tilføjelse, som f.eks. ikke findes i Tanakh'en. Og Jesus var Jøde. - Opdelingen i "godt" og "ondt/dårligt" er en ego-opfindelse: "Jeg er bedre/mere værd end du." Dette selvbillede, denne ego-identifikation gennemsyrer hele vores kultur, og har gjort det i meget lang tid. Det/den er faktisk grundlaget for, hvordan vores vestlige verden fungerer - ikke. "Ikke" fordi det/den i sidste ende er selvudslettende.
Men for at vende tilbage til psykdiagnoser, så er alle disse diagnoser opstået ud fra et ego-ønske om at kunne kategorisere menneskeligt adfærd, menneskeligt væren, som "dårligt", i modsætning til det, der til enhver tid og alene ud fra kulturelle værdigrundlag bliver betragtet som værende "normal" = "godt". Så det "gode" definitivt kan afgrænses mod det "dårlige", og dermed overhovedet fremstå som værende "godt". "Blå øjne" er ikke en diagnose, nej, men det at have mørk hud var faktisk en gang, for ikke så længe siden endda. Ligesom det at være bøsse var en diagnose, og og og.
Som sagt, så har jeg intet imod at blive kategoriseret som "utilpasset" - til en syg verden. Men jeg har noget imod, at blive påtvunget at skulle definere mig selv som værende "dårligt"/"mindre værd", hvilket "skizofren" er et synonym for. Vi er alle ligeværdige, og vi har alle ret til at definere os selv. I teorien. Den psykiatriske realitet, og vores kulturs realitet i al almindelighed, er en helt anden. Mennesker bliver aftvunget en trosbekendelse: "Jeg er skizofren." Mennesker, der siger: "Jeg er utilpasset til en syg verden." får at vide, at de mangler "sygdomsindsigt" - Helt bortset fra at vores kafkaeske kultur, og psykiatrien med den, anser det som et sikkert tegn på "sindssyge", hvis man mener, det er omgivelserne, der er galt på den, ikke én selv. - "Manglende sygdomsindsigt" kvalificerer et menneske til at modtage endnu mere "behandling" i.e. tortur. Det retfærdiggør tortur indtil det vedkommende menneske bukker under, godtager andres definitioner af sig selv, og dermed opgiver sig selv: Metropolis. Eller Brave New World.
Jeg har ikke noget imod ord. Men jeg har helt afgjort noget imod de værdier, historiske, sociale, kulturelle, etc., der tilskrives visse ord, som "skizofren". Og jeg har også helt afgjort noget imod, at man bruger det jeg kalder for "junk-videnskab" for at retfærdiggøre disse værdier at blive tilskrevet nogle ord. Og sålænge disse værdier ikke bare tilskrives, men de facto er skrevet ind i ordene, vil intet, absolut intet, nogensinde få mig til at definere mig selv ved brug af disse ord. Ligesom jeg mener, at det er et brud på menneskerettighederne, at påtvinge et hvilket som helst menneske et psykiatrisk stempel.
Jeg lukker bestemt ikke øjnene for mig selv, for mine "svagheder" og "styrker". Jeg accepterer dem så godt jeg kan. Gjorde jeg ikke det, sad jeg ikke hér i dag og diskuterede med dig. Så sad jeg på Ringbo eller et lignende sted, dårligt nok i stand til at stave til mit eget navn. Accept er forudsætning for forandring. Den forandring, jeg er i fuld gang med, netop fordi jeg ikke har accepteret og ikke accepterer "dommen for livet".
Jeg har på fornemmelsen, at vi måske kan blive sådan nogenlunde enige, hvad alt dette angår. Der er noget mere, men jeg vil lige tage en pause - og dele et meget, meget langt svar op i to dele. For overskuelighedens skyld :)
Langt om længe hér noget mere:
...Og da jeg skrev "Ringbo", så jeg denne firekantede klods af beton foran mig - og frøs. Jeg har en ven, der bor i en 70'er boligkompleks af samme firekantede betonklodsagtighed. Jeg føler min krop, mine tanker, mit væren blive til en tilsvarende firekantet betonklods, hver gang jeg opholder mig dér.
Hvad har det med psykdiagnoser at gøre? Vel, den måde, vi, vores kultur, håndterer begreber som psykdiagnoser på, er af samme firekantede betonklodsagtighed. Mens livet er flygtig foranderlighed, gør vi hvad vi kan, for at fryse det fast i firekantet betonklodsuforanderlighed. På denne måde vil vi aldrig tilnærmelsesvis kunne forstå livet. Det vil undslippe os, igen og igen, mens vi dårligt nok bemærker, at det er det, der undslipper os. Så fikseret som vi er på at analysere alt det, der ikke er livet.
Psykiatrien, og med den dens diagnoser, den tænkning, der ligger til bunds for foretagendet, er menneskets desperate forsøg på, at fiksere flygtig, foranderlig, formløs væren (menneskets bevidsthed) i firekantet betonklodsagtighed. Det er det, der lod mennesket "opfinde" psykiatrien, en institution, der kan levere regler for hvordan alt det ubegribelige kan begribes. Mens det ubegribelige forsvinder, gang på gang, lige netop som vi prøver at (be-)gribe det.
Det vi leder efter, er svaret på hvad vores væren er. Vi leder af og til ved hjælp af filosofien. Men filosofien har ikke desamme redskaber til rådighed til at fiksere værendet i firekantet betonklodsagtighed som neurologien, psykiatrien, naturvidenskaben i al almindelighed har det. Hvorfor vi ikke giver så meget for filosofiske betragtninger, som vi giver for naturvidenskaben. Igen en vurdering, for resten. Vi tror, vi kan løse livets gåde ved at analysere gener, kromosomer, transmitterstoffer etc., mens det virkelige liv undslipper os, gang på gang, fordi vi går med det ego-centrerede menneskes ontologiske angst ikke bare som skyklapper, men som et bind for øjnene gennem livet. Vi bedrager os selv.
Den firekantede betonklodsagtighed, der bl.a. har frembragt psykdiagnoser, fikserer menneskets væren, og frarøver det fikserede menneske enhver mulighed for at være i nuet, det flygtige, foranderlige, formløse. En mulighed, som de mennesker, der går igennem en eksistentiel krise, er - via deres krise - lige på kanten til at bevidstgøre. Lige inden den firekantede betonklodsagtighed i psykiatriens form kaster sig i panik over dem, og kaster dem, om nødvendigt med vold og magt, langt tilbage ind i ubevidstheden. Bl.a. med diagnoser, det opvågnende, ego-identifikationen af sig rystende menneske ikke bare bliver bedt om, men som regel tvunget til at identificere sig med. Et reelt valg findes her ikke. Det findes kun for dem, der har gennemskuet spillet. For dem, der er kommet igennem og ud af deres krise. Ikke i den forstand, at de måtte have genoplivet deres ego efter det døde i krisen (kriser indebærer altid en ego-død - et "forfald af personligheden"), men i den forstand, at de har erfaret, at de ikke er deres ego, og derfor kan undvære det. Bevidst.
