Hvor mange vilde dyr ser du? - Mere om vrangforestillinger, og noget om psykoser, civilisation, misbrug og dinosaurer

Da jeg forleden hørte om kvinden, der var blevet fundet i en skov i Schweiz, efter at hun havde været savnet i tolv år, kom jeg til at tænke på Madness Radio-interviewet med Derrick Jensen, som jeg også har citeret fra i mit sidste indlæg her, og lyttede altså til det igen, siden det er næsten et år siden, at jeg hørte det første gang. Hvor ikke andet er angivet, er citaterne taget fra Madness Radio-interviewet.

I tv2's nyhedsnotits hedder det: "Hun [kvinden, der blev fundet i skoven] kunne føre en almindelig samtale, men hun talte også om en mission, hun skulle fuldføre," (min fremhævelse) og videre, at hun "skal have et ordentligt sted at bo". Det gav mig anledning til at fundere over, hvorfor det egentligt skulle være en modsigelse - "men" - at kvinden kunne føre en almindelig samtale og at hun talte om sin mission. Ligesom det gav mig anledning til at se nærmere på, hvad det har med dette "ordentligt" på sig.

Af en artikel på sueddeutsche.de fremgår det, at myndighederne overvejede, at få kvinden indlagt på en psykiatrisk klinik, ganske som jeg havde anet. Heldigvis fortæller artiklen også, at man alligevel vil se bort fra en indlæggelse. Kvinden opfordres bare til at forlade skoven. Hun bliver altså hverken psykiatriseret eller anbragt i en eller anden "ordentlig" étværelses i en eller anden "ordentlig" 70'er-social-boligbyggeri-betonklods. Mirakler sker.

I min kommentar ovre på Different Thoughts skriver jeg også, at jeg har den dybeste respekt for kvindens mission, og at jeg ønskede, jeg selv "ikke var så spoleret af vores civilisation og/eller havde modet til at gøre noget så radikalt som det, denne kvinde har gjort." Jeg har mange gange været tæt på. Følt et "kald". Jeg har dog nøjedes med at flygte fra civilisationen indad, i stedet for også bogstaveligt at flygte ud af den. "Virkelighedsflugt" kaldes det. Og det er unormalt. Men er det virkeligt en virkelighedsflugt?
_______________

"Fra fødslens øjeblik af, når stenalderbabyen konfronteres med den 20. århundrede-mor, er babyen underkastet disse kræfter af vold, kaldt kærlighed, ligesom dens mor og far har været det før den. Disse kæfter er hovedsagligen beskæftiget med at ødelægge størsteparten af dens potentiale. Foretagendet er i det store og hele successfuldt." -R.D. Laing
_______________

Nytårsaften, som jeg tilbragte med min kollega, hendes kæreste og et par af deres venner, kom vi på et tidspunkt til at snakke musik. Få dage forinden var min kollega kommet forbi hos mig mens jeg sad og lyttede til Paul Van Dyk's remix af Ghostland/Sinéad O'Connor, Guide Me God for fuld udblæsning, og nu spurgte hun, hvad det egentligt havde været, jeg den dag havde siddet og lyttet til. Da jeg sagde: "Sinéad O'Connor", så hun spørgende på mig: "Hvem?" Det blev selvfølgeligt aftenens brøler, for min kollegas vedkommende, og griner for alle os andre. Alle vidste jo godt, hvem Sinéad O'Connor er. Alle undtagen min kollega altså. Og det ved "man" da, ikke? Ligesom "man" ved, om det er mandag, tirsdag eller fredag, hvad dato det er, og/eller hvad statsministeren hedder.

Det er vel bare normalt, at vide disse ting, ikke? Ligesom det er normalt, at sætte færdigretten i microovnen, hvor det tager maks fem minutter før den er transformeret fra frossen tilstand til rygende varm, chatte lidt med én, der bor godt 7.000 km langt væk i USA, og tage et varmt brusebad, selv om det kun har et par grader over nul udenfor.

Det er vel bare normalt, at bo i en firkantet betonæske, omgivet af flere firkantede betonæsker, der tilsammens udgør en firkantet betonklods, omgivet af andre firkantede betonklodser, indimellem dem firkantede og firkantet korttrimmede grønne pletter. Det er vel bare normalt, at kende forskellen mellem en Grand Vitara og en Grand Vitara Van, og vide, hvor langt de kører på literen, og det er da også helt normalt, at kunne høre om det er vaskemaskinen eller støvsugeren, der kører mens det er mindst lige så normalt, hvis man aldrig har hørt en musvåge skrige, og dårligt aner, hvad en sådan lever af, vel? Og det er da også helt normalt, at synes E 627 og E 631 smager delikat, mens man synes, det er helt vildt klamt, når musvågerne slås om et afdødt rådyr, ikke? - Ja, de spiser også større dyr, der er døde af en eller anden årsag, musvågerne. De recycler. Og de skriger. Også om natten.

