"Tvang i psykiatrien" - Et norsk dokumentarprogram

Den norske tv-station NRK 1 sendte den 28. oktober i år dokumentarprogrammet "Tvang i psykiatrien" i serien "Brennpunkt". Programmet kan ses her.

To kvinder, Kristina og Hege, fortæller i programmet om deres oplevelse med tvang i psykiatrien, og den tanke, der lige umiddelbart kom til min bevidsthed, da jeg havde set programmet, var: 'grotesk'. Samtidigt med, at jeg igen en gang næsten ikke kunne fatte mit eget held.

Kristina

Kristina S. Larsen kommer i berøring med psykiatrien som følge af at blive så groft overfaldet, at hun mister det barn, hun på overfaldstidspunktet er gravid med. Hun siger, at det hun havde behov for, var at blive lyttet til, rolige og sikre omgivelser, og at hendes følelser blev anerkendt som værende reelle nok.

Omkring julen 2007 bemærker hendes mor, at Kristina bliver mere og mere stresset, sover dårligt, og mister appetiten. Kristina indlægges på et psykiatrisk hospital, hvor hun vurderes til at trænge skærmning - med "skærming" og "skærmet afdeling" værende eufemismer for isolation, der officielt ikke findes i det skandinaviske, psykiatriske system - for at "falde til ro", som hendes psykiater siger.

Kristina beskriver situationen som meget nedværdigende, specielt det, at blive tvangsmedicineret og ikke at vide, hvornår hun ville kunne forlade hospitalet igen. Hun siger, den eneste måde, at få et nogenlunde tåleligt ophold på hospitalet var ved ikke at blive vred, ikke at kritisere, ikke at græde, altså ikke at vise følelser, og i øvrigt "tilfredsstille personalet". "De [personalet] optræder som om de var guder. De kan definere, de kan dømme, og ingen kan på nogen måde efterprøve det de siger og har gjort."

Efter noget tid på den "skærmede" afdeling, flyttes Kristina, men kun for at blive sendt tilbage kort tid efter, da hun, som hendes psykiater siger, har en meget "ugunstig indflydelse" på sine medpatienter, som hun får til at holde op med at tage deres "medicin".

I marts 2008, efter to og en halv måned på hospitalet, udskrives Kristina, men er underlagt ambulant tvang, og skal holde kontakten til distriktspsykiatrien. Hun ber om en kvindelig behandler, gerne med erfaring i at hjælpe kvinder, der har oplevet vold og det, at miste et barn ved spontan abort. Hun henvises til en ung, mandlig psykiater under uddannelse, som ikke har meget forståelse for hendes situation, og som hun tit kommer op at skændes med. I juli 2008 vælger denne unge mand, at bedømme, at Kristina ikke er vred på ham, men "hypoman". Han kontakter hendes psykiater ved sygehuset, og det besluttes, at hun skal indlægges igen, siden en ny "episode" ser ud til at være på vej.

Kristina går i panik da hun erfarer dette, og hendes mor arragerer, at hun kan gemme sig ved Store Torungen fyr. Fyrmesteren fortæller, at der ikke var problemer med Kristina under hendes ophold. Tværtimod, hun laver mad, kaffe, og falder godt til i lokalsamfundet.

Imidlertid vælger hendes psykiater at anse hendes flugt som "et tegn på, at hun har en dårlig dømmekraft. Hun kunne være kommet og vist, at hun er rask, og være gået igen. Men hun valgte, ikke at komme. Det oplevede jeg som dårlig dømmekraft, og det er typisk ved disse anfaldslidelser, at dømmekraften forsvinder."

Tre uger efter Kristina er flygtet, lykkes det hendes mor at arrangere et møde mellem hende selv, Kristina og psykiateren. På neutral grund. Selvfølgeligt nægter Kristina, at gå og tale med sin psykiater på sygehuset så længe indlæggelsesordren er i kraft. "Du ved aldrig, hvad de kan finde på", siger hun, mens hun holder nøje øje med parkeringspladsen, hvor hendes mor venter på psykiateren. Han kommer dog alene, og efter en halvanden time lang samtale på et nærtliggende hotel går han med til at ophæve indlæggelsesordren, hvis Kristina er villig til at holde kontakten til distriktspsykiatrien og gå i terapi.

Hege

Den anden kvinde i dokumentaren er Hege J. Orefellen. I sommeren 2003 har Hege været nogle uger igennem i kontakt med Folloklinikken pga. emotionelle problemer. - Interessant, at ordene "åbenhed", "fællesskab", "respekt" og "engagement" vises på skift øverst på hjemmesiden. Bare en - lidt sjov - observation. - Hege, hvis datter lider af en sjælden sygdom, og er meget afhængig af at Hege ammer hende, er ikke gearet til at tage psykofarmaka, og vil slutte med sine jævnlige samtaler på Folloklinikken.

