Ifølge den australske sygesikring Medicare's registre blev der igennem sidste finansår givet 203 elektrochok"behandlinger" til børn under 14 år gammel, deraf 55 til børn på fire år og yngre. Nicholas Tonti-Filippini, professor i bioetik, bakker op om elektrochok for børn, og siger, nogle af småbørnene var "forstyrrede", hedder det i artiklen her.
For en gangs skyld kan jeg ikke andet, end at dømme: det hér er simpelthen sindssygt. Hvad bliver mon det næste? At man - igen - åbent påstår, den bedste "behandling" for "de psykisk syge" er at befrie dem en for alle gange fra deres lidelser, som det blev påstået for 70 år siden i Tyskland??
tirsdag den 27. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
8 kommentarer:
Jeg ved end ikke hvad jeg skal sige - for en gangs skyld må jeg vist bare erkende at jeg er aldeles målløs.
Det er jeg også. Målløs. "Sindssygt" er det eneste, der falder mig ind, angående det her.
Det rene skjære vanvidd, ja.
Det er da sådan set meget logisk:
1. Strøm på hjernen ses som noget godt.
2. At gøre noget godt for de stakkels børn.
:-(
For nyligt læse jeg en bog om elektrochok, ret skræmmende læsning, permanente hjerneskader, kronisk tab af evner, ændring af personlighed, hukommelsen, minder. Når skaden er sket er der ingen vej tilbage, med medicin er der i det mindst den mulighed at man kan nedtrappe senere.
Jeg kunne forestille mig at forældre næppe vil køre retsager, fordi de selv har godkendt behandlingen og fordi den giver dem mulighed for at fralægge sig ansvaret for barnets psykiske problemer, at det er barnet hjerne der fejler noget, ikke evt. familien!!!
Umiddelbart burde det stride mod lægeløftet med den type behandling, der er på linje med det hvide snit, skad hvad du kan og se hvad der så sker - patienerne bliver så dejligt ligeglade bagefter, det kalder vi for helbredelse!!!;-)
Artiklen fortæller ikke noget om det, men jeg kunne forestille mig, det drejer sig hovedsagligen om børn, der er anbragt, eller der kommer fra meget ressourcesvage familier, som i Rebecca Riley's tilfælde. Journalisten Philip Dawdy skriver på sin blog, at han formoder, det "er den bipolare-børn-forretning, gået amok". I USA, hvor Dawdy holder til, er det jo igennem de seneste år kommet mere og mere på mode, at stemple børn helt ned til to-års-alderen som "bipolare" (i stedet for med "ADHD"). Nogle "eksperter" mener endda, at man kan diagnosticere "bipolar lidelse" allerede i fosterstadiet... Hvordan? Jo, hvis barnet er usædvanligt aktiv i morens mave, må det jo være "manisk", ikk'? De mener det. Det er alvor.
Det sker selvfølgeligt, fordi farmaindustrien så kan sælge andet end Ritalin&Co. til disse børn. "Bipolar lidelse" kvalificerer til konsum af både antidepressiva, neuroleptika, m.m. Og forretningen florerer i USA, selv om "bipolar lidelse" hos børn ikke er en diagnose i DSM'en (!) - det kommer nu nok med udgivelsen af DSM V. Men det er altså primært børn, der er anbragte eller kommer fra mere ressourcesvage familier, der stemples med "bipolar lidelse", og opfølgende medicineres, nogle gange med flere end ti forskellige psykofarmaka på én gang. Børn, der selv ikke engang er ti år gamle. Lidt i stil med at dope de ældre på plejehjemmene, til gavn for både personalets bekvemmelighed og farmaindustriens profit. - Er psykiatrien diskriminerende? Faktum er, at det er primært kvinder, børn, ældre, ressourcesvage og - i USA - sorte, der psykiatriseres.
Men der er jo ikke kun farmaindustrien. Der er også nogle, der lever af at producere ect-maskinerne, og der er læger, der synes, det er superfedt at tjene kassen på nogle få minutters arbejde. Det tager jo ikke mange minutter, at administrere en gang strøm til hjernen, mens det indbringer et ganske anseligt honorar.
Faren for at blive sagsøgt er selvfølgeligt minimal, når det drejer sig om især anbragte børn, men også familier med en stram økonomi vil nok overveje sagen nøje, før de foretager sig noget i den retning. Så skulle det være en "class-action-suit", et kollektivt søgsmål. Her i Danmark kunne man i givet fald klage uden at have de store udgifter. Men til gengæld ville man her være henvist til Patientklagenævnet/-forsikringen. Og de plejer jo som bekendt kun meget meget sjældent at træffe afgørelser, der går imod "eksperterne". Siden der ikke eksisterer videnskabelige fakta, og siden vi her i Danmark ikke rigtigt har fagfolk, der tør at gå imod mainstreamen, som John Breeding, Peter Breggin eller John M. Friedberg i USA, så orienterer Patientklagenævnet/-forsikringen sig udelukkende på mainstream-"eksperternes" udsagn. Hvilket som oftest lyder, at "sygdommen" jo er meget værre, end bivirkningerne af "behandlingen".
Det er helt klart et minus, hvis man selv har godkendt "behandlingen". Selv om man kunne sige, det ofte sker på grundlag af falske forudsætninger, dvs. ensidig og mangelfuld information. Jeg kunne forestille mig, at det eventuelt kunne give én lidt bedre kort på hånden, hvis man ikke har købt den med biologisk sygdom, og kan dokumentere hvorfor. Men det kræver noget. Det kræver, at man i givet fald er klar til at gå helt til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Man kan altså også lægge sag an ved domstolene i Danmark - helt gratis.
Altså hvis myndighederne vurderer at man har en rimlig chance for at vinde over... myndighederne....
Hehe, ja. Det er vist lige så nemt og sandsynligt, som det at få medhold af Patientklagenævnet/-forsikringen...
Send en kommentar