Så længe Janie Lee f.eks. ikke har haft chancen for at bevidstgøre dette, kan man kun med et vist mål af cynisme sige, at det er hendes egen skyld, hvis hun identificerer sig med sin diagnose og føler hendes værdighed, håb og initiativ taget fra sig. Og den chance er der, som jeg læser hende, ikke nogen, der har givet hende, so far. Det er ikke en chance, man får i vores kultur. Man skal være heldig, stædig og modstandsdygtig, for at måske kunne tilkæmpe sig den.
Jeg siger for resten ikke, at du skulle være bevidst cyniker. Jeg siger, at vores kultur er ubevist cynisk, i det at den frarøver mennesker deres menneskelighed, for så bagefter at sige, at det er individets egen skyld, hvis det føler sig sin menneskelighed berøvet.
Det er altså ikke noget personligt! Peace :)
Tog det bestemt heller ikke personligt. :-)
Omend også jeg kan være særdeles kynisk når det gælder vores samfund, så er jeg det sjældent mod enkeltpersoner.
Og vi er jo ikke uenige om at samfundets klassificerende betonklosser er forkerte, forkastelige og direkte uanstændige. Du og jeg, har bare vær sin måde at gribe problemet an på. Jeg vil knuse betonklosserne og lade mennesker være mennesker. Og synes den bedste måde er at anerkende, acceptere og endda applaudere menneskers forskellighed (inkl evt. diagnoser) og argumenterer for betonklossernes fald ad den vej.
Du vil vel til dels det samme bare ved at fjerne diagnoserne...
Og til dels, så undrer jeg - for det lyder stadig for mig som om du knægter, bukker dig i afindelsen om at samfundet er kyniske betonklosser der ikke kan anerkende den enkelte, såfremt denne tilfældigvis skulle være psykisk skrøblig - og at du derfor næsten ligesom samfundet selv - gør selve diagnosen til en styggelse. - For mig fremstår det mere som ren Symptombehandling (Sorry. :-) )
I retning af, fjern symptomet (diagnosen) og så heler samfundet...
Når styggelsen ifølge min opfattelse ligger hos samfundet og ikke kan fixes ved simpel symptombehandling - men udelukkende vedvarende diskussion, debat og insisteren på et vær menneskes ret i verden - uanset hvordan dette menneske så for øvrigt er skruet sammen.
Altså: At fjerne psykiatrien og diagnoserne vil ikke skabe et mere accepterende samfund. (samfundet var jo heller ikke, på nogen måde, mere accepterende over for forskellighed før psykiatrien trådte ind på banen)
Det accepterende samfund skabes af accepterende mennesker.
Med andre ord: Hjernevask til den imbecile, ikke-accepterende befolkning. :-)
Ganske ligesom du forleden så dig konfronteret med spørgsmålet "`forfatterblog´ eller hvad?" så spørger jeg mig nogle gange, hvad det egentligt er, jeg laver hér. På bloggen. Er det hér en "antipsykiatriblog"? En "spirituel blog"? En "aktivistblog"? En "fotoblog" måske? Eller en "Peter Gabriel fan-blog"? Eller?
Primært er det nok en "forsøgs-blog", hvor jeg forsøger at forstå, hvad de bagliggende faktorer er for på den ene side vores kulturs ikke-fungeren, og på den anden menneskers, bl.a. min egen, ikke-fungeren i denne ikke-fungeren. Politisk, socialt, rent menneskeligt. En udfordring, jeg stiller mig selv: se hvad der sker, se verdenen, se hvad den gør ved mig, hvordan jeg reagerer, og sætte ord på det. Et forsøg på, at forstå min reaktion på verdenen, bevidstgøre den. Bestemt også den del af min reaktion, som nogle mener må være tegn på en defekt hjernefunktion, og dermed uforståeligt. Sekundært er det jo bare fint, hvis nogen får noget ud af at følge med. Hvis nogen måske finder noget hér, der kan få dem til at sætte spørgsmålstegn ved, at deres reaktion på verdenen skulle være tegn på uforståelig hjernesygdom, sætte spørgsmålstegn ved de vurderingers gylldighed, de er blevet underkastede for.
Jeg kan og vil ikke tvinge nogen. Hvis et menneskes angst for tomheden er større, end lidelsen i misidentifikationerne, så vil og kan jeg ikke hindre fortsat og yderligere misidentifikation. Jeg kan kun acceptere, at det er sådan. Men accept er ikke ensbetydende med stilletiende godkendelse. En subtil, men afgørende forskel mellem hvad der på engelsk hedder "to accept" og "to condone". Jeg prøver så godt jeg kan at acceptere (og hér møder jeg stadigt af og til mit eget ego, der bestemt ikke er helt død, og fejler), men jeg "condone'r" ikke.
Jeg kan og vil ikke afskaffe psykiatrien. Gav jeg mig til virkeligt at slås mod denne institution, mod dens diagnoser, symptomerne på vores kulturs ikke-fungeren, og vandt denne kamp som en kamp, så ville der straks træde en anden størrelse af samme kaliber i dens sted, og intet var vundet. Det er jo ikke en tilfældighed, at psykiatriens første, spæde begyndelser falder sammen med inkvisitionens sidste krampetrækninger... Naturvidenskaben afløste den kristne videnskab. (Ja, jeg ligestiller den ene tro med den anden, eller: det ene videnskab med det andet, som man nu vil.)
I dag bliver det meget tydeligt i bestræbelserne for at afskaffe "skizofreni"-diagnosen - og give "barnet" et nyt navn. Man mener, det ville kunne fjerne det stigmatiserende, der ligger i ordet "skizofreni". Man overser, at det ikke er ordet i sig selv, denne ansamling af bogstaver, der er stigmatiserende. - Igen hér en misidentifikation: ordet ligestilles med tingen. - Det er de værdier, der lægges i ordet. Så, det er dem, der skal ændres, afskaffes erstatningsløst de facto. Ikke ordet i sig selv. Revolutionen spiser sine egne børn. Vi kommer ingen vegne, så længe vi bliver ved med at måle, veje, og med at finde for tungt og for let. Tværtimod. Jo mere vi måler og vejer, jo mere blind bliver vi (gør vi os selv) for hvad der virkeligt er.
