"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

torsdag den 8. januar 2009

Misforståelser

I forgårs kom jeg forbi én af de blogs, jeg bare besøger en gang imellem - bare en gang imellem, da den er noget bio-orienteret, og når jeg trænger bio-ævlet, foretrækker jeg ellers "profesionelle" sites, hvor jeg kan få det rendyrket. Men denne blog er nu "alternativt bio-orienteret" (ortomolekulær), så, jeg kigger forbi, en gang imellem.

I forgårs, på en af mine lejlighedsvise besøg, læste jeg den - triste - nyhed, at et af bloggerens familiemedlemmer - Det er arveligt, ikk'? Yep. Ikke-genetisk, familiær arvelighed. - er blevet frihedsberøvet og sat på et neuroleptikon. Bloggeren fortæller, at familiemedlemmet er ved at "få det bedre".

Det betyder altså, en uge, måske to eller sådan, mere på dette neuroleptikon, og familiemedlemmet skulle være i stand til at klare sig uden, bedret som hans/hendes helbredstilstand så gerne skulle være, takket "medicinen", ikk'? Niks.

Folk får det ikke bedre af disse stoffer. Lidt firkantet sagt findes der to slags medikamenter: dem, der hjælper en syg/skadet organisme til at læge sig selv ved at styrke organismen respektive dens immunforsvar, og dem, der simpelthen tilslører symptomerne. Desværre ofte med det resultat, at organismen afholdes fra at læge sig selv, da symptomer som regel er drivkraften bag en helingsproces.

Psykofarmaka tilhører den sidstnævnte gruppe. Selv om nogle af dem, især LSD, en gang i tidernes morgen blev betragtet som tilhørende den første gruppe. Og stadigt bliver det af nogle. Ikke af mig.

Psykofarmaka tilslører og undertrykker symptomer. Det ser ud som om det dopede - "medicinerede" - individ får det bedre. Både for omverdenen, og ofte også for det dopede individ selv. Alt imens stofferne sørger for, at den tilbundsliggende problematik, der forårsagede organismens egen helende reaktion, symptomerne, stortrives og blomstrer. Uforstyrret. Individet får det ikke bedre, ofte får han/hun det faktisk værre. Under låget. Eller: bagved sløret.

Giv en person, der er forvirret, angst, vred, ophidset, etc., et neuroleptikon, altså en "major tranquilizer", en god gang bedøvelse, på dansk, og ja, klart, siden, som begrebet indikerer, denne vil reducere personens generelle livsenergi, vil vedkommende heller ikke længere være i stand til at reagere på den underliggende problematik med densamme forvirring, angst, vrede, ophidsethed, etc., som før. Sandsynligvis vil vedkommende ikke en gang længere have den fornødne energi og åndsnærværelse til selv at fornemme, at hans/hendes problemer stadigt består. Det kaldes så for "bedring". Hvad med at give et menneske, der har brækket benet noget stærkt smertestillende, der sætter vedkommende i stand til at fortsat bevæge sig rundt, og så kalde det for "bedring"?

"Du giver nogen en pille, og den lukker munden på dem. Den gør dem tavs og sløv. Folk er så efterfølgende ignorante nok til at tænke, at medikamenterne gør, at dem der tager dem får det bedre. Du hjælper ikke nogen til at få det bedre. Du hjælper dem til at blive sløv." Rufus May i The Doctor Who Hears Voices.

Intet er mere afgørende for et menneske, der går igennem en eksistentiel krise og forsøger at løse sin problematik, for virkeligt at "få det bedre", end dette menneskes evne til at kunne bearbejde og forstå, intellektuelt, emotionelt, spirituelt, etc. Et menneske med et brækket ben, der ikke gjorde andet end at tage stærkt smertestillende midler, mens vedkommende fortsatte med at bevæge sig rundt som om intet var sket, ville til sidst falde død om, pga. koldbrand (en intellektuel, emotionel, spirituel, etc., død mht. krise). Eller pga. de smertestillende midlers bivirkninger.

6 kommentarer:

Harning sagde ...

Øh..."Orthomolecular psychiatry" - så blev jeg så meget klogere (eller ihvertfald klog nok til at indse, at det er et område hvor jeg mangler merviden. :-) )

Ang. medicin - ikke medicin, og med udgangspunkt i dit eget eksempel må jeg holde fast i min mening om at en kombination kan være udmærket, for selv om manden med det brækkede ben ikke får sit ben ordnet alene ved at dulme smerterne - så er jeg overbevist om at hele forudsætningen for at få ordnet et kompliceret benbrud kirurgisk må være at der gives smertelindring,søvende, bedøvelse knock out. ( J.f fx min forudsætning for at få lavet tænder. :-) )

Ligeledes mener jeg at det i nogen tilfælde kan være særdeles relevant at medicinere ved psykiatriske lidelser - for at patienten overhoved skal kunne hjælpes af kirurgen så at sige.

Marian sagde ...

Ortomolekulær psykiatri er ikke videre kendt her i DK, og selv må jeg indrømme, at jeg er skeptisk. Jeg synes absolut, at det er værd at afprøve naturlægemidler (vitaminer, mineraler etc.) før man griber til i høj grad toksiske stoffer som de gængse psykofarmaka. MEN: hvis det viser sig, at en person bliver symptomfri fordi vedkommende f.eks. dropper gluten, sukker, kunstige tilsætningsstoffer, koffein, whatever, så mener jeg, at der har været tale om en allergi, altså om et reelt somatisk problem, ikke om en eksistentiel problematik, ikke om det der egentligt menes, når der tales om "psykisk sygdom". Og hvis det viser sig, at et ordentligt vitamin- og mineraltilskud afhjælper problemerne, ja, så taler vi om en fysisk mangeltilstand. Og så har det hele ikke længere noget med psykiatri at gøre.

