Psykoaktive stoffer og meditation

I et kort klip på YouTube, der desværre ikke længere er tilgængeligt, fra en workshop med Eckhart Tolle, taler han om psykoaktive stoffers potentiale til at frembringe en vis lindring af den lidelse det er, at være et ego-identificeret individ i vores moderne, vestlige verden.

Ved at tage udgangspunkt i alkoholen, siger han:

"Det [at drikke alkohol] får larmmaskinen i hovedet [sindet] til at falde til ro i et stykke tid. Men der er en omkostning. Omkostningen er, at du bevæger dig hen imod ubevidstheden. Men på din vej hen til ubevidstheden føler du dig lidt bedre tilpas. Så, stoffer, hvilke det end måtte være, smøger - tag en smøg! - selvfølgeligt er pot ikke et stof, det er et blad, så... Så, det blad kan give dig lidt befrielse fra sindet. Men prisen du betaler, er at du bevæger dig hen imod ubevidstheden. (...) Der er en anden vej [end at opsøge en tilstand af ubevidsthed igennem indtagelsen af psykoaktive stoffer] til at blive fri [af lidelsen] ..." (min kursivering)

Jeg faldt over klippet mens jeg egentligt planlagde et indlæg om videoen forneden. Klippet giver en indledende afklaring angående nogle desværre meget udbredte misforståelser med hensyn til psykofarmaka og meditation, og meditationens potentiale til at føre til en højere bevidsthed, "enlightenment" - ligesom med hensyn til psykofarmaka og terapi, og terapiens potentiale til at føre til fuld recovery - mens det samtidigt giver svaret på spørgsmålet, om det er muligt, at opnå fuld recovery fra emotionel lidelse ("psykisk sygdom") ved at bruge psykofarmaka - eller andre psykoaktive stoffer - eller ej.

Det korte svar, som Eckhart Tolle giver i talen, er nej, det er ikke muligt at opnå recovery fra emotionel lidelse mens et individs bevidsthed er under indflydelse af psykoaktive stoffer. Simpelthen fordi disse stoffer hindrer individet, der befinder sig under deres indflydelse, i at komme i kontakt med sit sande selv, fordi disse stoffer hindrer individet i at blive bevidst. Alle psykoaktive stoffer "virker" ved at øge ubevidstheden. Stofferne står som en uovervindelig mur mellem individet og dets sande selv.

Mens vedvarende emotionel lidelse meget vel kan skabe en personlighed, en ego-identitet, der er præget af en negativitet, der på sin side igen, skaber mere og mere lidelse, og derved nedbryder personligheden, er det dog også netop denne tiltagende lidelse, der er forudsætning for at lidelsen kan vedvarende overvindes, netop ved at egoet, personligheden, nedbrydes.

"...den medicin vi giver i dag, medvirker til at bevare personligheden", siger psykiater Jan Nielsen (Outsideren nr. 64, s.11) næsten korrekt. Psykofarmaka bevarer individets identifikation med sit ego og sin lidelse, altså individets personlighed, ved at fryse lidelsen fast på et ubevidst og derfor tåleligt niveau. Prisen er, at individet som oftest forbliver kemisk låst fast i ubevidsthed, i sin lidelse, i "kronisk psykisk sygdom", og at transcendens, fuld recovery, forbliver umuligt at opnå. Mens prisen somme tider, og ikke sjældent, endda er, at selv det falske selv, personligheden, langsomt men sikkert nedbrydes, ikke for at vige for en højere bevidsthed, men for at vige for tiltagende ubevidsthed, som resultat af en reduceret hjernekapacitet.

Interessant er, at Jan Nielsen, om end ubevidst og altså ufrivilligt, afslører sig selv som "sindslidende", lidende under sit sind, sin ego-identifikation: "Hvis du altid er stresset af for eksempel stemmer eller - Jan Nielsen kigger sig ironisk omkring - din arbejdsplads,..." (Loc.cit.)

Jan Nielsen lider dog ikke nok (endnu) til at han ikke længere er i stand til at opretholde illusionen om en velfungerende personlighed. En illusion, han stadigt klarer at opretholde ved at afgrænse sig selv mod "de sindslidende", sit klientel. Han er låst fast i ubevidsthed, måske ikke af psykofarmaka, men af sin professionalisme, sin formentlige ekspertise, illusionen om at udføre et meningsfuldt arbejde og derigennem om at være noget/nogen - og derudover af den drink, han måske i ny og næ skænker sig selv, når han vender hjem fra atter en slidsom arbejdsdag, atter et slidsomt felttog mod den opvågning, der er så ekstremt nedbrydende for egoet, for personligheden, ikke mindst for hans egen personlighed. Atter en dag, hvor det lykkedes at kæmpe x antal (hans eget) ego-truende opvågninger ned med en gedigen dosis Zyprexa. Skål på det!

Mens enhver seriøs spirituel lærer ved, at psykoaktive stoffer og meditation ikke går godt sammen, ligesom Loren Mosher vidste at psykofarmaka og terapi ikke går godt sammen, mener de fleste psykiatere, psykologer og andre behandlere indenfor psykiatrien stadigt, at, ligemeget hvilken form for emotionel krise, så må en kombination af "medicin" med terapi, en kombination altså af to diametralt modsat virkende behandlingstiltag, være den optimale tilgang.