Den 3. juli 2003, mens Hege forbereder sig til at tage til universitetet for at tale med sin vejleder om hendes doktorafhandling, får hun en opringning fra Folloklinikken og får at vide, at hvis hun ikke er dér i løbet af en time, vil politiet blive sendt for at hente hende. Efter hun har rådført sig med sin prakticerende læge, beslutter Hege, der føler sig truet af opringningen, og ligesom Kristina siger, at man aldrig kan vide, hvad de kan finde på, at tage "frivilligt" på klinikken, stadigt overbevist, at hun kan gå igen, lige så hun har gjort klart, at hun ikke har behov for "behandling". Hvad hun ikke ved, er at psykiateren på Folloklinikken vurderer, at hun lider af en "svær depression" og er "til fare for sig selv", "akut selvmordstruet".

Hege siger om samtalen med psykiateren: "Da forstår jeg, at mine ord ikke er af betydning længere. Uanset hvad jeg måtte sige, er det ikke længere af betydning." Hun nægtes at tage telefonisk kontakt med sin samlever eller sin prakticerende læge, og bliver overført til Blakstad sygehus. Dér skal en anden psykiater vurdere hende indenfor 24 timer og bekræfte, at hun er akut selvmordstruet, hvis indlæggelsesordren skal kunne opretholdes. På Blakstad lader man Hege, der af Folloklinikkens psykiater vurderes som værende akut suicidal, vente i et slags hobbyrum med sakse, lim, farve og andet, der nemt kunne (mis-)bruges til at begå selvmord med...

Om natten skriver Hege en klage til Blakstad sygehusets kontrolkommission: "Jeg skriver denne klage i håb om at nogen skal se, hvad en tvangsindlæggelse kan gøre ved et menneske. Min historie er lang, men vejen hit til Blakstad er skræmmende kort. Jeg indrømmer, at jeg har haft behov for hjælp og støtte. Men i stedet fik jeg en traumatisk tvangsindlæggelse."

Den følgende dag vurderer psykiateren på Blakstad, at Hege ikke er selvmordstruet, og hun udskrives. Siden hun ikke har været tilbageholdt i mere end 24 timer, registreres indlæggelsen som "frivillig".

Hege beslutter, at sagsøge Aker sygehus, som Folloklinikken hører ind under, for krænkelse af menneskerettigheder, illegal frihedsberøvelse, og krænkelse af privat- og familieliv, i henhold til indlæggelsesproceduren, og hun får medhold i retten.

Tvangsindlæggelsen har givet Hege en dyb følelse af utryghed ved sundhedssystemet, telefonopringninger og politiet, og få måneder efter sin udskrivning fra Blakstad, mens hun på vej til sin prakticerende læge kommer forbi en politistation, forårsager en udrykning derfra Hege et voldsomt angstanfald. Hendes læge giver hende et par valium og en recept på flere. Hege, der før har oplevet allergiske reaktioner på medikamenter, er ikke meget for at tage valium'en, men gør det alligevel. Valium'en forårsager en allergisk reaktion. Fra hun forlader sin læges kontor til hun dagen efter kommer til sig selv igen på Moss sygehus, husker Hege intet. Hun erfarer, at hun har været på et apotek, hentet valium'en hendes læge havde ordineret, og taget det hele.

På Moss sygehus vurderes Hege af en psykolog mens hun stadigt er under indflydelse af valium'en - hun husker heller ikke samtalen med psykologen - og det besluttes, at hun bør sendes til Blakstad psykiatrisk sygehus. På Blakstad opfordres Hege til at aflevere sin mobiltelefon, hvilket hun nægter, da den er hendes "sidste livline til verdenen udenfor", som hun siger. Alarmen går, og Hege bliver kastet i gulvet af fire ansatte, hendes arm vredet rundt på ryggen, og mobiltelefonen revet ud af hånden på hende, så hun forstuver fingrene. Det hele tager kun få øjeblikke, og Hege siger, at hun ikke engang nåede at forstå, hvad der var sket, kun følte sig "utrolig meget trådt på".

"De første tre dage på Blakstad var en nedadgående spiral for mig, mentalt set", siger Hege. "Jeg klarer ikke flere indlæggelser, jeg klarer ikke flere overgreb. Iværksætter de tvangsmedicinering, det klarer jeg ikke, og iværksætter de elektrochok - jeg klarer ikke flere indgreb mod mig nu. Så kommer det punkt, hvor jeg måtte vælge den eneste løsning, og ikke leve videre, men så var det heller ikke nogen løsning, for jeg havde aldrig klaret, at gøre det mod mit barn."