Derrick Jensen opfordrer til et eksperiment i interviewet: Se dig omkring, der hvor du sidder, og læg mærke til hvor mange maskiner du ser i en radius af tre, fire meter omkring dig. Og læg så mærke til, hvor mange vilde dyr du ser i en radius af 30 meter omkring dig.

Det er vel bare normalt, at synes, det er unormalt, at vende microovnen, computeren, det varme vand fra hanen, betonæsken, blikkassen på fire hjul og alle E'erne ryggen, og f.eks. flytte ud i en skov. Ud til musvågerne og rådyrene. Uden avanceret trekkingudstyr. Eller uden at vende tilbage til microovnen og alt det andet, når E-ditten- og E-datten-forsyningerne i den avancerede trekkingudstyrs avancerede rygsæk slipper op. Ligesom det er normalt at synes, det er unormalt, når nogle reagerer med angst på civilisationens lyde og syn. På civilisationens øredøvende larm og store armbevægelser.

Blandt dyr betyder øredøvende larm og store armbevægelser én ting: fare på færde. Men siden mennesket er dyrene så meget overlegent, så nej, så må man altså som menneske ikke overreagere på øredøvende larm og store armbevægelser. Man må helst slet ikke reagere, andet end på den slags øredøvende larm og den slags store armbevægelser, som i vores kultur officielt er anerkendt som faresignaler. Medmindre man gerne vil blive stemplet som "unormal", må man altså lade som ingenting, helst sørge for, at blive såpas afstumpet, at man ikke en gang behøves at lade som om mere, men simpelthen ikke hører og ser støjen længere. Faktisk er blevet blind og døv. Så er man civiliseret, kultiveret. Og normal. At reagere på civilisationens støj er et symptom. På unormalhed.

Man må endeligt ikke lade sig forstyrre af dobbeltbudskaber, double binds, og lignende, påpege dem, og reagere forstyrret - og normaliteten forstyrrende - på dem. Naturen kender ikke til dobbeltbudskaber. Dobbeltbudskaber er et resultat af kulturen. Især af vores moderne, vestlige kultur. "R.D. Laing siger, at den første regel i dysfunktionelle familier er: Regel A er Du skal ikke. Regel A1 er Regel A eksisterer ikke, og Regel A2 er Diskutér aldrig eksistensen eller ikke-eksistensen af Reglerne A, A1 eller A2, så hvad det betyder er at du må tale om alt det du vil, undtagen om den voldelighed, du må lade som om ikke eksisterer. Det er hvordan alle dysfunktionelle familier foregiver ikke at være dysfunktionelle, de ignorerer ganske enkelt alle de meget åbenlyse ting lige foran næsen på dem." -Derrick Jensen, citeret i artiklen "Derrick Jensen on Sexual Abuse" Og det, der gælder for dysfunktionelle familier, gælder selvfølgeligt også i en større sammenhæng, for dysfunktionelle kulturer.

Man må heller ikke tro, at dyrene, planterne, floden, havet, skyerne, månen, naturen i det hele taget måske har et budskab til én. At de ved noget, der kunne være værd at lytte til. Og at naturen, gud, har udvalgt én til at høre dette budskab, denne visdom, og viderebringe det. At tro noget sådant, er et symptom. På unormalhed. "Før man kan udnytte noget, er det første man må gøre, at gøre det tavs. (...) Det har fra starten af været den fundamentale arrogance af denne kultur [den moderne, vestlige civilisation], at alt og alle er hér for os til at udnytte."

Og man må så afgjort ikke i passiv modstand trække sig tilbage, når civilisationen med al sin akustiske, visuelle og ideologiske støj truer med at tage lydhørheden fra én og kvæle éns menneskelighed, ens menneskelige natur, til fordel for normaliteten. Og man må endeligt heller ikke finde den ro og fordybelse, der skal til for at bevidstgøre og forstå. Tilbagetrækning er et symptom. På unormalhed. Og så skal man aktiveres. På et værested, for eksempel.

"Siden hvornår er du overfølsom overfor lyde?" blev jeg i sin tid spurgt. Jeg har aldrig nogensinde været overfølsom. Men jeg har altid været følsom overfor lyde. Og overfor store armbevægelser. Overfor støj. Overfor akustisk, visuel og ikke mindst også ideologisk støj. Jeg er nemlig liv. Ligesom al natur.

Det er vel også bare normalt, at vide hvem Brad og Angelina er, men ikke at ane, hvad ens nabo hedder. Og det er vist lige så normalt, at vide, hvad en pakke Senseo koster i Netto, Brugsen, eller hvor det nu er, man handler, men ikke at kunne nævne ti spiselige planter respektive svampe, der gror i en omkreds af hundrede meter af ens hjem.

Jo, det er helt normalt.

"Jeg taler om [ved foredrag], hvor sindssygt det er, at jeg ved hvem Brad og Angelina er (...) og at jeg på samme tid ikke kan nævne ti spiselige planter og svampe, der gror indenfor hundrede meter fra mit hjem."