Det er ikke før vi bliver i stand til at klare os uden at måle og veje alting ved hjælp af de filtre, som psykdiagnoser er det grelleste eksempel på (det er derfor, jeg gør "brug" af psykiatrien: den er det grelleste eksempel i vores kultur på dens ikke-fungeren), at jeg vil tie stille. Jeg kan og vil ikke godkende filtrene, fordi de er årsagen til al eksistentiel lidelse. Jeg kan og vil ikke definere mig selv ved hjælp af disse filtre. For så definerer jeg mig igennem lidelse. Identificerer mig med den. At kræve af et menneske, at dette menneske skal bare så meget som beskrive sig selv som havende en "psykisk sygdom" (hvilket, i modsætning til det, at have en sygdom i formen, i kroppen, er ensbetydende med at have en sygdom i det formløse, i værendet), mens værendet ikke kan være "syg": det bare er) og samtidigt kræve, at dette menneske ikke skal identificere sig med denne "sygdom", med diagnosen, er at konstruere en double bind.
Men jeg bevæger mig hér på kanten af det, der kan siges med ord, eller: med betydninger. Kan kun sige, at der findes en dimension af væren, der ligger hinsides alle ordene, alle betydninger: det rene væren. Og det tror jeg med bl.a. Kierkegaard, er hvad menneskeheden er nødt til at vågne op til. Ellers vil ordene, alle de mange, der bliver flere og flere, ikke mindst også i form af psykdiagnoser, tilintetgøre mennesket. "Mutisme" er ikke et "symptom" på "sygdom". Det er konsekvensen af erkendelsen af betydningsfulde ords destruktivitet. Det er et "nej" til denne destruktivitet. "Kataton stupor" er ikke et "symptom på "sygdom". Det er konsekvensen af erkendelsen af reaktivismens destruktivitet. Et "nej" til reaktivismens destruktivitet. "Megalomani" på den ene og en "svag jegstruktur" på den anden side er ikke "symptomer" på "sygdom", men konsekvensen af erkendelsen, at vores sande væren er alt og intet, og af egoets destruktivitet. Et "nej" til egoets destruktivitet, og et "ja" til den ego-løse enhed med alt. - Listen er lang, omfatter alle såkaldte "symptomer" på "psykisk sygdom", alle "symptomer" på hvad den menneskelige eksistens er.
Det kan for nogle se ud som alene værende psykiatrikritik, på et "symptombehandlende" niveau, det jeg gør. Det er det også tildels. Jeg tænker dog, man ser ikke mindst sig selv i den anden, i den andres ord. I hvert fald, indtil man bliver sig sine egne filtre bevidst. Om læseren af mine ord kan/vil se andet end psykiatrikritik i mine ord, afhænger af læseren alene. Når teksten er skrevet, lever den sit eget liv, i læserens bevidsthed. Mens jeg må leve med det paradoks det er, at skulle bruge betydninger til at sætte spørgsmålstegn ved betydningerne - eller, alternativt, hengive mig til "mutismen" respektive den "psykotiske" (med "psykotisk" værende synonym for "betydningsløs") tale.
At afskaffe psykiatrien ville ikke skabe et accepterende samfund, nej. Men at skabe et accepterende samfund ville afskaffe psykiatrien, og diagnoserne. Indtil det er en realitet, vil jeg gøre hvad jeg kan for at gøre mennesker opmærksomme på den fælde, dignoserne, psykiatrien og det ikke-accepterende samfund som helhed er. Og hvis ikke andre, så har jeg altid gjort mig selv opmærksom på det.
Jeg har nok et lidt blandet forhold til det med diagnoser omkring psyken.
For det første tror jeg at en diagnose kan være et nyttigt redskab, i den udstrækning den kan bidrage med en delvis forståelse af hvad der sker, kan bruges til at genkende og forudsige reaktioner. Her er den et værktøj som ikke blot bør kastes bort.
For det andet vil jeg kalde de psykiatriske diagnoser, som skizofreni, for syndromer. De er netop ikke er en klar påvisning af en afgrænsbar sygdom, mere en observation af nogle mønstre som erfaringen viser går igen. Men syndromer er ikke sygdomme.
Jeg vil lidt sammenligne med en ting som Aspergers syndrom. Denne betegnelse kan være nyttig, selv om den også dækker over ganske forskelligartede tilfælde, og netop ikke søger at være entydig.
For det tredie mener jeg at det at kalde diagnosen (syndromet) for påvisning af en specifik (organisk) fejlfunktion er (for at sige det på den pæne måde) ret spekulativt. Egentlig tror jeg at der findes tilfælde hvor det holder, men syndromerne er alt for vage og brede til at det giver mening at have en specifik kobling mellem diagnosen og en konkret behandlingsstrategi, som f.eks. psykofarmaka. Disses hovedfunktion er jo at hæmme og blokere for aktiviteter i nervesystemet (hjernen).
For det fjerde er et udbredt problem ved et diagnosestempel jo stigmatiseringen. Den har ikke noget med diagnosen at gøre, men er en beklagelig effekt som (med en vis forsinkelse) udvikler sig ovenpå psykiatries fagsprog. Både blandt læg- og fagfolk. Derfor generationer af "politisk korrekt" nysprog hvis primære funktion netop er at afstigmatisere.
Jeg mener at diagnoser er et nødvendigt værktøj, som dog skal bruges med en forsigtig omhu, der alt for hyppigt (heller) ikke kan siges at karakterisere psykiatrien. Og den rimelig vej frem må være at demonstrere (og især grundigt dokumentere) et bedre fungerende alternativ. De hundrede aber :-)
Tosommerfugle: At bruge en diagnose til at forudsige reaktioner fungerer erfaringsmæssigt kun efter "selvopfyldende profeti"-princippet - se dertil Nathaniel S. Lehrman's betragtninger. Dvs. et menneske får en diagnose, identificerer sig med den, og reagerer derefter. Interessant er jo, at det netop er mennesker som jeg, der har sagt "nej tak" til en diagnose, der så netop ikke reagerer forudsigeligt ifølge diagnosen. Igen: diagnoser fryser mennesker fast i de diagnosen tilsvarende reaktionsmønstre. Tildels altså som selvopfyldende profeti, tildels også fordi den del af omverdenen, der kender til diagnosen, ofte ikke længere ser f.eks. tristhed, men "depression", når først et menneske har fået det tilsvarende stempel. Og tildels fordi omverdenen, uden at gøre det bevidst, risikerer at fremprovokere "syg" adfærd, fordi den i en hvilken som helst given situation bliver forventet/frygtet.
Helt konkret er det også et faktum, at psykiatere er ekstremt dårlige til netop at forudsige adfærd. F.eks. når de bliver spurgt om deres vurdering mht. bl.a. kriminel adfærd.
