"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

tirsdag den 4. november 2008

Mere tvang i psykiatrien, tak!

Ja, det er jo klart, at "de psykisk syge" begår kriminalitet, fordi de alt for nemt slipper for at tage deres "medicin". Så, flere tvangsindlæggelser skal der til, mener Sundhedsstyrelsen ifølge denne artikel på politiken.dk. Flere tvangsindlæggelser, hvor mennesker i krise så igen kan blive tvunget til at sluge den "medicin", der allerede på kort sigt kan være meget invalidiserende for dem, og der på længere sigt afkorter deres liv med gennemsnitligt 25 år. Men hér, når vi taler om mennesker i krise, "de psykisk syge", der er så grundlæggende forskellige fra "normale" mennesker, at de knapt nok kan betegnes som "mennesker" overhovedet, taler vi selvfølgeligt ikke om "drab". Nej. Hér taler vi om "behandling".

Det påstås jo gerne, at især "skizofrene" har en tendense til at se tingene meget sort - hvidt. Jeg mener, man knapt finder grellere eksempel på sort-hvid-tænkning, end når man ser på systemets, politikernes (Özlem Cekic) og mediernes totale ignorance overfor spørgsmålet, hvorfor mennesker i krise vælger den eneste "behandling", systemet tilbyder i dag, fra. Man finder næppe mere udpræget sort-hvid-tænkning end i "behandlings"tilbuddet som sådan: "medicin" - eller ingenting. Mens systemets, politikernes og mediernes sort-hvide tunnelblik retfærdiggøres med det ikke mindre sort-hvide "argument", at fravælgelsen af det invalidiserende og langsomt men sikkert dræbende "behandlings"tilbud er et "sygdomssymptom", og bestemt ikke sund fornuft, som "de psykisk syge" selvsagt ikke ejer det mindste af. Kafka kunne ikke have "argumenteret" bedre.

Det er "[s]vært at se, hvem der har ansvaret", lyder en mellemrubrik af politiken.dk's artikel. Mens det dog er en selvfølge, at det ikke er mennesket i krise, der kan få lov til at tage det mindste ansvar for sig selv: "Patienterne må ikke sejle deres egen sø." Nej. De må ikke holde på deres menneskeret til at definere sig selv, deres egen oplevelse af krisen. De må ikke holde på deres menneskeret til at vælge invalidiserende og langsomt men sikkert dræbende "behandling" fra. Ellers kunne systemet, politikerne og medierne blive nødt til at tage skyklapperne af og lytte til disse "patienter", disse ikke-mennesker.

"Hvis man vil udnytte noget, er det første man skal gøre, at gøre det man vil udnytte tavs", siger miljøaktivisten og forfatteren Derrick Jensen i et interview med Will Hall. Og "[d]e begyndte med konklusionen og udfyldte så alle de tomme felter til spørgsmålene. Så, det var fuldstændigt drevet af behovet - eller ønsket - om at HAVE terrorister. Hvis du bygger antagelse på antagelse, kan du gå hvor som helst hen", siger forsvarsadvokaten William Swor i Adam Curtis' The Power of Nightmares, 3. del "The Shadows in the Cave", om den U.S.-amerikanske regerings konstruktion af terrorismen som en fare, stor nok til at retfærdiggøre bl.a. Irakkrigen.

På overfladen drejer det sig om økonomiske fordele. Ligesom biopsykiatriens "kamp mod 'psykisk sygdom' " ved hjælp af neuroleptika drejer sig om økonomiske fordele for både farmaindustrien og den enkelte psykiater. Ser man nærmere på det, drejer det sig dog også om helt andre end rent økonomiske fordele. Det drejer sig om den magt det giver, at udpege nogle "sorte får", og så selv fremstå som "frelseren" fra den fare, disse udpegede sorte får angiveligt udgør. Det giver både politisk magt, at kunne fremstå som frelseren i andres øjne, og det giver, måske endnu vigtigere, en fornemmelse af sikkerhed og kontrol i forhold til den egne, indre usikkerhed og mangel på kontrol, de egne, indre "terrorister", de egne, indre "psykisk syge", når man kan se sig selv som frelseren, bekræftet af andre. Jo større den egne, indre "terrorist", eller "psykisk syge", eller "indvandrer", jo større det egne, indre sorte får, jo større er behovet - det narcissistiske, i sit eget strålende hvide, pletfrie image forelskede - for at udpege andre som værende de sorte får. Og jo mere sorte er disse udpegede sorte får nødt til at blive tegnet. Så man trygt kan fornægte det egne, indre sorte får, og se sig selv som strålende og pletfrit hvid. Sort - hvidt. Det er heri, udnyttelsen ligger. Udnyttelse af andre som repræsentanter for det egne, indre sorte får. Projektioner.