Det kaldes for "fremmedgørelse". Fremmedgørelse fra den virkelige verden. Fra vores sande selv. Fra naturen. Fra livet. Og det er helt normalt. Og at være normal er vel detsamme som at være glad, ikke? (svar #19) Hvis man skal tro på, hvad "eksperterne" fortæller os, nemlig at med mindre vi er konstant og stabilt tilpas glade, så er vi diagnosticerbar defekte, unormale, så ja, så er normal detsamme som glad. Lige tilpas glad. For, når vi bliver for glade, duer det heller ikke. Så er vi "hypomane", eller simpelthen "maniske", alt efter hvor meget for glade vi er. Og så er vi altså også defekte, unormale.

Hverken i DSM'en eller i ICD-10, kapitel V, findes der en definition af "normalitet". Det vil sige, "normalitet" findes ikke. I hvert fald ikke i normalitetens egne øjne. Og for en gangs skyld rammer normaliteten dermed plet. "Normal" findes ikke. Normalitetens realitet er en vrangforestilling, en hallucination. En kollektiv massehallucination. "Normalitet" er et kunstigt konstrukt, konstrueret på basis af et forvrængt verdensbillede, på basis af en vrangforestilling, en fantasi, der tages som virkelighed. Normalitet er som at "gå ind i et ekkorum, hvor den eneste stemme du hører, er din egen", det vil sige civilisationens altoverdøvende stemme.

"Vi identificerer os mere med denne måde at leve [civilisationen], end med livet selv."

"Man kan også sige, at et menneske, som har en psykose, ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Evnen til at afgøre, hvad der er virkelighed, er forsvundet." -fra psyknet.dk

"Det er ikke muligt at overbevise patienten om det forkerte i vrangforestillingen." -fra psykiatrifonden.dk

"Normalitet", vores civilisation, er således en kollektiv massepsykose. Som nogle reagerer på. Naturligt. Man kunne måske godt sige, at det er naturen selv, der reagerer. Men siden vores kultur nu er så arrogant, at den tror, den er fuldstændigt hævet over naturen, siden den er så arrogant, at den tror, det, der udgør et kultiveret, civiliseret og normalt menneske er at dette menneske har overvundet naturen, sin natur, så betegner den naturens reaktion som "syg", "defekt". "Psykisk sygdom".

Jeg er enig med Derrick Jensen: Det er ikke "de sindssyge", der er sindssyge. Det er en kultur, der udnytter og mishandler naturen hensynsløst, og der betegner den som "sindssyg", når den reagerer naturligt på udnyttelsen og mishandlingen, der er sindssyg. - For, det der sker, de dynamiker, der er på spil, på et overordnet niveau, på verdensplan, er ikke andet end det, der sker i en familie, hvor der misbruges. - Og ligesom han, ser jeg at vores civilisations kamp mod naturen vil ende med, at mennesket som art går samme vej som dinosaurerne. Og, ja, som Derrick Jensen siger, det er faktisk meget, meget værre, det der sker i dag, end det, der skete i dinosaurernes dage. I modsætning til dinosaurerne har mennesket nemlig potentialet (teknologien) - og er godt i gang med - at tage en stor del af naturen med i faldet. Vi har faktisk teknologien til at tage hele planeten jord med i faldet.

Intet er for evigt. Ikke engang universet. Hvorfor skulle menneskeheden så være det? Ingen kan kæmpe mod naturen, mod livet, og vinde.

Skynd jer, at tænde for fjerneren, eller surfe lidt på nettet. Skynd jer, at spekulere over finanskrisen, klimakatastrofen, Gaza*, eller over Trine Michelsen - eller Brad og Angelina. Eller skynd jer på værestedet. Skynd jer, at få tankerne adspredt af den kollektive massepsykoses vrangforestillinger, og afledt fra virkeligheden. Skynd jer, at flygte fra den virkelige virkelighed. Hvis i ikke vil betragtes som unormale.

"What the age needs is awakening." -Kierkegaard. (Desværre har jeg ikke lige det danske originalcitat her.)
_______________

*Misforstå mig ikke. Selvfølgeligt er det vigtigt at se på ting som finanskrisen, klimakatastrofen, og ikke mindst Gaza. Et problem ser jeg dog, når det, der er enkelte brikker i det store puslespil, tages for hele billedet. Så bliver selv så forfærdelige ting som Gaza til dope, der mere hindrer os i at vågne op af den kollektive massepsykose, end at ruske os op.
_______________

Jeg kunne for resten rigtigt godt lide, at mine kommentarer til debatten på fyldepennen.dk, som jeg har kastet mig ud i de sidste par dage, blev betegnet som virkelighedsfjerne (svar #23). For nogle vil sikkert også dette indlæg, og mange andre her på bloggen, virke virkelighedsfjern. Jeg tager det imidlertid som et kompliment, da det jo viser mig, at jeg faktisk har formået, at fjerne mig tilstrækkeligt fra vor civilisations kollektive massepsykoses vrangforestillingsvirkelighed, til at det bemærkes.