"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

mandag den 24. november 2008

Miljøforurening

Jeg blev allerede i går gjort opmærksom på denne artikel på politiken.dk, der selvfølgeligt med det omfang af ignorance, der kommer til udtryk især i Benedikte Volfings udtalelser (som om der ikke fandtes andet end bæltefiksering og "medicin"...), skriger efter en kommentar herfra.

Men siden det ikke bare er begrænset, hvor meget miljøforurening, f.eks. i form af junk food eller smog, ens krop kan tåle, men også hvor meget intellektuel og emotionel miljøforurening ens sind kan tåle, og siden jeg fornemmer, at min tolerancegrænse i disse dage er ved at være nået, især efter en mindre behagelig diskussion om retten til at definere sig selv, som jeg lod mig friste til at engagere mig i så sent som i går og i dag, vil jeg undlade at kommentere mere dybdegående. Bare lige det her: Ikke engang Machiavelli selv var så kynisk, at han mente, målet altid og uden enhver etisk hensyntagen skulle hellige midlerne.

9 kommentarer:

Harning sagde ...

Godt så. :-)
Jeg var lige ved at blive bekymret for om du nu var syg eller sådan noget:-)- siden du ikke havde kommenteret artiklen,som ihvertfald fik mit blodtryk op i hidtil næsten uanede højder. At tænke sig en kommentar, offentlig og fuldstændigt ublu i dagens danmark om at målet helliger midlet viser med al ønskværdig pinlig tydelighed hvor vi er på vej hen som samfund.

Marian sagde ...

Jeg tror, at jeg bevæger mig langsomt men sikkert lidt væk fra at hver gang kaste mig over "nyheder" (en nyhed er det jo ikke, egentligt) som denne her, og mere hen imod at f.eks. skrive om ting som Soteria, eller filmen om Rufus May.

Måske er jeg overfølsom, men jeg kan faktisk fornemme et fysisk ubehag, nogle gange bare ved at skimte hen over nyhedsoverskrifterne på politiken.dk og lignende steder. Og når jeg så læser en artikel som denne her, udtalelser som Benedikte Volfings, så får jeg simpelthen lyst til at brække mig. En uhyggelig masse negativ energi, for at sige det sådan, der ligger i hendes udtalelser - og smitter af. Og jeg spekulerer en del over, hvad der måske i sidste ende er mere konstruktivt: at selv bruge en hulens masse energi på at bekæmpe vindmøllerne, eller at ignorere dem mere eller mindre, og i stedet få sat lidt fokus på alternativerne.

Tja, hvis jeg kender mig ret, så kan jeg nok ikke holde min kæft sådan helt, men lige p.t. trænger jeg til lidt våbenhvile. Bare lidt, i hvert fald.

silhuet sagde ...

Ét har jeg lært mig af livet:

Man skal vælge sine kampe med omhu!

Kærlige tanker

tosommerfugle sagde ...

Et godt børneopdragelsesprincip er at fremme god adfærd, snarere end at fokusere på at skælde ud over det uønskede. Det gælder ikke kun for børn :-)

I denne sag synes jeg da at det er opløftende at en overlæge helt åbent erkender at det ikke er godt at bedøve patienterne med medicin.
»Vi vil helst behandle vores patienter, mens de er nogenlunde friske. Så kan de bedre ændre adfærd«.

Og selv om jeg da bestemt ikke kan lide tanken om at blive fikseret med bælte, synes jeg sådan set at tanken om at blive fikseret med et læs tunge psykofarmaka lyder værre.

Marian sagde ...

Silhuet: Netop. Og i sidste ende skal man måske slet ikke kæmpe på modstanderens præmisser, men simpelthen nøjes med "passiv modstand". For eksempel ved at tekste sådan noget som Leo Regan's film, eller nogle af Sean's og Jane's videoer, så folk ikke står af pga. sproget.

Tosommerfugle: altså, det er jo den rene hykleri, det der med "medicinen". Selvfølgeligt bliver også disse stakler "medicineret i bund", som det hedder shrink og shrink imellem.