Desværre er mekanismen selvdestruktiv. Den skaber terrorister, den skaber "de farlige andre". Fordi den, ved at kæmpe, føre krig mod disse andre, styrker dem. Terrorisme har aldrig før været et så stort problem, som det er i dag, efter den internationale politik, med USA i fronten, har erklæret terroristerne for at være samfundets sorte får nr. 1. Tæt fulgt af "de psykisk syge", indvandrerne, og andre minoriteter. Aldrig før er der blevet kæmpet mere og hjulpet, faktisk "frelst", mindre.

Derfor må de sorte får selv endeligt ikke lyttes til. Derfor må de sorte får ikke få en stemme, men må gøres tavse. Med rhetorik, propaganda - og meget gerne med invalidiserende og livsforkortende, dræbende "medicin". Når de sorte får ikke kan erklæres for direkte værende kriminelle, kan man altid forfølge og straffe dem under dækket af "hjælp", af "behandling". Og, om nødvendigt, hvis de sorte får prøver at emancipere sig fra at skulle tjene som de sorte får, med tvang.

Men selvfølgeligt er sådanne betragtninger intet andet, end et "sygdomssymptom", et "symptom" på "paranoia". Set med Kafka's øjne.

9 kommentarer:

Janne sagde ...

Jeg følger dig hele vejen her, i din tolkning af de "mekanismer" der er på spil. Og jeg tror heller ikke den tolkning er et "sygdomssymptom", det er netop præcis en forståelse som, hvis "behandlerne" med alt for store egoer skulle optage den, ville opleve at deres identitet blev taget fra dem. Det er en meget truende forståelse, men ikke mindre rigtig, tror jeg.

Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at sige at det eneste der kan gøre verden til et bedre sted at leve, er at vi lærer os selv at kende. Rejser indad. Væk fra egoet. Også selvom vi regner os for at høre til i den "raske" eller "normale" kategori.

Med kærlig hilsen

Janne sagde ...

Jeg kom lige til at se min egen formulering i sætning to, og den trænger vist til en opstrammer:

Og jeg tror heller ikke den tolkning er et "sygdomssymptom", det er netop præcis en forståelse som, hvis "behandlerne" med alt for store egoer skulle optage den, ville give dem oplevelsen af at deres identitet blev taget fra dem.

Sikke noget - undskyld bøvlet, Marian.

Marian sagde ...

Bestemt ikke noget, at sige undskyld for, Janne! Jeg havde slet ikke opdaget noget. :) - Men jeg har også siddet det halve af natten og knevret i telefon med en veninde over there, oveni dette indlægs og det næstes vredesudbrud. Ehem, ja, jeg blev vist lige lovligt vred, lod mig "triggere". Lige netop den vrede, der får folk i krise til at gå amok, ligeså nogen eller noget rammer det "ømme punkt", bevidst eller ubevidst. Man kan sige, at det er lidt heldigt, at jeg i hvert fald selv er rimeligt bevidst om det, når det sker, og hvorfor. Takket være "rejsen indad", som jeg fik lov til at foretage. Og at jeg kan "udagere" skriftligt, mens andre ikke har andre udtryksmuligheder tilbage i en sådan situation, end fysisk vold. Fordi man har nægtet og nægter dem ethvert andet sprog.

Min veninde har sat sin blog ("Beyond Meds") på "stand by" lige p.t. Netop fordi hun ikke orker disse jævnlige konfrontationer med "triggerende" indhold, som hun føler, modarbejder hendes egen helingsproces. Jeg forstår det bare alt for godt. Spørger mig ofte, om det er en god idé, at konfrontere mig selv (læse på politiken.dk, eller på nogens hjemmeside, f.eks.). Men på den anden side tænker jeg også, at jeg er nødt til at tage ansvar for mine "triggere", min sårbarhed, i stedet for at gemme mig, eller "pakke mig selv i vat", så at sige. Det er vist om at finde den rette balance, også hér. Ikke nemt.

Janne sagde ...

Marian, "lige lovlig vred" findes vist slet ikke i min ordbog, man bliver så vred som man bliver, og vrede er altid et signal om at ens værdier eller grænser er truede. I grunden er det godt at kunne mærke sin vrede når den er der. Jeg tror mere det er måden man viser sin vrede på, der kan være lige lovligt "aggressiv" eller "voldelig" eller et eller andet, og det er måske her krisen kan stikke hovedet frem? Jeg synes der er ret langt til dette i dine to indlæg her, vil jeg lige sige :-).