Og afstigmatisering, ja, den opnår vi ikke uden den grundlæggende bevidsthedsændring, jeg nævner ovenfor, der ville gøre alle stempler (og psykiatrien) overflødige.
Hm. Personligt mener jeg ikke, det er nødvendigt at diagnosticere menneskelighed, menneskeligt væren. Medmindre man gerne vil gøre det at være menneske i sig selv til en sygdom. Hvilket jeg desværre ser meget tydelige bestræbelser på i vores kultur.
min kommentar er blevet væk....
Ih, hvor bliver jeg altså irriteret over blogger....
Ps. Et måske filosofisk måske realistiskt spørgsmål Marian - hvordan kan nogen opnå fuld helbredelse fra noget de ikke fejler, har brug for at helbredes fra?
Jeg er helt enig i at det er et væsentligt problem med diagnoser der bliver til selvopfyldende profetier. Det er ikke på grund af diagnosen som sådan, men fordi den misbruges som forklaringen. Det er jo en stigmatisering at erstatte menneskesyn med diagnosesyn. Og jeg har aldring beskyldt den psykiatriske behandlingspraksis for at være gode til at bruge diagnoserne.
En sammenligning. At kende en persons alder giver mig, i praksis, et nyttigt bidrag til at forstå et menneske. Men jeg gør mit bedste for at undgå fejltagelser som at tænke f.eks. "da du er 14 år, ved du jo ikke ..." eller "når du er 88 år, så regner jeg ikke med dig". Det "sjove" er at når mennesker definerer sig selv på basis af deres alder, er der risiko for at de låser sig selv fast i det kulturelle mønster for en aldersgruppe, en "diagnose".
At alderen ikke tillader mig at konkludere hvordan mennesket er gør den ikke uanvendeligt som element af en forståelse. Også her er det nødvendigt at bruge oplysningen med forsigtig omhu. Men den sætter mig i stand til hurtigere at nærme mig mennesket. Et anvendeligt værktøj, så længe jeg ikke finder en tilsvarende kasse frem.
Sagt på en anden måde, så vil jeg (helt generelt) gerne forstå mennesker. Og jeg ved fx noget om angst. Derfor kan dette begreb, "diagnose", hjælpe mig til hurtigere at forstå. Det har jeg oplevet, ganske konkret.
Ja, se, et af de paradokser, jeg må leve med, men hvor jeg dog gør hvad jeg kan, for at klargøre mit standpunkt, bl.a. med anførelsestegn der hvor jeg refererer direkte til de begreber, "eksperterne" bruger, og - selvfølgeligt - ved at bruge alternative begreber.
Mht. sådan noget som "at komme sig"/"recovery": man kommer sig jo ikke bare af sygdom. Man kommer sig også af et chok, en krise, etc. Og det er jo netop som en krise, jeg ser eksistentiel lidelse.
P.S.: Harning, har du ikke lært det endnu? Skriv aldrig en kommentar - især ikke en længere én - direkte i kommentarboksen. Skriv den i et tekstdokument, og så copy - paste. Så bliver den ikke pistvæk - medmindre altså tekstdokumentet også går i sort, af en eller anden årsag...
Jeg havde også skrevet en kommentar her i aften. Jeg tillader mig at gå ud fra at du ikke blot har smidt den ud ;-) Jeg er 100% sikker på at jeg så teksten med at den afventede godkendelse, jeg så direkte efter - og gemte den derfor ikke længere. :-(
Kunne aldrig falde mig ind, at smide en kommentar fra dig ud, Johnnie! Uanset hvor uenige vi måtte være ;)
Der er ikke andet for, du må skrive den en gang til. Og husk nu, at gemme den!
MEN! Jeg HAR lært det Marian! Den blev væk alligevel, og lige som tosommerfugle kan jeg ikke forestille mig at du udøver censur. Åndsvage blogger.com!
Ih, altså..
Men, måske vi alligevel har sagt hvad der siges skulle. :-)
Så så, jeg trives nu meget hér på blogger.com! Men, nej, det er ikke pænt af dem, at spise jeres kommentarer. Og, nej, jeg udøver ikke censur - medmindre noget er HELT ved siden af, såsom en kommerciel reklame for Zyprexa ville være det...
En kommerciel reklame for Zyprexa, nej det kunne jeg ikke finde på!
Måske en meget forsagt privat glæde over ritalin... :-)
Ugh, ugh! Nævn ikke navnet! ;)
Hvordan kunne jeg dog gætte at du ville få noget galt i halsen. :-)
Men, prøvede da at spare dig...
Derfor det meget stille, forsagte, private, ikke-kommercielle pip. :-)
Og helt ærligt, så er det da et glimrende præparat - særlig for de uendelige masser af husmødre der er vældigt begejstrede - det er vist noget med at så kan de vaske tøj i dagevis - uden at være nødt til at gå i drømmeland....
Det er et spændende indlæg og diskussionen er central. Jeg ved ikke, hvor meget diagnosen "schizofreni" anvendes i dag, eller om den anvendes som et irreversibelt stempel. Det tror jeg ikke, men mit erfaringsgrundlag er meget lille.
For 7 år siden satte jeg mig ind i emnet via Google, Sind, og fortløbende ved udgivelser og bøger fra forskellige sider.
Jeg er nået frem til en forståelse, som er en blanding af erfaring, læse-baseret viden og intuition.
Jeg har mødt mennesker, som har en intuitiv forståelse, mennesker som bare kan omgås med andre og tale igennem det schizoforme lag af ustyrlige følelser og fornemmelser.
Jeg tror at dem syges hallucinationer er en central problematik her.
Den citerede historie af Nathaniel S. Lehrman er ret fantastisk og rammer så vidt jeg kan se plet i problematikken. Det gør du også: Det gælder om at udbrede budskabet om, at man kan gøre noget ved det, og at viljen til at få noget ud af tilværelsen er helt afgørende. Det er vel det, man kalder at tage ansvar. Når man er meget syg (eller hvad man nu foretrækker at kalde det) så har man ikke overblik over noget som helst og en lille bemærkning kan blive til et flammende bål.
Jeg kom hertil fra Harning's weblog og håber du tager mit input som en positiv glæde over din posting om psykiatri og diagnoser som kan virke stemplende.
Donald: Tak for din kommentar, og velkommen til! Glæder mig altid over indput, medmindre, som sagt, hvis det er noget helt og komplet ved siden af. Hvilket jeg heldigvis ikke oplever ret tit. Folk gider nok ikke smide noget spam, når de ser, at det alligevel ikke kommer til at stå, før jeg har haft det til moderation :)
Jo, "skizofreni"diagnosen, og en del andre med den, "bipolar lidelse" f.eks., anvendes den dag i dag som et irreversibelt stempel. For næsten nøjagtigt to år siden mødte jeg en ung fyr på nettet, der lige var blevet diagnosticeret, opfølgende tilknyttet det ak så fantastiske, prisbelønnede, moderne OPUS-projekt. "De siger, det er en livslang byrde", svarede han på min bemærkning, at, hvis bare han holdt modet oppe og gav sig til at arbejde med sig selv, var hans chancer for at komme igennem og ud af krisen (permanent!) ret så store.
