Skal vi have flere lukkede døre og mere tvang - aka "skærpet opsyn" - for at forhindre selvmord på psykiatriske afdelinger?

Ifølge en artikel på politiken.dk har indtil videre ti personer i år begået selvmord under indlæggelsen på en psykiatrisk afdeling. Sundhedsstyrelsen mener, at en øget indsats mht. vurderingen af selvmordsfaren og et efterfølgende skærpet opsyn med de som selvmordstruede vurderede personer må være løsningen på problemet.

"Indsatsen er aldrig god nok, så længe indlagte patienter begår selvmord", citers sundhedsstyrelsens Jesper Fisker i artiklen, og jeg vil give ham ret. Hvad jeg bestemt ikke vil give hverken ham eller nogen anden ret i, er at mere vurdering og mere skærpet opsyn skulle være løsningen.

Af de 200 mennesker, der blev behandlet indenfor rammerne af Loren Mosher's Soteria-projekt, var der ikke én, der begik selvmord under sit ophold på stedet. Og det, selv om dørene aldrig var låste, og selv om der både var elpærer og andre "brugbare" genstande frit tilgængeligt for alle.

I sin bog Soteria. Through Madness to Deliverance beskriver Mosher årsagerne til aggressivitet, også den, der måtte rette sig mod personen selv, som bl.a. frustration, f.eks. over at få afslået et ønske, og vrede, f.eks. over at få overskredet personlige grænser, eller over at blive afvist.

Jeg spørger bare: hvor mange af de, måske somme tider lidt "sære" ønsker, som f.eks. at få lov til at stå på rulleskøjter i køkkenet kl. 03.00 om natten, mennesker i krise kan have, får man opfyldt på en psykiatrisk afdeling - især hvis man skulle være under "skærpet opsyn"?? Og jeg spørger endvidere: i hvor stor omfang er personalet på en psykiatrisk afdeling gearet, menneskeligt i stand, til at give et menneske i krise netop den opmærksomhed og det nærvær, men også netop den respekt og den personlige plads, dette menneske har så meget mere behov for, end for noget som helst andet (medicinsk "behandling" inkluderet)??

Indsatsen er ikke god nok, nej. Og den vil aldrig være det, uanset hvor meget vurdering og skærpet opsyn, så længe mennesker i emotionelle kriser bliver både rent fysisk, men også i allerhøjeste grad psykisk mishandlet, som de bliver det i det psykiatriske system.

Se i øvrigt dette indlæg ovre hos Johnnie for flere interessante betragtninger om emnet.