Jeg kender rigtig godt det der med at skulle balancere mellem at blive trigget for lidt eller for meget, og efterhånden har jeg også bedre styr på min sårbarhed. Der er (stadig) bare visse ting jeg ikke kan afvise uden at det går ind og "får mig" nok en gang. Måske er det slet ikke meningen vi skal af med de her ømme punkter, måske er det bare meningen vi skal kende dem, tror du ikke? Dét er vel at tage ansvar (og ikke skyde videre på andre)?

Det er noget jeg tænker meget på. For mig er det så vigtigt "bare" at kunne være menneske. Det er alt hvad jeg håber på at føle at jeg er.

Marian sagde ...

Det der et eller andet sted hen irriterede mig grænseløst* var, at jeg tydeligt kunne fornemme hvordan jeg, selv om jeg også havde en vis afstand, identificerede mig med min vrede. 'Jeg - læs: mit lille ego - er blevet jogget over tæerne!' Og så kommer den der hævn-forsvars-reaktion, gerne i form af lidt ironi, der på sin side igen bringer "modstanderen" i en hævn-forsvars-position. En ond cirkel af angreb og modangreb. Krig. Og siden jeg ser det, burde jeg ikke indlade mig på det. Men jeg gjorde det altså i går. Med det resultat, at jeg gik rundt og havde det elendigt, fordi cirklen ikke er en cirkel, men en opadgående spiral. Vreden tager mere og mere over, det bliver sværere og sværere at komme ud af identifikationen med den.

Helt konkret sker der det, at jeg identificerer mig med tankerne på fortiden, erindringerne. Jeg er den, der ikke bliver hørt/set, alt hvad jeg måtte sige bliver vendt på hovedet, mens jeg får at vide, at alt hvad jeg selv måtte tænke, føle, fornemme jo slet ikke har hold i virkeligheden, nej nej! - Med et sødt-medlidenhdsfuldt smil: "Din lille dumrian." Det er disse og lignende budskaber, jeg ofte læser meget klart og tydeligt formidlet igennem ord som "sindssyg", "paranoid" etc., andre gange mere mellem linierne, f.eks. igennem en overskrift, der indikerer, at det er de pårørende, der har spændetrøjen på - what?! - og udtalelser som den at det jo gør ondt på de pårørende - igen: what?! - At jeg efterhånden har hørt og læst et utal af beretninger fra andre, der har oplevet detsamme, først med deres pårørende, og så i systemet, forstærker bare identifikationen, følelsen af afmagt og den deraf resulterende vrede.

Jeg vil ikke af med min evne (som jeg ser det snarere end et 'handicap') til at kunne læse mellem linierne. Men jeg vil gerne ud af den absolut (selv-)destruktive identifikation med offerrollen, som jeg røg lige hovedkulds ind i i går igen.

Der er efterhånden ret langt til en virkelig krise. Måske længere, end for mange af de "normale", der ikke aner, hvad en krise er for noget. Hvorfor en sådan nemt kan tage dem på sengekanten, så at sige. Men jeg er også stadigt god til at skabe små, bitte kriser for mig selv, every now and then. Ved at blive til (identificere mig med) mine ømme punkter, i stedet for at (er-)kende dem.

*Det irriterede mig, og selvfølgeligt begik jeg således den fejl, at kæmpe imod... Indlægget om Özlem Cekic er resultatet af dette kæmpen imod. Uden at jeg dermed vil sige, at det ikke har sin berettigelse.

Janne sagde ...

Tak, Marian, jeg forstår bedre nu hvad du mener, tror jeg (og måske forstår jeg også mig selv lidt bedre - identificere kontra (er)kende - stort :-)).

Jeg sidder og tænker at du (også) læser dig selv mellem linjerne, og det er da virkelig en evne. Uanset hvilken fortåelsesramme det ellers bliver vurderet ud fra :-).

Jeg kan også genkende irritationen, eller den kalder min egen oplevelse af igen og igen at tro at andre har magt til at bestemme hvem jer er, frem. Jeg har snart brugt et halvt liv på at forsøge at undgå at identificere mig med det billede jeg tror andre har af mig. Måske skrev jeg som jeg gjorde, fordi jeg har behov for at tilgive mig selv, ser jeg nu. Jeg orker ikke mere skyld. Og skam.

Nu må jeg vist hellere summe lidt inden jeg skriver mere .. jeg bevæger mig rundt i et grænseland, kan jeg mærke.

Kærlige og taknemmelige hilsner

(PS. Tak for den smukke gengivelse andetsteds. Jeg er rørt. Godt det gik som det gik - stor lettelse!).

Anja Blaksmark sagde ...

Jeg er ved at læse Kay Pollaks bog 'at vokse gennem mødet med andre'.

Han fortæller lidt om den angst der ofte latent ligger forud for et angreb (plante skyld, vrede, irritation etc). At vi ofte frygter det menneske vi overfører dette til/gør dette mod.