Forståeligt er dette kun, hvis man ser det i sammenhæng med samfundets, og dermed psykiatriens, eksistentielle angst for de ego-nedbrydende opvågningsprocesser eksistentielle kriser er. Mens denne angst til stadighed lader de angste behandlere fornægte eksistensen af muligheden for fuld recovery, anerkender spirituelle lærere ikke bare mulighedens eksistens, men sigter med al deres gøren og laden faktisk netop mod fuld recovery, eller "enlightenment", med et spirituelt begreb.

Konsekvensen af psykiatriens fornægtelse af at et højere bevidsthedsniveau er muligt at opnå, der på sin side er en konsekvens af psykiatriens definition af kriser som værende kroniske, biologiske hjernesygdomme, er at psykiatrien sigter mod det stik modsatte af hvad en spirituel lærer ville sigte mod, og altså prøver med alle midler at reducere det kriseramte individs tiltagende - eller vågnende - bevidsthed. Ikke bare "back to normal", men desværre som oftest på et niveau langt under "normal", og lige så ofte vedvarende, igennem "vedligeholdelsesmedicinering" med meget stærke kemiske nervegifte, som ikke kun reducerer hjernens kapacitet mens de tages, men som også forårsager hjerneskader, og således reducerer hjernens kapacitet permanent og i tiltagende grad jo længere stoffet tages.

Så, hvis du er ved at vågne op, hvis du går igennem en emotionel krise, så pas på med psykoaktive stoffer, specielt kemiske substanser, såsom alle psykofarmaka, hvis hjerneskadende potentiale er noget større end rene, naturlige stoffers, såsom "bladets".

I videoen forneden siger Jane bl.a. at specielt stimulerende stoffer som koffein og amfetamin, altså speed men også "ADHD-medikamenter", ikke går godt sammen med meditation. Simpelthen fordi de gør det meget svært, om ikke umuligt, at nå til den indre stilhed, der er grundforudsætningen for meditation. Janes konklusion angående brug af psykoaktive stoffer i forbindelse med meditation er derudover:

"At tage hallucinogener og meditere samtidigt er som at køre med en fod på bremsen og den anden på gassen samtidigt: held og lykke! Men jeg anbefaler det altså ikke.

Uanset hvor meget kemi du måtte have i din krop, vil du gøre nogle fremskridt, hvis du bliver ved med det [at meditere]. Men du vil også nå til en grænse, hvor du ikke kommer videre, hvis du beholder stofferne i dit system. Og dette gælder alle stoffer, og det er hvorfor jeg må give dig den skuffende nyhed. Så, dette gælder hvis du ryger hash og elsker pot, og det gælder hvis psykofarmaka er din ting. Hvis du er på antipsykotika eller antidepressiva eller hvad det måtte være, eller hvis du ryger pot 24 timer i døgnet, eller hvad det måtte være, så har du forurenet dit sind med en bestemt forestilling, en hallucination, en falsk virkelighed.

Og det er, hvad meditation be'r os om at gøre, at fritlægge virkeligheden, at tillade virkeligheden..., at tillade vores sanser at åbne op for en virkelig oplevelse af vores subjektive realitet.

Den eneste vej, hvordan du vil få et sandt billede af hvad der er virkeligt, er hvis du mediterer med udgangspunkt i hvordan du er kommet i denne verden. Og hvis dine forældre overhovedet interesserede sig for dig, blev du formodentligt født med et minimum af stoffer, hvis overhovedet nogen, i din krop. Hvis dine forældre ikke interesserede sig for dig, eller din mor ikke kunne lide sig selv særligt godt, eller hvad ellers, blev du måske født under indflydelse af alle mulige stoffer. Men faktum er: du behøver dem ikke, og de forvrænger dit mentale billede og dine indre sansninger.

Så, grundlæggende, hvilke stoffer du er på, ligemeget hvilke det er, syre eller..., pot eller..., hvis du gør ikke andet end at drikke kaffe og ryge cigaretter, eller hvis du tager seks forskellige slags psykofarmaka, alle disse substanser agerer som begrænsning, som regulator for hvor dybt ind i meditationen du kan komme. Fordi før eller siden vil du være nødt til at bryde igennem disse lag af tåge for at nå frem til sandheden. Og når den dag kommer, og du prøver at finde dig selv, og går dybere og dybere og dybere, og tættere og tættere, vil du finde dig bogstaveligt talt afskåret fra din indre verden af dine stoffer. Hvilke de end måtte være.

Så, ja, du kan anvende stoffer og meditere. Det er ok. Ja, du kan få noget ud af det. Det kan hjælpe, helt sikkert. Jeg siger ikke, at det ikke gør. Men der kommer et punkt, hvor vi må give slip på stoffernes støtte og gå selv i meditationen.

Og indtil du er klar til at opgive dine psykofarmaka permanent, eller opgive dit pot permanent, eller i det mindste så længe det er nødvendigt, vil du altid opleve disse forvrængninger inde i din virkelighed. Og de vil skjule dit sande selv. Meditationsoplevelserne vil være fejlagtige og farvede, fordi de vil være begrænsede af stofferne.

Så, hvis du virkeligt vil nå til dit inderste indre, hvis du vil finde universet, eller Tao'en, eller hvad det nu er, du er ude efter, hvad du vil få ud af meditationen, må du komme af med stofferne, før eller siden. Og det kan være en svær beslutning at skulle tage. Men du er nødt til det. Der er ingen vej udenom."


Meditation, spirituality and drug effects
af Jane Alexander