"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

lørdag den 8. november 2008

"What am I supposed to do, run away?"*

Ray Sandford, der bor i en beskyttet bolig, "Victory House" i Minnesota, USA, bliver hver onsdag morgen hentet af nogle ansatte fra "Mercy Hospital" og kørt til hospitalet for at modtage elektrochok. På basis af ambulant tvang.

Ray har i sin fortvivlelse henvendt sig til menneskerettighedsorganisationer og er blevet henvist til MindFreedom International. Hér var David Oaks til at begynde med ikke sikker, om han skulle tro på Ray. David har aldrig før hørt om elektochok, der blev givet på basis af ambulant tvang.

David talte bl.a. med Tonya Wilhelm, Ray's værge. Tonya Wilhelm bekræftede, at Ray fik elektrochok på basis af ambulant tvang. Minnesotas lovgivning tillader dette, og Ray er langt fra den eneste, der er offer for denne lovgivning. "Det er helt legalt, og jeg kan ikke gøre noget", sagde Tonya Wilhelm i telefonsamtalen til David.

Krista Erickson, formand for MindFreedom's Shield Campaign siger hertil: "Det her er forfærdeligt. Det er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, der skulle blive bragt til en ende. Selv om Minnesota følger den nuværende lovgivning, må lovgivningen ændres. Og Ray har ikke haft mulighed til at anke til en højere domstol."

Ikke nok med, at Ray's værge, Tonya Wilhelm, stiller sig ligeglad, og ikke ønsker, at foretage sig noget som helst for at hjælpe Ray. Da hun fandt ud af, at MindFreedom ville organisere en alert, truede hun David: "Kun jeg kan give jer lov til at sige noget om det hér i offentligheden." Da David gjorde hende opmærksom på den også i den amerikanske forfatning indskrevne ytringsfrihed, svarede hun: "Lad vores advokater tale", og lagde på.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad Tonya Wilhelm er så bange for, at hun lader sig henrive til at gå så langt som til at true David. Når nu alt er i sin bedste, juridiske orden, ifølge Minnesota's lovgivning. Skulle hun have hørt om, at ikke bare MindFreedom men også FN's specialrapportør Manfred Nowak synes, elektrochok givet under tvang er en krænkelse af menneskerettighederne, og således tortur?

Jeg har sent en mail til Tim Pawlenty, guvernøren af Minnesota, og bedt ham om at ende både Ray's og al anden tvungen "behandling" med elektrochok. David arbejder lige p.t. på, at få alerten ud på MindFreedom's website. Jeg vil poste linket, lige så jeg har det. Og hvis du nu tænker 'Minne-hvad-for-noget?? Ray?? Jeg kender ikke nogen Ray. Hvad rager det mig', så:

First they came for the Socialists, and I did not speak out -
because I was not a Socialist.
Then they came for the Trade Unionists, and I did not speak out -
because I was not a Trade Unionist.
Then they came for the Jews, and I did not speak out -
because I was not a Jew.
Then they came for me - and there was no one left to speak out.
_______________

*Ray Sandford

7 kommentarer:

silhuet sagde ...

Ikke hadet gør mig bange,
ikke volden og torturen
ikke dødens rifelgange
eller skyggerne på muren.
Ikke nætterne, når himlens
sidste stjerne
styrter ned
men den nådeløse verdens
blinde ligegyldighed"

(Halfdan Rasmussen)

Harning sagde ...

Selvfølgelig er en amerikansk stat fuldstændigt ligeglad med menneskerettighedskonventionerne!
Men jeg kan dog ikke undlade at undre mig over Ray, for hvorfor flytter han ikke bare?
(bare og bare.., men hvis valget står mellem at flytte eller få elektrochok - så ved jeg da godt hvad jeg ville vælge, så kan man altid kæmpe for principperne på sikker afstand med en frisk rå unfried hjerne)

Marian sagde ...

Ray's problem er nok, som overskriften antyder, at han ville være nødt til at decideret stikke af. I hvert fald ud af Minnesota. Siden han i denne delstat er dømt til "behandling". Jeg vil lige for en god ordens skyld tilføje, at man i USA absolut ikke behøves at have begået nogen (anden) form for kriminalitet (end at være stemplet som værende "psykisk syg"), for at kunne blive dømt til "behandling". Det er altså ikke ligesom i Danmark, hvor man i hvert fald og mindst skal have stjålet et æble, før man kan få en "behandlings"dom.

At på denne måde skulle stikke af, kan være en meget skræmmende sag i sig selv. Især for en 54-årig mand, der sandsynligvis a) ikke har noget sted, at tage hen, b) sandsynligvis heller ingen penge har, og c) ikke er særlig god til at takle stressede situationer, bl.a. da flere måneders ugentlig "behandling" med ect uden tvivl har sat deres spor.

I en sådan situation er det at stikke af virkeligt kun den aller-allersidste udvej.

Harning sagde ...

At det ikke er helt ligetil at flytte/stikke af forstår jeg udmærket, jeg har nok bare lidt svært ved at se anden løsning end netop denne sidste udvej, hvis manden skal undgå flere ckokbehandlinger.
Når det gælder Danmark, tror jeg at du indenfor det sociale system vil finde rigtigt mange både forældre og børn som anser sig for at være dømt til behandling - at vi ikke har nogen domstol og dertilhørende advokater og retssikkerhed indenfor systemet - betyder jo ikke at "behandlingsdomme" ikke forekommer.

Marian sagde ...

Jeg kan sagtens følge dig. Selv var jeg formodentligt stukket af ved første lejlighed, og i det hele taget ved systemets første forsøg på, at ville påtvinge mig dets "hjælp" overhovedet. Pyt med, om jeg så havde måttet bo på gaden. Men det er altid nemmere sagt end gjort. Og jeg forestiller mig, at Ray egentligt gerne vil have noget hjælp. Bare ikke den, han får nu.

Muligvis spiller der også betænkeligheder mht. hvad der ville ske, hvis et flugtforsøg mislykkes, med ind. I USA har de masser af sengepladser på de lukkede afdelinger, hvor man i givet fald kan sidde i årevis. Mens man ikke bare "behandles" én gang om ugen, men måske to - tre gange (når det f.eks. vurderes, at én gang om ugen åbenbart ikke har været nok). Jeg tænker, Ray overordnet er glad for, at han overhovedet kan få lov til at bo ude i samfundet, i stedet for at skulle sidde buret inde på ubestemt tid.

Ja, Nikolaj og Mettes historie er jo sådan set et godt eksempel på, hvordan systemet også i DK tryner folk.

Harning sagde ...

Ja, jeg kan godt se at hvis alternativet er at blive indfanget og buret inde på ubestemt tid - så er valget måske ikke så vanskeligt :-(
(Apropos tvang og Nikolaj og Mette )

Marian sagde ...

silhuet - eller Halfdan Rasmussen ;) -: JA!