Også denne gang klager Hege til Blakstads kontrolkommission. Ved et møde med kommissionen på sjette dagen af hendes indlæggelse, vurderer kommissionen, at hun hverken er depressiv eller suicidal overhovedet, og hun bliver udskrevet.

Hege, der har en doktorgrad i kemi, har efter hendes erfaringer med menneskerettighedskrænkelser i psykiatrien læst til jurist, og specialiseret sig i menneske- og patientrettigheder. Hun er aktiv i brugerbevægelsen, og medlem af MindFreedom International.

Tilfældigt faldt jeg over Sørlandet sygehusets reaktion til en udtalelse fra Hege fra 2005, citeret i en norsk avis, hvor hun siger, at en af hovedårsagerne til at psykiatriserede mennesker begår selvmord er psykiatriens "egne selvmordsudløsende mekanismer". En udtalelse, der klart er baseret på hendes egne dehumaniserende og nedværdigende erfaringer. Selvfølgeligt mener man ved Sørlandet sygehus ikke, at Hege kan have ret med sin antagelse. Selv tror jeg - også baseret på min egen (om end kun hypotetisk) erfaring - at Hege rammer plet. Mine planer, i tilfælde af en tvangsindlæggelse, stod meget klare for mig.

Nogle tanker om filmen

Dokumentaren har flere bemærkelsesværdige aspekter. Først og fremst lagde jeg specielt mærke til, hvor stor forskellen er mellem hvordan det vedkommende menneske oplever sig selv og sine behov, og vurderingen og bedømmelsen af vedkommendes situation og behov ved en "ekspert".

Mens Kristina siger, at det hun følte mest behov for, var nogen, der spurgte hende, hvad der var sket, hvad der havde fået hende til at reagere, som hun nu gjorde, og mens hun iøvrigt selv bedømte, at hun ikke havde brug for hverken "skærmning" (isolation) eller at blive medicineret ind i et bevidstheden udviskende, mentalt tågedis, mener "eksperten", at han ikke kunne "udsætte" Kristina for den "belastning" en dialog med hende på krisetidspunktet efter hans mening havde været. "Kristina havde efterlyst dialog, det er rigtigt. Men i den akutte fase arbejder jeg ikke med dialog, da arbejder jeg med behandling for at stabilisere. Og når en person er stabil, så er meningen at dialog i forhold til det Kristina efterlyser, behandling af sine psykiske traumer, er relevant. For det i sig selv, at blive behandlet for de psykiske traumer, er en belastning. Jeg kan ikke arbejde med belastning i en akut fase."

Jeg undrer mig, hvordan det kan være, at denne "ekspert" åbenbart ikke er i stand til at se, at det kan være langt mere belastende for et menneske i en akut krise, at blive nægtet opfyldelsen af det vigtigste behov i en sådan situation, behovet for at komme til en forståelse af sig selv via dialog, end en dialog i sig selv nogensinde kunne være. Og jeg spørger mig, om projektion også hér er på spil, således at en dialog med Kristina først og fremst havde været belastende for "eksperten", ikke for Kristina.

For mig selv blev behovet for dialog, for at blive lyttet til, altoverskyggende på krisetidspunkter. Og at jeg bestemt ikke er den eneste, der føler dette behov, viser bl.a. denne oplevelse. Vi kender det jo i princippet allesammen: Jo mere overvældende en oplevelse vi har/har haft, jo mere trænger vi til at bearbejde den, i dialogen med andre.

Det er som om der sker en form for kortslutning i manges, især i "eksperternes", tanker omkring dette. På den ene side anerkendes det, at mennesker, der har/har haft en overvældende oplevelse, har brug for at tale om det, og der tilbydes krisehjælp. Men hvis den overvældende oplevelse på den anden side ikke umiddelbart kan genkendes af omverdenen, bliver reaktionen på den defineret som "syg", og det reagerende menneske bliver defineret som værende hjernesyg og krævende "behandling" i stedet for dialog - med "behandlingen" i disse tilfælde værende det modsatte af en åben dialog: "skærmning" (isolation) og administration af kemiske stoffer, der sløver bevidstheden, og gør både det at tænke og tale klart til en by i Rusland. En dialog tilbydes først, hvis overhovedet, efter det vedkommende menneske er såpas meget "behandlet", at en åben dialog med potentiale til bearbejdning ikke længere er mulig. Den omvendte verden.