Mere hykleri ligger der i det faktum, at disse "farlige sindssyge" jo ikke bliver aggressive uden grund. Ingen bliver aggressiv uden grund. Og, ligesom Harning er inde på, når hun hentyder til sit blodtryk: alene at læse udsagn som Benedikte Volfings i en artikel på nettet, altså langt fra at stå øje i øje med konen, er ved at få det værste frem i mig. Måske skulle hun spørge sig en gang, om det eventuelt kunne være, at det er hendes egen, åbenlyse aggressivitet (og måske skal man være såpas "overfølsom" som jeg måske er det, for at fornemme denne aggressivitet såpas tydeligt, som jeg gør det) der gør at de mennesker, der er udleveret til hendes "omsorg", føler sig truet på livet, hvorfor de reagerer på den eneste naturlige måde: ved at forsvare sig. Apropos systemets egne, ikke bare selvmord, men generelt destruktivitet fremkaldende mekanismer.

Og så har vi endeligt det hykleri, der ligger i at påstå, at der ikke findes andre muligheder for at "behandle" disse mennesker, end at bæltefiksere og/eller medicinere. Ja, bortset måske fra isolation. Og det vil det jo så nok blive i fremtiden. En flok César Chumils, også i Danmark. Siden vi ikke i vores vildeste fantasi kan forestille os anden "hjælp" til "de farlige sindssyge", end overgreb, vold og tortur. Med andre ord: end at smække et trauma oveni det, der oprindeligt har ført til krisen, der er endnu større end det oprindelige. I håb om, at retraumatiseringen kan få dem til at glemme alt om det oprindelige trauma, eller noget i den retning...

tosommerfugle sagde ...

Nu var jeg ikke "ude på" at antage at sikringsafdelingen er udtryk for et brud med den etablerede psykiatri.

Men selve pointeringen af det problematiske ved medicinering er jo meget klar, og dermed vel også "citategnet" i andre sammenhænge :-)

Janne sagde ...

Et menneske har kun så og så megen kapacitet, og du skulle jo gerne holde i længden .. og ikke brænde dit lys i begge ender :-).

(Og nu fik du alligevel kommenteret lidt i dybden, heldigvis).

Smil og tanker

Harning sagde ...

DET kender jeg godt, jeg har jo selv perioder hvor jeg slet ikke læser eller ser nyheder og hvor familien har forbud mod at fortælle mig om noget som helst der foregår ude i verdenen fordi jeg bare ikke orker høre mere og fordi total uvidenhed er den eneste måde hvorpå jeg kan lade være med at engagere mig.

Ang. bæltefiksering eller medicin må jeg tilstå, at skulle jeg bæltefikseres i måneder ville jeg nok foretrække en kombination der gjorde mig så doped at jeg ikke anede hvad der foregik.

Marian sagde ...

Tosommerfugle: I princippet siger hun selvfølgeligt, at den såkaldte "antipsykotiske medicin" ikke er meget andet end bedøvelse. Og for en gangs skyld har vi så her en udmelding fra en shrink, der for en gangs skyld siger sandheden om disse stoffer. Lige her. Hvor det passer hende i hendes kram. Men jeg garanterer for, at næste gang, hun skal holde en "salgstale" for disse stoffer, siger hun noget helt andet. Og nægter nogensinde at skulle have sagt noget à la at det skulle være bedøvelse. Det er sket før, og det er set før. I øvrigt kan selv et minimum af disse stoffer gøre en terapisuccess mere end tvivlsom. De bedste udsigter har man nok med at dressere, "ændre adfærd" - "dressere" i modsætning til at guide igennem og ud af krisen - når det kommer til halvbedøvede individer. Men desværre kan dressur ikke løse de tilbundsliggende problemer. De bliver bestående, og danner basis for mulige "tilbagefald". Helt bortset fra, at jeg efterhånden har mødt et hav af mennesker - faktisk så mange, at jeg somme tider spørger mig, hvad der egentligt er gået galt i min terapeuts opdragelse... - der har oplevet både CBT og DBT, de af psykiatrien foretrukne terapiformer, som ekstremt nedværdigende. Én af dem betegnede sig selv en gang som en "dresseret rotte". Trauma - igen. "Terapi" lyder altid så dejligt menneskeligt. Men man skal passe på. Terapi kan på sin vis være lige så destruktiv som psykiatrisk "behandling".

Janne: Ja, nu lod jeg mig alligevel rive med...

Harning: Bare rolig. Som regel går bæltefiksering hånd i hånd med en gedigen dosis Haldol eller Zyprexa, og måske lidt Ativan oveni.