Han skriver også om hvordan man faktisk kan måle det på de hvide blodlegemer når vi hele tiden forsøger at få andre til at føle sig skyldige. Når vi overfører vores shit. Vi bliver faktisk syge af dette, skriver han.

Det kan jeg bare så meget genkende fra alle mine egne forsøg på at opretholde kontrol og fastholde min egen dagsorden (altså ved at tillægge andre at være det ene eller andet forkerte). Det være sig netop sådan en irritation som du oplever omkring Cekic.

Vi kan jo sagtens lufte vores egne holdninger og synspunkter UDEN at have behov for at fremhæve andre der har de modsatte. Og vi kan være enige eller uenige, men jeg tror (!) at vi bliver overordentlig udmattede af denne krig som du jo selv er inde på at det er.

Og hvis vi nu antager, at dette behov for krig i virkeligheden er udsprunget af at vi ser noget i den anden som vi ubevidst genkender i os selv, og som vi bruger allerhelvedes mange kræfter på at holde fra livet, så MÅ angrebet jo næsten komme for at vi kan opretholde vores (egen) orden.

Altså. Vi bekriger os selv.

I guder hvor jeg ikke VIL det mere!

I guder hvor har jeg gjort det meget, og i guder hvor er jeg taknemmelig for denne indsigt så jeg efterhånden kan stoppe mig selv tidligere og tidligere i det.

Godt set Marian.

Knus

Marian sagde ...

Janne: Andre har kun så meget magt til at bestemme hvem man selv er, som man selv giver dem. Men det ved du jo. :)

Marian sagde ...

Anja: Det, jeg oplever gøre det så ufatteligt svært, at navigere aktivisme uden at gå i egoets fælder gang på gang og gøre det til en kamp, en krig - mod sig selv - er at det der sårer ikke er en fortidsting. Det finder sted, hér og nu, igen og igen og igen. Ellers kunne man give slip, og der ville ikke være den fjerneste grund til overhovedet at beskæftige sig med det mere, aktivisme eller ej.

Jeg kan bare nogle gange ikke abstrahere så meget som jeg gerne vil fra det, at der findes en hulens masse Luiser derude, mens man bliver ved med at fortælle, at det der sker, om det så er så grelt som i Luises tilfælde, eller om det foregår noget mere langsomt og i det skjulte, skulle være nødvendigt og kun til Luisernes bedste. Når jeg ikke kan det, skyldes det selvfølgeligt primært, at jeg igen identificerer mig med den offerrrolle, som jeg selv en gang i tidernes morgen befandt mig i, og glemmer, at jeg selv ikke befinder mig i den mere. Samtidigt med, at jeg også kan være en anelse bekymret mht. fremtiden, når jeg ser, at jeg i givet fald kun kan regne med, at blive straffet, ikke hjulpet. For jeg kunne jo havne i en sådan offerrrolle igen, en skøn dag. Mens jeg glemmer alt om, at man umuligt kan bekymre sig ud af sine bekymringer... Tværtimod. Jeg oplever det jo meget konkret, hvordan tænkningen kan "afspore" og både hjernen og kroppen gå helt i hårdknude, når det sker i tilstrækkeligt omfang, at jeg glemmer nuet til fordel for for- og fremtid. Ineffektivt og selv-/destruktivt. Og snarere kriseskabende end helende.

At jeg ikke altid kan abstrahere tilstrækkeligt, og ikke lade mig tingene gå på personligt, er vist kun tegn på, at jeg ikke er helt så færdig med fortiden, som jeg gerne ville være. Og så er det selvfølgeligt ikke specielt konstruktivt at pege med fingeren efter Özlem Cekic, hvis ord jo ikke kommer ud af bevidst ondskab, men ubevidst sårethed - ganske ligesom mine "modangrebs"ord. - Lidt anderledes forholder det sig måske med Jes Gerlach, der i en 24timer-artikel, som nogen gjorde mig opmærksom på i dag, udtaler, at han ikke kender til studier, der viser varige skader efter ect. Enten læser manden aldrig faglitteratur, eller også så vælger han at lyve. Jeg sad lige to sekunder, og overvejede om jeg skulle reagere. Jeg vil ikke gøre det (udover de to sætninger hér altså...). Jeg vil ikke samle handsken op. Et eller andet sted på nettet læste jeg forleden, at stort set alle krige er et resultat af forsvarsreaktioner, modangreb. Selvfølgeligt: "Seit 5.45 Uhr wird zurückgeschossen." Og om der overhovedet faktisk blev skudt i første omgang, betyder ikke det store. Bare man føler sig angrebet, på et eller andet plan.