I dag mener man jo, at stort set alt kan tilskrives det enkelte individs gener. Vores gener er angiveligt årsagen til alt ondt (og godt). Og de er angiveligt konstante størrelser, uforanderlige, vores gener. Disse antagelser bygger størsteparten af dagens genetiske forskning på. Antagelserne er ikke korrekte. Også vores gener er ekstremt fleksible, og derudover aldeles ikke årsag til noget som helst.
Men det er altså ikke, hvad man fortæller offentligheden. Herr og fru Jensen tror, at man bliver født med den ene eller anden slags gener, og det laver man ikke om på - andet end ved genmanipulation måske. Denne tro gør alle de onder, der måtte tilskrives et individs gener til dette individs uundgåelige og permanente skæbne.
"Psykisk sygdom", og hér især de mest ekstreme af de ekstreme sindstilstande, såsom "skizofreni", har man altid kæmpet for at kunne tilskrive det enkelte individs biologi. Fordi det ville være en simpelthen alt for voldsom besked for samfundet at skulle acceptere sig selv som dysfunktionel nok til at frembringe den slags voldsomme reaktioner. Refleksionen i spejlet er simpelthen for skræmmende. Og efter man er kommet i gang med en mere detailjeret genforskning, har man så rykket fokus fra hovedformer (frenologi) over på generne - hvilket har den fordel, at det er endnu mindre gennemskueligt som kvaksalveri for herr og fru Jensen, som frenologien er det.
Så, selv om man ikke har videnskabelige beviser, så har man igennem årtier fortalt folk, at "skizofreni" (bl.a.) er arveligt, forprogrammeret i individets gener (og dermed ikke på nogen måde en reaktion på hverken dysfunktionelle kommunikationsmønstre i individets nærmeste omgivelser (familie) eller i samfundet som helhed), og altså pr. definition "kronisk sygdom" - ganske som diabetes.
Problematisk blev det, da eks-/brugere/overlevere begyndte at organisere sig og skabe "recovery"-begrebet og -bevægelsen. De råbte så højt, at man ikke længere bare kunne holde sig for ørerne og lade som ingenting uden at miste sin troværdighed. Ergo tog man "recovery"-begrebet, tømte det for sit oprindelige indhold, og lavede det om til et moderne begreb for "rehabilitering" - og klarer på denne måde at holde fast ved idéen om at "psykoser" er kroniske tilstande.
Hvem tjener på det? Samfundet som sådan gør, farmaindustrien gør, og også psykiatrien. Læger har aldrig kunnet hjælpe mennesker i krise igennem og ud af deres kriser, siden det kræver menneskelig hjælp (som du er inde på: intuition, empati, respekt... *), ikke medicinsk. Men medicinsk hjælp er det eneste, psykiatere er i stand til at yde. Taberen i dette spil er mennesket i krise.
* "I would want my therapist to have a life-long hunger for understanding and an awareness of his own ignorance. His courage and integrity would enable me to trust him. A genuine humility would be evident in his sensitivity to the delicate process of exploring the psyche. My therapist would be my guide, not my leader. He would be there to support, nurture and expand my choices, not his own. He would be able to show me through his being-in-my-world that I am not isolated, alone and unworthy. My therapist would be able to convey his caring about me as an individual. I would know he cared because I could feel that he was attentively present in the very moment in which we are relating to each other." Ron Bassman, A Fight To Be (Ron Bassman er selv "psykoseerfaren" og psykolog med mange års erfaring som terapeut. De egenskaber, han beskriver hér, står stort set allesammen i diametralt modsat kontrast til hvad man møder blandt psykiatrisk personale. Man erhverver dem ikke igennem et medicinstudium.)
Den hér: :) var for resten til Harning. Havde nær overset din kommentar her til morgen, Donald, som det C-, D-, E-menneske jeg er.
Tosommerfugle: Yay, jeg fandt din kommentar i en blogger-afkrog. Den havde bare aldrig nået min mail. - Harnings er og bliver pist væk. Mystisk.
Hér et sent - og laaangt - svar:
Synes egentligt ikke, at det gør den store forskel, om jeg kender til et menneskes biologiske alder eller ej. Min erfaring er, at man ofte ret hurtigt får et indtryk af et menneskes "mentale" alder (som kan afvige meget fra den biologiske alder) i direkte, uforbeholden kommunikation med dette menneske. Hvis jeg så på forhånd kender til den biologiske alder, kan dette kendskab netop stå i vejen for, at jeg virkeligt lærer et menneske at kende.
Du er inde på det, når du siger "med omhu". Men jeg tror, du undervurderer vores konditionering (der f.eks. prøver at fortælle os, at 40-årige mænd er sådan og sådan, og ikke meget anderledes, klichéerne). Den er ret så gennemført, og der skal en enormt stor bevidsthed til, hvis man ikke vil lade den farve det syn, man har på et menneske.
Med psykdiagnoser er det næsten endnu værre, fordi konditioneringen da også indebærer, at advarselslamperne begynder at blinke. Enten mht. at man tænker "Åh nej, nu må jeg ikke udsætte dette menneske for ditten eller datten, for så bliver vedkommende ked af det, eller angst, eller forvirret". Eller, endnu værre, "Åh nej, farligt! Øksemorder! Lad mig komme væk!"
For mange mange år siden havde jeg en oplevelse med en ung kvinde, der, nærmest midt om natten, stod foran døren af den lejlighed, hvis ejer hun kendte, og som jeg boede hos. Jeg så på hende og så en meget forhutlet, angst og forvirret person, der åbenlyst trængte til et andet menneske, at snakke med. Til en, der gad lytte. Kort fortalt, så endte det med, at vi sad stort set hele natten i køkkenet, og jeg lyttede - og lavede te til os. Det var ikke før vi (eller: hun) havde snakket et stykke tid, at jeg fik fat i hendes navn. Jeg havde hørt navnet blive nævnt en enkel eller to gange før, i forbindelse med "skizofren".
Nu sagde dette stempel mig ikke det store. Det gør det sådan set heller ikke i dag, fordi der ikke er to mennesker, der hverken selv oplever det at være "skizofren" éns, lige så lidt, som der er to mennesker, der udadtil opfører sig på nøjagtigt samme måde, selv om de har begge dette stempel. Alle psykiatriske "symptomer" er ikke andet end naturlig, menneskelig adfærd, helt naturlige tanker og følelser, som vi jo allesammen kender fra os selv, der bare i deres intensitet afviger fra det, der til enhver tid måtte være godkendt af et samfund, en kultur, som værende "normal". Mere føler jeg ikke, at jeg har brug for at vide.