Samtidigt synes jeg dog også, at det er enormt vigtigt, og således utilgiveligt at psykiatrien ikke skænker det en tanke indtil videre, at tage højde for, at a) en eventuel allergi/mangeltilstand kan forværre symptomatiken, også hvis den oprindelig skyldes eksistentielle problemer, og b) at der ikke engang behøves at foreligge en udtalt allergi, før x antal kopper kaffe kan gøre et oprørt menneske endnu mere oprørt.

Mht. andet afsnit i din kommentar: Ja. Det kan, i meget grelle tilfælde være en idé, at anvende "smertestillende" piller. I så fald dog alene med stoffer som f.eks. Benadryl (Mosher nævner dette eksplicit), i mindst mulig dosering, og alene akut (og selvfølgeligt aldrig under tvang!). MEN: når "smerten" er af eksistentiel karaktér, så bør det "smertestillende" faktisk primært være af samme karaktér: nærvær, forståelse, respekt, etc. Som regel er den oplevede smerte, lidelse, ved eksistentielle kriser resultat af, at netop disse ting bliver én nægtet. Krisen i sig selv, eller som sådan, er ikke nødvendigvis en smertefuld oplevelse.

Sidste afsnit: Nej. Det er lige netop den misforståelse, som Kristinas psykiater drøvtygger, når han siger: "Jeg kan ikke arbejde med belastning i en akut fase", i dokumentaren "Tvang i psykiatrien", for at undskylde tvangsmedicinering og fravær/nægtelse af menneskelig hjælp. At det ikke holder en meter, har jeg prøvet at vise med sidste afsnit af indlægget hér, når jeg understreger hvor vigtigt det er, at netop ikke blive dopet fra sans og samling, men have hele sin intellektuelle, emotionelle etc. energi til fri rådighed. Loren Mosher siger det, når han siger: "A major objection to the use of the anti-psychotic drugs in acute crisis situations is that because they are such powerful central nervous system suppressants they may well have the effect of preventing crisis resolution. They are powerful enough to abort a psychological process, which if supported and understood, would resolve itself in the context of a relationship." Mens hans statement kan stå repræsentativt for hvad man kan finde de fleste "dissident"-eksperter udtale. Og sidst men ikke mindst er det noget, som alle dem, der selv har oplevet kriser, siger. Mark er én af dem. En hel del af disse sidstnævnte udtaler godt nok, at stofferne hjælper dem, men dog ikke uden at klage over "bi"virkningen, der hedder, at man mister kontakten til sig selv, sit følelsesliv. At man føler sig fremmedgjort fra sig selv. Det er ikke en bivirkning. Det er virkningen. Men det undlader man selvfølgeligt, at oplyse om.

I øvrigt er det simpelthen forkert, at kalde det, at give et menneske i krise mulighed til at tale frit om sine oplevelser under trygge, respekterende forhold, for en "belastning". Den sande belastning i en sådan situation er at blive nægtet denne mulighed - og i øvrigt blive behandlet på en måde, der må betegnes som straf, snarere end som hjælp.


Og ja, det kan gøre ondt, at få "rykket brikkerne på plads", men i modsætning til når man har brækket benet, er der ved en eksistentiel krise ingen, der siger, at brikkerne allesammen skal på plads med én gang. Faktisk ville jeg ikke engang sammenligne det at få rykket de mentale brikker på plads med det at rette en brækket knogle ind, men snarere med den sammengroningsproces, der (forhåbentligt!) følger på at knoglen er sat på plads. Og i begge tilfælde er det afgørende, at helingsprocessen får lov til at tage den tid, den tager. Udviser omverdenen denne respekt, og lader være med at presse på, så er der som regel heller ikke brug for noget videre smertestillende i kemisk form.

Marian sagde ...

Glemte at kursivere i Mosher-citatet: "...they may well have the effect of preventing crisis resolution", står der i originalen.

Harning sagde ...

"Patienten skal kunne hjælpes" = på patientens vilkår og derfor aldrig under tvang eller for at gøre livet lettere for hjælperen, for det er naturligvis ikke hjælperen der skal hjælpes ( tænk så meget jeg troede jeg kunne lade dig selv læse ind i min kommentar. :-) ).
For at blive i de fysiske eksempler, så får hele ideen om at en psykiater skal have den slags "hjælp" for at kunne arbejde mig til at tænke på gynækologerne som insisterer på at det er meget nemmere for dem at forløse et barn hvis kvinden ligger ned og er spændt fast - selv om fødselen så tar meget længere tid og bliver betydeligt mere smertefuld for den fødende.

Marian sagde ...

Nu kunne jeg jo heller ikke andet, end at tro, at det var sådan ment. - Og så er vi vist rigtigt meget enige :) - Føler bare af og til en trang til at skære ud i pap i det hér forum, siden man jo aldrig ved, hvem der kommer tilfældigvis forbi, og misforstår...

Harning sagde ...

Fair nok - jeg vil jo heller ikke ret gerne misforstås. :-)