I går havde politiken.dk en opfølgende og uddybende artikel om selvmord på psykiatriske afdelinger, især omhandlende et konkret tilfælde.
Det der for mig er mest iøjenfaldende, er formuleringen "kampen mod selvmord", der, i en nøddeskal så at sige, gengiver systemets holdning til problematiken som en holdning, der vender det essentielle i problematiken på hovedet - og på denne måde mere eller mindre elegant dækker over det essentielle som over systemets uvilje og uformåen at indlade sig konstruktivt på det.
Selvmord er altid det ultimative "nej" til verdenen og til den egne identitet. En verden og en identitet, mennesket der vælger selvmord ikke længere kan klare at skulle leve i og med. At føre en "kamp mod selvmord" ved hjælp af mere vurderende observation og skærpet opsyn, tager det sidste mulige valg fra dette menneske, det er en kamp mod dette menneske selv. I stedet for at det giver mennesket valgmuligheden for at definere sig selv og verdenen på en ny, livsbekræftende måde.
Modstand kan brydes. Ved at bryde modstanderens vilje. Modstand kan også omdannes til samarbejdsvilje. Ved at respektere den. Et liv kan kun den redde, der ønsker at leve det. Det er ikke om at tvinge en biologisk eksistens til at fortsætte. Det er om at få et muligt liv til at ønske sig selv.
_______________
P.S.: Hér er nogle betragtninger fra Jane's side om emnet, der også fylder meget i de U.S. amerikanske medier, igen og igen, dog mere med fokus på skydevåben, og om mennesker med en psykiatrisk diagnose skulle registreres og forbydes at eje våben. Hvilket nogle mener, ville forebygge selvmord. Ganske som man hér i Danmark mener, skærpet opsyn ville kunne forebygge.
Suicide prevention? Let's get real
af Jane Alexander
New York Times artiklen, Jane taler om, kan læses hér.
Hér er Jane's tilhørende blogindlæg om emnet.
mandag den 15. september 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
7 kommentarer:
"Det er ikke om at tvinge en biologisk eksistens til at fortsætte. Det er om at få et muligt liv til at ønske sig selv."
Meget smukt opsummeret. :-)
Tak :) En tanke, jeg havde for noget tid siden i forbindelse med flere andre tanker angående denne beretning i LAP's medlemsblad, der måske nok skal ses som en reaktion på disse betragtninger - som du måske nok vil synes er en anelse for radikale ;)
Fandt tanken faktisk også i beoruce's kommentar til Jane's video: "Bottom line is you need to want to live for yourself, no one can do that for you" (seneste kommentar, øverst), i dag, og i hendes video selv jo.
"måske nok - måske nok" - tror jeg er ved at være træt...
Burde vide bedre..Jeg skal ikke læse dine indlæg (og dertil hørende links) når jeg er for træt, så misser jeg simpelthen for meget.
Vender tilbage når jeg er vågen nok til at få det hele med. :-)
Så er vi da to, der er trætte... Sov godt :)
Vist er den "for" radikal. Og dog er jeg jo ikke absolut uenig i alt.
FX følgende to udsagn.:
” Ethvert forsøg på at unddrage sig psykiatriens kontrol kan være grundlag for tvangsbehandling”
”Ingen anden institution i samfundet har i så høj grad som psykiatrien ret til at definere sit klientels realitet, og samtidigt nægte sit klientel enhver ret til selv at definere sig og sin egen realitet.”
Catch 22 - hvis du ingen erkendelse har af at du fejler noget - må du virkelig være syg..
Den personlige fortælling indbefattede følgende linje som var lige ved at forårsage spildt kaffe over hele tastaturet i kvababbelse:
"Hun fortalte også, at tvang er hårdt for personalet. De overskrider også nogle grænser, men gør det i bedste mening."
Hva? Hvad pokker skal en patient beskæftige sig med det for?
Skal hun synes det er ih så synd for personalet? Måske endda i virkeligheden mere synd for dem at være nødt til at bruge tvang - end det er synd for den patient som tvangen går ud over?
Hva?
Forargelsen ville ingen ende tage her hos lille mig - for tydeligere end som så, fås det næsten ikke at patienterne p.t. er til for sygehussystemet - fremfor at systemet er til for dem.
Jeg kunne ikke være mere enig i dine betragtninger. For mig at se, spilles der på samme tangent, som mange forældre er så eminent dygtige til at spille på: "Nej, nu må du ikke være vred/ked af det/ angst, for så bliver jeg ked af det." Skyldfølelser er fantastiske opdragelsesredskaber. Samtidigt med, at de afleder opmærksomheden fra det væsentlige. Perfekt.
Send en kommentar