Nogle vil nok komme med et ramaskrig nu: "Jeg har dælme aldrig været psykotisk!" "Psykose" betyder ude af kontakt med den til enhver tid af et samfund, en kultur, som "normal" definerede virkelighed. Og der findes altså ikke et eneste menneske på hele denne klode, der hele sit liv er i 100% kontakt med denne virkelighed. Så, jo, alle mennesker er af og til "psykotiske". Dælme så. De ved det bare ikke.
Mht. den unge kvinde, så hjalp stemplet mig altså ikke på nogen måde til en bedre forståelse, havde det heller ikke gjort, hvis jeg havde vidst mere om sagen den gang. Det der hjalp, både mig og hende, var, at jeg så hendes angst og forvirrethed, som det de var. Genkendte dem. Og at jeg turde indlade mig på disse hendes følelser. Havde jeg "vidst" mere om sagen, havde konditioneringen været stærkere, havde den formodentligt endda stået i vejen for, at jeg havde kunnet indlade mig på hende uden forbehold.
En anden side af sagen nævner Jane i en af hendes videoer: siden al "psykisk sygdom" bunder i en eller anden form for traumatisering, har den "psykisk syge" sine "triggere". Ting, der udløser krise, hvis de kommer på bane. Du er inde på det, når du nævner den med angsten. For nogle er f.eks. større menneskeansamlinger "triggere". Man kan reagere forskelligt på det: man kan sige (og det er desværre meget udbredt) "Det var vel nok synd for dig, at du så ikke kan være med til koncerten på lørdag", eller man kan sige, som man ville gøre til enhver anden, med eller uden stempel, "Hey, vil du ikke med til koncerten på lørdag? Jeg har billetter." Og dermed overlade ansvaret for at træffe et valg til den, der sådan set er, og bør være, den eneste ansvarlige.
Så kan man måske indvende, at et evtl. nej bliver "bedre" forstået og accepteret, hvis den spørgende ved, at det er pga. en "psykisk sygdom", at svaret er nej. Det er jeg uenig i. Et nej, et valg i det hele taget, bør altid respekteres og accepteres. Uanset. Derudover hjælper det nok en del mere på forståelsen, hvis man siger, at man ikke har lyst til en masse mennesker, får sved på panden ved bare tanken, end hvis man siger, at man lider af en mystisk lidelse, kaldet "agorafobi".
Og, som Jane især er inde på: når man har "triggere" (og også hér vil jeg vove at påstå, at alle mennesker har nogle), er det ens eget ansvar, at arbejde med dem, så de ikke bliver til konstante hindringer for én selv og for andre - ellers må man tage i købet, hvis andre vælger én fra. Og hér oplever jeg desværre ofte, at mennesker "gemmer" sig bag deres "triggere", deres diagnose: "Det må du ikke sige/gøre! Det kan jeg ikke tåle!" Eller også bare: "Det kan jeg ikke." Der er altså ikke noget, der hedder: "Det kan jeg ikke." Det er rigtigt, at vi alle har vores rent fysiske begrænsninger, men mentalt kan alt lade sig gøre :)
Til sidst, mht. "triggere": de kan blive brugt imod én. Hvilket de faktisk ofte bliver i en psykiatrisk sammenhæng. Lige nøjagtigt som diagnosen i sig selv kan og ofte bliver brugt imod én.
Jeg accepterer, når et menneske siger til mig, at han/hun ikke orker det ene eller andet. Jeg accepterer ikke et: "Åhhh, det kan jeg ikke, fordi jeg er syg (altså psykisk)." Empati ja, medlidenhed nej. Drastisk, jeg ved det godt...
Hvad kommentarer angår: En ting som jeg selv har misset et par gange ifm emails er at Gmail gerne vil samle relaterede email i en tråd, og når tråden læses er det nemt at overse at der var mere end én ny meddelelse i tråden. Og så har jeg senere fundet ud af at der lå en kommentar og afventede moderation. Ups.
----
Ja, når der er etableret "direkte, uforbeholden kommunikation", er jeg da ganske enig i at alderen ikke er en væsentlig parameter. Men før det, er det ikke uden betydning. F.eks. hvis jeg støder på en blog. Det bliver nemmere at danne mig et billede hvis jeg f.eks. ved om det er en pige på 13 eller 31 år. Også selv om den "mentale alder" måtte vise sig at være 20.
Og jeg kan godt finde ud af at tage en 13-års pige seriøst, uden at starte med at antage fx "fjollet poptøs". Der er ikke noget galt i at kende alderen, og de mønstre der ofte "følger med". Det er nyttigt. Det forkerte ville fx være at antage at hun ikke kan håndtere at snakke og tænke over "voksne" emner; afskrive hende som "umoden". Altså lade "diagnosen" træde i stedet for at se mennesket.
Ja, det er alt, alt for almindeligt at psykdiagnoserne udløser afstandtagen. Det er ikke diagnosernes fejl, det er på grund af mennesker der bruger diagnosen til at danne sig et næsten færdigt billede. Hvis jeg ikke "misbruger" diagnosen, kan den hjælpe mig til at undgå at tro at "mere almindelige" mønstre gælder, og at overveje om andre mønstre (som jeg har set før) vækker resonans. Derigennem kan jeg hurtigere forstå.
Og jeg er ganske bevidst om ikke at tro en masse "for meget" om et anden menneske, ud fra nogle få facts. Mere bevidst end de fleste.
For nu at tage dit eksempel med angst, menneskeansamlinger, og en koncertinvitation. Min viden om angst er nyttig til bedre at forstå hvis svaret er nej. Men (enig) ikke som grunden til at acceptere det. Jeg kunne så overveje om lysten måske egentlig alligevel er der, men at der er brug for at få etableret mere tryghed omkring planen. Der kunne jo netop være behov for at tage fat i en som er ved at gemme sig bag sin trigger, "fordi jeg er syg".
Jo, jeg er helt med på at diagnoser og triggere kan blive brugt imod den det handler om. Netop brugt, misbrugt. Fejlen er så brugen, ikke ordet, ikke konceptet med at navngive et syndrom.
Ja, det kan godt være lidt forvirrende, en gang imellem, med sådan en masse forskellige mails samlet i en tråd. Men jeg havde rodet tråden igennem, fra ende til anden. Intet.
