Özlem Cekic - Mere om de "kære" pårørende

Der er en grund til, at jeg nævner Özlem Cekic ved navn i mit seneste indlæg. Grunden er den, at jeg har overværet Özlem fortælle om hvor hårdt det er - for hende og andre - at være pårørende til en "psykisk syg". Ved "Bedre vilkår"-forhøringen i marts i år. Jeg har hørt hende fortælle om hendes hårde skæbne og alle hendes gode intentioner som politiker - til at forbedre skæbnen, skabe "bedre vilkår", mens hun var på kanten til at græde krokodilletårer.

Men på trods af en Oscar-værdig præstation fra Özlems side, skal man ikke gå galt i byen: det er ikke så meget "de psykisk syges" vilkår, Özlem vil gøre alt for at forbedre. Det er de pårørendes. Syn for sagen kan man få på Özlems hjemmeside, bl.a. her.

Det Özlem stejler over, er at pårørende bliver holdt ansvarlige, når deres familiemedlem bryder sammen, efter at have været familiens sorte får i årevis, efter at være blevet misbrugt af resten af familien i årevis.

"Den slags bemærkninger ville man aldrig høre, hvis man var pårørende til en kræftpatient eller en nyrepatient eller en patient med enhver anden sygdom, der rammer kroppen og ikke sjælen !" udråber Özlem fornærmet i klummen, med henblik på udtalelser, der drister sig at antyde et gran af sandhed, og gøre de pårørende - mindst - medansvarlige. Udtalelser, man af og til kan være heldig at fornemme, i et ellers mere og mere øredøvende brægen om genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme.

Nej, det ville man ikke. Og det er også for dårligt, siden fysiske sygdomme som kræft f.eks. er menneskekroppens reaktioner på miljøgifte. Miljøgifte, som politikerne tillader der tilsættes f.eks. madvarer i form af konserveringsmidler og kunstige søde-, farve- og aromastoffer. Mens "psykisk sygdom" er sjælens reaktion på miljøgifte. I form af misbrug, seksuel og/eller emotionel misbrug, og/eller dysfunktionelle kommunikationsmønstre, der er meget velegnede til at udløse reaktioner, der af "eksperterne" så kan stemples som "skizofreni" f.eks. Men også i form af en fremmedgørende, umenneskelig verden, der får flere og flere mennesker til at reagere på en måde, der så af "eksperterne" kan stemples som "ADHD" eller "depression" f.eks. Og, vupti, så er der ikke længere nogen, der er ansvarlig. Bortset fra det "syge" individs gener.

Selv mener jeg, at man som pårørende, og her især som forældre, er fuldt ansvarlig for det, når man udsætter sine børn for miljøgifte, om det er i form af junk-food med et utal af kunstige tilsætningsstoffer, eller om det er i form af de egne projektioner, den egne narcissisme, der kræver et udpeget sort får, som man i den egne selvgladheds navn kan nedgøre og distancere sig fra, igen og igen.

Nu er Özlem ikke bare pårørende, men har derudover også en karriere indenfor faget. Ja, altså på den "rigtige" side af faget, selvsagt! Så hun ved i hvert fald, hvad hun taler om, når hun taler om "psykisk sygdom", og om de "psykisk syge".

Men uden den holdning, Özlem tilkendegiver på sin hjemmeside, ville hun heller næppe være nået så langt som til at blive SF's psykiatriordfører. Hvad der sker karrieremæssigt med mennesker, der har selvindsigt, og storhed nok, til at stå frem og fortælle sandheden, i stedet for at have selvmedlidenhed nok, til at stå frem og fortælle "hvor ondt det gør" på dem selv som pårørende (og måske også som en stakkels, stakkels ansat i psykiatrien, der er nødt til at udøve tvang??), er og bliver Loren Mosher jo et fremragende, om end langt fra det eneste, eksempel på.

Selv synes jeg ikke, det er specielt pinligt, at de pårørende bliver ansvarliggjort. Jeg synes derimod, det er mere end pinligt, at de pårørende, her i Özlem Cekic's person, synes det er pinligt i stedet for nødvendigt at tage ansvar for deres misbrug af familiemedlemmer. Og jeg mener heller ikke, det er nødvendigt med yderligere ståen frem og afgiven af ingen-skyld-erklæringer fra de pårørendes side. Derimod er det vist mere end nødvendigt med et ståen frem og fortællen fra kriseramte menneskers egen side. Fra de kriseramte menneskers side, for hvem det lykkedes at undgå at blive "kolonialiseret", indoktrineret, hjernevasket af psykiatrien, politikerne, de "kære" krokodilletåregrædende pårørende, og offentligheden som helhed.

Hermed et ståen frem fra et ikke-kolonialiseret, forhenværende sort får. Jeg håber ikke, det gjorde for ondt, Özlem! Og ellers kan du jo græde et par krokodilletårer, ikke?