Yderligere belastende og, som jeg gerne vil videreføre Heges betragtning angående selvmord, symptom-udløsende bliver situationen, når mennesket i krise ikke bare nægtes en dialog, men når dette menneske derudover også isoleres. Som antydet foroven, betragter jeg den såkaldte "skærmning" som intet andet, end et andet og mere acceptabelt ord for isolation, beregnet til at lede opmærksomheden bort fra det destruktive i et begreb som "isolation", og hen til langt mere acceptable associationer som "beskyttelse".

Optagelserne fra den skærmede afdeling taler deres eget sprog: fire hvide vægge, en stol, et skrivebord og en seng, i skandinavisk-minimalistisk institutionsdesign - "mindst mulig indtryk". Selv om jeg bestemt ikke befinder mig så meget som i nærheden af en akut krise, kunne jeg tydeligt fornemme, hvad alene synet af lokaliteterne og forestillingen om at skulle tilbringe bare så meget som en enkel dag i disse omgivelser, gjorde ved mig. Firkantet, koldt og nærmest fjentligt, er de indtryk, synet af disse omgivelser efterlod. Med angst, fortvivlelse og vrede som min emotionelle reaktion på indtrykkene og tanken om at være udleveret til disse sanseindtryk - bare så meget som en enkel dag.

I alle andre end psykiatriske sammenhænge betragtes den slags berøvelse af sanseindtryk som tortur, "hvid tortur". "Udførelsen af denne form for tortur får den fængslede til at miste sin personlige identitet...", hedder det i Wikipedia-artiklen. Det kan ikke andet end forbavse mig, at man betragter en behandling, der får mennesker til at miste deres personlige identitet, som "terapeutisk" i en psykiatrisk sammenhæng, hvor det ofte er mennesker, der i forvejen har identitetsproblemer, der udsættes for denne "behandling". 'Kortslutning', tænker jeg igen hér. Og: 'Den omvendte verden.'

Og, ja, indtrykkene kan blive for mange. Men den observation, jeg gjorde med hensyn til mig selv var, at det var de indtryk, der var udtryk af den kulturelle del af vores verden, såsom fjernsynet, maskinstøj og lignende, der var "for meget". Mens jeg nød alle indtrykkene i og fra naturen - og ser omgivelser, der består af fire hvide vægge og lidt skandinavisk-minimalistisk institutionsdesign, som et af mange mulige udtryk af - øredøvende - kulturel støj. - Og også héri kan man i øvrigt finde et spirituelt element. Apropos "spirituel krise".

Selvfølgeligt sætter "eksperten" i udsendelsen også spørgsmålstegn ved Kristinas dømmekraft. Per definition er dømmekraften hos mennesker, der befinder sig i en krisesituation, hvis årsag ikke umiddelbart er genkendelig for omverdenen, sat ude af spil. Af den formentlige hjernesygdom, der formentligt er årsag til krisen. Meget nemt.

Desværre (for "eksperterne") viser udfaldet af historien, at Kristinas dømmekraft åbenbart, og stik modsat "ekspertens" mening, var helt i top. Hun gjorde intuitivt, hvad der var bedst for hende i situationen. Mens hun bemærker, at hendes reaktion på hospitalisering og "behandling" som det modsatte af, hvad hun selv følte, hun havde behov for, som regel var vrede.

Kristinas historie viser tydeligt, hvad der, i stedet for "behandling", er virkelig hjælp for mennesker i krise: selvbestemmelse, personlig frihed og tryghed - for selv om hun befinder sig tre uger på flugt, er denne situation mere tryg for hende, end en indlæggelse med det dermed uundgåeligt forbundne tab af personlig frihed og af retten til selvbestemmelse nogensinde kunne have været. Tryghed er ikke at være udleveret på godt og ondt til andres "omsorg". Tryghed er at blive betingelsesløst respekteret.

Når man står med en meget overvældende oplevelse, er det værste, der kan ske, at man føler yderligere tab af kontrol over situationen. F.eks. ved at blive kontrolleret af andre, ved at få ordre om, hvad man må og ikke må, ved at blive isoleret ("skærmet") , ved at blive "medicineret" med stoffer, der gør, at man mister kontrollen over den egne tænkning, intuition og kropsoplevelse, ved at få at vide af andre, hvad og hvordan man skal tænke og føle, og hvordan man skal definere sig selv, etc. En sådan indgriben i deres personlige frihed vil de fleste allerede under "normale" omstændigheder opleve som grænseoverskridende. Absolut utåleligt bliver det, når man på forhånd befinder sig i en meget sårbar position pga. krisen. Mens den logiske reaktion på overgrebene i form af angst og vrede, bliver betragtet som en forværring af "symptomatiken", en forværring af "sygdommen", der således kræver yderligere "behandling", dvs. yderligere overgreb. En ond spiral, der desværre ofte ender med, at det kriseramte menneske bukker under og knækker. Psykisk - eller fysisk.