Måske lige så meget for min egen skyld, for at beskrive i ord, hvad det er, jeg mener, når jeg siger: væk med diagnoserne!:
Altså, nu er jeg stødt i blogs af 31-årige kvinder, hvis skriv var det af en 13-årig poptøs... og omvendt... ;)
Der, hvor jeg vil hen, er at jeg mener, vi kun kan se den anden som den han/hun er, hvis vi smider alle filtrene (etiketterne). Og det er i ingen situation så vigtigt at vi kan det, end når det er et menneske, der befinder sig i en eller anden ekstrem sindstilstand - noget vi som nævnt allesammen gør en gang imellem.
Min erfaring er, at det ikke er en beskrivelse fra en eller anden klog bog om angst f.eks., der hjælper mig til at forstå. Jeg forstår først virkeligt, når jeg ser angsten her og nu. Bevidst anerkendende. Også, og ikke miondst, min egen.
Netop hér kommer psykdiagnoserne ind i billedet som en selvbeskyttelse, der ikke bare beskytter mig mod den andres angst, men, meget mere vigtigt, mod min egen. Et intellektuelt afstandtagen fra mine egne følelser: "Det dér er unormalt, sygt. Godt, for så kan det ikke ske for mig, der er normal og rask." Mens det sker i selvsamme øjeblik, om end ubevidst.
Virkeligt anerkende den andens følelser og væren som menneske kan jeg kun, hvis jeg anerkender mine egne følelser og mit eget væren som menneske. Bevidst. Som det, det er. Ikke et "symptom", men et udtryk for menneskelighed. Følelser og værendet kan ikke være "syge/sygt". Ligemeget hvor intense/intenst de/t måtte være, ligemeget om en udenforstående person kan se, hvorfor de/t er eller ej.
Det er netop, når jeg ikke distancerer mig ved hjælp af diagnosticering, at jeg bliver nødt til at spørge "hvorfor?" Det spørgsmål, som psykiatrien - meget bevidst - ikke stiller.
At forstå den anden virkeligt, kræver enten grænseløs naivitet (i den forstand, som det krævede en Siegfried at trække sværdet op af stenen), eller at man er i sin egen personlige udvikling er nået til et punkt, hvor man har frigjort sig fra ego-identifikationen (såsom Jesus eller Buddha) og dermed de etiketter egoet konstant skriger efter.
Formen, kroppen, kan diagnosticeres, hvis det absolut skal være - og hér er den biologiske alder en del af formen. Det formløse, værendet, sindet, følelserne, tankerne, livet, kan ikke diagnosticeres med formelle etiketter. En filosofisk umulighed, så at sige. Det er derfor, at psykiatrien har så enormt travlt med at ville gøre det formløse til form - gener, transmitterstoffer, der angiveligt styrer vores væren. Mens det er omvendt. - Det er selvfølgeligt det, "striden" i sidste ende går ud på. Om der er noget formløst, eller om mennesket bare er summen af alle sine formelle enkeltdele... Er der kun materie? Eller er der også energi, der bevæger materien?...
Jeg har læst én fagbog, der hjalp mig til at forstå: Laing, The Divided Self. Den er ikke (udelukkende) skrevet med intellekten. Den er skrevet ud af Laings egen forstående væren. Noget, der kan gøre Laing lidt svært tilgængelig - for dem, der prøver at nærme sig ham via intellekten ;) Det gør ham dog også til en af de meget få, der formidler ægte forståelse, endda igennem en "fagbog". Og det er årsagen, hvorfor vores "summen af alle enkeltdele"-kultur afviser ham.
At diagnosticere værendet er som at spidde en sommerfugl med en nål, sætte den i en ramme, bag glas, og sige: "Se, en sommerfugl!" Nej og atter nej.
...og mens vores kultur mere og mere nægter det formløses eksistens - bl.a. ved at (bort)forklare alt naturvidenskabeligt, formelt, så bliver vi snart nødt til at "vågne op", og anerkende, at det essentielle, livet, faktisk er formløst - hvis vi vil overleve.
Og der hvor jeg vil hen er at en diagnose ikke er en etiket eller filter. Det kan godt være at den alt for tit bruges som sådan. Altså er der grund til at pille ved brugen. På samme måde som fx "etiketten" homoseksuel ikke er forkert blot fordi nogen tror at så behøver de ikke se dybere.
For mig er en stor del af værdien i at perspektivisere i forhold til et navngivet mønster (fx en diagnose) netop det at se hvordan mennesket forholder sig til sin situation. Igen er angst et relevant eksempel.
Og blot fordi jeg mentalt rummer indholdet af et mønster, behøver jeg jo ikke derfor tænke i symptomer. Dette er to uafhængige mentale konstruktioner for mig. Jeg distancerer mig ikke fordi jeg har hørt en diagnose. Tværtimod skærper den min hørelse.
Og hvis en 31-årig kvinde agerer som en 13-årig poptøs, ja så er det sgu en vigtig del af billedet at hun glemte at blive voksen.
Endnu en afhandling... :
Alle ord er filtre/etiketter. Kun hvis man accepterer dette, kan man se deres funktion som representanter/pointers og således undgå at tage ordet som tingen.
Ordet "skizofren" f.eks. ... Hvad er "skizofreni"? Følelsesmæssigt: forvirrethed, angst, vrede. Så, ja, som Nathaniel S. Lehrman siger, kan jeg lige så godt - og faktisk meget mere præcist, mere visende (og dermed bedre at forstå) - tale om forvirrethed, angst eller vrede. Og dermed anerkende, at det er helt naturlige følelser, der er tale om. I stedet for at give dem et navn, der stiller sig som en mur mellem følelserne og deres forståelse.
I praksis: spørg et hvilket som helst menneske - bare ikke lige mig... ;) - spørg herr eller fru Jensen, hvad "sz" er. Og spørg dem så, hvad forvirrethed, angst, vrede er. De færreste vil kunne svare på det første spørgsmål. Faktisk ikke engang blandt dem, der selv render rundt med stemplet på sig. De fleste vil kunne svare på det andet.
Man kan så sige, at, jamen, det er vel ikke bare det: forvirrethed, angst, vrede? Hvad med alt det dér, der hedder "hallucinationer", "vrangforestillinger", "tankeforstyrrelser" og og og... helt hen til fysiske "symptomer" som "kataton stupor"?? Vel, det er altsammens måder, hvorpå forvirrethed, angst og vrede kommer til udtryk på igennem tankerne som igennem kroppen, igennem adfærden.
Igen, det er ikke andet, end et spørgsmål om intensitet. Alle mennesker har "hallucinationer", "vrangforestillinger", "tankeforstyrrelser", og også fysiske "symptomer" som "kataton stupor" (faktisk meget "normal" for alle dyr - inklusive menneskedyret: haren eller dådyret, der stivner af skræk, når mejetærskeren kommer kørende...), når de oplever de nævnte følelser tilstrækkeligt intenst. De færreste oplever dem dog så intenst, at de selv eller omverdenen lægger specielt meget mærke til det. Ofte også fordi de stadigt har success med at fortrænge og fornægte deres egne følelser i den grad, som kulturen kræver det.
Forskellen er også, at det menneske, der får et "sz"-stempel, ofte ikke kan huske, hvad årsagen til følelserne er, og at omverdenen som regel nægter, at der skulle være en årsag (anden end en defekt hjernefunktion altså...) - "negative" følelser bunder som regel i "negative", traumatiserende, oplevelser - med og i omverdenen. Det vil omverdenen helst ikke høre/vide noget om. Så, reaktionen kommer - meget - forsinket og tilsyneladende helt ude af proportioner med en "trigger", hvis en sådan da overhovedet lægges mærke til og reaktionen ikke bare bliver betegnet som kommende ud af det blå. Det hedder så "affektforstyrrelser". Mens affekten aldeles ikke er forstyrret...
Alt i alt er det, der i dag bliver diagnosticeret som værende sygdomme, ikke andet, end helt naturlige reaktioner (alle psykdiagnoser kan forklares på den ovenstående måde). Nogle siger så, at intensiteten kan bruges til at skelne "rask" fra "sygt". Nej. En intens oplevelse kræver intense følelser og reaktioner (alt andet ville være sygt... Faktisk er netop den fortrængning og fornægtelse, der, så længe den fungerer, sørger for, at et menneske udadtil ser ud til at fungere, noget mere "syg", end alt det, der sker af reaktioner, når korthuset langt om længe styrter sammen. Med andre ord: De personer, der lever af at stemple andres udbruds-/gennembrudsforsøg som "sygdom", er dem, der er meget mere "syge"...) Og: Hvor skal skillelinien gå? Hvem afgør det? På hvilket grundlag? Et brækket ben er et brækket ben. Det kan dårligt diskuteres. Men hvor går grænsen mellem "normal" forvirrethed og "sz"? Det har været diskuteret og forsøgt at blive defineret lige siden "sz" blev en diagnose...
Jeg ville måske ikke have noget imod, at man navngav "meget stor forvirrethed" som "sz", hvis "sz" ikke var defineret som en medicinsk diagnose på en medicinsk sygdom, men altså bare var et andet ord for "meget stor forvirrethed". Jeg afviser psykdiagnoser, fordi jeg afviser ethvert sygeliggøren af menneskeligt væren. Og man er nødt til at have in mente, at alle psykdiagnoser blev og bliver skabt alene med dette ene foremål: at kunne sygeliggøre menneskeligt væren (så man kan være fri for at skulle indlade sig menneskeligt på det).
Igen: Jeg afviser ikke ordene i sig selv. Jeg afviser, at naturlig, menneskelig adfærd diagnosticeres medicinsk og dermed gøres til noget unaturligt, sygt - der, som logisk konsekvens, skal behandles medicinsk, ikke menneskeligt. Samtidigt med, at vi ikke kan nægte, at ordet "syg", og alt det, der relaterer, står for "ikke (fuldt) funktionsdygtigt", "i stykker", og dermed "mindreværdigt". En fodboldspiller, der har brækket benet, kan ikke bruges til ret meget i en kamp. Rent fysisk er han midlertidigt mindre værd, end holdkammeraterne. Det gør ham ikke mindreværdig som det menneske, han er. Men ved psykdiagnoser taler vi altså det menneskelige væren, der siges at være sygt...
Og så kan vi blive ved i al uendelighed med at prøve, og fortælle folk at, nej nej! sådan må i ikke tænke! Så længe vi holder fast ved sygdomsbegrebet, ved sygdomsdiagnoserne, så vil folk tænke i disse baner. - Og personligt, ud fra hvordan jeg ser denne verden er skruet sammen, er det faktisk også det, der er meningen med bl.a. hele det psykiatriske foretagende (ligesom det var meningen med inkvisitionen): At overbevise alle de dumme får (ja, undskyld, men det er jo altså hvad herr og fru Jensen er i øvrighedens øjne) om, at alle de "utilpassede" er mindreværdige. For at forhindre, at herr og fru Jensen måske kunne komme til at se noget fornuft i galskaben og blive rusket op af deres tornerosesøvn.
Man siger det ikke ligeud. Man siger: Nu må i have medlidenhed med disse stakkels mennesker! De kan jo ikke for, at de har en hjernesygdom = at de er mindre værd... Oversat til endnu mere tydeligt dansk: Vær sød ved dem, i skal foragte! En double bind lige ud af bogen.
Hér er for resten et godt eksempel på den "forståelse", en psykdiagnose som oftest fører til: "ulogisk", "uforklarligt", "grundløst", "usammenhængende", "bizart", "forkert", "irrationelt".En sådan beskrivelse af "sz" vil man finde i 99,9% af alle bøger, artikler etc. om emnet. Mere egnet til at forvirre, og skabe usikkerhed og endda frygt, end forståelse.
...og også dette finder man hyppigt i faglitteraturen:"slutteligt er den gennemsnitlige person dårligere begavet." Det er ganske simpelthen forkert (det modsatte er tilfældet :) ), og opfordrer sammen med alle de andre misinformationer heller ikke til andet end til at se ned på mennesker med et "sz"-stempel som mindreværdige åndsamøber.
En tanke apropos intensitet..
Og jeg tænker, hvor går grænsen mellem fantasifuldhed - virkelighed - schizofreni.
For til tider er jeg tilbøjelig at mene, at schizofrene* lever den ultimative forfatterdrøm i symbiose med sin fantasi….
(her ikke som mennesker med schizofreni - idet forudsætningen naturligvis er at der er tale om umedicinerede intense hallicunationer. :-) og schizofrenien dermed for en gangs skyld er det primære i min tankerække(fremfor mennesket) var det uklart...hm..)
Tror godt, jeg har fanget din pointe :)
Forskellen hér er nok, om intensiteten er ønsket, eventuelt fremprovokeret af én selv, eller om den kommer uanmeldt dumpende, og overvælder - i hvilket tilfælde man så ville have brug for en "kyndig" at vejlede i håndteringen af intensiteten (det, jeg har haft, om end ikke i form af en spirituel lærer men en psykolog).
"Perhaps this is the difference between a schizophrenic and a mystic. The mystic has become emancipated from the persuasions of psychic content, while the schizophrenic has become lost in them."
Sagde også til tider. :-)
For selv opnår jeg jo ligesom yderst sjældent den der totale symbiose, andet end i drømmenes fantasi - og det kan jeg så glæde mig over (når det altså lykkes at vågne fra mine mareridt(og alligevel stadig husker dem) )
Send en kommentar