Interessant er også systemets definition af "frivillighed", i udsendelsen illustreret af Heges historie. "Hvis du ikke er her i løbet af en time, bliver du hentet af politiet", er budskabet, og advokaten understreger, hvor gerne man vil have folk til at komme frivilligt, men at man jo må oplyse om konsekvenserne, hvis folk - helt frivilligt - vælger, ikke at møde op. En sær definition af "frivillighed", systemet arbejder med. 'Kafka', tænker jeg også hér igen. Ligesom jeg tænker 'Kafka', når Hege fortæller om sin samtale med psykiateren på Folloklinikken i Ski: "Jeg skjønner [forstår], at mine ord har ingen betydning lengere. Uansett hva jeg sier [siger], så spiller det ingen rolle.'

Jeg spørger mig, hvornår systemet mon vil begynde at respektere og behandle sit klientel som mennesker. Og om systemet overhovedet nogensinde vil kunne opbringe den ydmyghed, dette ville kræve. At der foreløbigt ikke er meget håb forude, viser også denne udsendelse igen.

Det der adskiller denne dokumentar fra de fleste andre udsendelser om emnet, jeg har set, er at ikke kun Hege, men også Kristina får mulighed til at stå frem som fuldt tilregneligt menneske, fuldt bevidst om sin egen situation og absolut i stand til at træffe fornuftige beslutninger angående denne situation. At hun får mulighed til at tale for sig selv, og, selv om også "eksperten" får mulighed til at fremlægge sit syn på sagen, uden at det mindste forsøg foretages til at devaluere Kristinas fremstilling som værende den af et "psykisk sygt" menneske, og således ikke troværdig. Tværtimod, filmen viser faktisk, at den i establishmentet udbredte tanke, at "patienter", der er stemplet med "alvorlige sindslidelser" skulle have manglende indsigt i deres egen situation, og derfor skulle være ude af stand til at træffe beslutninger, er forkert.

Kristina vælger i øvrigt, ikke at nævne sin diagnose direkt i dokumentaren - pga. psykdiagnosers stigmatiserende egenskab - men at den ikke er i kategorien "social angst" eller lignende, står temmelig klart. Hendes mor siger, at psykiateren vælger at se Kristinas irritation og vrede over ham som "hypomani", så, regn den ud. - Mens jeg, hvis jeg overhovedet skulle stemple noget som helst med hensyn til både Kristina, min egen erfaring, og/eller alt andet, der bliver stemplet som "psykisk sygdom", ville sige, at der ikke findes flere end en eneste "psykisk sygdom": PTSD.

Uanset hvor kritiske overfor psykiatrisk "behandling", vælger alle danske udsendelser om emnet udelukkende at interviewe mennesker, der, i modsætning til Kristina, udviser "sygdomsindsigt", og, også til stor forskel fra Kristina, er "behandlings-compliant", dvs. tager psykofarmaka. De danske medier har stadigt til gode, at give mennesker, der er stemplet med en "alvorlig sindslidelse" og samtidigt ikke har "sygdomsindsigt" og ikke er "behandlings-compliant", en fair chance til at stå frem og tale på deres egne veje.

Indtil i dag bliver denne gruppe af "patienter" kun omtalt. Fortrinsvis i sammenhæng med begivenheder, der er ment til at bevise disse individers "sindssyge" og mangel på tilregnelighed på den ene side, og, på den anden side, til at understrege den angivelige nødvendighed, at få vedkommende så hurtigt og intensivt som muligt i psykiatrisk "behandling", så yderligere skade og forværring forhindres. På denne måde fremstillende psykiatrisk "behandling" - altså "medicin" og elektrochok - som både værende livreddende "behandlings"tiltag, og de eneste fornuftige, "evidensbaserede", "behandlings"muligheder. Således værende helt på linie med biopsykiatriens doktrin.

Mennesker, der er stemplet med en "alvorlig sindslidelse", og der har valgt systemets "hjælp" fra med success, har indtil i dag ikke fået en chance i de danske medier endnu, til at stå frem og fortælle om deres valg og årsagerne dertil. Hatten af for norske NRK 1 for at have modet til at lave denne banebrydende dokumentarfilm! Og for Kristina og Hege for at stå frem.

Mere om Kristina, Hege og programmet kan læses på MindFreedoms hjemmeside.